Fra bogens bagside: Henri Koskinen elsker forudsigelighed, og i sit job som tjenestemand i forsikringsbranchen kalkulerer han alt ned til mindste decimal.
Men en dag bliver Henri arbejdsløs, og samtidig arver han sin brors forlystelsespark – inklusive horder af skrigende børn, en broget skare af ansatte og et veritabelt økonomisk kaos. Især økonomien er en udfordring, og problemerne stammer primært fra brorens spillegæld, som de kriminelle bagmænd nu er ivrige efter at indkassere.
I forlystelsesparken møder Henri også Laura, en kunstner med en spraglet fortid, og efterhånden som bagmændene begynder at inddrive gælden og forholdet til Laura bliver tættere, konfronteres han med situationer og følelser som umuligt kan presses ind i et regneark.
Kaninfaktoren er første del af en trilogi. En svimlende spændingsroman og en underfundig komedie om kærlighed, død og forsikringsmatematik.
Min anmeldelse: Med den mest herlige og groteske humor fortæller den finske forfatter om den statistisk kalkulerende og systematisk arbejdende Henri, der som aktuar har arbejdet ud fra sandsynlighedsberegninger og faste skemaer. Derfor vælter hans verden, og alle forhold ændrer sig, da han både pludselig bliver fyret for ikke at være omstillingsparat og samtidig efter sin brors død arver hans forlystelsespark.
Henris evner som personalechef er meget begrænsede, og selv om personalet fortsætter arbejdet som under broderen, er Henri som en hund i et spil kegler, og med hans minimale situationsfornemmelse breder kaos sig. Som beskrevet på bagsiden kræver nogle forbryderiske og barske personer betaling af broderens gæld, og så bliver alt endnu mere kaotisk – og endda morderisk voldeligt.
Det hele medfører nogle morsomme og meget usædvanlige optrin med nogle helt utrolige personer, og det er både en spændende, grotesk og fantastisk morsom oplevelse af følge udviklingen i historien.
På forsiden karakteriseres den som spændingsroman, og andre steder beskrives den sammen med krimier, men det er efter min mening alt, alt for snævert! Det er en spændende bog, og der er mord og andre kriminelle elementer i den, men for mig var det i mindst lige så høj grad både en morsom bog og en bog om ret specielle og alligevel universelle mellemmenneskelige relationer og holdninger. Under alle omstændigheder en herlig bog!
Jeg synes, det er svært at give bogen point som krimi, fordi den bryder grænserne mellem genrerne og ikke for mig at se primært er en krimi/spændingsbog, men jeg giver den gerne 5 store stjerner, for jeg er ret pjattet med bogen og dens finurlige univers.
PS: Til juli udkommer “Elsdyrparadokset”, der er bind 2 i den planlagte trilogi, og den skal jeg bestemt også læse.
Antti Tuomainen Kaninfaktoren North Audio Publishing / Hr. Ferdinand, 2024 360 sider
Forlagets beskrivelse: Gamle Giæver bruger sine sidste dage på at fortælle unge Giæver om familiens stolte historie. Men han skal også huske at overlevere en række praktikaliteter om korrekt ophængning af mejsekugler, kvinders hang til pyntepuder, og hvordan man aldrig skal stole på en mand i fløjlsbukser. Ikke mindst skal han huske at få alle detaljer med om familiens 800 år lange konflikt med de smånæsede tumper fra Iunkerfamilien på nabogården, så hadet føres videre af næste generation.
Giæver og Iunker er en fandenivoldsk fortælling om nedarvet nabostrid og også en varm og underfundig beskrivelse af en døende mands sidste forsøg på at sætte alting på plads i en moderne verden fuldstændig af lave.
Min anmeldelse: Erlend Loe er en af mest morsomme, satiriske og underholdende forfattere – men kun hvis man kan klare hans altid helt vildt skæve vinkel på virkeligheden – altså virkeligheden set gennem forfatterens briller.
Jeg har læst næsten alt, han har skrevet. Jeg har lavet lektørudtalelser på flere af dem, og jeg har på bloggen her anmeldt “Dyrene i Afrika” her http://blog.drustrup.dk/#post243. Hver eneste gang har jeg nydt at læse en bog af Loe, og det samme hælder denne nye.
Mens flere af hans andre bøger har et bagved liggende tema om mænd, der skifter spor og før noget uventet, så har hovedpersonen i “Giæver og Iunker” til formål at holde næste generation helt, helt fast i den rolle, familien har haft i hundredvis af år, og i holdningerne til de meget anderledes naboer, der ikke kan gøre noget rigtigt, og som ikke kan regnes for rigtige mennesker.
Det giver nogle meget vildt groteske synspunkter, som den gamle Giæver videregiver til sin søn. Det gælder helt små detaljer som, hvorfor man skal gå med terylenebukser og ikke fløjlsbukser, og hvorfor alt undertøj skal være af uld og bestemt ikke af bomuld. Det gælder også grundlæggende holdninger som synet på anderledes folk, for Giæver-slægten har én gang for alle defineret, hvad der er rigtigt, og hvilket menneskesyn der er det korrekte.
Fra sin sygeseng, hvor kræften tærer på kræfterne hos den gamle Giæver, får han i korte kapitler med for ham livsvigtige oplysninger, gjort sin søn klar til at tage over og fortsætte alle slægtens traditioner – måske. For som læser får vi selvfølgelig ikke at vide, hvordan det går efter hans død.
En af hans slutreplikker på dødslejet er denne: Nu tror jeg vistnok, jeg har været det meste igennem. Nu burde du have informationer nok til at klare dig. Det vigtigste er trods alt, at du og dine bliver ved med at hade Iunkerne.
En skævt vinklet og grotesk morsom historie der med sin satiriske tone samtidig på en helt speciel måde giver mulighed for at overveje emner som tolerance, rummelighed, omstillingsparathed og åbenhed holdt op imod, hvordan Giæverne i bogens univers tænker og gør, men også på hvordan faktiske mellemmenneskelige relationer og holdninger ser ud i virkelighedens univers.
5 sikre stjerner!
Erlend Loe Giæver og Iunker Gyldendal, 2024 192 sider
Bogen var marts måneds bog i den læsegruppe, Sure Gamle Mænd, jeg er med i. Vi læste den som forberedelse til OrdKraft i Aalborg i begyndelsen af april. Her deltog læsegruppen i et arrangement med forfatteren, hvor emnet både var en diskussion af hendes bog og en snak om at være med i en læsegruppe.
Vi og en læsegruppe mere havde hver lavet 10 spørgsmål, og sammen med det, der kom frem under det indledende interview, fik vi vist svar på det meste. Men vigtigere var det, at det både var hyggeligt og rigtigt interessant at møde forfatteren og få en snak om hendes bog og tankerne bag den.
Fra bogens bagside: Sofie er i Tivoli med sin storebror og sin far. De to søskende hænger højt over byen i pariserhjulet og forsvinder i hurlumhejhuset, og når de kommer hjem, skal de holde ferie. De skal besøge deres mors veninde som de plejer, sove i telt, bade og plukke bær. Men de skal også forholde sig til, at deres forældre skal skilles, og at de fremover kun skal se deres far hver anden weekend.
Resten af sommeren undersøger, hvad der sker i en familie, når forældre går fra hinanden: med de voksne, der har truffet beslutningen, og med de halvstore børn, der i forvejen har nok at gøre med at begribe verden og sig selv.
Min anmeldelse: Det bliver ikke til en lang anmeldelse med en gennemgang af læsegruppens spørgsmål og forfatterens svar, for mit ærinde er primært at få flere til at læse bogen ved at give et forhåbentligt tillokkende indblik i bogen.
Bogens helt centrale tema er, hvordan en skilsmisse påvirker familiemedlemmerne og især børnene i den ramte familie. Det er selvfølgelig forfatterstemmen, der bærer historien igennem, men det er den 10-årige Sofie, der er nøglepersonen, og hvis tanker formidler følelserne. Hun er et meget tænksomt barn, og for ikke at glemme og for at få afløb for sine følelser, skriver hun hver dag ord ned i en notesbog. Alle ordene begynder med T, fordi hun er 10 år. Et eksempel fra en dags status: tyran, tvang, tre, tilbage, tapper, turde, trods, trist, tosset og trøstesløs. Det er en stærkt rørende og intens måde at få Sofies indre liv gengivet i stikordsform. Jeg kunne for egen regning tilføje: tankevækkende.
Sofies storebror er teenager i puberteten og tackler skilsmissen på andre måder, ligesom faderen og moderen tackler det forskelligt med moderen som den aktive person i bruddet og faderen som den lidt opgivende og passive.
Bogen foregår i 1980’erne, men problemet er tidløst, så den kunne sagtens have været placeret i nutiden, og den vil absolut være relevant læsning for bl.a. skilsmisseramte eller skilsmisseovervejende voksne, men så absolut alle læsere af rigtigt velskrevne og stærke bøger, for sådan en er “Resten af sommeren”. Jeg giver den meget gerne min maksimale 5 stjerner.
Lotte Kirkeby Resten af sommeren Gutkind, 2024 252 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som forberedelse til Ordkraft 2024.
Fra bogens bagside: Ulven er ikke kun et rovdyr, der lever skjult i store skove og vidstrakte nationalparker. De fleste europæiske ulve lever i de samme områder, som vi færdes i næsten dagligt. Ulven er mange steder blevet vores sky genbo, som vi ikke ved ret meget om.
Alligevel har mange stærke følelser for ulven. Mange er fascinerede, andre mere bekymrede, og enkelte, som landmænd med fritgående husdyr, direkte berørt af ulve, der i disse år breder sig over alt i Europa.
I bogen “Din grå nabo” koncentreres den tilgængelige viden om ulve i letlæst, visuel oversigt. Side for side bliver læseren klogere på den mytiske ulv, der ikke kun har sat dybe aftryk i folkesjælen, men som også har præget økosystemer og formet landskaber.
“Din grå nabo” er ikke en debatbog. Ej heller et videnskabeligt opslagsværk. Det er en faktabog udgivet med det formål at gøre læseren lidt mere dus med vores nye nabo. Bogen er redigeret af Tom-Edwin Manshaus
Min anmeldelse: De seneste cirka 20 år er der kommet 3 fagbøger på dansk til forskellige aldersgrupper om ulve – Lars Gejl: Ulv i Danmark (2002), Niels Hein: Ulv – dyret, myten og fremtiden (2015) samt en letlæsningsbog af Sebastian Klein: Ulven (2017) – men med ulvens senere udbredelse i Danmark og med de diskussioner, det har har rejst, er en opdateret formidling på sin plads.
Derfor blev jeg glad for at se en reklame for denne bog, og kontaktede straks forlaget, der viste sig at være beliggende i Nordjylland ikke ret langt fra, hvor jeg bor. Jeg fik en god snak med bogens redaktør, Tom-Edwin Manshaus, der er af en af bogens bagmænd.
Han beskrev bogens intention – ligesom i bagsideteksten – om at være en neutral faktabog med neutral og objektivt korrekt viden om ulven. Og med sin korte, koncise tekst om alle tænkelige emnefelter – og struktureret i logiske kapitler, må formålet siges at være opfyldt. Jeg kan ikke faktachecke alle bogens oplysninger, men de virker overbevisende.
Bogens mange og rigtigt flotte fotos er et værende element i formidlingen i kraft af deres store omfang. De fylder nemlig vel 2/3 af bogens sideareal.
Jeg kunne dog godt tænke mig, at personerne bag bogen stod frem, så man kunne se, hvem de er, og hvilken baggrund de har. Det ville for mig styrke bogens troværdighed – selv om det slet ikke synes nødvendigt. Desuden savner jeg en liste over kilder, så særligt interesserede kan læse videre her. Jeg synes, det vil være passende for en faktabog af denne kaliber.
Redaktøren fortalte, at bogen vil blive opdateret som del af en løbende proces, hvor ny viden vil blive tilføjet fra forskellige kilder, når der dukkede nyt op. Derfor er det planen, at bogen trykkes i mindre og konstant reviderede oplag. Det er en sympatisk måde at udgive en faktabog på.
Jeg giver meget gerne bogen 4 stjerner – men det vel burde have været ulvespor.
Din grå nabo : et portræt af ulven red.: Tom-Edwin Manshaus Ulvebogen.dk, 2024 120 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Bogen kommer helt tæt på kafferbøfler, Afrikas mest farlige af de berømte fem store. Men bogen indeholder også unikke oplevelser med vandbøfler, bisonokser, moskusokser og vildkvæg, omtalt som Scrub Bulls.
Undervejs præsenteres læseren for de vidt forskellige miljøer, hvor jagterne udspiller sig. Det er ikke kun jagt i sump og regnskov. Det er også bøffeljagt på afrikanske, australske og sydamerikanske sletter og fjeldskråninger tæt på indlandsisen.
Artiklerne er skrevet og illustreret som reportager. De anvendte billeder knytter sig direkte til oplevelserne, og fortællingerne er gengivet uden make-up. De er skrevet umiddelbart efter, de udspillede sig. Bogen er altså ikke baseret på en samling “så vidt jeg huske”-beretninger og vilkårlige tilbageblik.
Artiklerne er skrevet endnu inden jagtfeberen helt havde lagt sig…
Min anmeldelse: Michael Sands mange bøger om især jagt og natur har altid fascineret mig både for de umanerligt flotte fotos og for de gode historier fra hele verden. Det er blevet til bl.a. 10 årgange af Jagtårbogen og 7 jagtbøger mere med tilsvarende indhold på højt niveau.
Jeg har her på bloggen tidligere bragt en kort omtale af “Verden rundt som jæger, lystfisker og far” – //blog.drustrup.dk/#post121 og en anmeldelse af “Europa rundt – med jagtriffel og kamera” – //blog.drustrup.dk/#post214
Efter nogle års pause med udgivelserne er denne nye bog klar i nyt og større format (A4) end de forrige. Det er fint med temaudgivelser som denne, hvor de jægere, der særligt er interesserede i jagt på okser og bøfler af forskellig art, har historierne samlet. Dyrene og geografien er som beskrevet i bagsideteksten.
Bogens 7 historier har været bragt i forskellige af de tidligere bøger, men det er godt, at de igen bliver tilgængelige, for det er spændende oplevelser, der formidles, så det næsten er som selv at være med derude.
Endnu bedre er det, at det større format giver mere plads til de mange fantastisk gode billeder, som så fremstår endnu bedre, og der er endda blevet plads til flere billeder, end da artiklerne blev bragt første gang.
4 flotte stjerner bliver det til
Michael Sand Sort og hvid magi : på jagt efter alverdens bøfler Forlaget Michael Sand, 2024 255 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Jeg var meget betaget af forfatterens helt specielle tone og stil, da jeg læste og nød hans “Vi er fem”, som jeg anmeldte her https://blog.drustrup.dk/?p=663 – både pga. historien og sproget. Derfor var det spændende for mig også at læse denne seneste bog af forfatteren.
Fra bogens bagside: Den ensomme Oskar arbejder på Aud og Olav Blums mølle mod kost og logi. En dag finder han et barn i skoven, en utæmmet unge, som han tager med hjem. Barnet er lille af vækst og stum, men i Oskars varetægt begynder det at vokse.
Stakkel er en fabel om kærlighed og en coming-of-age historie. Den er fantasifuld, sprogligt sprudlende og blander passion og ironi. Fortællingen skifter mellem realisme, satire, romance og folkeeventyr og spænder over flere historiske tidsperioder. En original, underholdende og fængslende roman om ensomhed, isolation og omsorg.
Min anmeldelse: For det første vidste jeg ikke helt, hvad en “coming-of-age historie” var, så min nye viden vil jeg dele med jer: det er en historie om et menneskes fysiske og følelsesmæssige udvikling fra barn til voksen – ligesom i en udviklingsroman.
Historien er noget anderledes end “Vi er fem”, men fælles for begge bøger er forfatterens fremragende sprog. Det har i begge tilfælde været en fornøjelse at begive sig ind i hans univers uanset historien alene på grund af sprog og fascinerende fortællestil.
Bagsiden fortæller kun kort om begyndelsen af historien, og det er nok. Men hvis du vil, kan du efter anmeldelsen som en teaser (spoiler alert) læse et mere udførligt referat af dele af handlingen i form af de første par sider af kapitel 28.
Kort fortalt er det en meget fascinerende historie fuld af fantasi, og som i løbet af den korte bog skifter vinkel, sted og tid flere gange, og som slutter på en måde, der kan skabegrundlag for diskussion og overvejelser. Det gør bogen til en læseoplevelse, det er svært at glemme, og som desuden vil være oplagt for mange læsegrupper.
Mine maksimale 5 stjerner er helt sikre.
Matias Faldbakken Stakkel Gutkind, 2024 184 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
En teaser – og der er dømt spoiler alert:
HVIS du vil læse lidt fra bogen, inden du selv begynder, så er her de første afsnit af kapitel 28, hvor dele af bogens handling refereres. Det er også samtidig en god anledning til at opleve forfatterens herligt specielle skrivestil, MEN samtidig afsløres som tidligere skrevet også en god del af handlingen, så læs ikke videre, hvis I vil overraskes maksimalt, men læs bogen!
Indtil videre har vi følgende: En ensom plejedreng (dreng) arbejder og knokler på Aud og Olav Blums gård for kost og logi. Han falder over et barn i skoven, en hundeunge. Han fanger ungen og tager den med hjem. Ungen er utæmmet. Den viser sig at være en pige. Hun har lidt af noget doktoren mener er en traumebaseret væksthæmning, Kaspar Hauser-syndrom, som det også kaldes. Men når man er kommet i trygge omgivelser, frigives hormoner, og pigen begynder at vokse. Hun vokser abnormt hurtigt. Det viser sig at hun er sidst i teenageårene og ikke otte-ni som de først troede. På en måde »blomstrer« hun, men hun har også sammenbrud. Gården hjælper Oskar med at skjule pigen for den nyfigne hovedgård. Men en aften hvor hun er udvokset, forfører hun drengen, eller snarere overfalder ham, og de indleder et forhold. En uregerlig kærlighed vokser frem mellem dem. Men deres forhold bliver opdaget og betragtes som anstødeligt på gården. Drengen og pigen må flygte. De kommer ind til byen, hvor Olav og Auds afskrevne, funktionshæmmede søn Tommy Blum bor. Han giver dem logi. Tommy Blum er akademiker og har tydeligvis et horn i siden på sine forældre, han ser således et potentiale i de unge mennesker. Særligt pigen. Han forstår at hun er guld, ren kapital, så speciel som hun er. Først er Tommy Blum en reddende engel, generøs mod både Oskar og Udskilde, som hun kalder sig, og afvisende over for gården og livet på landet. Så omfavner han pigen, og langsomt, næsten umærkeligt presser han Oskar ud. Han tager pigen med ud af lejligheden, ud i byen og ind i de inderste cirkler. Hun skal vises frem. I hovedstadens selskabsliv hersker en fordomsfri stil, og pigen gør stor succes. Men Oskar bliver agterudsejlet. Oskar er ikke videre interessant for byfolket med sine arbejdsnæver, tykke dialekt og korte sætninger. Sådan en Mumle Gåseæg lever ikke længe i Oslo-nattens velsmurte fornøjelsesliv. Nej, han bliver anbragt derhjemme, hvor han sidder uvirksom og ryger sig gul i ansigtet af cigaretter. Mens pigen er parfumeret og berygtet, bliver drengen tilrøget og obskur. Oskar må stå på sidelinjen og være vidne til hvordan amanuensis Tommy Blum gør en forretning ud af pigen, det menneske hans hjerterødder er vokset ind i. Med en heltemodig manøvre reddede Oskar hende ud af lovens lange arm på gården ved at tage hende med til Oslo – livet på landet ville have været den sikre død – men nu ser han sig omkring og læser om den store skøge fra Babylon og forstår at byen er et tveægget sværd og i bund og grund til fare for hans uerstattelige Udskilde. Oskar sidder som en lus mellem to negle. Han er ikke den første dreng fra landet som er endt sådan inde i storbyen. Låst. Ubrugelig. Bondefanget.
Således stod det til. Oskar, alene endnu en gang, bedrøvet og snart grøn i fjæset, forgiftet af tobaksrøgen han valgte at synge sine lovsange til; pigen, slående, opsigtsvækkende, distraheret, med hver finger i byen pegende på sig. Og bag hende, som en manager, næsten, en forvalter og en agent, Tommy Blum, societygnomen med den lynende intelligens og det dobbelte blik.
Sådan kunne det ikke ende. Der måtte vel komme en træfning. Og en træfning kom der.
