Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Kristina Aamand: Sammenbragt

Alt muligt andet godt Posted on 28 jun, 2019 23:18

Fra bogens bagside:
Forfatteren Kathrine bor sammen med sin nye mand, Max, i en familie med fire sammenbragte børn. Det kan være svært at finde tid til at skrive og hårdt at få det hele til at hænge sammen – ja, bare at skulle finde to ens sokker!

Samtidig lurer Max’ eks-kone – ”Moderskibet Mette” – som en konstant trussel i baggrunden, der blander sig i alt fra sexliv til madpakker. Hvad er løsningen: polyamorøse forhold, swingersex – eller skal dine og mine børn udvides med et vores barn?

Min anmeldelse:
Når der på bagsiden bl.a. står om forfatteren, at hun selv er forfatter og lever i en sammenbragt familie med fem egne børn fra sit tidligere ægteskab, to sammenbragte børn og et fælles barn med sin nye mand, så er det oplagt, at bogen i et eller andet omfang bygger på egne erfaringer. Det gav for mig læsningen en anden dimension.

Uden at jeg har de personlige eller familiære forudsætninger for at læse bogen med insider viden, står bogen for mig som en på én gang rigtig grotesk morsom og gruopvækkende bog. Morsom fordi der er så mange gode formuleringer af forfatterens betragtninger over begivenheder i bogen. Ubetaleligt morsomme faktisk – hvis ikke baggrunden var så alvorlig med omkostninger for især de børn, der bliver brugt i forældres magtkampe. Det er her, det gruopvækkende kommer ind. De personlige omkostninger for både nogle børn og nogle voksne er ret høje og med mulighed for langsigtede negative påvirkninger.

Bogen kan læses med flere slags briller på, og læst som en morsom satire over mekanismerne i en sammenbragt familie er det rigtig fornøjelig læsning. Det gælder især bogens første halvdel. Læses bogen som en dramadokumentarisk beretning, som ganske vist med fri hånd skildrer nogle rammer for familieliv som ret mange familier kommer til at opleve, er situationen en lidt anden. Stod en læser selv midt i nogle tilsvarende konflikter, var der sikkert nogle gode tips at hente.

Forfatteren har ud over børne- og ungdomsbøger også skrevet nogle debatbøger om personlige og aktuelle emner. Emnet i denne roman kunne også have været formidlet som en fagbog, men det er godt, det blev en roman. Bogen fungerer fint i den form – skarp og underholdende, men også tankevækkende.

Jeg giver gerne bogen 4 stjerner.

Kristina Aamand
Sammenbragt
HarperCollinsNordic, 2019
255 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Marianne Jørgensen: Fællesspisning

Alt muligt andet godt Posted on 26 jun, 2019 18:47

Fra bogens bagside:
Marianne Jørgensen lægger øret til livet, som det leves derude. Hun fortæller om sin nære virkelighed med de universelle vilkår, der optager forfatteren, hvad enten den enkelte fortælling handler om fællesspisning, konfirmation, æresporte, Kina eller kål, rejer og symaskiner.

Marianne Jørgensen skriver folkelige fortællinger, spontant. Fortællinger fra det underste land, hvor mennesker rører hinanden og gør det med omtanke.

Min anmeldelse:
Det er ikke fordi, jeg er ved at løbe tør for medbragt, nyere læsestof, at jeg har kastet mig over at genlæse og skrive om en af mine danske yndlingsfortællere. Bogen stod i en genbrugsbutik og lokkede. Så kan resten af familien også få fornøjelse af bogen, efterhånden som de dukker op i sommerhuset i løbet af sommeren. Og fornøjelse vil de få! Også i den grad for meget mere end de 10 kroner, som det tidligere anmeldereksemplar kostede i Glesborg!

Marianne Jørgensen er en subtil iagttager af de små begivenheder i de små samfund og de lokale beboere indbyrdes. At læse en novelle som “Fællesspisning” er fuldstændigt som at være der selv – hvis altså man (som jeg) har været så heldig at opleve den slags sammenkomster. Og så tilføjer forfatteren lige et par ekstra ingredienser til oplevelsen. Sådan er det også med resten af de i alt 16 noveller i bogen.

Man kan kalde Marianne Jørgensen for en slags litteraturens Niels Hausgaard. De to har samme blik for mellemmenneskelige relationer, men formidler dem på hver sin herlige måde. (En anden fantastisk dygtig og dansk novelleforfatter er Dorthe Nors.)

