Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Kate Quinn: Rosenkoden

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 20 jun, 2021 22:25

Fra bogens bagside:
Året er 1940, og alt imens England gør klar til at kæmpe mod nazisterne, siger tre meget forskellige kvinder ja til en opfordring om at tage til den mystiske landejendom Bletchley Park, hvor nationens skarpeste hjerner optrænes til at brude tyske militærkoder.

Den livfulde debutant Osla er pigen, der har det hele – skønhed, rigdom og den flotte Prins Philip af Grækenlands opmærksomhed – men hun higer efter at bevise, at hun kan andet end at begå sig på de bonede gulve.

Hovmodige, selvhjulpne Mab, produktet af fattigdommen i Londons East End, betjener de legendariske kodebrydningsmaskiner, mens hun skjuler gamle sår og er på udkig efter en ægtemand, der kan avancere hende i de sociale kredse.

Såvel Osla som Mab ser hurtigt potentialet i landsbyens kuede pebermø Beth, hvis generthed dækker over et uovertruffent talent for mønstre, og snart breder Beth sine vinger ud som en af Bletchley Parks få, kvindelige kryptoanalytikere. Men krig, tab og det ekstreme hemmelighedskræmmeri mellem de tre, og mens det kongelige bryllup mellem prinsesse Elisabeth og prins Philip sætter hele efterkrigstidens England på den anden ende, bliver de tre tidligere venner, nu fjender, genforenet af et mystisk, kodet brev.

Min anmeldelse:
Med stor fornøjelse læste og anmeldte jeg forfatterens første to bøger på dansk “Kodenavn Alice” og “Jægerinden” – (se nederst i anmeldelsen) – så jeg var klar, da jeg fik muligheden for at læse denne seneste bog fra hendes hånd. 

Jeg var samtidig ret spændt på, om forfatterens koncept fra de første bøger kunne bære igennem en tredje gang. Konceptet har været at skrive en dramatisk og dramatiseret historie om historisk glemte eller oversete kvinder og deres vigtige indsats under krige og konflikter. Og på blændende vis har forfatteren her i fiktiv form sat fokus på stærke og unikke kvinders indsats, men helt afgørende er det, at det er sket inspireret af historisk faktuelt grundlag. 

I denne nyeste bog fortsætter hun konceptet, og jeg synes, at det denne gang endda gøres endnu mere dramatisk, velskrevet og spændende end de første bøger, som jeg ellers vurderede meget positivt og til 5 stjerner. 

Med udgangspunkt i de tre meget forskellige kvinder og deres arbejde med at bryde tyske koder og med tidsspring mellem krigsårene og tiden omkring 1947 med brylluppet mellem kronprinsesse Elisabeth og Philip bliver det en spændende historie med mange lag. Foruden historien om spillet mellem de tre kvinder med meget forskellige samfundsmæssig baggrund er det en rigtig interessant historie om en periode af Englands historie og om et hjørne af Anden Verdenskrig. Det er også en spionhistorie og en historie om kvinders vilkår på den tid. Det er en på alle måder spændende og velskrevet bog.

De første bøger på dansk af Kate Quinn er:
Kodenavn Alice – http://blog.drustrup.dk/#post265
Jægerinden – https://blog.drustrup.dk/2019/10/16/kate-quinn-jaegerinden/

Da jeg gav begge bøger mine maksimale 5 stjerner, så får denne nye selvfølgelig også 5 store stjerner.

Kate Quinn 
Rosenkoden
Harper Collins Nordic, 2021
663 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kate Quinn: Jægerinden

Alt muligt andet godt Posted on 16 okt, 2019 13:04

Fra bogens bagside:
I kølvandet på krig bliver jægeren den jagede…Russiske Nina Markova har altid drømt om at flyve. Da nazisterne angriber Sovjetunionen, sætter hun alt på spil for at slutte sig til de legendariske Night Witches – et kvindeligt natbomberegiment, der skaber kaos for den tyske fjende på Østfronten.Da hun strander bag fjendens rækker, bliver Nina bytte for den farlige kvindelige nazist kendt som Jægerinden, og Nina må kæmpe med alt, hvad hun har, for at holde sig i live.

Forandret af krigens rædsel er den britiske krigskorrespondent Ian Graham blevet nazistjæger, men der er især ét mål, som han er desperat efter at indfange: Jægerinden. I sin intense jagt på dette sagnomspundne spøgelse bliver det klart for ham, at han har brug for hjælp fra det eneste vidne, der nogensinde har undsluppet Jægerinden i live: Nina.

Min anmeldelse:
I min anmeldelse af forfatterens forrige bog på dansk “Kodenavn Alice” skrev jeg dette: “Kort sagt: en fantastisk godt fortalt, stærk historie med mange interessante elementer.” (Læs hele anmeldelsen her https://blog.drustrup.dk/?p=4 – og læs bogen!)

Det samme gælder denne seneste bog, og som den første bog er også den baseret på faktisk historisk baggrund med de russiske natbombere som tema, og det er fascinerende at læse om dem med Nina Markova som gennemgående person, som ifølge efterskriftet er bygget over flere faktiske kvindelige flyvere. Det er en dramatisk historie om krigens gang i Sovjetunionen. Dertil kommer historien om jagten på nazister med alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Her er handlingen flyttet til USA. Samtidig er bogens efterskrift et godt grundlag til at diskutere og tænke sig om – specielt voldsomt virker en bemærkning fra en statslig undersøgelse i USA, som viser at USA var helt klar over, præcist hvor mange naziforbrydere landet havde givet indrejsetilladelse til etter krigen.

Bogen er meget intens og velskrevet samt med nogle rigtigt interessante og spændende personer som aktører i en dramatiske historie om sandhed, hævn, moral og retfærdighed. Det er på alle måder en bog der fænger med sin fortælleform og historie, der er understøttet af historiske facts. 

Bogen får mine maksimale 5 stjerner!

Kate Quinn
Jægerinden
HarperCollinsNordic, 2019
639 sider

Bogen er læst på StorytelReader med Mofibo-abonnement.