Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Auður Ava Ólavsdóttir: Ar

Alt muligt andet godt Posted on 31 aug, 2020 15:17

Fra forlagets omtale:
Romanen Ar handler om Jonas Ebe­neser, en mand i slutningen af fyrrerne som efter en traumatiserende skilsmisse beslutter at begå selvmord. Han afhænder sin virksomhed og rejser til et fjernt land, som kort tid forinden har været skueplads for en heftig borgerkrig.

Jonas har altid været en handyman og hjælper hotellet, han bor på, med forefaldende reparationsopgaver. I sin sparsomme bagage har han nemlig medbragt en boremaskine – i den tro at han på et tidspunkt skulle skrue en krog i et loft. Langsomt begynder den selvmordstruede at finde tilbage til livet.

Min anmeldelse:
Denne bog beviser, at det er muligt at skrive en bog med grotesk vinkel, der giver en særlig og morsom læseoplevelse om en mand, der er i en eksistentiel livskrise og ønsker at begå selvmord.

Historien foregår i 2 afdelinger, hvor første del gennem hans baggrund på Island beskriver baggrunden for Jonas ønske om at dø. Sidste del foregår i et krigsramt land, der kunne ligge på Balkan eller i Mellemøsten.

Fortalt gennem hovedpersonen Jonassen tanker og oplevelser nød jeg bogen som en dejligt livsbekræftende bog, som samtidig var utroligt velskrevet med præcise formuleringer og en koncentreret sproglig form.

I Erlend Loes bøger med Doppler (især den første) fandt jeg lidt af samme stemning dog uden selvmordsdelen, der til gengæld er central i hans bog “Muleum”, som er en grotesk morsom bog om selvmord. En anden morsom bog om samme emne er Nick Hornby: “Langt nede”.

Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2018 og uden at have set på, hvem de andre kandidater var, så må jeg efter at have læst bogen sige, at valget virker fuldt fortjent. Jeg giver meget gerne bogen mine maksimale 5 stjerner.

Auður Ava Ólavsdóttir
Ar
Baltzer & Co, 2018
249 sider

Bogen er læst på Mofibo.

Den var bog nr. 2, som jeg var med til at diskutere i læsegruppen Sure Gamle Mænd, og der var bred enighed om, at det var en god bog!



Lars Mytting: Søsterklokkerne

Alt muligt andet godt Posted on 31 aug, 2020 00:00

Baggrunden for historien som den beskrives på bogens bagside:
På en lille gård i Gudbrandsdalen kommer tvillingesøstrene Halfrid og Gunhild Helen til verden under en usædvanlig hård fødsel. Pigerne er nemlig vokset sammen fra hofterne og ned. Alt må de gøre sammen, og tidligt viser det sig, at pigerne har et særligt talent. Sammen væver de de mest utrolige billedtæpper, som siges at kunne vise fremtiden, og ved deres død støber man til deres minde et par kirkeklokker, der i de kommende århundreder ringermover den lille norske dal –  og nogle gange tilmed ringer af sig selv og varsler, at noget er på vej.

Livet går sin gang i den lille bygd, generation for generation. Til sidst er historien om søstrene kun et fjernt sagn, men klokkerne består, og ligeledes den gamle fine stavkirke, som de har til huse i.

Min anmeldelse:
Da historien begynder ca. 1880 arbejder den nittenårige Astrid Hekne i præstegården, hvor en ny, ung præst begynder arbejdet i de lille, fattige samfund. Han kæmper med de gamle traditioner og har ideer for fremtiden – en fremtid, der bl.a. indebærer byggeriet af en ny kirke til erstatning for den århundredgamle stavkirke. Præsten introduceres til det lille samfund af Astrid, der gennem ham får løftet blikket fra de lange traditioner, hun er vokset op med. På den måde får hun udvidet sin viden om verden, og hun bliver samtidig fascineret af den unge præst.

På initiativ af præsten ankommer derefter en ung tysk arkitektstuderende, og ham bliver Astrid og fascineret af – og omvendt. Han kommer for at opmåle og tegne den gamle stavkirke. Med udgangspunkt i tyskernes fascination af asatroen og traditionerne bag stavkirken, har præsten nemlig solgt stavkirken til genopførelse i Leipzig for på den måde at få råd til en ny kirke i landsbyen. Med hvad med de sagnomspundne søsterklokker? Følger de med i handelen, og hvad siger lokalbefolkningen til set

Det bliver en fascinerende roman med en rigtig god og interessant historie og med mange elementer. Det er på én gang en slægtsroman, en historisk roman og en kærlighedsroman – og med interessante personer. 

Jeg fandt historien om spændingerne mellem tradition og fornyelse rigtigt godt beskrevet. Det er der mange eksempler på. Det samme gælder beskrivelserne af forholdet mellem de to tilrejsende mænd og den unge, lokale pige. 

Det, der dog fascinerede mig mest, var den fortællestyrke, der var i forfatterestemmen. Vel er der masser af kraft og saft i den bagved liggende historie, men med tilsvarende niveau i sprog og fortælleteknik løftes bogen flere niveauer op, og jeg er ked af kun at have 5 stjerner til rådighed.

Lars Mytting
Søsterklokkerne
Cicero, 2019
444 sider

Bogen er lånt på biblioteket.

PS: stemningen i bogen gav mig mindelser om Kristin Marja Baldursdóttirs første bog om Karitas.

PPS: Bogen er planlagt som første del af en trilogi. Fortsættelsen skal også læses – når den engang er skrevet.

PPPS: Bogen var første bog, jeg var med til at snakke om i læsegruppen SGM (Sure Gamle Mænd), som jeg lige er kommet med i. Bogen var læst flere måneder inden mødet, men den havde gjort så stort indtryk, at alle huskede den, så det gav en god snak om bogens temaer. Der fulgte også varme anbefalinger af forfatterens “Svøm med dem som drukner”, så den må jeg se at få læst.



Jakob Melander: Askehave-serien 1-3: Forbandet blod (1), Et hus for de døde (2) og Pagten (3)

Krimi og spænding Posted on 30 jul, 2020 15:20

De 3 dele af serien kan allerede nu læses og høres på Mofibo. Bind 1 udkom i 2019, mens de to sidste først udkommer i bogform 30. september, så jeg har læst hele serien på Mofibo og anmelder den samlet her

Kort beskrivelse af seriens indhold:
Forlaget karakteriserer kort serien sådan: Et uhyggeligt spændende thrillerdrama om de skrøbelige bånd, der binder os sammen, og en historie om familiehemmeligheder, bedrag og kærlighed, der trodser alt.

Serien handler om den rige familie Askehave, der driver en stor virksomhed i shippingbranchen og med interesser i olieindustrien.

Den gamle stifter og familiens, Julius, er død, og hans bror, Mogens, hans kone, Victoria, og hans 3 børn, Niels, Robert og Malin, skal drive forretningen videre. Men der er opstået konflikter.

Malin Askehave er seriens ubetingede hovedperson, og med en karriere i et verdensberømt rockband med en klar profil i kampen mod klimaforandringerne er hun – sammen med sin bror Robert – i opposition til familiens planer for firmaet. De har begge brudt med familien, men mødes i begyndelsen af serien med alle medlemmerne, og derfra tager konflikterne fart. Jeg vil ikke spoile mere af handlingen her, men vil I vide mere uden dog at få det hele afsløret, kan I nederst i anmeldelsen læse forlagets beskrivelse af de 3 bøger.

Min anmeldelse:
De tre bøger blev slugt i rækkefølge og i fuld fart. Det var godt, jeg ikke læste bind 1, da den udkom, for den slutter åbent på et spændende tidspunkt, og det gør bind 2 i endnu højere grad. Derfor skal bøgerne også læses i rækkefølge.

Som altid er der masser af musik i Jakob Melander bøger, og det er herligt. I dette tilfælde lyder det meget som filmmusik, for bøgerne er ret filmiske i den måde, historien udvikler sig på. Det er både bøgernes styrke og deres svaghed.

Jeg kan rigtigt godt se en filmatisering for mig, når jeg læser bøgerne. Og der er rigtigt meget action og voldsomme optrin i bøgerne. Der er bogstaveligt talt smæk for skillingen, og det gælder både når russiske banditter og når danske aktører på den forkerte side af loven tager fat.

Bøgerne rammer lige ned i serietrenden, hvor virksomheder med tvivlsom moral og tilsvarende økonomiske aktiviteter indgår, hvor Rusland spiller en stor rolle, og hvor miljø- og klimaproblemer er centrale. Dertil kommer et persongalleri, hvor det er svært at stole på ret mange.

Jeg var på rigtigt godt underholdt i kraft af det høje spændingsniveau og den barske handling. Samtidig blev jeg flere gange undervejs forstyrret af ulogiske elementer og genveje, der ikke altid var sandsynlige. I film kan jeg nemmere se gennem fingre med den slags end i bøger. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor, men sådan er det. I bøger forventer jeg, at detaljer og handlingen hænger sammen. Vel er der tale om småting i de 3 bøger, men det tog toppen af fornøjelsen. Jeg forventede mig i hvert fald mere efter min læsning af bøger i forfatterens serie med Lars Winkler – senest “De døde og de ufødte” – https://blog.drustrup.dk/#post156 og “Fjenden iblandt os” https://blog.drustrup.dk/#post224

Så min oplevelse af bøgerne er dobbelt. Vel er det en spændende og interessant historie med aktuelle temaer, men med 3 bind læst i træk og med nogle forstyrrende elementer undervejs bliver det til 7 skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Jakob Melander
Forbandet blod (1)
Et hus for de døde (2)
Pagten (3)
People’s Press, 2019-2020
448 + 446 + 446 sider

Bøgerne er læst som e-bøger på Mofibo.

Forlagets beskrivelser

FORBANDET BLOD
27-årige Malin Askehave er forsanger i det internationalt kendte r’n’b band Gaia 5 og dybt engageret i kampen for at redde klimaet. Hun er samtidig yngste arving til Danmarks næststørste shippingvirksomhed, Askehave Shipping, med interesser over hele verden og værdifulde olieboringer i Nordsøen. Sammen med sin storebror, Robert, brød Malin for otte år siden med familien. Siden har hun brugt den platform, Gaia 5 har givet hende, til at bekæmpe og gøre opmærksom på de ødelæggelser, virksomheder som Askehave Shipping forøver på kloden.

Men Malin er også mor til den seks måneder gamle Balder, og efter hans fødsel er hun begyndt at se sit forhold til familien i et nyt lys. En voldsom begivenhed til hendes fars 60års dag, netop som hun og Robert skal gense familien for første gang, vender op og ned på Malins liv. Hun står nu overfor et umuligt valg mellem klimakampen og familievirksomheden, og Malin må sande, at alle valg har konsekvenser.

ET HUS FOR DE DØDE
Arvingen Malin Askehave er indtrådt som administrerende direktør i familiefirmaet med en ambition om at videreføre farens strategi om grøn omstilling. Visheden om firmaets blodige fortid, og hvad hendes farfar var villig til at gøre for penge, fylder hende med afsky og tvivl: Skal hun vaske virksomhedens snavsede undertøj i fuld offentlighed, eller bruge sin viden til at redde Askehave Shippings fremtid og sjæl? Efter de mange dødsfald har Malin kun sin følelseskolde mor, sin utro kæreste Casper og deres lille søn Balder tilbage. Broren Robert kan hun heller ikke læne sig op ad: Han befinder sig i en mediestorm på grund af hans seksuelle chikane af kvindelige ansatte. Og det hele er kun lige begyndt. Der er stærke kræfter, der ikke viger tilbage for at bruge ekstreme metoder for at få magten.

PAGTEN
På en forretningsrejse med sin onkel er det arrangeret, at Malin skal ”forsvinde”. Hendes mor tror, Malin er indlagt på et luksus-sanatorium i Rusland, men Malins nye virkelighed er, at hun sidder inde for drab i et af verdens mest voldelige fængsler og kæmper for sit liv. Hendes eget kød og blod er villige til at ofre hende, hvis de til gengæld får magten i firmaet. I hendes fravær er der udstukket en ny kurs for Askehave Shipping, som er altødelæggende for klimaet og har store sikkerhedsmæssige komplikationer. På bunden af alting oplever Malin den energi, som kommer, når man ikke længere har noget at miste, og med ar på krop og sjæl begynder hun sin rejse tilbage til livet og jagten på dem, der må stå til ansvar.



Kent Langkjær: Elektrochok

Krimi og spænding Posted on 28 jul, 2020 14:56

En spændende bog med lokalkolorit fra Aalborg og omegn tilsat en historie med klassiske krimielementer, ekstremisme, international terror og en hovedperson med psykiske problemer.
Del 2 i serien om politiefterforskeren Torsten Lange.

Fra bogens bagside:
Efterforskningsleder Torsten Lange er sygemeldt og behandles med elektrochok.

Midt i serien af behandlinger mistænkes han for drabet på sin ekskone – journalisten Lena Lange.

Torsten rejser tilbage til fødebyen Aalborg, og modvilligt må han selv undersøge sagen, selv om hukommelsen er svækket, og de psykiske problemer ulmer lige under overfladen.

Undervejs i efterforskningen tyder det på, at der er visse sammenfald mellem sagens implicerede og en terrorefterforskning ledet af Rasmus Theil fra PET.

Torsten må træffe svære valg, der kan få konsekvenser for ikke blot hans eget liv, men også det politiske klima i Danmark.

Min anmeldelse:
Jeg har ikke læst første bog – “Deroute” (som foregår i Århus) – i serien om Torsten Lange, der ligesom denne er inspireret af forfatterens mangeårige arbejde i forskellige dele af psykiatrien – senest i Aalborg.

Efter en henvendelse fra forfatteren med forespørgsel om jeg ikke var interesseret i at læse og anmelde bogen, sagde jeg ja tak til tilbuddet. Det gør jeg ikke ret tit, fordi stakkene med ulæste bøger ser ud til at vokse konstant, men i dette tilfælde blev jeg nysgerrig pga. hovedpersonens særlige baggrunden, og pga. at bogen foregår i Aalborg, som jeg kender ret godt.

Bogen viste sig at være spændende med lokalkolorit tilsat en historie med klassiske krimielementer, ekstremisme, international terror og en hovedperson med psykiske problemer.

Kender man som læser lidt til Aalborg og omegn, er den del af bogen mere interessant og underholdende, end den vil være for andre uden et lokalkendskab. Men uanset hvad virker det for alle læsere godt og bidrager til autenciteten.

Til de klassiske elementer hører mistanken mod Torsten Lange i forbindelse med mordet på hans ekskone. Hertil hører også de sædvanlige stridigheder mellem politifolk og afdelinger.

Torsten Langes psykiske problemer giver forfatteren mulighed for at fortælle fra sit faglige arbejdsliv, og det er en interessant del af historien, og det påvirker selvfølgelig hovedpersonens udfoldelser. I bogens sidste del viger denne del af historien dog til fordel for mere actiondramatik.

PET – Politiets Efterretningstjeneste indgår også i handlingen i form af efterforskning af en potentiel  terrortrussel fra eventuelle/mulige lokale ekstremister.

Tilsammen bliver handlingens elementer lidt for meget, for jeg er sikker på, der fint kunne komme en strammere og mere interessant og dyb historie med mindre fokus på terrordelen, som forstyrrede min læsning og virkede noget unødvendig.

Trods alt en både spændende og interessant krimi, jeg gerne giver 7 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Kent Langkjær
Elektrochok
forfatterskabet.dk, 2020
354 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Matias Faldbakken: Vi er fem

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 26 jul, 2020 17:23

En ualmindelig velskrevet, fascinerende, forunderlig og barsk historie om, hvad der sker i den norske familie, da dens femte medlem, hunden Snuske, dør, og da faderen efterfølgende begynder sin egen skabelsesproces.

Fra bogens bagside:
På en ufrugtbar grund tre timer nord for den norske hovedstad bor Tormod Blystad, hans kone Siv og deres to børn. Efter at have lagt sine vilde år bag sig er Tormod nu en stabil og pålidelig familiefar. Men noget mangler i den lille familie, og så ankommer Snusken, den nye familiehund.

Da Snusken dør, efterlader hun et tomrum, der skal udfyldes. Og så en nat befinder Tormod sig foran høvlbænken i garagen og blander rød ler og gødning. Uden at vide det kommer han til at udløse magtfulde kræfter med voldsomme følger.

Min anmeldelse:
Jeg har ikke læst andet af denne norske forfatter, der også har skrevet under pseudonymet Abo Rasul, så jeg begyndte læsning på helt bar bund ud over forlagets beskrivelse af bogen. Den havde gjort mig nysgerrig efter at læse bogen, og det var en rigtig god – og barsk – oplevelse.

Bogen begynder med en beskrivelse af, hvordan Tormod og Siv bliver en familie – en næsten almindelig familie i en lille, norsk by. Familiemedlemmernes er rigtigt troværdigt og levende beskrevet, så de med deres forskellige personligheder fremstår næsten helt almindelige. Men efterhånden som bogen handling skrider frem, bliver det hele mere og mere surrealistisk, underligt (på den gode måde!) og barskt. Det bliver en mere og mere næsten makaber historie, hvor den helt specielle slutning er ret uventet! Bare vent og se!

Selve historien er helt unik og med mindelser om både tonen i Erlend Loes serie om Dobler og med Mary Shellys Frankenstein. Det er et forunderligt miks af en historie om et families liv, deres interne roller og dens placering i et lille samfund, og så en på én gang dyster og grotesk historie og en skabelsesproces med gys fra det naturvidenskabelige overdrev.

Historien alene fascinerede mig, men det, der for alvor fik min læsning ned i tempo og op i nydelse, var den sproglige og fortællemæssige overlegenhed og sikre hånd, historien fortaltes med. I tætte og koncentrerede beskrivelser tegner forfatteren nogle stærke billeder, så bogen efter læsning af de relativt få sider står stærkt i erindringen.

Bogen er en af de 13 bøger, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020. Vinderen offentliggøres 27. oktober, og jeg har ikke for udsætninger for at bedømme bogens chancer der, men en rigtig god, fascinerende og meget anderledes bog er det.

Bogen får med sikkerhed mine maksimale 5 stjerner!

Matias Faldbakken
Vi er fem
Gutkind, 2020
214 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lotte og Søren Hammer: Gaden uden navn

Alt muligt andet godt Posted on 16 jul, 2020 12:42

Dette bind 3 i serien “Venner og fjender” udspilles under 2. verdenskrig i årene 1941-1942. Dansk-jødiske Kassandra bor i Den Jødiske Ghetto i Warszawa, hvor dansk-tyske Peter som SS-officer er ansvarlig for udbygning og vedligeholdelse af ghettomuren. De to unge udvikler et forhold, og de involveres samtidig i en jødisk modstandsgruppe, der smugler medicin ind i ghettoen. Gruppen bliver sprængt, og snart jages Kassandra af Gestapo overalt i Warszawa. 

Sådan skriver forlaget på bagsiden, og det giver et ganske godt referat af bogens handling. 

De to hovedpersoner, Kassandra og Peter, var hovedpersoner i hver sin af de to første bøger i serien “Vejen til Warszawa” og “Kobberslottet”, som jeg anmeldte samlet her: https://blog.drustrup.dk/?p=539 „. Her mødte de hinanden i slutningen af bøgerne, for i dette bind 3 af få et forhold på tværs af at de står på hver sin side i krigen. 

Det er der kommet en spændende og meget grum bog ud af, og uanset om der er styr på alle historiske facts (det er jeg i tvivl om), og uanset om forholdet mellem de to virker ret usandsynligt, så er det en meget stærk historie fortalt på en uhyrlig baggrund. Det er barsk læsning, og så er krigen med jødeudryddelserne endda først lige begyndt. Selv om det er slemt nok, som det hele går i den bog, kan det kun blive værre. 

Jeg er fascineret af serien på trods af mine tvivl om niveauet for det historisk korrekte. Så jeg skal helt sikkert også læse næste bind, som hedder “Byen ved Volga” og udkommer januar 2021. Jeg ved ikke, hvornår de næste bind kommer, og hvor lang serien bliver, men jeg skal nok følge med.

Jeg giver også dette bind 4 stjerner.

Lotte og Søren Hammer
Gaden uden navn
HarperCollinsNordic, 2020
295 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »