Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Jonny Steinberg: Midlands

Krimi og spænding Posted on 19 okt, 2019 19:44

Journalistisk dokumentarberetning om et mord på en ung, hvid landmand i 1999 i Sydafrikas KwaZulu-Natal-provins.

Mordet er ikke et røveri, men ligner en regulær henrettelse. Journalisten Jonny/Jonathan Steinberg rejser nogle år senere til området for at undersøge sagen. Her viser det sig, at lokale, sorte landarbejdere siger, at landmanden selv var ude om det. Landmandens far siger, at der er tale om et politisk komplot, i forbindelse med at han og naboerne forsøges tvunget væk fra deres gårde og jord.

Journalisten regnede med, at skulle skrive en sag om en fortid, der lå tæt på apartheidstyrets fald,  men ender med at afdække en sag, der breder sig frem til nutiden. Derfor er bogen også kommet i flere oplag, siden den kom første gang i 2002. Den udgave, jeg købte, er fra 2016.

Det viser sig at være en sag med mange flere dødsfald i en kamp mellem to sider af det sydafrikanske samfund – de sorte og de hvide. På den måde bliver bogen til et stykke dramatisk og velskrevet undersøgende journalistik med hele situationen efter apartheidstyrets fald som tema. Der ligger et enormt stort arbejde bag bogen, hvor mange personer interviewes, og mange dokumenter studeres. På den måde afdækkes og beskrives problemstillinger, som er svære at tage op i Sydafrika, og det gør Steinbergs bog endnu mere relevant og vigtig, at den faktisk tager fat i disse emner.

Titlens “Midland” henviser ikke kun til den geografiske lokalitet, men især til stedet mellem hjerte og forstand, mellem dem der ejer noget og dem uden, mellem fortid og nutid samt mellem myter og sandhed.

Jeg faldt for noget tid siden over bogen på Amazon, fordi jeg var i gang med at finde og købe bøger om Sydafrika – fagbøger og krimier, og bogen lød så interessant, at den kom med i indkøbskurven. Det fortrød jeg bestemt ikke, da jeg senere læste den! Det var rigtigt spændende læsning, og jeg fik udbygget min viden om det interessante land, som jeg har besøgt flere gang, og som jeg på igen måde er færdig med at fordybe mig i.

Jeg havde dog ikke umiddelbart regnet med at anmelde den på min blog, men da jeg i Weekendavisen 27. september 2019 læste en reportage fra to samtidige sydafrikanske litteraturfestivaler, fandt jeg bogen frem igen og skrev denne anmeldelse. Journalist Joakim Jakobsen havde nemlig i avisen en rigtig god artikel herfra, hvor han fortæller om et arrangement, hvor Jonny Steinberg havde en samtale med andre forfattere om deres nye bøger og om Sydafrika i dag. I artiklen roses Jonny Steinberg generelt for sit grundige journalistiske arbejde, og der fokuseres på hans seneste bog “One day in Bethlehem” om den i 1992 uskyldigt morddømte, sorte Fusi Mofokeng, der først løslades i 2011. Den må jeg se at få fat i!

Det er en bog, der vækker eftertanke og bekymring, og jeg kan på ingen måde give den mindre  end mine maksimale 5 stjerner!

Jonny Steinberg
Midlands – A Very South African Murder
Jonathan Ball Publishers, 2002 (2016-edition)
256 sider



Henrik List: Bodega blues – Noter og historier fra Vesterbros sidste brune værtshuse

Alt muligt andet godt Posted on 17 okt, 2019 20:09

Denne bog er anmeldt af Arne Bak-Sørensen, der er gæsteanmelder på bloggen, fordi han er en god ven med et helt særligt og grundigt kendskab til bogens emne. Efter at have boet mange år i København har han udforsket en god del af især de brune værtshuse med godt øl, så jeg giver gerne fagkundskaben ordet:

Fra forlagets omtale:
Engang var der hundredvis af rå, muntre, folkelige værtshuse på Vesterbro. I slutningen af 2010’erne er der kun lidt over en snes tilbage, men mørkebrune beverdinger, lummerrøde neonskilte og knivskarpe gadehjørner er selv efter byfornyelsen en del af det nu så hippe københavnske kvarters DNA.

Forfatteren Henrik List tager læserne med på en slingrende, men grundigt researchet pilgrimsvandring fra det ene kultklassiske værtshus til det næste: troldspejle for samfundsudviklingen, reservater for et etnodansk proletariat og kulturhistoriske landemærker i egen ret.

