Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Michael Holbek: Strøm

Alt muligt andet godt Posted on 30 sep, 2024 21:18

Fra forlagets beskrivelse:
Eivind, Bruno, Vigga og Kim er helt almindelige mennesker, der drømmer om mere, end der lå i kortene. Vi følger dem fra 60’ernes oprør, autoritetsfald og velfærdsboom, over 70’ernes krise i samfund og samværsformer til 80’erne, hvor både uskylden og det moralske kompas ryger. Romanen tager os med ind i det nybyggede parcelhus og det udsyrede kollektiv, ud på byggepladsen og fabrikken, til Afghanistan med kufferten fuld af hash og om bord i shippingbranchens eventyrlige Wild West.

Eivind er en ung, dygtig og driftig elektriker, der knokler løs i 1960’ernes opsving. Han er gift med Vigga, der er ufaglært syerske, og de har børnene Kim og Hanne. Efter fyraften laver Eivind og hans svoger Bruno penge på sort arbejde, og de drømmer begge om en mere strålende fremtid for sig selv og deres familie. Eivind drømmer om at få eget hus og eget firma, Bruno fantaserer om den helt store fidus, og Vigga længes mest bare efter noget andet og bedre. Og så er der drengen Kim, der vokser op med kærlighed, knæk og kriser og som ung mand øjner en mulighed for at gøre sig fri af det hele.

Strøm er en barsk og bevægende roman, der med sort humor fortæller om en dansk families drømme, håb og almindelige mislykkethed.

Min anmeldelse:
Mens jeg læste bogen, blev jeg mere og mere sikker på, at den i høj grad var bygget på forfatterens egen familie, og det blev jeg bekræftet i til sidst i bogen. 

Overordnet blev jeg rigtigt godt underholdt og kom helt i nostalgisk humør, fordi det er nogle interessante tidsbilleder fra perioden 1967-1987, forfatteren beskriver. Det bringer gamle erindringer frem og skabte indre billeder. På den måde er det en hyggelig bog at læse. Det er også nogle markante personer, der beskrives meget grundigt dog oftest med begrænset sympati. F.eks. er Jørgen Ryg også med som partner til et af familiemedlemmerne og beskrevet detaljeret som alkoholiker. 

Det er dynamikken mellem personerne samt beskrivelserne af begivenhederne i de forskellige perioder, nogen begiver sig igennem, men når forfatterens undervejs forfalder til at bringe rigtigt mange detaljer, skifter bogen i de afsnit stil til nærmest at være en faktuel historiebog, og det er lidt ærgerligt. Men som sagt blev jeg overordnet godt underholdt, samtidig med at bogen er tankevækkende. 

Sure Gamle Mænd
Bogen var septemberbogen i den læsegruppe, Sure Gamle Mænd, jeg er med i, men jeg kunne desværre ikke være med, da den mødtes for at snakke om bogen, men har bagefter bl.a. fået denne tekst:

Vi var enige om, at ‘Strøm’ var underholdende læsning. Vi genoplevede vores ungdom og de begivenheder, der fyldte meget i vores bevidsthed og medierne. Muligvis for meget København. Det er påfaldende, at stort set alt fra medierne opleves af karaktererne – selv Jagtvej 66 og den historiske fodboldkamp grundlovsdag mod Sovjetunionen. Generelt var karakterernes svagheder tydeligt beskrevet, og derfor kunne det som læser være svært at holde af dem. Vi tog en særlig runde omkring Jytte og hendes totale svigt af Bruno sammenholdt med hendes fortvivlelse ved hans begravelse. Hun var død (og uden børn), da Michael Holbek skrev romanen, og han havde derfor frit spil til et karaktermord.

Jeg giver gerne bogen 4 stjerner ud af 5 mulige.

Michael Holbek
Strøm
Politikens Forlag, 2022
416 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Lotte og Søren Hammer: Jagten på Casanova

Krimi og spænding Posted on 29 aug, 2024 15:03

Det afsluttende bind i trilogien og krimiserien “Dengang i Berlin” er blev læst af bloggens faste gæsteanmelder Palle Thomsen.

Fra bogens bagside:
Vestberlin, 1970’erne. Johann Braunmann er gået på pension og lever en rolig tilværelse. Men da en gammel ven, Ralph Woodridge, melder sig hos Johann, kan han ikke afslå at hjælpe ham. Den amerikanske senator er kommet til Tyskland i et prekært anliggende: En muldvarp med dæknavnet Casanova likviderer ansatte ved CIA samt amerikanske kilder i både DDR og Sovjetunionen.

Emely Lewis er en talentfuld ung skulptør, og så er hun som et barnebarn til Johann. Da hendes far bliver henrettet af terrorbevægelsen Rote Armee Fraktion (RAF), tvinges hun til at revurdere sit syn på det venstreorienterede miljø, hun selv er en aktiv del af. Pludselig har hun ladt sig rekruttere som agent for den amerikanske efterretningstjeneste med det formål at bekæmpe RAF, hævne sin far og afsløre Casanovas sande identitet.

Emely hvirvles ind i en kaotisk verden af fortielser og bedrag, mens hun af al magt forsøger at holde fast i sig selv, sine idealer og sin identitet som kunstner – uanset omkostningerne.

Palle Thomsens anmeldelse:
Alle krimilæsere kender garanteret Lotte og Sørens bøger – også denne serie om kriminalkommissær Braunmann.

Som sædvanligt har de fremtryllet en fantastisk velskrevet historie – en moppedreng på 630 sider.

De er eminente til at inddrage historiske begivenheder i deres bøger. Denne gang er vi i 1970´erne med den kolde krig, skæg og blå briller, Rote Armee Fraktion, PLO og en ualmindelig sadistisk seriemorder.

Den første halvdel af bogen er mere en spionthriller end en krimi, men i sidste halvdel tager krimien over. Hovedperson Emily er en fantastisk personlighed  og i det hele taget har de formået at skabe nogle troværdige personer. Man kommer under huden på dem og forstår deres bevæggrunde. Selv seriemorderen bliver helt menneskelig!

Jeg tror, Lotte og Søren nyder at chokere læserne. Det behøves de ikke. I rigtigt mange af deres bøger er ondskaben beskrevet temmelig udpenslende, og det har jeg ikke behov for at læse. Bøgerne er udmærkede uden. Men man kan jo så bare springe let hen over de passager.

Jeg giver bogen 9 flotte point ud af 10 mulige.

Lotte og Søren Hammer
Jagten på Casanova
People’s, 2024
630 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.