Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Forfatteren Kathrine bor sammen med sin nye mand, Max, i en familie med fire sammenbragte børn. Det kan være svært at finde tid til at skrive og hårdt at få det hele til at hænge sammen – ja, bare at skulle finde to ens sokker!

Samtidig lurer Max’ eks-kone – ”Moderskibet Mette” – som en konstant trussel i baggrunden, der blander sig i alt fra sexliv til madpakker. Hvad er løsningen: polyamorøse forhold, swingersex – eller skal dine og mine børn udvides med et vores barn?

Min anmeldelse:
Når der på bagsiden bl.a. står om forfatteren, at hun selv er forfatter og lever i en sammenbragt familie med fem egne børn fra sit tidligere ægteskab, to sammenbragte børn og et fælles barn med sin nye mand, så er det oplagt, at bogen i et eller andet omfang bygger på egne erfaringer. Det gav for mig læsningen en anden dimension.

Uden at jeg har de personlige eller familiære forudsætninger for at læse bogen med insider viden, står bogen for mig som en på én gang rigtig grotesk morsom og gruopvækkende bog. Morsom fordi der er så mange gode formuleringer af forfatterens betragtninger over begivenheder i bogen. Ubetaleligt morsomme faktisk – hvis ikke baggrunden var så alvorlig med omkostninger for især de børn, der bliver brugt i forældres magtkampe. Det er her, det gruopvækkende kommer ind. De personlige omkostninger for både nogle børn og nogle voksne er ret høje og med mulighed for langsigtede negative påvirkninger.

Bogen kan læses med flere slags briller på, og læst som en morsom satire over mekanismerne i en sammenbragt familie er det rigtig fornøjelig læsning. Det gælder især bogens første halvdel. Læses bogen som en dramadokumentarisk beretning, som ganske vist med fri hånd skildrer nogle rammer for familieliv som ret mange familier kommer til at opleve, er situationen en lidt anden. Stod en læser selv midt i nogle tilsvarende konflikter, var der sikkert nogle gode tips at hente.

Forfatteren har ud over børne- og ungdomsbøger også skrevet nogle debatbøger om personlige og aktuelle emner. Emnet i denne roman kunne også have været formidlet som en fagbog, men det er godt, det blev en roman. Bogen fungerer fint i den form – skarp og underholdende, men også tankevækkende.

Jeg giver gerne bogen 4 stjerner.

Kristina Aamand
Sammenbragt
HarperCollinsNordic, 2019
255 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Marianne Jørgensen lægger øret til livet, som det leves derude. Hun fortæller om sin nære virkelighed med de universelle vilkår, der optager forfatteren, hvad enten den enkelte fortælling handler om fællesspisning, konfirmation, æresporte, Kina eller kål, rejer og symaskiner.

Marianne Jørgensen skriver folkelige fortællinger, spontant. Fortællinger fra det underste land, hvor mennesker rører hinanden og gør det med omtanke.

Min anmeldelse:
Det er ikke fordi, jeg er ved at løbe tør for medbragt, nyere læsestof, at jeg har kastet mig over at genlæse og skrive om en af mine danske yndlingsfortællere. Bogen stod i en genbrugsbutik og lokkede. Så kan resten af familien også få fornøjelse af bogen, efterhånden som de dukker op i sommerhuset i løbet af sommeren. Og fornøjelse vil de få! Også i den grad for meget mere end de 10 kroner, som det tidligere anmeldereksemplar kostede i Glesborg!

Marianne Jørgensen er en subtil iagttager af de små begivenheder i de små samfund og de lokale beboere indbyrdes. At læse en novelle som “Fællesspisning” er fuldstændigt som at være der selv – hvis altså man (som jeg) har været så heldig at opleve den slags sammenkomster. Og så tilføjer forfatteren lige et par ekstra ingredienser til oplevelsen. Sådan er det også med resten af de i alt 16 noveller i bogen.

Man kan kalde Marianne Jørgensen for en slags litteraturens Niels Hausgaard. De to har samme blik for mellemmenneskelige relationer, men formidler dem på hver sin herlige måde. (En anden fantastisk dygtig og dansk novelleforfatter er Dorthe Nors.)

Jeg har ikke læst Marianne Jørgensens seneste romaner “De tavse vidner” og “Gudruns arv”, der er historiske romaner, så dem kan jeg ikke sige noget om, men læs endelig alle hendes novellesamlinger, hvor jeg synes, hun er stærkest: “Fællesspisning” og “Landsby” og “Den dag jeg slog min hund ihjel”. Husk også romanerne “Bondefanget” og “Bondeanger”.

Novellesamlingerne får alle 5 stjerner herfra.

Marianne Jørgensen
Fællesspisning
Hovedland, 2011
171 sider

PS:
Marianne Jørgensen er fra Salling fra Salling og har også skrevet selvbiografien “Børn, bøvl og bigballer” om livet som bondekone der. Læs mere her på hendes egen hjemmeside : http://www.hmkjeldgaard.dk

Fra bogens bagside:
Ragnar Johansson er håndens, men også tankens mand. En
kantet og meget korrekt mand. Han er stolt over at være en af byggestenene i
det svenske folkehjem, tror på det, tager ansvar for det og forsvarer dets ensretning
af borgerne, fordi han er overbevist om, at det kan løfte befolkningen ud af mørket.

Ragnars mor, Svea, er fra en anden tid, det fattige
bondesamfund, med al den smerte og det afsavn, den yngre generation ikke kender
til. For Ragnar er hun et levn fra en tid, som aldrig må komme tilbage.

Og endelig er der datteren, Elsa, der længe forsøger at
leve op til sin fars høje idealer, indtil murens fald, hans midtvejskrise, forældrenes
skilsmisse og hendes egen frigørelse sætter alt i skred.

Min anmeldelse:
Det er en meget svensk bog – og alligevel afgjort af
interesse for danske læsere både som litterær oplevelse og mht. indholdet, for
udviklingen i den tidsperiode, bogen foregår i, kan sagtens paralleliseres til
danske forhold. Mit absolut eneste behov for en uddybning var en mere præcis
definition af begrebet ”det svenske folkehjem”. Derfor har jeg fundet en svensk
definition af det, og den kan læses HER.

Med Sveas søn, Ragnar, som hovedperson fortæller bogen både en families
historie i 3 generationer og landets historie især i perioden fra 1950’erne og
frem til 2000. Bogen begynder med, at Ragnars ph.d.-studerende datter, Elsa,
melder ham til en etnologisk undersøgelse af ”modernitetens svenske mentalitetshistorie”,
fordi han efter hendes opfattelse er indbegrebet af et eksempel på udviklingen.
Det bliver ikke til noget et bidrag fra ham til det forskningsprojekt, for dels
kan han ikke hjælpe med det, for det efter hans mening alt for svære ting, og
dels er han efter forskerens mening alt for almindelig. Det sidste er han meget
tilfreds med.

I kapitler med de 3 personer, Svea, Ragnar og Elsa, som skiftende omdrejningspunkter
får vi historien fra perioden om hele familiens liv samt personernes forhistorie,
så vi kender den sociale og geografiske baggrund. Lyder det tungt og kedeligt? Det
er det ikke!!

I flydende og meget præcist sprog folder historien sig smukt ud, og et
billede af en helt almindelig familie fra tiden bliver dannet. Samtidig dannes
der også en præcist tidsbillede af en helt almindelig families liv i et samfund,
der forandrer sig voldsomt, mens Ragnar tiltro rystes til statens ufejlbarlighed,
reglers nødvendighed og vigtigheden af at gøre det bedste man kan ud fra sit
potentiale for sin egen og samfundets skyld.

Igen: Lyder det tungt og kedeligt? Det er det ikke!! Læs bogen for at
nyde sproget og for at blive klogere på også det danske samfund i dag og på det grundlag, det bygger på.

Det bliver 4 sikre stjerner herfra.

Lena Andersson
Sveas søn
C & K, 2019
240 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget.

For at sige det lige ud: Fuck dyrene i Afrika!

Det har en gruppe nordmænd som aktivistisk mål ud fra den betragtning, at de ved at gøre det med nogle ikoniske og eksotiske dyr vil kunne vise verden, hvordan vi alle fucker med hele kloden. De får hjælp til at gennemføre deres projekt af den kenyanske organisation “Fauna Fuckers”, der praktiserer “Fuck and Release” TM.

Erlend Loe har igen skrevet en hylende grotesk og voldsomt morsom bog, der på én gang vil undre, underholde, skabe diskussioner, vække afsky og få mange til at grine højt – samt måske få endnu flere til at rejse til Afrika!

Fra bogens bagside:
En kvinde og fire mænd er hver især kommet til et vendepunkt. De er ikke længere i stand til at løse udfordringerne, de står overfor, på egen hånd. De vil væk fra det beskyttede liv i Norge, og alle fem bærer på en mere eller mindre eksplicit længsel efter at redde dyrene.

Efter et foredrag om dyreetik falder de fem enkeltpersoner i snak om, hvordan deres levemåde undergraver andre arters muligheder for overlevelse. Sammen udtænker de en plan. Ved hjælp af “The Big Five”, bøffel, løve, leopard, næsehorn og elefant, vil de gennemføre en naturhappening for at henlede opmærksomheden på, hvordan vi mennesker så at sige fucker med flora og fauna.

Derefter går turen til Afrika for at redde verden – for at gøre en forskel.

Min anmeldelse:
Bogens indhold og sprog er på alle måder er betydelig mere direkte end det fremgår af bagsideteksten, der giver et stærkt redigeret og reduceret billede af bogen, synes jeg.

Derfor har jeg suppleret med det indledende afsnit og fortsætter her.

Kort fortalt indledes bogen med præsentation af de 5 enkeltpersoners tanker og personlige situation. I næste afsnit mødes de tilfældigt, og de danner “Foreningen til skænding af eksotiske dyr”. Efter at have øvet sig på forskellig (!) vis i Norge tager de i sidste del af bogen til Kenya, hvor skændingerne jo skal foregå.

Men hvordan går det så og hvorfor? Det må I så selv læse, for selv om slutningen i denne bog er mindre væsentlig end processen, personerne gennemgår, og de grundlæggende emner, der tages op i bogen, vil det spolere for megen af læsningen, hvis jeg afslører mere af handlingen. Blot vil jeg sige, at der gåes til korporligheder i bogen, uden at sexscenerne med dyr pensles ud.

Bagest i bogen beskrives, hvordan det siden er gået alle bogens markante hoved- og bipersoner.

Af de fem enkeltpersoner kommer de fire ud på den anden side af deres projekt som hele mennesker med nye formål og retninger i deres liv, men uden at læse bogen kan ingen regne ud hvordan. I er nødt til at læse bogen! Og med den rette indstilling, hvor alle læsere må (forsøge at) indstille sig på samme bølgelængde som Erland Loe, er det på alle måder en fornøjelse af de sjældne at læse bogen.

Der er rigtigt meget Dopler i bogen – forstået på den måde, at de 3 bøger om ham jo alle er om en mand, der ligesom de fem hovedpersoner i “Dyrene i Afrika” gør status over livet og vælger nye, forunderlige veje. Humoren på den alvorlige baggrund skaber de sammme groteske situationer for personerne i bogen og billeder i hovedet hos læserne. Jeg kom også i tanke om Magne Hovden: Sameland (Modtryk, 2011), der er næsten lige så syret i indhold og humor.

Jeg interviewede Erlend Loe til Ordkraft i Aalborg i 2015, og jeg synes, det var en spændende snak, vi havde. Skulle jeg nogensinde få muligheden igen, vil det være oplagt at høre om han med sine skriverier om især mænd, der på et tidspunkt i livet skifter spor, har skabt sin personlige måde at få afløb for de panik- og andre reaktioner, som nogle mænd får. Gyldendal oplyser i en medfølgende pressemeddelelse, at Erlend Loe fylder 50 år den 24. maj. Tillykke med dagen og med bogen!

Det vil være uretfærdigt at give bogen mindre end mine maksimale 5 stjerner!

Erlend Loe
Dyrene i Afrika
Gyldendal, 2019
314 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Forfatterportrættet i collagen øverst er et pressefoto taget af Frederik Arff, mens dyrebillederne er taget af mig selv.

En historisk roman. En vikingekrimi. En god historie finder sin afslutning i dette sidste bind af trilogien om lodbrogsønnerne. De er 1000 mil hjemmefra. De er mistænkt for mord. De har kun én udvej.

Fra bogens bagside:
Forår 873. Rolf og lodbrogsønnerne gør tjeneste i Konstantinopels garde. Selv om det volder dem problemer at være underlagt en kristen herre. Da de en nat finder rigets tredjemægtigste mand myrdet, og meget tyder på, at morderen er nordbo, begynder et kapløb med tiden.

Mens ligene hober sig op, rejser Rolfs efterforskning hurtigt flere spørgsmål, end den opklarer. Hvad er det for en hemmelighed, morderen forsøger at skjule? Hvor langt ind i magtens cirkler fører sporene? Og nytter det for Rolf og hans venner at flygte hjem mod nord, da jorden brænder under dem – eller er deres fjender så magtfulde, at de kan ramme dem hvor som helst?