“Bodega Blues” er en kærlig, humoristisk hyldest til et stenbroleben, der er ved at forsvinde i de store danske byer på grund af ’Udviklingen’. En hyldest til det tolerante fællesskab på tværs af sociale og kulturelle skel, der endnu trives på de knejper, hvor der er plads til røg, druk og røverhistorier.

Arne på grundig research på et af de brune værtshuse.

Arne Bak-Sørensens anmeldelse:
Bogen indledes med et essay på ca. 60 sider opdelt i to afsnit. Det første (”Begynderens guide til Vesterbro”) beskriver de brune værtshuses karakteristika – især sammenlignet med de moderne hipstercaféer, der i disse år oversvømmer København og ikke mindst Vesterbro. Her kan man også læse om, hvordan man bør begå sig på de brune værtshuse, hvis man vil undgå misbilligelse eller ballade. 

Det andet afsnit (”En verden, der er ved at forsinde”) omhandler følgerne af den omfattende byfornyelse, der i to omgange er skyllet hen over Vesterbro og har medført store ændringer, ikke blot for boligerne, men også for befolkningssammensætning, butikstyper og altså også det offentlige liv. De to byfornyelser (den første i 70’erne, den seneste i sidste halvdel af 90’erne) har medvirket stærkt til den gentrificering, der har ramt flere af de københavnske bydele – først var det Nørrebro, derefter Vesterbro og Christianshavn, og snart kommer turen til Nordvest og Sydhavnen.

Bogens hoveddel er en kærlig gennemgang af de 24 brune værtshuse, der p.t. er tilbage på Vesterbro (og afsluttes med en liste, ”bodega-filerne”, over lukkede værtshuse efter 1970 – dem er der 75 af!). Der gås geografisk frem, og hvert af de 9 kapitler beskriver 1-5 værtshuse. Det er naturligvis forskelligt, hvor meget der kan fortælles om det enkelte værtshus, men det er gennemgående, at indehavere /tjenere og udvalgte gæster omtales. Forfatteren har tilsyneladende besøgt dem alle (han bor også selv på Vesterbro) – så vi læser også om stemningen, klientellet osv. Undertiden kommer der små, filosofiske overvejelser om f.eks. forholdet mellem værter/tjenere og gæster inde i de enkelte beskrivelser.

Efter min mening (og jeg kender en pæn del af værtshusene) er oplysningerne i hovedsagen pålidelige – selvom der naturligt nok undertiden ”smøres lidt tykt på”, når de gode skrøner skal fortælles.

Men bogen er stærkt underholdende og kan anbefales til alle, der bare interesserer sig en smule for værtshuse, København eller Vesterbro. Det mærkes, at forfatteren er en garvet én af slagsen med talrige andre bøger bag sig, ligesom han i mange år har virket som journalist. Sproget er flydende og letlæst.

Jeg giver gerne bogen 4 stjerner.

Henrik List
Bodega Blues : Noter og historier fra Vesterbros sidste brune værtshuse.
Byens Forlag, 2019
370 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Kate Quinn: Jægerinden

Alt muligt andet godt Posted on 16 okt, 2019 13:04

Fra bogens bagside:
I kølvandet på krig bliver jægeren den jagede…Russiske Nina Markova har altid drømt om at flyve. Da nazisterne angriber Sovjetunionen, sætter hun alt på spil for at slutte sig til de legendariske Night Witches – et kvindeligt natbomberegiment, der skaber kaos for den tyske fjende på Østfronten.Da hun strander bag fjendens rækker, bliver Nina bytte for den farlige kvindelige nazist kendt som Jægerinden, og Nina må kæmpe med alt, hvad hun har, for at holde sig i live.

Forandret af krigens rædsel er den britiske krigskorrespondent Ian Graham blevet nazistjæger, men der er især ét mål, som han er desperat efter at indfange: Jægerinden. I sin intense jagt på dette sagnomspundne spøgelse bliver det klart for ham, at han har brug for hjælp fra det eneste vidne, der nogensinde har undsluppet Jægerinden i live: Nina.

Min anmeldelse:
I min anmeldelse af forfatterens forrige bog på dansk “Kodenavn Alice” skrev jeg dette: “Kort sagt: en fantastisk godt fortalt, stærk historie med mange interessante elementer.” (Læs hele anmeldelsen her https://blog.drustrup.dk/?p=4 – og læs bogen!)

Det samme gælder denne seneste bog, og som den første bog er også den baseret på faktisk historisk baggrund med de russiske natbombere som tema, og det er fascinerende at læse om dem med Nina Markova som gennemgående person, som ifølge efterskriftet er bygget over flere faktiske kvindelige flyvere. Det er en dramatisk historie om krigens gang i Sovjetunionen. Dertil kommer historien om jagten på nazister med alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Her er handlingen flyttet til USA. Samtidig er bogens efterskrift et godt grundlag til at diskutere og tænke sig om – specielt voldsomt virker en bemærkning fra en statslig undersøgelse i USA, som viser at USA var helt klar over, præcist hvor mange naziforbrydere landet havde givet indrejsetilladelse til etter krigen.

Bogen er meget intens og velskrevet samt med nogle rigtigt interessante og spændende personer som aktører i en dramatiske historie om sandhed, hævn, moral og retfærdighed. Det er på alle måder en bog der fænger med sin fortælleform og historie, der er understøttet af historiske facts. 

Bogen får mine maksimale 5 stjerner!

Kate Quinn
Jægerinden
HarperCollinsNordic, 2019
639 sider

Bogen er læst på StorytelReader med Mofibo-abonnement.



Johan Olsen: Hvad er et æg? Bogen om videnskab i hverdagen

Alt muligt andet godt Posted on 11 okt, 2019 23:11

Fra forlagets omtale:
Johan Olsen stiller í sin nye bog skarpt på nogle af de helt almindelige ting, vi kender fra hverdagen. Ting, vi ser så tit, at vi måske helt har glemt at undre os over, hvor de kommer fra, eller hvorfor de ser ud, som de gør.

For én, der elsker naturvidenskab, begynder dagen ved morgenbordet med masser af interessante historier – i en kop kaffe, et glas vand eller et æg. Og i bogen bliver vi inviteret inden for i Johan Olsens univers, når han i sit sædvanlige sprudlende stil forklarer, hvorfor man ikke kan blande olie og vand, hvordan man laver glas af sand, og hvorfor madkasser stadig er så irriterende våde, når man tømmer opvaskemaskinen.

Min anmeldelse:
I 2017 fik Johan Olsen udgivet bogen “Bogen om verden”, der på charmerende, grundig og letforståeligt vis bl.a. forklarede universets opståen og det første liv på Jorden samt udviklingens gang siden.

Det var store spørgsmål og emner, så i denne nye bog til samme målgruppe, som består af videbegærlige og nysgerrige børn i alle aldre – dog nok bedst fra ca. 10 år – og deres voksne, som i bogen får svar på nogle svære spørgsmål fra børnene og på deres egen undren over bogens emner.

De 10 spørgsmål, der besvares i bogen, er: Hvad er et æg, en prut, en bussemand, glas, vand, en kop kaffe, tid, hår, plastik og wi-fi?

Det er emner helt tæt på dagligdagen, og bogen giver grundige svar med detaljeret videnskabelig forklaring, så svaret i sin helhed nogle gange bliver lidt svært at forstå. Men alle svarene indeholder simplere elementer, der vil skabe forståelse, og så kan den grundigere forklaring komme senere.

Den måde at forklare på flere niveauer er eminent formidling og vil helt sikkert være til stor nytte og fornøjelse for såvel børn som voksne. Mine børnebørn er lidt for små endnu, men jeg vil nyde at udsætte dem for Johan Olsens undren og hans svar om et par år.

Bogen er en oplagt julegave idé til alle familier med børn fra omkring 10 år og op.

Den får 4 sikre stjerner!

Johan Olsen
Hvad er et æg?
Politikens Forlag, 2019
160 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Den alsidige Johan Olsen er biolog og forsker på Københavns Universitet og er desuden forsanger i rockbandet Magtens Korridorer. Billedet af ham har jeg taget til en koncert med bandet til Bålhøj Festival 2017 – www.fowli.dk – i Øster Brønderslev.



Anders de la Motte: Sensommerjagt

Krimi og spænding Posted on 01 okt, 2019 23:31

Fra bogens bagside:
En sensommeraften i 1983 forsvinder en femårig dreng fra sit hjem på en gård i Skåne. Selv om hele byen er med til at lede efter ham, bliver han aldrig fundet, og sorgen og uvisheden får hans familie til at gå i opløsning.

Tyve år senere leder hans storesøster Veronica en gruppeterapisamtale i Stockholm. En ung mand dukker op og fortæller en historie om en forsvindingssag. Historien er skræmmende velkendt for Veronica, der bliver tvunget til at vende tilbage til Skåne for at lede efter sandheden om, hvad der skete den sommeraften for så længe siden.

Min anmeldelse:
Endnu en ny svensk krimiforfatter med endnu en serie med regional tilknytning. Kan det blive ved med at gå godt eller bare rimeligt? Det er ikke til at vide, men denne bog er i hvert fald rigtig, rigtig god og et spændende første bind i den planlagte serie Skånekvartetten.

Forfatteren, der er tidligere politimand, har selvfølgelig styr på det politimæssige, men det er endnu vigtigere, at han også har styr på det skriftlige og på det fortællemæssige. Der er en god opbygning af historien med en konstant udvikling af dramaet. Kort sagt: godt skruet sammen og spændende læsning.

Intenst og gribende er andre karakteristiske ord, der kan sættes på historien, der udspiller sig på landet i et lille samfund. Her kender alle hinanden, og familier og personer har de samme indbyrdes roller gennem generationer. Samtidig tåler ikke alt lyset. Den del af historien står særligt stærk, og bogen er samtidig solidarisk med lokalsamfundet.

Temaet med et barn, der er forsvundet fra en familie for flere år siden, og hvis uopklarede forsvinden trækker tunge spor til nutiden for familien, er senest set i Lone Theils: Savnet (anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=5) som foregår i det vestjyske. Derudover er der “kun” delen med de kriseramte familier, som minder om hinanden. De bagvedliggende historier er meget forskellige, ligesom fortælleformen og personskildringerne er det, og det vipper til den svenske bogs fordel, synes jeg.

Det er den forsvundne drengs storesøster, der er den centrale person i bogen. Selv som voksen er hun dybt påvirket af sagen, så hendes rejse tilbage til barndomshjemmet og landsbyens beboere er en voldsom rejse tilbage til fortiden og til et opgør med hendes egen traumer, og undervejs er det svært at kende venner fra fjender og at komme på sporet af en sandhed.

Det er en godt fortalt, spændende og interessant historie, så jeg ser frem til næste del af historierne fra Skåne.

Det bliver til 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Anders de la Motte
Sensommerjagt
Modtryk, 2019
378 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS.: Bogen udkommer og anmeldes 1. oktober – en meget passende bog med den titel, for det er den dag efterårets jagtsæson begynder. Det passer fint sammen med handlingen og med bogens titel.



Antonio Manzini: Sort piste

Krimi og spænding Posted on 30 sep, 2019 20:55

Fra bogens bagside:
Rocco Sciavone er blevet forflyttet til Aosta i De Italienske Alper, 755 km fra hans elskede Rom. Iført Clarks-støvler og Lodenfrakke, totalt nytteløse i det barske klima, går han i gang med efterforskningen af den første sag: fundet af et til ukendelighed tilredt lig, halvt begravet i sne på løjpen.

Et er at kæmpe mod sneen, noget andet at slås med de lokale politifolk, de fleste af dem tumper i hans øjne.

Min anmeldelse:
Jeg er ret imponeret af den indsats, det lille forlag Arvids med Karen Kristensen i spidsen gør for bl.a. italiensk krimier, som er dem, jeg med fornøjelse har stiftet bekendtskab med.

Denne gang har jeg været i godt selskab med en italiensk forfatters første bog på dansk og med en både usædvanlig og typisk hovedperson – den tvangsforflyttede og noget hårdkogte Rocco. Det fortælles ikke, hvorfor han er deporteret, men måske hænger det sammen med hans lyst til kvinder og hans hang til hash. Hans misbrug er den typiske del af figuren sammen med hans arrogance og hans egenrådighed i forhold til chefer. Det atypiske er hans forhold til selv at begå kriminalitet. Så siger jeg ikke mere.

Han er på alle måder en interessant figur, og når han så placeres i et skisportsområde, hvor han færdes lige så hjemmevant som en fisk på land og blandt i hans øjne uduelige kollegaer, er der rige muligheder for konflikter og problemer. De muligheder udnytter forfatteren fint, så historien bliver interessant og også morsom på den sarkastiske og grove måde. Samtidig er historien spændende, og plottet giver indblik i det lokale liv og konflikterne i et usædvanligt miljø.

Jeg erindrer ikke lige tilsvarende krimier og ser frem til flere bøger fra Italien med Rocco Schiavone – uanset om han bliver i Alperne eller vender tilbage til Rom. Det bliver til 8 sikre skydeskivepoint og 4 lige så sikre krimihjerter på krimifan.dk.

Antonio Manzini
Sort piste
Arvids, 2019
236 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »