Fra bogens bagside: Marcel er på vej til en fodboldcamp i Sydfrankrig – tror han! For da bussen når frem, vågner han og ser til sin forbløffelse sneklædte bjerge. Han er steget på den forkerte bus og havner i en camp for miljøaktivister.
Heldigvis finder han sammen med Laila, Claudia og Roman. Snart opdager de fire venner, at der er noget galt. De to miljøforskere, der skal holde oplæg, begynder at opføre sig mærkeligt. Det skal vise sig at være en farlig opdagelse.
Min anmeldelse: Det er en spændende historie for børn og unge fra 12/13 år og op. Den er opbygget som en klassisk børnekrimi med en gruppe kloge børn, der afslører forbrydelser, men i forhold til tidligere, tilsvarende bøger som (blandt mange andre) serierne med Kim, Jan og De Fem, så er plottet og handlingen opdateret mht, temaer og tidsbillede.
En gruppe unge, der gennem nogle projekter og ideer har kvalificeret sig til at deltage i en camp med klimaet som emne, suppleres af Marcel. Som beskrevet på bagsiden er han kommet galt afsted med den forkerte bus, men lynhurtigt fabrikerer han med baggrund i sin fodboldinteresse en klimateori om at opsamle energi gennem spark på mål. Ganske finurligt og humoristisk.
Ret hurtigt fatter han og de nye venner mistanke om, at arrangørerne har en helt anden dagsorden, og voldsomme begivenheder begynder i campen. Den er placeret på en alpetop lidt som Ørnereden og en Bond-skurks hovedkvarter, og historien bliver til en fantasifuld actionhistorie.
Selvfølgelig skal den slags bøger ende med skurkenes fald og børnegruppe som helte. Det var jeg aldrig i tvivl om, så på den måde passer bogen fint ind i skabelonen. Ud over at være underholdende rummer nogen også en historie om magtstrukturer i den internationale energiverden i grøn retning, men især indenfor atomkraftbranchen og de olieproducerende lande.
Der skydes nogle genveje og tilfældigheder, som især voksne læsere vil falde over, men bogen vil være spændende, underholdende og tankevækkende for målgruppen. Med klimainteressen i målgruppen i tankerne vil det være oplagt at bruge den pædagogisk også. Den vil måske kunne lokke nogle ikke så meget læsende i gang med en bog.
Set som en børnebog vurderer jeg den til 8 skydeskivepoint.
PS: voksne læsere kan med fornøjelse give sig i kast med forfatterens krimier, hvoraf jeg har anmeldt flere – senest “Hvad vinbjerget gemte” https://blog.drustrup.dk/?p=2442
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Bob Dylan er her på alle måder i godt og kvalificeret selskab – både af forfatteren og af anmelderen. Begge præsenteres først.
Om Johannes Andersen Forfatteren er lektor emeritus og samfundsforsker fra Aalborg Universitet. Han er senest blevet aktiv som foredragsholder og musiker med gruppen “Johannes Andersen & The Overheads”, der bl.a. har Bob Dylan-sange på dansk på repertoiret.
Om Bjarni Aakesson Filholm Hans bog bliver her anmeldt af min tidligere kollega, Bjarni Filholm, der har fulgt Bob Dylan i alle årene, og som i sin ungdom var aktiv musiker på Bornholm. Det kan man læse om i hans erindringsroman “Lykkepust fra Liverpool”. Han blev af andre dengang kaldt “Bornholms Bob Dylan”.
Bjarni har har selv skrevet denne deklaration af sin baggrund: Jeg er sådan cirka jævnaldrende med forfatteren og har oplevet Bob Dylan på nogenlunde samme måde som han har.
Jeg var glad for musik og lyrik og spillede leadguitar i et pigtrådsorkester dengang tilbage i tresserne.Vi havde Dylans “Positively 4th Street” på vores sæt-liste.
Dylans første akustiske sange rørte mig dog ikke det mindste. Jeg var totalt apolitisk og blev først ramt af Dylan, da han blev elektrisk. Sangen “Visions of Joanna” fra midten af tresserne var og er stadig en af mine yndlingsballader.
Dylan var aldrig en politisk oprører for mig, måske snarere en slags universalrebel, der gik nye lyriske veje, hvor det ene billede efter det andet antændte hinanden eller sig selv og sendte mig ud på poetiske svæveture i det lyriske uendelige himmelrum.
Jeg forstod ikke dengang (og måske heller ikke i dag) helt meningen med teksterne, men selve ordenes vellyd og muskuløse, rytmiske swung fascinerede mig så mig meget, at jeg pludselig, uden at have villet det kunne lire teksterne af mig udenad, som en slags salmevers.
Jeg købte hans roman “Tarantula” på engelsk, forstod ikke et hug og var skuffet. Af Dylans post tresser-produktion kunne jeg især godt lide “Street Legal” fra 1978 og hans veloplagte medvirken i bandet “The Traveling Wilburys‟.
Fra bogens bagside: Johannes Andersen tager os med på en rejse gennem Dylans liv og musik, hvor han samtidig sætter fokus på udvalgte sange. Undertitlen ”Nærvær og fravær” signalerer balancen mellem nærvær og fravær. Intens og nærværende i nuet, og så i næste øjeblik fraværende og total ligegyldighed. Er det Bob Dylan?
Han trækker sideløbende på sine egne erfaringer med Dylan. Som ung oplevede han først Dylans energi, uden at forstå alle ordene. Senere var Dylan en vigtig stemme, der inspirerede ham. Men forsvandt og vendte tilbage i 1990’erne, hvor Dylans sange begynder at fungere som inspiration i Johannes Andersens egen omgang med hverdagens mange politiske og sociale gøremål og udfordringer
Bjarni Filholms anmeldelse: Jeg har været så heldig at få denne bog om Bob Dylan til anmeldelse. Det har været en morsom, underholdende og lærerig oplevelse.
Alene bogens titel titel “Bob Dylan – nærvær og fravær” maner til koncentration og dybsindighed. Det lyder lidt indviklet, og man nærmer sig lidt forsigtigt værket. Men det skal man ikke lade sig skræmme af.
For jo mere man læser i den glimrende og lettilgængelige bog, opdager man, at det slet ikke er sådan en highbrow bog om den amerikanske sanger og poet, som titlen kunne antyde.
Derimod er det en let og veloplagt beskrivelse af Bob Dylans forskellige sider, perioder og livsfaser illustreret ved nærværende bogs forfatters egne oplevelser, åbenbaringer og også skuffelser ved mødet med Dylans musik – og ikke mindst udviklingen i hans lyrik.
Han gennemgår også teksterne i nogle af Dylans vigtige sange. Det bliver gjort med indlevelse og med et klædeligt drys humor oveni. Her er man absolut godt underholdt, skønt jeg måske ikke altid er helt enig med forfatteren i meningen eller konklusionen i analysen.
Men er det ikke lige noget af det, der gør Dylan til kunstner? At hans værk kan tolkes og forstås på så mange måder. Det tror jeg på.
Forfatteren skriver levende om kunstneren og de forskellige faser i Bob Dylans liv. Om Dylans første fejlagtige placering i protestsanger-båsen.
I tresserne var det nemlig den gængse opfattelse, at Bob Dylan var den unge generations stemme, når han med kvækkende stemme, og middelmådigt akustisk guitarspil fremførte sine protestsange. Med sange som “Blowin in the Wind” og Masters of War” var det vel også svært for de fleste at anskue ham på anden måde.
Men det var Mr. Bob slet ikke tilfreds med. Han ville bestemt ikke opfattes som protestsanger. Det image har han dog haft et bette kun svært ved at komme af med, uanset at han sidenhen allerede i samme årti skrev sange af en helt anden kvalitet og indenfor en anden musikalsk genre.
Fra midten af tresserne begyndte Dylan nemlig også bruge elektriske guitar og trommer som backing – nærmest at ligne med besætningen i et rockband. De tidligere hengivne folkemusik-fans blev vrede og mente, at Bob Dylan havde svigtet dem ved at sætte strøm til sine sange.
Det var Bobby heldigvis ligeglad med og i stedet skrev han nogle af de bedste sange i sin karriere nogensinde og indspillede dem i den nye elektriske stil på album som “Highway 61 revisited” og “Blonde on blonde”. De rene ufortyndede mesterværker! (Denne vurdering står naturligvis ene og alene for anmelderens egen regning)
Forfatteren fortæller videre, at Dylan sidst i 70’erne blev ramt af en religiøs vækkelse. Dylan havde set lyset og mente meget håndfast og to-kantet, at der kun kunne vælges mellem to ting: Enten kunne man tjene Gud eller Djævelen. Det bar hans sange også tydeligt præg af – så længe vækkelsen varede.
Bob Dylan har sandsynligvis siden været på jagt efter et fast holdepunkt i verdens vilde vrimmel og sin turbulente tilværelse.Der har været op- og nedture med sammenbrud, indre uro, midtvejskrise og skilsmisser, som også afspejlede sig i Dylans kompositioner og pladeudgivelser.
Senere erkendte mesteren, at han måske bedst kunne kurere sin indre rastløshed og sit følsomme gemyt ved at turnere og konstant være på farten – på en slags never-ending koncert-turné – og så naturligvis ved sideløbende at skrive og udgive sange.
Ifølge forfatteren er alle Dylans sange ikke lige gode, og det tjener Johannes Andersen til ære, at han forholder sig ærligt og fordomsfrit til Dylan og hans samlede værk. Og jeg kunne ikke være mere enig.
Forfatteren til nærværende bog har gennem sit eget liv følt eller fornemmet, at Bob Dylan var været ham en god samtalepartner, forstået på den måde at Johannes Andersen var den, der talte og spurgte, mens Bob Dylan svarede ham gennem sine sange – i nogle perioder mere tydeligt og klart end andre. Et billede jeg sagtens kan forstå.
Det gør bogen ekstra læsværdig, at Johannes Andersen sætter sig selv i spil og i en let humoristisk tone fortæller om sine personlige oplevelser om møderne med Dylans sange. Et ekstra krydderi i denne skønne bog.
Det er også en letlæst bog. Emnet er kronologisk fremadskridende og indbydende behandlet af en velskrivende forfatter, som har godt styr på sit stof. Så er det på plads.
Bogen henvender sig bredt til – såvel den læser, der i forvejen kender til Bob Dylan – som den læser, der gerne vil gå ombord i Dylans værk for første gang.
Begge kategorier af læsere vil få udbytte af bogen – jeg ved, at jeg fik.
De maksimale 5 stjerner – helt sikkert!
Johannes Andersen Bob Dylan – Nærvær og fravær Hovedland, 2025 214 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: Grænsen mellem menneske og dyr er flydende. Under pres kan den opløses helt.
En ældre læge skambides af en stor hund. En syrisk kvinde styrter ned fra en boligblok i Odense. En udmagret alkoholiker findes livløs i en jolle nær Svendborg. Tre sager, der først begynder at få fylde, da en navnløs mand flere uger senere dukker op en iskold morgen ved det forfaldne Hesbjerg Slot nær Tommerup på Fyn. Manden virker apatisk, han er stærkt forkommen og der er mærker efter dyrebid flere steder på hans krop. Scanninger afslører snart, at han har været udsat for en grusom forbrydelse.
Politikommissær Line Præst og hendes søster Ragnhild, der er psykolog ved Regionspsykiatrien, må nu til Lines irritation arbejde tæt sammen i en efterforskning, der hiver psykiatriens mørkeste skygger frem i lyset og afdækker en ondskab, der dag for dag kommer alt for tæt på.
Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.
Palle Thomsens anmeldelse: Mads Peder Nordbo har med denne bog startet en ny serie om søstrene Præst – henholdsvis politikommissær og psykolog.
Egentlig en velskrevet bog med et godt plot, grundig og omstændeligt politiarbejde og troværdig handling og personer. Men er en ret barsk omgang med misbrug af børn og voksne med traumer fra misbrug som baggrund. Der var nogle steder, hvor jeg sprang let hen over teksten og dens beskrivelser af de voldsomme hændelser.
Hold iøvrigt tungen lige i munden og læs langsomt, for der er virkelig mange personer at holde styr på. Ind i mellem måtte jeg tilbage i bogen for at genkalde en person, og hvad der tidligere var sket. Nogle gange kunne jeg godt have ønsket mig en personoversigt.
Emnet bryder jeg mig ikke om at læse om, men som krimi holder den vand. Jeg giver den 7 point ud af 10
Mads Peder Nordbo Hund Gutkind, 2025 391 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: Efteråret 1983. Den 31-årige Lena bliver fundet død i sit hjem. Hun hænger i et reb fra loftet, og alt tyder på, at der er tale om selvmord. Men Lenas forældre nægter at tro, at deres datter har taget sit eget liv, og kontakter den tidligere politibetjent Ingrid Wolt.
