Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Kristina Ohlsson: Stormvagt

Krimi og spænding Posted on 30 nov, 2021 12:09

Fra bogens bagside:
Samme stormfulde nat som August Strindberg ankommer til Hovenäset i Bohuslän, forsvinder den populære lærer Agnes Eriksson. Bag sig har August en karriere i Stockholms finansverden. Nu vil han udleve sin drøm og åbne en secondhandbutik og samtidig bo et sted, han har lykkelige barndomsminder fra.

Men vestkystidyllen krakelerer, da Agnes forsvinder. Politiet – med den empatiske og ambitiøse politiefterforsker Maria Martinsson i spidsen – leder efter hende dag og nat. Hvad er der sket? Og hvorfor får August en ubehagelig følelse af, at han selv ligger inde med en del af gådens løsning?

Stormvagt er første bog i Strindbergserien, der foregår på den smukke svenske vestkyst, hvor atmosfære og mysterier kombineres, mens den salte vind byder en ny tilflytter velkommen: August Strindberg.

Min anmeldelse:
For det første: Nej, det er ikke den kendte svenske forfatter August Strindberg, der er hovedperson i bogen/serien. Og der er i historien ikke nogen begrundelse for at bruge det navn. Det kommer måske i løbet af serien.

For det andet: Det er en rigtigt underholdende og klassisk opbygget krimi. Som det skal være, er der masser af nutidigt lokalmiljø, gamle konflikter og problemer, interessante personer blandt både beboere og politifolk, antipatier og sympatier – og bogen har potentiale til at udvikle sig til en god serie, og den kan også blive en udmærket kommende TV-serie. Bogen har kort sagt det hele, der skal til for at blive populær i en bred kreds af krimifans. Det er nok omtrent de samme, der ikke kan få nok af skærgårdskrimier, hvor hygge og feelgood-stemning matches af mord og andre kriminelle handlinger samt selvfølgelig opklaringen af dem.

Det er rigtigt positivt ment, for selv om jeg godt kan lide krimier, der på forskellige måder går usædvanlige veje f.eks. med specielle hovedpersoner, usædvanlige plots og særligt smukt sprog eller som bringer mig ind i og gør mig klogere på ukendte miljøer, så sætter jeg samtidig pris på bøger som denne. Det gælder især, når den er godt skrevet, som den er i dette tilfælde. Jeg vil med fornøjelse også læse næste bind i serien.

8 sikre skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Kristina Ohlsson
Stormvagt
Modtryk, 2021
469 sider

PS: Jeg har tidligere anmeldt sidste bind i forfatterens forrige serie. Bogen hed “Syndflod og min anmeldelse kan ses HER

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Silje O. Ulstein: Krybdyrsmemoirer

Krimi og spænding Posted on 29 nov, 2021 20:49

Fra bogens bagside:
Sommeren 2017.
Maria og datteren Iben kommer op ar skændes under en indkøbstur. Da Iben bliver væk, er Marias første indskydelse, at datteren har gemt sig for at straffe hende. Hun ved, hun burde gå rundt og lede, men i stedet kører hun væk i raseri. Først da Mariam kommer hjem til sin mand om aftenen, går det op for hende, at Iben ikke er løbet sin vej. Hun er forsvundet. Så da politifolkene Roe og Ronja bliver sat på sagen, er der allerede gået mange timer, siden nogen sidst så Iben.

Begyndelsen af 00’erne.
Liv læser til sygeplejerske og bor i et kollektiv med to unge fyre. Efter en fest beslutter de sig for at købe en kæmpepyton, som får navnet Nero. Fra første sekund er Liv draget af slangen, og det udvikler sig hurtigt til en relation, hun aldrig havde forestillet sig at få til et andet levende væsen.

Krybdyrsmemoirer er en psykologisk thriller om ensomhed, sorg og skam. En mangefacetteret og dragende historie med mord, svigt, en mystisk guldnøgle og et hamskifte eller to.

Min anmeldelse:
Jeg var noget usikker på, om jeg havde lyst til at læse denne krimi, hvor en kæmpepyton spiller en central rolle, og hvor forlagets foromtale ikke lagde skjul på dens behov. Alligevel valgte jeg at læse den, fordi den lød så tilpas anderledes. Det har jeg været glad for.

Bogens historie følger to spor til forskellige tider, og uden at afsløre for meget, så viser det sig til sidst, at sporene på klassisk krimivis ender med at krydse hinanden til sidst. Men det er også det mest klassiske ved bogen, der på næsten alle andre måder er en usædvanlig krimi. Det gælder i første omgang handlingen, men den måde, historien fortælles på. Den gør læsningen endnu mere spændende, end jeg havde regnet med. Bid for bid opklares sammenhængen mellem bogens spor og tider gennem de forskellige aktører – og her er kæmpepytonen også fortæller i et par kapitler. Både spøjst og rigtigt relevant.

Det er på flere niveauer en grum historie og psykologisk spændende, så jeg kan anbefale den og vil se frem til de næste bøger fra denne debutant.

8 point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Silje O. Ulstein
Krybdyrsmemoirer
Gutkind, 2021
443 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Susanne Staun: De terminale kvinders klub

Krimi og spænding Posted on 29 nov, 2021 10:32

Dette er en dobbeltanmeldelse, for bogen er anmeldt både af min tidligere kollega og også bibliotekar emeritus, Bjarni Åkesson Filholm, og mig selv.

Bogen er 7. del i krimiserien om den herligt specielle og ustyrlige dr. Fanny Fiske. De øvrige titler er: Som arvesynden(1), Liebe (2), Mit smukke lig (3), Mine piger, (4), Før jeg dør (5) og Kønslig omgang (6).

Fra bogens bagside:
Dr. Fanny Fiske, der verdenskendte profileringsekspert, har fundet en ny magelighed og siger nej til det meste, men ja, da hendes gamle samarbejdspartner, kriminalkommissær Berkowic, igen skal bruge hendes assistance i en drabssag.

Det besværlige mord efterfølges af flere mærkværdige mord. Fanny ser snart et mønster, der har de karakteristika, hun kender fra De terminale kvinders klub – klubben af kvinder med en terminal kræftdiagnose, som ikke har noget at miste og derfor uden videre kan sendes i byen for at genoprette lov og orden, hvor politi og domstole har svigtet.

Klubben må efter aftale ikke operere på Fannys territorium. Men da hun opdager, at de hærger på hendes område og har udviklet sig til en hær af raske, morderiske og højt organiserede amazoner, får hun problemer.

Pludselig modtager hun en opringning, om at hun er i fare og skal tage det første fly ud af landet. Langsomt går det op for hende: Hun er blevet lokkedue for et morderisk foretagende.

Bjarni Åkesson Filholms anmeldelse:
Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke en ivrig krimilæser.
Jeg er ikke engang en “almindelig” krimilæser. Genren appellerer almindeligvis ikke til mig bortset fra de klassiske kriminalhistorier om Leslie Charteris gentlemantyv “Helgenen” og  Sjöwall og Wahlöös svenske krimier om uhyrligt grumme forbrydelser i det svenske folkhemmet, som kriminalkommissær Beck og hans håndlanger Gunvald Larsson i fællesskab opklarer. Vellykket filmatiseret som krimi-tv-serie med titlen “Beck”.

Når det er sagt, så var jeg på den anden side ret glad for at læse Susanne Staun, da hun skrev sine første romaner: “Sådan lyder en salonriffel” (1998) og “Gratis frokost” (1999). Det var ikke krimier,  men velskrevne og grotesk humoristiske romaner med ind imellem vanvittige scener og personer. De historier satte sig spor.

Siden gik Susanne Staun krimi-vejen, og vore veje skiltes, indtil jeg igen stødte på hende i form af hendes to modige og veloplagte fagbøger “Fuck, en lækker røv!” og “Kort & cool” om sprog, grammatik og verbal behændighed. Det var guf.

Jeg var bekendt med, at Susanne Staun bl.a. har skrevet en krimiserie med en hovedperson ved navn Fanny Fiske. Umiddelbart virkede krimiernes emner for triste og sorgfulde for min smag. Jeg havde ingen lyst til at blive modfalden og trist med vilje ved at opsøge romaner med så trøstesløse temaer.

Men så hørte jeg for nyligt om Staun seneste krimi-roman “De terminale kvinders klub”, som er syvende bind i serien om profileringseksperten Fanny Fiske. Fanny, som almindeligvis er utraditionel og pænt egenrådig i de tidligere bind, skulle i den nye krimi være helt grænseoverskridende og fandenivoldsk. En af mine venner, som almindeligvis er begejstret for Stauns krimier, var stået af denne gang. Fanny Fiske var blevet for outreret.
Det lød jo ekstra fristende i mine øren, og det gjorde udslaget. Den ville jeg nu alligevel læse. Krimi eller ej, hjerteskærende indhold til trods.

Den handler om en klub bestående af kræftsyge kvinder med en håbløs diagnose for helbredelse, som tager loven i egne hænder, når det gælder børne- og hustrumishandlere, som er helt sluppet gennem retssystemet og domstolene uden passende straf eller straf i det hele taget. Så træder det hemmelige søsterskab i aktion og retter hårdhændet og effektivt op på retfærdighedsbalancen. En interessant idé. 

Fanny Fiske er naturligvis bekendt med denne organisation, som dog i den nye bog overskrider de tidligere grænser for at operere på vegne af hævnens engle. Det går ud over vores barske heltinde, Fanny Fiske, som på trods af, at hun nyder sit magelige liv, er nødt til at flygte til Oman for at undgå selv at blive offer for fjender og venners rænke- og dobbeltspil. For hvem kan man egentlig stole på?

En medrivende historie med en usentimental hovedperson, som er herlig og underholdende speciel. Fanny er smadderdygtig til sit arbejde, glad for vin og unge mænd og besidder en kynisk evne til at se meget klart på forskellige etiske problemstillinger.

Der er fart på historien, spænding i intrigen og sproglige godbidder. Alt ført med en ferm pen.
Der er også et par situationer af farceagtig karakter, hvor man som læser får “a little bit more information than needed” om Fannys lukkemuskel. Det hører nu med til portrættet af Fanny, og sådan er hun jo, – og jeg røber ikke, hvordan historien ender.
Læs den selv “all by your lonesome.”


Min anmeldelse:
Dejlig med et gensyn med Fanny Fiske! (Forfatterens seneste anden bog, “Manden i huset”, var efter min mening en kikser. Læs evt. om den HER https://blog.drustrup.dk/?p=959). Den foregående i serien, “Kønslig omgang”, er anmeldt HER https://blog.drustrup.dk/?p=628

Fanny Fiske er krimigenrens ubestridt mest uforudsigelige og grænseoverskridende hovedperson, så enten ryster man som læser på hovedet og lægger bøgerne fra sig, eller også nyder man den groteske handling med sort humor og politisk ukorrekthed. Jeg hører til den sidste gruppe.

Det vil ikke føre til noget godt at give flere informationer om handlingens detaljer, end der er afsløret i bagsideteksten. Blot vil jeg håbe, at flere krimilæsere vil give serien en chance som pause fra bestialske seriemordere og skærgårdsmiljøer.

Også denne gang har jeg undret mig over forfatterens evne til at finde på et fantasifuldt plot, der fører Fanny Fiske langt ud i verden og lige så langt ud i tovene. Denne gang er bogens handling dog lidt mere skæv og outreret og mindre kønspolitisk provokerende end den forrige bog, og det har jeg savnet. Derfor giver jeg “kun” bogen 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

PS:
På Krimimessen i år gav Susanne Staun forklaringen på stednavnet, hvor Fanny Fiske bor i England. Det er i den (fiktive) by Cornwell-Grafton, som er opkaldt efter to amerikanske krimiforfattere med fornavnene Patricia og Sue. Også en sjov idé.

Susanne Staun
De terminale kvinders klub
People’s, 2021
280 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kim Højgaard Rasmussen: Bruddet

Krimi og spænding Posted on 27 okt, 2021 23:05

Fra bogens bagside:
Efter et længere ophold i Danmark på grund af coronakrisen er Frank Grabowski tilbage i Afrika i sit job som regionaldirektør for et stort medicinalvarefirma. Frank er imidlertid blevet så træt af den korruption, som gennemsyrer sundhedssektoren i Afrika, at han under et møde i sundhedsministeriet i Cameroun ender i en alvorlig konflikt. Det medfører store ændringer for Frank såvel arbejdsmæssigt som på privatfronten. 

Samtidig er hans tidligere chef i Nigeria, Chief Adeyemi, på grund af sygdom kommet i en situation, hvor han har brug for en pålidelig højre hånd til at styre sine virksomheder. Dermed er Frank på vej tilbage til endnu en særdeles udfordrende og risikabel opgave i Nigeria, som han forlod under dramatiske omstændigheder i “Flammetræet”. 

Min anmeldelse:
“Bruddet” er femte bog i serien om Frank Grabowskis udfordringer i Afrika, hvor de første er “Flammetræet”, “Floden”, “Kuppet” og “Frigivelsen”. Desuden har forfatteren udgivet novellen “Afrikadebuttanten” i et selvstændigt hæfte med introduktion til Grabowski.

Som beskrevet på bagsiden ender Grabowski i samme konflikter og et lignende miljø som i de første bøger. Der er massiv korruption og skruppelløs vold for at opnå personlige fordele og økonomisk gevinst, og såvel Grabowski som hans kæreste, der også tidligere har været med, føres ud i livsfarlige situationer og et drabeligt crescendo.

Det er både interessant og rigtigt spændende. Interessant fordi det afrikanske miljø er fascinerende beskrevet. Spændende fordi historien er dramatisk, godt fortalt og med nogle helt specielle typer i forhold til de fleste krimier og thrillere. Så jeg blev godt underholdt undervejs af både plot og action, men står det virkeligt så galt til i virkelighedens Vestafrika, som det beskrives i bogen?

Jeg skulle have interviewet Kim Højgaard Rasmussen på årets krimimesse om bogen, men det blev desværre aflyst. Et af emnerne, jeg havde forestillet mig at snakke med ham om, det var, hvor meget i handlingen der var realistisk, og hvor meget der var overdrevet og fri fantasi. Han har nemlig i mange år arbejdet i flere vestafrikanske lande, hvor også bøgerne foregår, og hans arbejde som leder af firmaer indenfor forskellige brancher minder overordnet om Grabowskis jobs. Forfatteren har også skrevet og udgivet fagbøger – bl.a. “Hjælp! Jeg skal til Afrika (Forretningsmandens Afrikamanual)” i 2014, og han holder også foredrag om emnet – læs mere her: https://accessafrica.dk

Vi snakkede sammen om emnet på forfatterens stand på Krimimessen, og hans melding var, at der helt afgjort var et niveau af realisme mht. korruption på flere niveauer, for det havde han oplevet på endda chokerende direkte niveau. Det beskriver han i et efterskrift i bogen. Men han understreger også, at han selvfølgelig har strammet dramatikken og volden en del for at få en thriller ud af det, men beskriver også, at det kræver en del både fleksibilitet og kynisme at være erhvervsmand i især Nigeria.

Et andet spørgsmål, jeg aldrig fik stillet til forfatteren, var, om der var flere historier på vej om Grabowski, og om der var mulighed for at tilføje yderligere elementer til historien om korruption, udueligt politi, kriminalitet og om at gøre forretninger i f.eks. Nigeria.

Tilbage står, at jeg havde en god og spændende læseoplevelse med dette bind 5 i serien, så jeg giver gerne 8 skydeskivepoint til bogen her og 4 krimihjerter på http://Krimifan.dk

Kim Højgaard Rasmussen
Bruddet 
KHR-forlag, 2021
328 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Thomas C. Krohn: Virussen fra Svalbard

Krimi og spænding Posted on 26 okt, 2021 23:24

Fra bogens bagside:
Et folketingsvalg i Danmark. En virusudvikler fra Rusland. En forladt mineby på Svalbard. Og en kompromisløs højreekstremist i København. Alt i alt en dødelig cocktail.

Da et muligt biologisk angreb på det danske Folketing bliver opdaget, sættes virologen og eksperten i biologiske våben, Jacob Detlev, på sagen for at hjælpe politiet med opklaringen.

Flere angreb med biologiske våben følger efter i et forsøg på at sætte dagsordenen for den kommende valgkamp. Det danske demokrati er under angreb og kræver mange uskyldige ofre.

Efterforskningen forgrener sig, og en af grenene fører tilbage til Den Spanske Syge i 1918, mens en anden peger i retning af nutidens Svalbard.

Min anmeldelse:
Efter den korte historie “Truslen fra Kina”, der udkom først, så regnes bogen “Døden fra Syrien”, der er med samme hovedperson, som første del af serien med Jakob Detlev. 

På Krimimessen 2021 havde jeg fornøjelsen at interviewe forfatteren på en af messens scener om den næste bog i serien “Virussen fra Svalbard”.

De to bøger hænger nøje sammen tematisk og på anden vis. I epilogen til “Døden fra Syrien” dukker en person Robert op med intentioner om at stille op til folketingsvalg med sit ekstremt højrenationalistiske parti og samtidig at skabe mistillid til muslimer. Han er en central person i “Virussen Fra Svalbard”, hvori hovedpersonen, Søren, fra Syrien-bogen dukker op i epilogen. Så der er lagt op til en bog mere i serien.

Baseret på sin faglige viden og sin indsigt i den nationale politiske situation har Thomas C. Krohn konstrueret en thriller, hvor han har skruet op for dramatikken i forhold til virkeligheden, som den ser ud lige nu, men bogen har samtidig skræmmende realistiske elementer. 

En virusforsker fra Sovjettiden arbejder stadig med udvikling af nye vira. Den ekstremt højreorienterede danske politiker, som jeg i interviewet uforvarende kom til at kalde Rasmus, men som i bogen hedder Robert, vil destabilisere det politiske system til sin egen fordel. Virologen Jakob Detlev er den rigtige at sende på mission til Svalbard, hvor den russiske virolog konsulteres. Og derfra bliver det farligt og dramatisk.

Det bliver til 8 skydeskivepoint og en anbefaling, hvis man er til politiske og aktuelle thrillere. Jeg giver den 4 krimihjerter på Krimifan.dk

Thomas C. Krohn
Virussen fra Svalbard
Rosenhill, 2021
268 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Sarah Penner: Giftmagersken

Krimi og spænding Posted on 28 sep, 2021 20:38
Bogen kom fint indpakket med en speciel kop, en dåse te og nogle opskrifter,
som jeg ikke er helt tryg ved🙂

Fra bogens bagside:
En kold februarnat i 1791 venter Nella i sit skjulte apotek i en mørk Londongyde på sin seneste kunde. Nella var engang en respekteret helbreder, men bruger nu sine evner på at sælge velcamouflerede gifte til desperate kvinder, der er villige til at begå mord for at slippe af med mændene i deres liv. Da hendes nye kunde viser sig at være en fremmelig 12-årig ved navn Eliza Fanning, sætter et uventet venskab gang i en serie af begivenheder, der bringer Nellas verden i fare og truer med at afsløre de mange kvinder, hvis navne står opført i hendes protokol.

I nutidens London møder vi Caroline Parcewell, som engang drømte om at kunne leve af sin interesse for historie. På grund af sin mands utroskab er hun nu alene og ulykkelig på den rejse, som skulle have været en fejring af deres 10-års bryllupsdag. Da hun finder en gammel apotekerflaske ved Themsen, viser det sig, at hun har fundet en forbindelse til de uopklarede ’apotekermord’, som hærgede London for over to århundreder siden. Da Caroline graver dybere, tager historien en chokerende drejning – og ikke alle overlever.

Min anmeldelse:
Krimier med historisk indhold og placeret i andre tidsperioder samt med et oplysende indhold har altid fascineret mig. Nogle få eksempler er Martins Jensens serie om Eske Little fra den danske middelalder, Lindsey Davis’ serie om Didius Falco fra det gamle romerrige og Lene Kaaberbøls serie fra sidst i 1800-tallet om Madeleine Karno. Især den sidste kan sammen med Ambrose Parrys serie fra 1840’ernes Edinburgh sammenlignes med denne bog, idet sundhedsvæsen og medicin er centralt i dem alle. 

Men der er også forskelle. Mens tidsbilledet, krimielementet og det sundhedsmæssige står stærkt i bøgerne af både Kaaberbøl og Parry, er Penners bog i lige så høj grad en feeel-good-roman som en krimi. Samtidig er tidsbilledet af 1790’ernes London ikke helt så tydeligt, og det sundhedsfaglige er, som det beskrives på bagsiden, en apotekers tilbud om gifte til kvinder, som skal skaffe umulige mænd af vejen. 

Det er dog stadig en spændende og interessant bog, hvor historien fortælles i skiftende kapitler, hvor man kronologisk både følger apotekerens service frem mod det tidspunkt, hvor hun nødvendigvis stopper, og samtidig følger det nutidige spor, hvor Caroline både gør op med sin utro mand, opklarer gåden om apotekerens gerninger og skaber sig en ny fremtid.

Især elementet med historien om apotekerens sympatiske indsats for at gøre livet tåleligt for kvinder i alle samfundslag fangede mig. Det var den mest interessante del af historien sammen med selve processen i det nutidige opklaringsarbejde, mens opgøret med ægtemanden og sporskiftet i nutiden ikke var så interessant for mig som krimilæser.

Alt i alt en underholdende og OK spændende bog til 8 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Sarah Penner
Giftmagersken
HarperCollins, 2021
364 sider

PS:
Da jeg var ved at skrive anmeldelsen, dukkede denne artikel op. Den er et bevis på, at det er muligt ved lavvande at finde ting på bunden af Themsen, sådan som bogens nutidige hovedperson gør. Den disciplin hedder mudlarking. Læs artiklen HER

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »