Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Deepti Kapoor: Lasternes tid

Alt muligt andet godt Posted on 23 okt, 2023 22:09

Fra bogens bagside:
Wadia-familien – elsket af nogle, hadet af andre og frygtet af alle.

I Lasternes tid foldes en eksplosiv fortælling ud om tre skæbner, der bliver uløseligt bundet sammen: Ajay, den fattige dreng, der ender i New Delhi, hvor han som tjener for playboyen Sunny fra den berygtede Wadia-familie bliver vidne til familiens voldelige metoder, og endelig smukke og frigjorte Neda, den nysgerrige journalist, som bliver fanget i spændet mellem sin moral og en stor passion.

Lasternes tid lige dele spænding og familiesaga om vold, magt, penge, menneskelig korruption og familiebånd, der kvæler.

Min anmeldelse:
Jeg har læst flere bøger, der foregår i Indien, og de tre, der indtil nu har stået stærkest for mig, er David Roberts Gregory: Shantaram, Aravind Adiga: Den hvide tiger og Vikas Swarup: Q & A – drengen der havde svar på alt. (Den sidste er filmatiseret med titlen Slumdog millionaire). Fremover suppleres de på bedste vis af denne helt nye og skræmmende bog Lasternes tid.

Bogen, der foregår i nutidens Indien, viser bagsiden af og strukturerne i et indisk samfund, der er både konfliktfyldt og grænseløst kontrastfyldt. Især de store kontraster er bærende for bogens konflikter i en nådesløs kamp om penge og magt. En kamp hvor ofrene – ud over de mange mennesker, der lider og dør, er moral, retfærdighed og ordentlighed. Midlerne – ud over våben, er undertrykkelse, penge, mange penge og korruption.

Som skrevet på bagsiden fortælles historien med de 3 centrale hovedpersoner, og den bæres især af relationerne mellem den oprindeligt fattige Ajay og Sunny, som er arving til et økonomisk imperium baseret på mafiametoder.

Det er en voldsomt rå og barsk histore, der fortælles hårdt og kontant, og uden nogen form for opblødende filter. Der efterlades i bogen heller ikke meget håb om, at noget som helst vil ændre sig til det bedre i det indiske samfund og for de mange milliarder personer i bunden af samfundet. Derfor er det også på alle måder hårdt at læse bogen, men jeg gjorde det, og jeg glemmer den ikke.

Bogen bør læses af flere grunde og af mange læsere. Indien er et land med en stigende international betydning og en lang kulturel baggrund. Det er også et fascinerende land at rejse i, især hvis man, som jeg gjorde det på en rejse for et par år siden, kommer lidt ind bag turistdestinationernes flotte facader. Men den bør også læses, hvis turen til Indien “kun” bringer dig til den gyldne trekant New Delhi, Jaipur og Agra med Taj Mahal.

Bogen skal ubetinget have mine 5 maksimale stjerner!

Deepti Kapoor
Lasternes tid
Gutkind, 2023
598 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Vibeke Marx: Lugten af længsel

Alt muligt andet godt Posted on 12 sep, 2023 21:44

Fra bogens bagside:
En roman om kærlighed, den beskyttende til ­moren, den modsætningsfyldte til mændene, den uselviske til barnet og den euforiske til barnebarnet.

Allerede som barn længes Lissen efter at blive set. Af sine forældre, af drengene, af verden. Hun tumler ud i livet, bliver gravid, når hun ikke vil, bliver ikke gravid, når hun vil. Omkring hende ændrer verden sig i høj fart, og Lissen følger med. I andres øjne er hun alt for meget, i sine egne for lidt. Under alt hvad hun foretager sig, strømmer længslen efter det ægte, efter at finde frem.