Jeg har ikke læst Marianne Jørgensens seneste romaner “De tavse vidner” og “Gudruns arv”, der er historiske romaner, så dem kan jeg ikke sige noget om, men læs endelig alle hendes novellesamlinger, hvor jeg synes, hun er stærkest: “Fællesspisning” og “Landsby” og “Den dag jeg slog min hund ihjel”. Husk også romanerne “Bondefanget” og “Bondeanger”.

Novellesamlingerne får alle 5 stjerner herfra.

Marianne Jørgensen
Fællesspisning
Hovedland, 2011
171 sider

PS:
Marianne Jørgensen er fra Salling fra Salling og har også skrevet selvbiografien “Børn, bøvl og bigballer” om livet som bondekone der. Læs mere her på hendes egen hjemmeside : http://www.hmkjeldgaard.dk



Philip Kerr: Metropolis

Krimi og spænding Posted on 22 jun, 2019 00:04

Fra bogens bagside:
Sommer i Berlin 1928. Stemningen i byen er kaotisk,
dekadent og desperat. Livet leves i sexklubber, i kabaretter, med slagsmål i
gaden, og Weimarrepublikken synger på sidste vers, for jødehadet vokser, og nazismen
breder sig.

Bernie Gunther har kun været få år ved politiet, men med
fire år i skyttegravene under 1. Verdenskrig bag sig er han allerede mere hårdhudet
end de fleste.

Intet er rigtigt verboten Berlin
i 1920’erne, men under en bølge af mord på samfundets mest udsatte –
prostituerede, vagabonder og krigsveteraner, der ligger på gaden – finder
Bernie ud af, at nazismen har infiltreret Berlins politi. Tyskland står på kanten
til Det Tredje Rige.


Min anmeldelse:
Dette er sidste og 14. bind i serien
Berlin Noir med Bernie Gunther som gennemgående hovedperson. Sidste bind fordi
Philip Kerr desværre er død. Jeg har læst alle bøgerne og har tidligere anmeldt
bind 11 “Hinsides tavsheden” – HER: blog.drustrup.dk/#post58,
bind 12 “Berlinerblåt” – HER: blog.drustrup.dk/#post158 og bind 13
“Frygt grækeres gaver” – HER blog.drustrup.dk/#post212

Selv om denne bog er sidste bind i serien, kan nye læsere
passende begynde med den, for den foregår tidsmæssigt før alle de andre bøger i
serien. Philip Kerr har aldrig ladet handlingen foregå kronologisk (se nederst
i anmeldelsen), men at lade begyndelsen af historien være den sidste bog i
serien er overraskende. Og dog. Det er helt i Kerrs stil, og giver på sin egen
måde endnu en god brik til puslespillet af Bernie Gunthers personlighed. Og
allerede her grundlægges en del af de problemer han må kæmpe med i de følgende
tiår.

Egentlig giver set ikke mening at lave en handlingsreferat.
Jeg vil nøjes med at anbefale serien på det varmeste. Foruden at være spændende
historier, så er bøgerne fremragende skildringer af den historiske virkelighed
i Europa set med Berlin som udgangspunkt og gennem Kerrs/Gunthers optik.

Alene af den grund kunne det være interessant at opløse rækkefølgen
af seriens 14 bind og læse dem alle ud fra det tidspunkt, handlingen foregår på.
Hvis forlaget Modtryk vælger at udgive en samlet Berlingske Noir-boks – og det håber
jeg, at de gør – vil jeg tilbyde at lave en læsevejledning, hvor bøgerne læses på
den måde. Bare en idé og et tilbud.

De stjerner/hjerter/point, som de enkelte bind skal have,
varierer lidt, og skulle jeg vurdere “Metropolis” som enkeltstående
bog, ville den ikke få mine maksimale point, mens serien som enestående værk
som helhed fortjener den allerhøjeste vurdering!

Derfor bliver det denne gang til de maksimale 5 hjerter på krimifan.dk
– og 10 point på min egen krimispændingsskydeskive.