Ingrid har egentlig lukket sit nystartede efterforskningsbureau og lever isoleret i skoven af frygt for sin voldelige eksmand. Da hun begynder at grave i sagen, viser det sig snart, at Lena bar på dybe hemmeligheder, og at der var mange i hendes nærhed, der ønskede hende død.
Min anmeldelse: Det er bind 2 i Ninni Schulmans serie om Ingrid Wolt. Bind 1 “Mens vi legede” har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2252, og jeg sluttede min anmeldelse sådan: Jeg fattede sympati for Ingrid Wolf og er nysgerrig/interesseret i at følge hendes videre liv både som privatperson og som efterforsker – som detektiv eller tilbage i etaten. Det vil vise sig.
Livssituationen for Ingrid Wolt, der i bind 1 lige var kommet ud af fængslet dømt for at have skudt (ikke dræbt) sin voldelige mand, har ikke ikke ændret sig. På grund af sin dom har hun kun begrænset samvær med sin datter, der er i familiepleje. Hun har taget et rengøringsjob og skjuler sig også for eks-manden, der er politimand og som stadig truer hende.
Bogens handlingen følger to spor, der begge foregår i 1980’erne. I det ene spor er Ingrid Wolt i centrum med fortællingen delt mellem hendes privatliv og problemer med eks-manden og så hendes involvering i opklaringen af Lenas død. Havde hun grund til at begå selvmord, og var det faktisk det? Eller var det mord, og hvem var så gerningsmanden?
I det andet spor er Lena i centrum med fortællingen om hendes fascination af en karismatisk mand fortalt kronologisk fra nogle måneder før bogens egentlige handling frem til hendes død. Derfra følges arbejdet med opklaringen. I den forbindelse får Ingrid hjælp af sin tidligere politi kollega Benny, der også var med i bind 1, og som måske endda får en større rolle i fortsættelsen. Det er dog usikkert.
Min usikkerhed er min primære anke. Bogens åbne og helt uafklarede slutning, der ender med en cliffhanger, gør ondt selv på en erfaren krimilæser. Det er lige at stramme spændingen lidt hårdt, synes jeg. Det bedste ved slutningen er, at der må komme en fortsættelse. En fortsættelse der kun kan komme for langsomt.
På trods af den abrupte slutning, men på grund af den godt fortalte og spændende historie med nogle helt specielle personer, giver jeg gerne bogen 8 skydeskivepoint.
Ninni Schulman Kæreste Lena Alpha, 2025 460 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Mens vi venter på “Vildført”, der er bind 2 i David Garmarks Brink-serie om den pensionerede retsmediciner og oldefader Walther Brink og oldebarnet Channie, er denne kriminovelle udkommet. Den deles gratis ud ved bl.a. Bog & Idé og vil også kunne fås på Krimimessen 29.-30. marts i Horsens.
“Kæntring” var første bind i serien, og den har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2291 “Vildført” udkommer 10. februar.
Fra bogens bagside: Garmark tager os atter ind i Walther og Channies liv i en kriminovelle, hvor scenen er sat for en dramatisk historie, der foregår i Aarhus og Ry.
Min anmeldelse: Den korte novelle foregår tidsmæssigt efter seriens bind 1, så læs den endelig ikke først. En god del af plottet og handlingen fra bind 1 afsløres nemlig heri.
MEN læs den meget gerne, for historien udgør en god brik til det samlede billede af det helt specielle makkerpar Walther og Channie. Og vel er det en spændende historie, men det var for mig i endnu højere grad interessant at opleve mere af dynamikken mellem de to samt at høre om deres oplevelser i det sociale system og skolevæsenet.
Novellen er en absolut læseværdig udgivelse, der varmer godt op til den kommende roman “Vildført”. Den er jeg spændt på at læse, og jeg venter med at uddele skydeskivepoint, til jeg har læst den.
David Garmark Skyldens pris Modtryk, 2025 60 sider
Forlagets beskrivelse: Marts 1918. Tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb rejser til Finland for at deltage som frivillige i borgerkrigen der netop er brudt ud deroppe, og deltager i stormen på byen Tampere.
Efter dette møde med krigen følger vi dem, hver for sig og sammen, i den lange fredstid, op gennem 20’ernes og 30’ernes tiltagende nazificering og uroligheder i Danmark og Tyskland, med afstikkere til Mellemøsten og USA.
Og med ét er de tilbage i krigen, i besættelsestid og modstandskamp, hvor de balancerer på en knivsæg i deres legen kispus med Gestapo i Københavns gader. Men hvor er afgrunden; er den i krigen eller i freden, eller er den et helt tredje sted?
Afgrunden er en stor fortælling om krig og freden, om kærligheden og drifternes veje og vildveje og om at være menneske i det onde 20. århundrede – og til hver en tid.
Min anmeldelse: De gennemgående hovedpersoner er tvillingerne Ib og Kaj – i fællesskab og enighed samt hver for sig og i uenighed. Deres historie fortælles fra deres unge dage og frem til Besættelsens sidste dage. Det er en periode med krig, krise og ødelæggelser, og det deltager brødrene i på flere fronter. Det begynder med deres deltagelse i den kun fire måneder lange finske borgerkrig mellem de røde og de hvide, og de deltager på den hvide side, der støttes militært af Tyskland.
Senere følger vi deres liv i Danmark i mellemkrigstiden med uddannelse til henholdsvis læge/psykiater og teolog med journalistiske aktiviteter. Dertil kommer den ene brors rejser rundt i især Tyskland og de folk og holdninger, han møder der.
De forenes under Besættelsen i modstandskampen på forskellig vis, og bogens handling slutter kort efter Befrielsen.
Det var den ydre ramme i korte træk. Tiden og brødrenes historie er spændende og den beskrives ualmindeligt godt i et fremragende sprog og en litterær fortællestil, hvor ultrakorte sætninger, replikskifter og korte miljø- og stedsbeskrivelser får skabt læserens indre billeder af det hele. Og det er voldsomt barske og ofte makabre billeder. Ofte over i hvert fald min grænse.
Men det hele medvirker til en indsigt i og en forståelse af brødrenes personligheder og moral. De er ikke verdes bedste børn, men hvordan er de blevet sådan? Er det krigsoplevelsrne? Under alle omstændigheder er brødrene grænseløse og meget ego-styrede i deres voldsomme udfoldelser. Det beskrives i de mest blodige krigsscenarier, jeg har læst. Det gælder også i brødrenes forhold til kvinder, og det er lige så barsk læsning. Det niveau holdes også til beskrivelserne fra modstandskampen. Og igen er det afgrundsdybt grove forbrydelser, der beskrives detaljeret og lige så virkelighedstro groft.
Bogen var januars bog i læseklubben “Sure Gamle Mænd”, og vi var enige om, at det var en rigtigt velskrevet bog, og en anden konklusion var denne: “Det var sandelig en barsk bog med (for) meget vold og sex (der er næsten lige så godt som krig). Tvillingerne Ib og Kaj kunne man kun afsky.”
På trods af de for mig alt, alt for detaljerede beskrivelser af vold, krig og behandling af kvinder, men på grund af det høje litterære niveau bliver det til 4 stjerner af 5 mulige.
Kim Leine Afgrunden Gyldendal, 2016 598 sider
Bogen er lånt på biblioteket.
PS Først lidt sent gik det for alvor op for mig, i hvor høj grad bogen bygger på faktiske personer, og at Kai Gottlieb i bogen i høj grad bygger på virkelighedens modstandsmand m.m. Peter de Hemmer Gudme.
Under snakken i læsegruppen “Sure Gamle Mænd” anbefalede en af deltagerne, at vi skulle se dokumentarfilmen: “Springet” med dialog af Kim Leine.
Filmen præsenteres sådan på Filmstriben: ‚Springet‛ er beretningen om en ung danskers oplevelser i Den finske Borgerkrig 1918 og konsekvenserne for hans liv og skæbne. Peter de Hemmer Gudmes stemme og blik fører os ind i krigen, op gennem mellemkrigsårene til Vinterkrigen og frem til besættelsen, hvor Gudme bliver modstandsmand, fanget og foretager det endelige, gådefulde spring i døden i Gestapos hovedkvarter i København 1944. Fortællingen er elementært spændende og udfordrende. Hensigten er at skildre spændingsfeltet mellem de konkrete hændelser og det sindet formår at udtrykke. Hvad får et menneske til at give sit blod for en sag? Hvad er hans ideologiske projekt? Udsagn fra nutidens danske veteraner indgår for at perspektivere ‘krigerhjertet‛ og koble fortællingen til vor tid. Reflektioner, som konfronterer os med krigens blodige æstetik, døden, kønnet, det maskuline tydningsunivers.