Min anmeldelse:
Bogen er det afsluttende bind i trilogien om Regnar Lodbrogs sønner. De første bind er: “Lodbrogsønnernes hævn” (som jeg har anmeldt HER) og “Lodbrogsønnernes ran” (som jeg har anmeldt HER).

Det er igen en drabelig historie, der på overordnet plan er baseret på sandfærdigt historisk grundlag, men selvfølgelig fortolket og formidlet, så der bliver en rigtig god historie ud af det.

I første bog drog lodbrogsønnerne til England for at hævne faderens død, mens de i bind 2 drog på togt rundt i Europa for at ende i Middelhavet. Som gennemgående hovedperson og fortæller i alle 3 bind bruger Lasse Holm en autentisk person Rolf bl.a. med tilnavnene Rolf Rapkæft eller Galdre-Rolf.

Gruppen af vikinger med de overlevende af lodbrogsønnerne i spidsen indrulleres i den byzantinske kejsers garde, efter at deres togt var slået fejl, så der kun var ét af deres langskibe tilbage.

Her krydses deres veje med personer fra de første bøger, inden de for at overleve kuppet i Konstantinopel (nutidens Istanbul) tvinges til at stikke af. De tager kursen nordpå gennem Sortehavet og gennem Østerled ad de russiske floder til Østersøen og hjem. (Det er vist samme strækning, som Røde Orm også tager i en af Frans G. Bengtssons uforlignelige bøger.) Deres
tur bliver ikke nem, og der er adskillige slag og dødsfald undervejs. Hele tiden overvejer og diskuterer de, hvorfor det hele er gået så galt, som det faktisk er gået, og den gåde løses først, da de kommer til Ribe.

Udgangsreplikken i bogens efterskrift er også i dette bind: ”Han <Rolf> vil få mange andre navne i kommende bøger.” Det lover godt, synes jeg, for mellem de mange romaner, jeg har læst med vikingetiden som scene, står Lasse Holms stærkest, og foruden stilen og fortælleformen, så skyldes det især den solide historisk baserede baggrund.

Igen får denne bog – og dermed hele trilogien 4 flotte stjerner som historisk roman, og som historisk krimi bliver det på samme måde til 8 point på min spændingskrimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Lasse Holm
Lodbrogsønnernes død
Politikens Forlag, 2019
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Det Herrens år 1349 nærmer sig, og Den Sorte Død hærger
stadig England og Europa. I Dorsetshire har Lady Anne af Develish klogt
isoleret sine folk på godset, og de aner ikke, om de er de eneste overlevende.
Det svinder ind i forsyningerne, og nogen er nødt til at begive sig ud i
verden.

Den stræbsomme træk Thaddeus Thurkell samler en lille
gruppe mænd gat godset, og sammen drager de ud på en farefuld færd, der i
begyndelsen handler om at hente viden og mad til de tilbageblevne. Undervejs
vokser ønsket om at leve en fri tilværelse.

Både Thurkell og Lady Anne sætter alt ind på en bedre
fremtid for folkene i Develish – men det bliver en livsfarlig kamp mod magtens
folk, sædvanen og kirken.

Min anmeldelse:
Lige siden jeg læste og anmeldte “De sidste
timer” – læs anmeldelsen HER – har jeg ventet på at få næste og afsluttende
del af historien om Lady Anne og alle hendes folk på godset Develish. Nu er den
her, og med denne bog slutter Walters miniserie om Den Sorte Død i midten af
1300-tallets England.

Bogen er mindst lige så dramatisk og
interessant som bind 1, for denne gang tilspidses situationen med mange
konflikter om tro, kirkens magt, adelens ejerskab til jorden og både kinders og
fattiges vilkår og rettigheder.

Det er barske tider med voldsomme
oplevelser, og derfor er slutningen for mig lige lovlig – ulogisk men sympatisk
– rosenrød. Uden at afsløre noget faktuelt, så falder alle brikkerne på plads i
et puslespil, der viser vejen til en fremtid, som er bedre end før Den Sorte Død.
Men sikken et interessant puslespil!

Som jeg skrev om bind 1, er det fascinerende og meget
overbevisende historieskrivning, hvor jeg som læser holdt opmærksomheden fanget
hele vejen. Sådan var det også i denne bog, hvor jeg trods mit forbehold mod
slutningen, stadig varmt vil anbefale bogen til alle læsere af historiske
romaner og gode historier.

Samlet set er miniserien 5 stjerner værd, så det får denne
bog også.

Minette Walters
Skæbnetimen
Modtryk, 2019
437 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.