Min anmeldelse:
Forlaget kalder serien “Udlængsel”, og det er der rigtig god mening i. Se bare dette citat fra bogen: 

Alt gennemskuede Ingeborg, undtagen morens falskhed, og dog, måske også den, men længslen overmandede indsigten. Det er længslen, der lugter af, så meget længsel i bare enkelt familie, tænker Lissen og kan ikke få en bid ned.
(Fra familiens sidste julemiddag sammen, inden Lissens mor, Ingeborg, dør)

Lugten af længsel er tredje, selvstændige del af en trilogi, der begyndte med Jord og hjerte og fortsatte med Anton. Forlaget skriver selv sådan om serien, og det er en helt præcis beskrivelse, så den bringer jeg gerne videre: “Med de tre bøger har Vibeke Marx skrevet et gribende, råt og enestående værk om familieliv, længsler og nedarvede svigt fra 1920’erne til i dag.”

Jeg har med stor nydelse og fascination læst også de første bind og har anmeldt dem her:
Bind 1: Jord og hjerte – https://blog.drustrup.dk/?p=683
Bind 2: Anton – https://blog.drustrup.dk/?p=1294

Tilsammen beskriver de en families liv med de særlige problemer om netop svigt gennem flere generationer. Det er en tung arv, der løber gennem alle generationerne, og som påvirker dem meget. Det er ikke munter læsning i denne bog at følge 3. generation i skikkelse af Lissen, som Annelise kaldes. Hendes relationer til bedstefar og forældre samt især i dette bind til datteren og barnebarnet er heller ikke uproblematisk, så der kan komme flere bind i serien, men jeg ved ikke, om Vibeke Marx har planlagt det. 

Det må der meget gerne, for dels tager bøgerne nogle centrale emner op om bl.a. familiær arv og forholdet mellem generationer, og dels giver hele serien et rigtigt godt tidsbillede. Endelig og ikke mindst vigtigt, så er også denne seneste bog skrevet i et fantastisk flot og billedskabende sprog, som det er en stor fornøjelse af læse.

5 sikre stjerner!

Vibeke Marx
Lugten af længsel
Modtryk, 2023
283 sider



Amor Towles: Lincoln Highway

Alt muligt andet godt Posted on 19 jul, 2023 22:12

Fra bogens bagside:
Juni 1954. 18-årige Emmett Watson køres hjem til Nebraska af forstanderen for den opdragelsesanstalt i Kansas, hvor han har sonet femten måneder for uagtsomt manddrab. Med en mor der forlod familien for mange år siden, en far der netop er død og familiegården på tvangsauktion, har Emmett en plan om at hente sin otte år gamle bror og drage vestpå for at starte en ny tilværelse.

Men da forstanderen er kørt sin vej, opdager Emmett, at to venner fra opdragelsesanstalten har haft gemt sig i bilens bagagerum. Og de to har lagt en helt anden plan for Emmetts fremtid, en plan som vil tage dem på en skæbnesvanger rejse i den modsatte retning – mod New York City.

Min anmeldelse:
Lincon Highway findes og er USAs første highway fra kyst til kyst. Emmets familiegård ligger cirka midt mellem San Francisco og New York, så hans rejse kunne gå hvilken som helst vej. Hvordan går det så?

Sammen med lillebroderen, Billy, og de to venner fra opdragelsesanstalten, Duchess og Wolly, og nogle folk, der støder til undervejs, bliver historien om deres oplevelser til en varm fortælling om de 4 drenge/unge mænds odyssé med forskellige mål og formål. Deres personlige baggrunde og deres bevæggrunde for at ville rejse er forskellige, og der er derfor mange lag og retninger i historien om deres rejse og deres oplevelser.

Historien fortælles på en helt vidunderlig måde, hvor virkemidlerne blandes, og fortællevinklerne skifter. Det er både en hjertevarm historie og en barsk historie om bl.a. opvækst og familier. Det er en historie om hverdagens helte og heltmodig opførsel på linje med heltene i de sagn, der er i den bog, som lillebror Billy konstant læser i og har med sig som en bibel på hele turen.

Det er en bog med mange sider, men for en gangs skyld ikke én for meget! Det er måske snarere modsat. Jeg var fanget helt ind af historien og vil meget gerne læse meget mere om drengenes oplevelser, efter de sidst i bogen er kørt ud mod horisonten ad Lincoln Highway.

Jeg har lige genlæst og gennydt forfatterens “En gentleman i Moskva”, som jeg anmeldte i 2017 her http://blog.drustrup.dk/#post126. Den er også et bevis på forfatterens fantastisk gode måde at fortælle en fascinerende historie på. 

5 sikre stjerner!

Amor Towles
Lincoln Highway
Politikens Forlag, 2023
549 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Joël Dicker: Alaska Sanders-sagen

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 18 jul, 2023 23:26

Bogen er gæsteanmeldt her på Drustrups Bogblog af Palle Thomsen fra Hjørring, der er “ferieafløser” og blev fanget ind af bogen på samme måde, som jeg blev det af seriens første bind “Sandheden om Harry Quebert-sagen”, da jeg skrev lektørudtalelsen til den. Se nederst i denne anmeldelse.

Fra bogens bagside:
April 1999. I den søvnige by Mount Pleasant på den amerikanske østkyst bliver liget af den unge Alaska Sanders fundet ved bredden af en sø. Kort efter tilstår de skyldige, og efterforskningen bliver afsluttet.

11 år senere er der dog nye spor i sagen. Kriminalassistent Perry Gahalowood modtager et anonymt brev, der sår tvivl om morderens identitet. Fulgte han et falskt spor i 1999?

Gahalowood genåbner sagen og får hjælp af sin ven forfatteren Marcus Goldman, der har haft stor succes med romanen “Sandheden om Harry Quebert-sagen”. Hurtigt opdager de detaljer fra Alaskas fortid, der sætter begivenhederne fra dengang i et helt andet lys.

Palle Thomsens anmeldelse:
587 sider!! – Jeg var lige ved at opgive at læse bogen – godt jeg fortsatte. Fantastisk krimi. Begrænset, overskueligt persongalleri og godt skruet sammen. Forfatteren er schweizer og skriver krimier der foregår i USA!

En ung smuk kvinde myrdes og mordet trækker tråde tilbage i tiden. Krimien veksler mellem forskellige årstal, og det irriterer i starten, men hold ud. Langsomt giver det mening, efter 150-200 sider så er du fanget. 

Fortællingen er vedholdende og troværdig, overrasker igen og igen og mister ikke fokus.  Politiarbejdet og opklaringen er beskrevet minutiøst uden at blive tørt og kedeligt.

Jeg beundrer en forfatter, der kan holde styr på så lang en historie og ikke tabe tråden ind i mellem. Fandt kun en ubetydelig fejl. Jeg skal snart i gang med hans øvrige bøger.

Et tip: Krimien er en uafhængig fortsættelse af “Sandheden om Harry Quebert-sagen”, men jeg vil foreslå at læse den først. Der er mange referencer til den i “Alaska Sanders sagen”.

9 point ud af 10.

Joël Dicker
Alaska Sanders-sagen
People’s, 2023
587 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS
Jeg skrev bl.a. sådanne “Sandheden om Harry Quebert-sagen”, og det ser ud til også at passe på fortsættelsen:
Ualmindeligt velskrevet og velkomponeret. På intet tidspunkt i tidsspring og sidespor mistes overblikket, og læselysten skærpes undervejs.

Spiller lige op med Capote, McEwan, Roth, Irving og flere andre bredt fortællende, store forfattere.

Fremragende fortællekunst i en stort anlagt historie, der har det hele: litteratur, kærlighed, (slet ikke kun en) krimi og meget mere.



Nando Boers: Planen – Erobringen af Paris

Alt muligt andet godt Posted on 09 jul, 2023 22:43

Fra forlagets omtale:
Jonas Vingegaard strækker armene og løfter sin cykel mod den parisiske aftenhimmel. Den danske cykelrytter er iført Tour de France gule førertrøje. Sejren er i hus. Et årti med hårdt arbejde og frustrationer kulminerer for det hollandske cykelhold Jumbo-Visma.  

Forfatteren Nando Boers er med det hollandske cykelhold i Frankrig under Jonas Vingegaards triumf i sommeren 2022. Som en flue på væggen er han vidne til rytternes sammenhold samt udformningen af de taktiske løbsplaner og udførelsen. 

Inden Tour de France følger forfatteren Jumbo-Visma på nærmeste hold i tre år. Han fører indgående samtaler med ryttere og trænere under løb og på træningslejre. Han overværer vindtunneltesten og er på medhør til onlinemøder. Han er med, når vejledere, trænere og videnskabelige medarbejdere diskuterer taktik, holdånd, ernæring, træningsmetoder og talentudvikling. Han er med, da holdet taler om fremskridt og udfordringer for topryttere som Primoz Roglic, Wout van Aert og Jonas Vingegaard.  

Planen giver læseren et enestående blik bag kulisserne hos et af verdens bedste cykelhold før og under erobringen af Paris.

Min anmeldelse:
Godt en uge inde i Tour de France 2023 er der mandag 10. juli en hviledag i løbet, så kender I ikke denne bog og enten har tour-abstinser eller har lyst at få meget mere at vide om mekanismerne på et cykelhold – eller begge dele, så skal I læse denne bog.

En hollandsk journalist har i 3 år haft fuld adgang på alle niveauer til de forskellige aktører på det hollandske hold Jumbo-Visma, som bl.a. Jonas Vingegaard kører på, og det er der kommet en grundig og indsigtsfuld bog ud af. For især cykelnørder og særligt interesserede er det en absolut interessant bog, der supplerer de øvrige bøger om cykelsporten rigtigt godt. Det er en helt anden bog end de efterhånden mange bøger, der beskriver historien bag et løb, hele sporten eller enkelte ryttere, og det er også en bog, der går meget dybere ind bag rytterne og deres indsats. 

Vel bliver det af og til meget teknisk, og der er også mange for de fleste danskere ikke specielt kendte navneord i bogen. Det kan man som læser gå i detaljer med, eller man kan springe over noget af det. Uanset hvad er det meget fascinerende at følge de interne overvejelser om ernæring, strategi, udvikling og justering af udstyr, ledelse og samarbejdet i den store organisation, der er bag hver eneste cykelrytter. Det foregår delvist kronologisk, men altid med en klar linje i forløbet og formidlingen af journalistens oplevelser. Bogens slutafsnit følger op på beskrivelsen af holdet bag Jonas Vingegaard sejr i Paris og fortæller kort om holdets efterfølgende arbejde og planer helt op til årsskiftet til 2023. 

Bogen gav mig en dybere indsigt i sporten, der altid har fascineret mig, og den gav også en øget forståelse for mekanismerne på et cykelhold, hvor samspillet mellem de store linjer og de mindste detaljer er afgørende for succes eller ej.

Det bliver til 3 1/2 gule føretrøjer.

Nando Boers
Planen – erobringen af Paris
People’s, 2023
446 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Læsegruppen “Sure Gamle Mænd”

Alt muligt andet godt Posted on 30 jun, 2023 21:23

Her er et kort overblik over læsegruppens læste bøger de første måneder af 2023, og nu holder vi “læseferie”. “Sure Gamle Mænd” rummer 9 herrer i deres bedste alder, og ingen af os er specielt sure. Vi læser meget bredt og er åbne for hinandens forslag, når næste måneds bog skal vælges.

Jeg er rigtigt glad for at være blevet optaget i læsegruppen. Dels er det meget hyggeligt og fornøjeligt at diskutere bøger med andre læsere, og dels har det udvidet min læsning. 

Vi er heldigvis ikke altid enige om bøgernes kvalitet og fascinationskraft, og så har vi gode diskussioner. Her er en liste med nogle beskrivelser af de 5 læste bøger. Den ultrakorte og kondenserede version af læsegruppens oplevelser står med kursiv.

Januar
I.P. Jacobsen: Niels Lyhne

Bibliotekernes beskrivelse:
Niels Lyhne, hvis skæbne følges fra fødsel til død, er det sidste skud på en skrøbelig stamme. Skildringen er tildels et indlæg i den livsanskuelsesdebat, der blev startet af Georg Brandes.
(Gyldendal, 1880)

“Bogen var desværre trykt med meget små typer. Læseoplevelsen var meget varierende.”

Februar
Fredrik Backman: Bjørneby

Bibliotekernes beskrivelse:
Velkommen til Bjørneby; en by med sne og is og mørke og arbejdsløshed. Velkommen til byens ishockey-klub; byens hjerteblod og dens eksistensberettigelse. En fortælling om drømme, kampe, sammenhold og loyalitet, men også fortællingen om en voldtægt, der ændrer en hel by.
(People’s Press, 2017)

“Vi havde noget forskellige læseoplevelser med bogen. Et medlem af gruppen har været ishockeytræner i en lille, svensk by, og han mente, at beskrivelsen af stemningen i byen er retvisende”

Bogen inspirerede til en tur med læsegruppen til Gigantium i Aalborg for at se en ishockeykamp mellem Aalborg Pirates og Herlev Eagles, og det var en god oplevelse. (Aalborg vandt!)

Bogen er første del af en trilogi, og jeg har anmeldt hele serien. Se min anmeldelse af Bjørneby her: https://blog.drustrup.dk/?p=160

Marts
Keri Hulme: Marvfolket

Bibliotekernes beskrivelse:
En kunstnerinde med rødder i maorifolket bor alene i en øde egn af New Zealand. Hendes isolation brydes brutalt og skæbnesvangert af en stum 8-årig dreng og hans stedfar
(Klim, 2011 – 3.udgave)

“Hård bog, men interessant læsning.”

Jeg havde foreslået bogen og har tidligere skrevet en lektørudtalelse til bogen.Læs hele,min udtalelse om bogen under fanebladet anmeldelser her: https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis:29058237.

Her er et kort uddrag:
“Alle læsere af store, klassiske, dybe, velskrevne, krævende, spændende og givende romaner med stærke historier bør læse denne – og som sådan skal den formidles. Indeholder muligheder til flere diskussionsemner, så bogen er også oplagt til gode læsegrupper.”

“Det hele fortælles i et fejende flot sprog samt en unik og fascinerede stil med indre tanker holdt op mod virkelighedens reaktioner. En fascinerende historie med mange lag om bl.a. mellemmenneskelige relationer, ensomhed, isolation, svigt, traumer og reaktionsmønstre.”

“En fængslende historie med mange lag om stærke personer i en fremmed kultur og velskrevet i sin egen unikke form. Krævende og givende læsning hvor form og indhold går op i en højere enhed.”

April
Tage Skou-Hansen: De nøgne træer

Bibliotekernes beskrivelse:
Om nogle unge mennesker i en sabotagegruppe i besættelsestidens Århus og et trekantsdrama blandt gruppens medlemmer.
(Gyldendal, 1957)

“Vi var alle tilfredse med at læse en rigtig gammeldags roman sat i læselige typer. Vi fandt dog persontegningen for tynd.”

Maj:
Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden

Bibliotekernes beskrivelse: 
I efteråret 1942 rejser Harriet fra Danmark til München efter at have mistet sin ægtemand i krigen.
(Gyldendal, 2020)

“Rigtig god bog og en fin afslutning på sæsonen.”



« ForrigeNæste »