Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Martta Kaukonen: Hvad ser du

Krimi og spænding Posted on 08 mar, 2023 19:57

Fra bogens bagside:
Ira er en ung kvinde på 20 år. Hun er også seriemorder, og hun dræber efter sine helt egne præmisser og teknikker. Da et mord er ved at gå grueligt galt, starter Ira til terapi for at skabe et alibi for sig selv, og hun udvælger den smukke kendisterapeut Clarissa som sin redning.

Stemningen mellem de to er underlig fra start af, og sessionerne med Clarissa tager en uhyggelig drejning. Det viser sig, at Ira har haft en grusom barndom, og at Clarissa måske ikke er helt så god, som hun udgiver sig for at være. Kun én af de to ved, at de deler en fælles hemmelighed, og spørgsmålet er, om den anden når at samle brikkerne, før det er for sent.

Charlotte Johansens anmeldelse:
Ira er en forstyrret ung kvinde, der udser sig Clarissa som sin terapeut, da hun har brug for at skaffe sig et alibi, der kan holde i retten. Hun har oplevet et trauma i sin barndom, og i et forsøg på at komme videre i sit liv gør hun ting, som ikke tåler dagens lys. Hun starter i terapien, men hvad hun ikke ved er, at netop den beslutning viser sig at være skæbnesvanger. 

Clarissa er udadtil en kendis  der har styr på alt i sit liv. Hun er ofte i medierne, men ingen har nogensinde fået noget at vide om hendes privatliv. Hun er en dygtig terapeut, der har styr på sagerne og er gift med Pekka. Men bag facaden tegner sig et helt andet billede.

Hvad ingen af dem ved er, at alt vil ændre sig. og intet er, hvad det ser ud til at være. Man skal nemlig ikke tro på alt, hvad man hører. 

Efter min mening er selve ideen til bogen god, men flere gange, mens jeg læste den, tænkte jeg, den var forvirrende skrevet. Den roder rundt i de forskellige hovedpersoners tanker og handlinger. Kapitlerne skifter nemlig mellem at handle om se forskellige  hovedpersoner. Så kapitlerne hedder Ira, Clarissa, Pekka, Arto, og det virkede for forvirrende for mig.  

Til sidst bliver alle de små historier bundet sammen, men det var en rodet proces op til slutningen. Så selv om det er en ok historie, vil jeg kun give den 6 skydeskivepoint. (Det svarer cirka til 3 krimihjerter på krimifan.dk)

Martta Kaukonen
Hvad ser du
Falco, 2023
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Karin Smirnoff: Havørnens skrig

Krimi og spænding Posted on 27 feb, 2023 23:37

Fra forlagets omtale:
Gemt for mediernes søgelys drives der rovdrift på naturens ressourcer i Norrland, nutidens vilde vesten, hvor skånselsløse virksomheder ikke skyer nogen midler i deres kamp for at få adgang til mineraler og land. I skyggerne opererer kriminelle bander, tiltrukket af den enorme strøm af nye penge – også de lokale politikere rammes af guldfeberen. De lokale rensdyrholdere og den oprindelige befolkning i Sápmi (Lapland) ser magtesløse til, mens deres verden ødelægges. 

Det er her, vi genfinder Lisbeth Salander. Og det er her, vi introduceres til Lisbeths niece, Svala, der er grunden til, at Lisbeth er taget til Norrland. Svala er et matematisk geni, der ikke kan føle smerte, og som ikke har haft den letteste begyndelse på livet. Det er også her Mikael Blomkvist af familiemæssige grunde er taget til, og sammen havner Salander og Blomkvist i en nådesløs kamp på liv og død i Gasskas-området, hvor jagten på profit har lokket forråede typer til. Og hvor mænd fortsat hader kvinder. 

Min anmeldelse:
WOW – Wild og Woldsom. Da rettighedshaverne gav stafetten videre til en ny forfatter med opgaven at
skrive endnu en trilogi baseret på Stieg Larssons univers, var jeg naturligt skeptisk. Men jeg blev meget, meget positivt overrasket!

Jeg var nemlig meget fascineret af og begejstret for Stieg Larssons 3 bøger i Millennium-serien. Det var nogle spændende bøger i hver sin genre og med nogle spændende personer. Dem anmeldte jeg som lektør for Dansk BiblioteksCenter, og det samme gjorde jeg med forsættelsen, hvor David Lagercrantz havde fået til opgave at fortsætte universet. Den fortsættelse var jeg ikke imponeret af, og det samme gælder hans følgende 2 bøger i trilogi nummer 2. Læs min anmeldelse af sidste bind her – https://blog.drustrup.dk/?p=284, og der er også link til andet.

Tilbage til Karin Smirnoffs første bind i den tredje trilogi. På forsiden lanceres bogen som en Lisbeth Salander-roman, og det er langt hen ad vejen rigtigt. Heldigvis er Mikael Blomkvist også med. Og endnu bedre er det, at Lisbeth Salanders niece, Svala, er med i en central rolle Hende ser jeg meget frem til at møde i de næste par bøger. Hun har mange af de samme egenskaber som Lisbeth og har arvet sin fars manglende smertesans. Opdag selv mere!

Med scenen sat i Norrland midt i dybe konflikter med baggrund i områdets natur og traditionelle kultur i kombination med konflikter om energiforsyning, udvikling og kampen om både magt og penge er bogen mere end bare en spændende krimi. Den rummer – ligesom især den første trilogi – samfundsrelevante emner samtidig med, at der er godt gang i handlingen, spændingen og volden. 

Desuden er der flere rigtigt underholdende og finurlige referencer til tidligere Milleniumbøger, som f.eks. da Svala på et tidspunkt siger, at Lisbeth ligner Noomi Rapace, og Lisbeth så ikke ved, hvem hun er.

Hvis Karin Smirnoff forsætter sin Millennium-trilogi på samme måde, må hun for mig godt snart komme med næste bind!

9 sikre skydeskivepoint og 5 sikre krimihjerter på krimifan.dk

Karin Smirnoff
Havørnens skrig
Modtryk, 2023
374 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Gabriella Ullberg Westin: Et eneste åndedrag

Krimi og spænding Posted on 24 feb, 2023 23:08

Fra bogens bagside:
En mishandlet kvinde ankommer hos akutmodtagelsen på Hudiksvall Sygehus. Hun vil hverken sige hvem hun er, eller hvad der er sket. Og snart viser det sig, at mishandlingen ikke er det eneste, der plager kvinden…

Johan Rokka og Janna Weismann er kollegaer ved politiet i Hudiksvall. Forholdet mellem dem er køligt, efter at Rokka en gang for alle har opgivet håbet om, at de skal blive mere end kollegaer? Men da Janna udsættes for flere angreb, kan Rokka ikke undgå at blive følelsesmæssigt involveret, og deres liv bliver atter flettet sammen. Det viser sig hurtigt, at der er en sammenhæng mellem angrebene på Janna og patienten med de alvorlige symptomer. En sammenhæng med konsekvenser, der rækker langt ud over den lille idylliske by Hudiksvall.

Min anmeldelse:
Jeg har læst de første 5 i serien og har anmeldt 4 af dem med blandede vurderinger, men generelt OK anmeldelser et godt stykke over middel, men heller ikke helt i top. Derfor var jeg spændt på også at læse dette bind 6.

Bd. 2: Håndlangeren – //blog.drustrup.dk/#post30
Bd. 3: Fikseren – //blog.drustrup.dk/#post97
Bd. 4: Slagteren – //blog.drustrup.dk/#post205
Bd. 5: Forræderen – https://blog.drustrup.dk/?p=1272 

Kort fortalt så blev jeg skuffet. Vel er bogen i nogen grad spændende. Uden at afsløre mere af plottets baggrund og betydning for personerne (for ikke at spoile), så må jeg sige, at jeg havde lige så svært ved at finde fokus på bogen, som jeg oplevede, at forfatteren må have haft, da historien skulle skrues sammen. Jeg blev aldrig overbevist om det sandsynlige i handlingens forløb og personernes bevæggrunde, men oplevede flere postulater og hovsaløsninger end jeg synes, en bog kan bære. Der var efter min mening for mange elementer, der ikke hang sammen i historien, hvori der indgår spredning af en dødsensfarlig virus. Desuden var der en mindre relevante elementer, der ikke bidrog til spændingen. Endelig spiller Hudiksvall næsten ikke nogen rolle i modsætning til i seriens første bind. Der er i forhold til de første bøger også skruet lidt ned for erotikken, mens der er skruet op for action.

Som sagt var bogen i nogen grad spændende, og selv om jeg havde gennemskuet skurkene ret tidligt, så læste jeg selvfølgelig bogen færdig, men jeg blev aldrig for alvor underholdt og holdt stramt spændt. Jeg holdt ikke åndedraget en eneste gang, men blev mere ærgerlig over, at bogen ikke var bedre, for Ullberg Westin har jo vist, at hun kan skrive og lave et bedre plot.

6 flinke skydeskivepoint her på min blog og 3 små krimihjerter på krimifan.dk.

Gabriella Ullberg Westin
Et eneste åndedrag
HarperCollins, 2023
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Peter May: Lewismanden

Krimi og spænding Posted on 17 feb, 2023 22:16

Fra bogens bagside:
Da et yderst velbevaret lig dukker op i en tørvemose på Isle of Lewis, er øboerne overbevist om, at man har gjort et epokegørende oldtidsfund af samme betydning som Tollundmanden. Den døde bliver da også hurtigt omtalt som ‘Lewismanden’. Men da retsmedicinerne finder en falmet Elvis-tatovering på Lewismanden overarm, og da en dna-analyse desuden viser, at han er i nær familie med en af øens kendte skikkelser, indleder det lokale politi en mordefterforskning.

Den døde har lidt en langtrukken og pinefuld død, og da Fin Macleod modvilligt bliver draget ind i efterforskningen, støder han ikke kun på nogle af de allermørkeste kapitler i Skotlands historie, han indser også, at jo dybere, han graver sig ned i sagen, jo tættere kommer den på ham selv. Kan han overhovedet opklare set brutale mord uden igen at miste alt?

Min anmeldelse:
Kort sagt: En velskrevet, fascinerende og spændende bog, der ikke udelukkende – men også – er en krimi. For ikke af spolere spændingen ved at læse bogen vil jeg ikke fortælle om det, der på bagsiden kaldes “et af de mørkeste kapitler i Skotlands historie”, og som er et afgøre de tema i bogen. Tro mig bare, når jeg siger, det er barske sager med sikker bund i virkeligheden. Netop det gør det ekstra interessant. 

Det er en langsom krimi forstået på den måde, at handlingen skrider frem i et tempo, hvor der også bliver tid til at udvikle historien på velskrevet vis og med fascinerende nærmest lyriske beskrivelser af miljøet. Der er også tid til at udvikle de interessante hovedpersoner og deres indbyrdes relationer på bedste måde.

Den intense stemning, lokalkoloritten, den faktuelle baggrund, de interessante personer og den langsomt afslørende fortællemåde gjorde bogen til en dejlig læseoplevelse. Der er ikke fuld fart over stok og sten på historien. Dejligt fjernt fra bøger om for hurtige og voldsomme massemordere der jagter bogens efterforsker, men alligevel intenst spændende.

Det er bind 2 i en trilogi , der foregår på Isle of Lewis. Jeg er nok nødt til også at læse bind 1 “Sorthuset” og fortsættelsen, når den kommer.

9 sikre skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Peter May
Lewismanden
Gyldendal, 2022
381 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Alex Finlay: Efter lukketid

Krimi og spænding Posted on 16 feb, 2023 00:36

Bogen er gæsteanmeldt af Charlotte Johansen, der skriver sådan:

Fra bogens bagside:
Årtusindeskiftet skulle bringe nye tider med sig, men for Ella blev nytårsaften 1999 en skæbnesvanger aften, hvor hun som den eneste overlevede et forfærdeligt overfald på medarbejderne i den lokale Blockbuster. Den formodede gerningsmand forsvandt kort tid efter og er ikke set siden.

Femten år senere dulmer Ella sit trauma med piller, dårlige dates og løgne, men da hun bliver bedt om at hjælpe den unge Jesse, den eneste overlevende af et lignende angreb, bliver de grusomme minder vakt til live.

Noget tyder på, at der er tale om den samme gerningsmand, og i selskab med FBI-agenten Keller og advokaten Chris forsøger Ella at finde hoved og hale i de to sager. 

Efter lukketid er en intens thriller om familiebånd, klasseskel og traumer.

Min anmeldelse:
Ella, der har svært ved at være i et forhold og i det hele taget at forholde sig til livet, bliver bedt om at tale med den unge Jesse, der nægter at tale med nogen, efter hun som den eneste har overlevet et brutalt angreb. Angrebet, der minder utrolig meget om om det, Ella selv havde været udsat for, formår at trænge igennem til Jesse, og bliver bekræftet i mistanken om den samme gerningsmand. 

Jesse, der er anbragt i familiepleje og ikke har haft den bedste opvækst, ender med at blive beskyldt for at have iscenesat angrebet, da flere ting peger på hende som gerningsmanden. Men det hænger ikke helt sammen, og hun får hjælp af advokaten Chris, der vise sig at være mere involveret i sagen, end nogen der ved. Det er nemlig hans storebror, der blev beskyldt for mordene i 1999, men da han blev løsladt pga manglende beviser og sidenhen forsvandt, blev sagen aldrig opklaret. Chris håber, at han med sin uddannelse som advokat kan finde sin bror og få ham frikendt for mistanken og få Jesse frikendt for beskyldningerne mod hende. 

FBI-agenten Keller, der er højgravid med tvillinger, bliver sat på opgaven om at finde ud af, hvem der står bag angrebet og mordene i den nye sag. Hendes opgave er at finde ud af, om det er samme gerningsmand som i Blockbustersagen, og hun kommer på noget af en opgave, da det viser sig, at intet er, som det ser ud, og alt bliver væltet på hovedet, som sagen skrider frem. Med livet som indsats viser det sig, at gerningsmanden er tættere på, end de regner med, og vil gøre alt for ikke at blive fanget. 

Alex Finlay har skrevet en rigtig god krimi med masser af twists og en uforudsigelig slutning. 

Charlotte giver bogen 8 skydeskivepoints, og det bliver til 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Alex Finlay
Efter lukketid
Falco, 2023
407 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Claus Olesen: Dem der er skredet 

Krimi og spænding Posted on 11 feb, 2023 23:07

Fra omtalen på Mofibo:
Jimmi Reuther er tryllekunstner, bodybuilder og på flugt fra en personlig tragedie. For at komme langt væk hjemmefra rejser han til Klitmøller, hvor han drømmer om at surfe dagene væk og finansiere det med et handikaphjælperjob. Ulrike, som han er hjælper for, gør det dog ikke nemt for ham. Og det på trods af, at hun ellers ikke er helt så handikappet, som han havde troet. Ulrike driver en hashproduktion dybt inde i Thylejren sammen med sin mor Lily, og hun har valgt Jimmi, så han kan agere chauffør og beskytter, snarere end for hans kundskaber udi handikappleje.

Da en gammel konflikt mellem Thylejren og surferne i Klitmøller blusser op igen, kommer Ulrike – og dermed også Jimmi – til at stå i frontlinjen mod surfernes leder Magnus Cornelius. Og Ulrikes behov for hævn handler ikke kun om forretning, hun har en fortid med Magnus, og noget, der skal gøres op. Men hun bliver afledt, da hun finder ud af, at Jimmi heller ikke har fortalt hele sandheden om, hvorfor han dukkede op i Thy.

Det er en moderne western fra de nordvestjyske klitter mellem to grupper, der begge mener, at de lever det frie, antikapitalistiske liv, men under det hele er drevet af behov for hævn, penge og magt. Men det er også en historie om kærlighed, sorg og barmhjertighed imellem to mennesker, der finder et oprigtigt fristed hos hinanden.

Min anmeldelse:
Thy har jeg besøgt rigtigt mange gange, bl.a. fordi jeg har familie der, så både Klitmøller og andre steder i Thy kender jeg ret godt. Derfor var det oplagt at læse og anmelde denne helt nye bog, der foregår netop her. At det så både er en krimi og en bog, der bliver præsenteret som sjov, overbeviste mig endeligt.

Hvordan var bogen så? Det er unødvendigt med uddybende handlingsreferat, for forlagsomtalen siger nok, men under læsningen dukkede disse yderligere stikord til i indholdet op hos mig:

Samfundsatire. Tju-bang-røverhistorie. Lokalpolitisk korruption. Kampen mellem forskellige grupper om eneret på hashhandelen langs Vestkysten fra Nørre Nebel til Løkken. Thylejren. Rote Armé Fraktion. Klitmøllerfiskerlejets udvikling til Cold Hawaii. Bordeldrift. Sort arbejdskraft. Lokalkolorit. 

Det var både sjovt og spændende at læse den barske historie, der foregår i det normalt fredelige Thy, men hvor forfatteren har skruet på alle dramatiserende håndtag, så der for alvor (og grotesk morsom af og til) bliver gang i butikken med mord, brandattentater, vold, trusler og andre virkemidler.

Bogen er grotesk, overdrevet og karikeret på underholdende vis – i hvert fald set herfra som jævnlig gæst i området. Hvordan folk i Klitmøller ser på bogen, og om de kan genkende sig selv, er jeg mere i tvivl om. Om folk uden kendskab til Klitmøller vil blive draget ind i historien er jeg lidt usikker på.

Bogen er udkommet 10. februar 2023 som MofiboOriginal og kan både læses og lyttes til på netop Mofibo. Bogen er læst på Mofibo https://mofibo.com/dk/da/. Den kommer nok også som trykt bog senere. Det er bind 1 i en planlagt serie med titlen “Jimmi og Ulrike”

Jeg var underholdt, og fortællingen flyder, men historien er rigeligt overdrevet for mig, så det bliver til 7 skydeskivepoint og 3 krimihjerter (3,5 hvis jeg kunne) på krimifan.dk.

Claus Olesen
Dem der er skredet 
Mofibo Original, 2023
295 sider /  timer og minutter



« ForrigeNæste »