Philip Kerr
Metropolis
Modtryk, 2019
311 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Hele serien

1: Martsvioler (foregår i 1936)
2: Den blege forbryder (foregår i 1938)
3: Et tysk rekviem (foregår i 1947-48)
4: Det ene fra det andet (foregår i 1949)
5: En stille ild
(foregår i 1950)
6: Om døde
ej opstår (foregår i 1934 og 1954)
7: Gråzone (foregår i 1954 med flashbacks i 20 år)
8: Manden med et hjerte af jern (foregår i 1941)
9: En mand uden åndedræt (foregår i 1943)
10: Kvinden fra Zagreb (foregår i 1942-43 med scener fra
1956)
11: Hinsides tavsheden (foregår i 1956)
12: Berlinerblåt (foregår i 1939 med scener fra 1956)
13: Frygt grækeres gaver (foregår i 1957)
14: Metropolis (foregår i 1928)

Kilde: “Seriemord/Mord i serier” – en oversigt
over rækkefølgen i 420 krimiserier.
Find den her: https://opac.hjbib.dk/sites/default/files/krimiserier_2019_web.pdf

PS: HBO er i gang med at udvikle en miniserie baseret på tre
bøger i Berlin Noir-serien i samarbejde med Tom Hanks som producer.



Jussi Adler-Olsen: Offer 2117

Krimi og spænding Posted on 20 jun, 2019 14:33

Fra bogens bagside:
I over ti år har Assad været et gådefuldt kraftcenter i
Afdeling Q, men en kædereaktion af voldsomme begivenheder bringer ham på randen
af total nedsmeltning. Kun en hårdt prøvet Rose kan hjælpe ham med at afkode de
mørke dæmoner, som vækkes af den spanske journalist Joan Aiguades dækning af en
flygtnings tragiske død. Med Assad i centrum begynder tretten dages
nervepirrende nedtælling mod den ultimative katastrofe midt i Europas hjerte,
skånselsløs dirigeret af den irakiske bøddel Ghaalib.

Samtidig rystes Afdeling Q af en central kollegas død og et
desperat forsøg på at forhindre en indesluttet, vanvittig drengs kompromisløse
og morderiske handling.

I kampen for at redde menneskeliv og få løst Assads traumatiske
dilemma kastes Carl Mørck og resten af Afdeling Q direkte i stormens øje, hvor
ingen bliver skånet for at tage dramatiske beslutninger og for at handle med
alle til rådighed stående midler.

Min anmeldelse:
Gennem hele serien har figuren Assad fascineret mig med sin
mystiske optræden, og mens Rosa var hovedperson i den forrige bog i serien
“Selfies” (anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post9),
får seriens mange læsere heldigvis meget mere at vide om Assads baggrund og
hans traumatiske oplevelser. Det er den gennemgående kraft i en meget voldsom
og dramatisk historie, der mere er en aktuel thriller end en krimi, og det gør
bestemt ikke noget.

Bagsideteksten fortæller absolut nok til, at jeg ikke vil
skrive mere om handlingen, men ud over at være en aktuel og interessant
historie, så bærer den præg af grundig research af såvel emnet som de
lokaliteter, bogens handlinger foregår på. Det virker ret overbevisende.

Samtidig mener jeg at kunne læse en øget skrive-/fortællelyst
fra forfatterens side. Det viser sig for mig i et godt flow i bogen og fin
sammenhæng mellem historierne, som jeg har savnet i nogle af de tidligere bind
i serien. Jeg vil uden tøven kalde “Offer 2117” for seriens bedste
bog indtil videre, og jeg ser meget frem til seriens sidste 2 bind og til at følge
de interessante personer heri.

Det bliver til 5 krimihjerter på krimifan.dk
og 9 point her

Jussi Adler-Olsen
Offer 2117
Politikens Forlag, 2019
(Afdeling Q – bind 8)
488 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Jo Nesbø: Kniv

Krimi og spænding Posted on 19 jun, 2019 00:37

Fra bogens bagside:
Harry Hole er begyndt at drikke igen. Rakel – den eneste
kvinde han nogensinde har elsket – har smidt ham ud, og han er blevet fyret fra
sit job på Politiskolen. Som afdanket legende får han dog allernådigst lov at skubbe
rundt med papirer og tage sig af rutinesager hos politiet.

Harry stilles over for et valg: at gå til bunds med det
samme – eller at rejse sig og gå under senere. Da han ikke har mere at miste,
begynder han en ensom jagt på en gammel fjende.

I KNIV drives Oslo Politis mest sagnomspundne efterforsker
ind i et helvede, han ikke i sine værste mareridt har kunnet forestille sig.

Min anmeldelse:
I denne 12. bog i serien om Harry Hole gør han for alvor
noget ved den tørst, han arbejdede med i den forrige bog “Tørst”, som
jeg anmeldte HER.

Denne nye bog bringer Harry Hole personligt længere ud over
kanten end i tidligere bøger. Det er en voldsom historie, hvor han med største
risiko vover sig ud i en kamp mod en modstander, der er en mester i at spille
sit fordækte, intimiderende og hensynsløse spil. Det bliver bogstaveligt talt
en kamp på liv og død.

Det vil være skrækkeligt at afsløre ret meget af
handlingen, for alt for mange detaljer kan nemt komme til at ødelægge spændingen
og de mange overraskende twists undervejs. Så jeg overlader trygt bogen i læsernes
utrygge og spændingsrystende hænder. I kan godt glæde jer, hvis I tidligere er
blevet fanget ind af Harry Holes univers.

Bogen må være særligt god for de læsere af Jo Nesbøs
forrige bog “Macbeth”, som havde forestillet sig en ny bog med Harry
Hole, da de begyndte på den, og som derfor på helt fejlagtigt grundlag
kritiserede og i mange tilfælde bortdømte den – primært bygget på deres
skuffelse/uopfyldte forventninger. Det var forkerte præmisser at læse og
anmelde bogen på. Det var en fremragende bog, som jeg anmeldte HER.

På samme måde som med “Tørst”, giver jeg med fornøjelse
denne nye bog mine maksimale 10 skydeskivepoint og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Jo Nesbø
Kniv
Modtryk, 2019
503 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Lena Andersson: Sveas søn

Alt muligt andet godt Posted on 17 jun, 2019 00:21

Fra bogens bagside:
Ragnar Johansson er håndens, men også tankens mand. En
kantet og meget korrekt mand. Han er stolt over at være en af byggestenene i
det svenske folkehjem, tror på det, tager ansvar for det og forsvarer dets ensretning
af borgerne, fordi han er overbevist om, at det kan løfte befolkningen ud af mørket.

Ragnars mor, Svea, er fra en anden tid, det fattige
bondesamfund, med al den smerte og det afsavn, den yngre generation ikke kender
til. For Ragnar er hun et levn fra en tid, som aldrig må komme tilbage.

Og endelig er der datteren, Elsa, der længe forsøger at
leve op til sin fars høje idealer, indtil murens fald, hans midtvejskrise, forældrenes
skilsmisse og hendes egen frigørelse sætter alt i skred.

Min anmeldelse:
Det er en meget svensk bog – og alligevel afgjort af
interesse for danske læsere både som litterær oplevelse og mht. indholdet, for
udviklingen i den tidsperiode, bogen foregår i, kan sagtens paralleliseres til
danske forhold. Mit absolut eneste behov for en uddybning var en mere præcis
definition af begrebet ”det svenske folkehjem”. Derfor har jeg fundet en svensk
definition af det, og den kan læses HER.

Med Sveas søn, Ragnar, som hovedperson fortæller bogen både en families
historie i 3 generationer og landets historie især i perioden fra 1950’erne og
frem til 2000. Bogen begynder med, at Ragnars ph.d.-studerende datter, Elsa,
melder ham til en etnologisk undersøgelse af ”modernitetens svenske mentalitetshistorie”,
fordi han efter hendes opfattelse er indbegrebet af et eksempel på udviklingen.
Det bliver ikke til noget et bidrag fra ham til det forskningsprojekt, for dels
kan han ikke hjælpe med det, for det efter hans mening alt for svære ting, og
dels er han efter forskerens mening alt for almindelig. Det sidste er han meget
tilfreds med.

I kapitler med de 3 personer, Svea, Ragnar og Elsa, som skiftende omdrejningspunkter
får vi historien fra perioden om hele familiens liv samt personernes forhistorie,
så vi kender den sociale og geografiske baggrund. Lyder det tungt og kedeligt? Det
er det ikke!!

I flydende og meget præcist sprog folder historien sig smukt ud, og et
billede af en helt almindelig familie fra tiden bliver dannet. Samtidig dannes
der også en præcist tidsbillede af en helt almindelig families liv i et samfund,
der forandrer sig voldsomt, mens Ragnar tiltro rystes til statens ufejlbarlighed,
reglers nødvendighed og vigtigheden af at gøre det bedste man kan ud fra sit
potentiale for sin egen og samfundets skyld.

Igen: Lyder det tungt og kedeligt? Det er det ikke!! Læs bogen for at
nyde sproget og for at blive klogere på også det danske samfund i dag og på det grundlag, det bygger på.

Det bliver 4 sikre stjerner herfra.

Lena Andersson
Sveas søn
C & K, 2019
240 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »