Fra bogens bagside: En ensom sejlbåd driver på bølgerne i skærgården uden for Stockholm. Da søredderen Annika går om bord, er der helt tomt. Båden er forladt. Har den revet sig løst? Ankeret er trukket op, og alle tove er på plads. Hvad er der sket?
Varmen dirrer i luften, da Joanna står på molen og kigger ud over lystbådehavnen. Hun skal sejle et par dage med sin storebror Zack. Med sig ombord bærer hun en tung sorg. Kan havet og samværet med broren hele hende?
Det bliver nogle stegende varme sommerdage på havet, som kommer til at ændre alt.
Min anmeldelse: Det er første bind i serien “Søredderne”, og jeg blev først opmærksom på bogen, da bind 2 i serien, Rød måne, blev annonceret til udgivelse i januar 2025. Jeg valgte at læse bind 1 for at finde ud af, hvad det var for en serie, selv om den på forsiden står karakteriseret som “En skærgårdskrimi”. Den genre er jeg ikke altid så begejstret for, men jeg blev dog positivt overrasket.
Dels er ideen om at lade handlingen udspille sig med et korps fra en søredningstjeneste en ny vinkel på genren og lokaliteten, og dels var historien rigtigt spændende og tilmed overraskende fortalt.
Kronologisk fortælles der om begivenhedernes udvikling skiftevis med fokus på søredderen Annika og den feriesejlende Joanna. På den måde opstår en god dynamik i spændingskurven helt frem til den overraskende afslutning.
Begge hovedpersonerne har noget, de bakser med, så på det område er der begrænset nyt. Annika med kærligheden og Joanna med traumer efter tidigere begivenheder. Det er spændende uden at blive neglebidende.
Jeg kan sagtens se den – og sikkert også følgende bind – for mig filmatiseret som serie, og så ville den kunne matche filmene, hvor Maria Wern er hovedpersonen.
Grundlæggende er det ikke en krimi, der bryder nyt land eller farvand, men ganske god krimiunderholdning til 7 passende skydeskivepoint.
Fra bogens bagside: Efterretningsofficer Carl Hamilton og hans gamle ven, journalistveteranen Erik Ponti, er ikke hvilke som helst pensionister. I deres livs efterår har Carl Hamilton en deltidsstilling som underviser på Søværnets specialuddannelse, og Erik Ponti arbejder på en historisk tv-serie om den svenske flådes største sejr mod Rusland.
Deres stille liv tager en uventet og farlig drejning, da ukendte højreekstremister begynder at true en række kvindelige journalister. De to venner iværksætter et ret avanceret spil katten efter musen med en fjende, som de på alle måder har undervurderet, netværket Falken.
“Notaer fra aftensangen” er tredje selvstændige bog i serien om Jan Guillous to populære romanpersoner Carl Hamilton og Erik Ponti, der har slået sig sammen for at bekæmpe uretfærdighed.
Min anmeldelse: Bagsidens melding om, at det er et selvstændigt bind i serien, holder efter min mening ikke. Det vil være virkelig ærgerligt ikke at læse alle foreløbigt tre bøger, og det vil med absolut størst fornøjelse og udbytte ske i rækkefølge. Blandt andet fordi der løbende er referencer til tidligere begivenheder.
Efter at have læst og nydt de to første i serien skrev jeg, at bogens Erik Ponti var Jan Guillous alter ego. Efter at have læst dette bind 3 må jeg stramme den yderligere, for det står stadigt tydeligere, at Erik Ponti ER Jan Guillou. Den del af bogen med Jan Guillous egne meninger og oplevelser fylder i dette nye bind endnu mere end i de første. Samtidig er spændingsdelen droslet ned, så det vil være en misforståelse at læse bogen primært som en spændingsroman.
Derimod er det en som sædvanligt for Guillou en velskrevet og skarpt skåret tekst med markante meninger om mange emner som f.eks. både international og svensk politik, udviklingen i forlagsbranchen og forfatternes vilkår, hans bestemte synspunkter på en lang række journalister, mediefolk og kulturpersoner. En gammel støder (Guillous egen formulering) gør gennem Erik Ponti status over sit liv, som det ser ud for ham som 80-årig, og det er både interessant og underholdende.
Bogen har også en interessant parallel sidehandling om Jan Guillous arbejde med at skrive en drejebog til et stykke om den svenske flådes uventede og historisk korrekte sejr over den russiske flåde i 1790, men med et spøjst kontrafaktisk indhold. Heri lader han nemlig den moderne svensk korvette HMS Helsingborg og dens besætning indgå. I hans manuskript indgår fartøjet i en meget afgørende rolle i 1790, og besætningen må så i nutiden redegøre for krigsskibets manglende granater og andet ammunition samt deres modtagne ordner, der er autentiske 1700-tals ordner. Det er egentlig en unødvendig sidehistorie i sammenhæng med den spændingshistorie om hævn og retfærdighed, det er bogens centrale ærinde at formidle, men en spøjs og underholdende historie.
Hvad så med Carl Hamilton? Er han også virkelig, eller er han Guillous redskab til som i bøgerne med ham at bringe spændingen ind i historien? For spænding er der med den politiske vinkel, at formålet denne gang er at få skovlen under en gruppe højreekstremistiske svenskere, hvis første aktion kostede flere journalister livet. En aktion, som medierne tilskriver en muslimsk terrorgruppe, men som Hamilton og Ponti/Guillou sætter alt ind på at afsløre sandheden om. Gruppen har nemlig planer om at slå endnu flere journalister ihjel. Formålet for de to retfærdighedens vogtere er både at skåne de truede journalister, men også at afsløre de rigtige højreekstremistiske forbrydere og samtidig også de dårlige og følgagtige højrefløjsmedier.
Som roman giver jeg meget gerne bogen mine maksimale 5 stjerner, mens den som spændingsbog kun kan få 7 skydeskivepoint.
Jan Guillou Notater fra aftensangen Modtryk, 2024 336 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: Henri Koskinen, aktuar og legelandsiværksætter, tror fuldt og fast på sund fornuft og orden. Lige indtil han flytter sammen med maleren Laura Helanto og hendes datter.
Mens det går op for Henri, at han uforvarende er blevet en del af en lokal fædregruppe, bestræber et konkurrerende legeland sig på at udvide sit foretagende – dog ved at se stort på loven undervejs.
Endnu en gang udfordres Henris logiske og umiddelbare tilgang til livet, og der har aldrig været mere på spil. For i hvilken verden kan marmeladekogning til klasseturen forenes med håndteringen af rå kriminelle?
En svimlende spændingsroman og underfundig komedie om kærlighed, død – og forsikringsmatematik.
Min anmeldelse: “Bæverteorien” er tredje og sidste bind i trilogien med Henri Koskinen.
Enkeltvis, men især tilsammen er bøgerne om den nøgternt og logisk tænkende aktuar, Henri Koskinen og hans møde med karruseller, kaos og kærligheden både rigtigt morsomme på den tænksomme måde og tankevækkende gennem dens beskrivelser af mellemmenneskelige relationer og reaktioner.
Alle titlerne relaterer til forlystelser i enten Henris egen forlystelsespark, eller som i bind 3 i en nyoprettet konkurrent med voldsomme virkemidler for at udkonkurrere Henris. Og netop voldsomme virkemidler bliver taget i brug i alle bøgerne, hvor mord og vold ikke er usædvanligt. Henri er enten årsag eller mistænkt, men klarer sig hver gang.
Dette bind 3 passer smukt ind i hele seriens samlede historie, der her ender på smukkeste vis for Henri. Det er en god historie om en aktuar, der tvinges væk fra sit ensomme og skemaindrettede liv med matematiske sandsynlighedsberegninger på arbejde og sin kat. Han ender med at skulle forholde sig til andre mennesker – ikke mindst kunstneren Laura og hendes datter, men også politifolk, mafiabander, en fædregruppe i bonusdatterens skole og nogle meget specielle kollegaer i forlystelsesparken. Og i dette bind 3 kommer der gennem Henri også en god del spekulationer og filosofiske overvejelser om udviklingen.
Læs meget gerne bogen, men ikke kun bind 3. Læs hele serien i rækkefølge, hvis du vil læse en underholdende historie, der både har krimielelementer, livsfilosofi, matematik og humor. Et specielt miks, men dejlig læsning.
Som seriens første bøger får denne også mine maksimale 5 stjerner.
Antti Tuomainen Bæverteorien North Audio Publishing, 2024 296 sider
Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen, der indledningsvis skriver sådan:
Jeg har aldrig læst noget af Leslie Wolfe før, og det er en thriller – en genre jeg ikke er den store ynder af. Tilmed er det en thriller om en seriemorder. Jeg har før læst bøger om seriemordere, og jeg har det virkelig dårligt med at læse udpenslede beskrivelser af, hvordan seriemorderen piner sine ofre og dræber dem. Fatter ikke hvordan man som forfatter kan sidde ved sin pc og skrive om det i detaljer. Klamt. Men respekt for dem der kan.
Så det var med stort forbehold, jeg påtog mig at anmelde denne, men jeg ville være meget objektiv.
Forlagets beskrivelse: Hendes datter, med de smaragdgrønne øjne og det sødeste smil, betyder alt for hende. “Mor,” siger den lille pige og rører hendes ansigt med rystende fingre, inden hun bliver vristet væk. Kommer hun nogensinde til at se sit barn igen?
Da den enlige mor Alison Nolan tager på ferie med sin 6-årige datter, Hazel, glæder hun sig til at tilbringe kvalitetstid med sin lille pige. En ferie ved Silent Lake, hvor sneklædte tinder er omgivet af efterårets gyldne farver, er lige, hvad de trænger til. Men efter få timer forsvinder Alison og Hazel ud i den blå luft.
Kriminalbetjent Kay Sharp kaster sig over sagen. Det eneste bevis på, at de var ved Silent Lake, er en efterladt lejet bil med en kuffert i bagagerummet, vingummier i det åbne handskerum og en bamse under sædet.
Kay er i vildrede. En uge forinden blev liget af en anden tilrejsende kvinde fundet, svøbt ind i et tæppe og med sit hår flettet og bundet med fjer. Kays mavefornemmelse siger hende, at sagerne er forbundne – og at der ikke vil gå lang tid, før flere uskyldige mennesker mister livet.
I en kamp mod uret leder Kay en febrilsk eftersøgning og sværger, at hun vil finde Alison og lille Hazel i live. Hun arbejder i døgndrift, selvom det lille lokalsamfund møder hende med modstand og anklager hende for at stille for mange spørgsmål.
Lige som Kay tror, at hun har fundet puslespillets manglende brik, indser hun, at hun bliver overvåget. Er hun ved at komme for tæt på gerningsmanden, eller er hendes egen fortid ved at indhente hende?
Med en lille piges liv på spil skyr Kay ingen midler. Men er det nok til at komme ind i hovedet på den mest forskruede morder, hun nogensinde har stået over for, eller vil endnu et uskyldigt barn blive kidnappet?
Palle Thomsens anmeldelse: Det er squ en pageturner.
En virkelig velskrevet historie og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Den beskriver grundigt hvordan barndomstraumer kan udvikle sig til noget ekstremt og stiller også spørgsmålet – er nogle født onde? Kunne man med hjælp have forebygget, at et barn udvikler sig i det ondes retning. Er det samfundets skyld, er det forældrenes skyld, eller er man selv skyld i det, det udvikler sig til?
Samtidig er det en fortælling om en FBI betjent med bogstaveligt talt lig i lasten, voldelig barndom og traumer, der rækker ind i voksenlivet og forbinder hendes historie med seriemorderen.
Jeg må overgive mig, og seriemorderens ugerninger er heldigvis ikke så udpenslede, så jeg klarede det.
9 sikre skydeskivepoint ud af 10.
Leslie Wolfe De fortabte børn Jentas, 2024 376 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Det har ærgret mig siden 2009, at forfatteren kun havde skrevet én roman på dansk, så mine forventninger steg til uanede højder, da jeg hørte om denne nyeste bog! Den første bog hed “Knivens æg”, og det er af af de bøger, jeg har læst, som jeg aldrig glemmer! Fantastisk bog! Læs om den og uddrag af min anmeldelse dengang til sidst her i denne anmeldelse.
Fra bogens bagside: I Vandets pagt fortælles en intens og dramatisk slægtshistorie, der strækker sig over tre generationer og mere end syv årtier.
Vi skriver år 1900, da den tolvårige Mariamma sendes af sted med båd til Kerala i det sydlige Indien for at gifte sig med en fyrreårig enkemand. Trods alle Mariammas bange anelser bliver ægteskabet lykkeligt, og hun udvikler sig over de næste syv årtier til at blive familiens overhoved og det urokkelige centrum i huset Parambil. Hun må dog smerteligt erfare, at familien hjemsøges af en særlig forbandelse: I hver ny generation dør mindst én ved drukning, og i Kerala er der vand overalt.
Vandets pagt er en fortælling om forældre og børn, læger og patienter, tilgivelse og sorg og om at tage sin skæbne på sig – alt sammen fortalt med udviklingen fra kolonialt styre til selvstændighed som det stærke bagtæppe.
Min anmeldelse af “Vandets pagt”: Ud over at være en sitrende smukt skrevet bog, så fortæller den også en forunderlig og stærk historie i mange lag og med nogle stærke personligheder.
Et kort citat fra en af de sidste sider i bogen viser et simpelt eksempel på bogens sprog, og som giver et hint til forståelse af bogens titel: Og nu står datteren her, i dette vand, der forbinder dem alle i tid og rum og altid har gjort det. Det vand, hun trådte ud i for nogle minutter siden, er for længst borte, og dog er det her stadig, fortid og nutidig og fremtid ubønhørligt sammenknyttet, som den inkarnerede tid. Dette er vandets pagt: at de alle er uafvendeligt forbundne gennem det, de har gjort, og det, de ikke har gjort, og at ingen står alene.
Mht. historien, som dækker tiden fra ca.1900 frem til 1977, fortælles den i 2 overordnede spor: Især ved at følge den 12-årige tvangsgifte pige og hendes indiske familie gennem flere generationer samt i medgang og modgang, men også ved at få indsigt i den engelske kolonimagts indre kredse gennem at følge den britiske læge, der kommer til Indien for at arbejde, og bl.a. spiller spedalskhed en stor rolle. De to spor krydses selvfølgelig, samtidig med at Indien bliver selvstændigt og udvikler sig i andre retninger.
Denne overordnede handling er interessant og godt beskrevet, men bogens stærkeste elementer er for mig de meget specielle og fascinerende personligheder, der i alle generationer og familiegrene er fantastiske at følge!
Jeg kan ikke anbefale dette mesterværk nok, og det er bog, som vil fængsle rigtigt mange forskellige læsere, og jeg vil helt sikkert læse den igen – og også “Knivens æg”. Næste gang vil jeg både læse den endnu mere langsomt for at få fuld nydelse af teksten og samtidig læse den i længere bidder, så jeg kommer endnu dybere ned i bogens univers og stemning. Det fortjener både den og jeg.
Det bliver til 6 stjerner ud af 5 mulige!
Abraham Verghese Vandets pagt Gyldendal, 2024 704 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Om forfatterens første roman på dansk: “Knivens æg”: Da den bog udkom på dansk første gang (2009) anmeldte jeg den som lektør for Dansk BiblioteksCenter og skrev bl.a. det følgende, og som skrevet er det en bog, det er umuligt at glemme!
En gribende og dramatisk fortælling der står stærkt i kraft af sin unikke historie og blandingen af stærke personligheder, kirurgi og store følelser samt dramatiske og barske oplevelser på mange niveauer. Svært at beskrive og endnu sværere at glemme.
Store velskrevne romaner med en historie styret af både fortælleglæde og -talent er der mange læsere til – individuelt og i læsekredse. Den bedste, store roman i 2009 indtil nu. Så kort kan det siges. Anbefales til alle elskere af stærke romaner og gode historier.
Fra forlagets omtale: Journalist Selma Halilovic står midt i en personlig krise. Hun har sagt sit job op på Kvälpressen og er flyttet fra sin kæreste i Stockholm til Umeå. Den officielle forklaring er, at hun skal studere psykologi, men det er kun delvist sandt …
En teenagepige livesender sit eget selvmord på Instagram. Hun er kort forinden meldt savnet af sine forældre, der begge er medlemmer af en fundamentalistisk kristen gruppe ved navn Guds Lys. Samtidig med at den grufulde video går viralt, rystes området omkring Umeå af en række mystiske sabotagehandlinger.
Selma dækker begivenhederne som freelancer for sin gamle chef, og da hun ser videoen for første gang, gør hun en forfærdelig opdagelse. Kan sabotagen være forbundet med den forsvundne pige? Selma dykker ned i sagen, og hun tvinges til at konfrontere sin fortid, men hun skal passe på, at den ikke indhenter hende …
Første bind i ny rædselsvækkende krimiserie. En fortælling om sekter og hævn og hvad den kan drive til dig til.
Min anmeldelse: Det er en ganske præcis, dækkende og lokkende bagsidetekst, så det vil være ærgerligt for kommende læsere at afsløre ret meget mere. Og det er godt, at teksten lokker, for det er en rigtigt spændende og grum historie, der lover godt for de kommende bøger med den specielle hovedperson Selma Halilovic, der har en meget interessant baggrund fra Sarajevo og krigen i Eks-Jugoslavien og med en særlig personlighed.
Begivenhederne fortælles kronologisk set fra forskellige af bogens aktører på skift. Det fungerer dramaturgisk rigtigt godt. For det skaber en intens stemning og en stigende spændingskurve.
Selma Halilovic leverer naturligvis den mest gennemgående fortællevinkel og med sine traumer og familiebaggrund endda flere vinkler. Desuden ses det hele gennem f.eks. den forsvundne unge pige fra Guds Lys, andre personer fra sekten og personerne bag sabotagerne.
Guds Lys er en meget kontant og fundamentalistisk sekt, der håndhæver deres magt hårdhændet, og det bidrager massivt til hele historien, og det ligger vel ikke så fjernt fra virkeligheden i mange lignende lukkede grupper. Alligevel strammer forfatteren op for konsekvenserne, og derfor bliver læsningen en barsk omgang med mange effektfuld optrin, hvor især slutningen er voldsom.
Et højt spændingsniveau, en speciel og interessant hovedperson samt en en barsk og fundamentalistisk baggrund for plottet = 8 skydeskivepoint.
Johannes Selåker Fri os fra det onde People’s, 2024 627 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
