Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Smaragdsliberen

Alt muligt andet godt Posted on 30 sep, 2020 21:38

Fra bogens bagside:
Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy falder død om med hjertestop, men vender mirakuløst tilbage til livet. Ingenting er som det var, men Pierre genoptager at spille skak med sin barndomsven, den muslimske juveler Youssef, og går i gang med det, som skal blive hans livs mesterværk: slibningen af en usædvanlig stor smaragd.

Pierres fredelige verden i sliberiet står i stærk kontrast til hans datters liv. Zara rejser rundt i verden som kunsthistoriker, og under kortlægningen af gamle hulemalerier kidnappes hun i grænseegnen mellem Georgien og Aserbajdsjan, mellem kristendom og islam. 

Stillet overfor dødens nærvær kæmper både Zara og Pierre for at bevare blikket for skønheden i livet.

Min anmeldelse:
I kronologisk form (med tilbageblik til tidligere begivenheder) fortæller forfatteren en gribende og poetisk historie, hvor der umærkeligt krydsklippes mellem de 3 hovedpersoner. Det giver et fortællemæssigt flow, der kræver opmærksomhed hos læseren, men som også giver en intensitet og for mig også øget lyst til at læse videre for at høre mere om begivenhederne, som personerne er midt i.

Der er flere temaer i bogen. Foruden de personlige forhold mellem far og datter samt mellem de to barndomsvenner med deres forskellige baggrunde står de religiøse og moralske spørgsmål stærkest. Zara er halvt jøde, men ateist, hendes far er jøde, som er vokset op i Israel sammen med sin muslimske ven, og de er tilsammen eksponenter for de religiøse elementer i historien. Overordnet bæres historien af forfatterens vison eller håb om fredelig sameksistens mellem folk af forskellige religioner. Der trækkes i den forbindelse tråde mellem jødeforfølgelserne til nutidens konflikter med radikale islamtro, som i historien udgøres af de styrker, der kidnapper Zara. Dertil kommer de kulturelle forskelle og konflikter. 

Endelig er der hele det smukt beskrevne arbejde med slibning af ædelsten. Den proces er beskrevet med et engagement, som smittede mig under læsningen med sit fascinerende indhold. 

Forfatteren har vundet De Gyldne Laurbær, bogen har fået mange fine anmeldelser, og jeg kendte godt bogen, men jeg har først fået læst den nu, flere år efter den udkom. Det skyldes, at den var september måneds bog i den læsegruppe, Sure Gamle Mænd, jeg lige er kommet med i. De Sure Gamle Mænd, der havde læst andre af forfatterens bøger, roste “Den stjålne vej” og “Forbandede yngel” som bedre end denne. Alligevel var der på nær fra en enkelt deltager bred enighed om, at “Smaragdsliberen” var en rigtig god bog.

Jeg giver gerne bogen mine varmeste anbefalinger og mine maksimale 5 stjerner!

Anne-Cathrine Riebnitzsky 
Smaragdsliberen
Lindhardt & Ringhof, 2018
327 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Anne-Cathrine Riebnitzsky: Med bue og pil

Alt muligt andet godt Posted on 27 jan, 2020 14:22

Fra bogens bagside:
“Med bue og pil” er Anne-Cathrine Riebnitzskys egne jagtoplevelser fra hendes første ture ud med buen i 2013 til i dag. Her er nåde de bevægende, de spændende og de virkelig nervepirrende jagtoplevelser i den danske natur. Historier, der kan læses af jægere og af alle med interesse for natur og naturoplevelser.

Min anmeldelse:
Jeg kunne godt lide andet fra forfatterens hånd og ånd. Så da jeg opdagede, at hun var jæger og havde skrevet en bog om oplevelser på jagt med bue, blev jeg interesseret. Derfor var jeg også på pletten, da forfatteren på Bogmessen 2019 blev interviewet om bogen på forlagets stand.

Det var en rigtig god oplevelse at høre hendes levende og engagerede fortælling om bogen, og det gjorde mig endnu mere interesseret i og spændt på at læse bogen. (Billedet herunder).

Jeg blev på ingen måde skuffet, da jeg læste bogen. Det er en klassisk bog med velfortalte jagthistorier, og det er både hyggelige og lærerige historier fortalt lige så levende, som jeg oplevede Anne-Cathrine Riebnitzsky på Bogmessen. Hun fortæller kronologisk om sine oplevelser og erfaringer i naturen – selvfølgelig mest om hendes jagter med bue og pil, men også om andre naturoplevelser. Kronologien i bogen betyder, at vi som læsere følger hendes udvikling frem mod hendes status som en mere erfaren buejæger, og alene det er interessant. Dertil kommer hendes refleksioner om naturen og om at være jæger. Begge dele er rigtig god læsning for både jægere og ikke-jægere.

Ud over at emnet er jagt med bue og pil, adskiller bogen sig også fra langt de fleste bøger med jagthistorier ved, at den er skrevet af en kvinde. Det bringer bedre balance i tingene. Jeg kunne også nemt læse, at det var en øvet og meget velskrivende forfatter bag bogen. Sådan er det ikke altid i bøger med jagthistorier, men her går både form og indhold op i en højere enhed. Bogen er en lang række flotte beskrivelser af oplevelser og sansninger.

Som jæger har jeg også overvejet at forsøge mig med buejagt, men det er kun blevet ved overvejelserne. Bogen har dog aktualiseret mit ønske, så nu må vi se. Det er også ganske godt gået af bogen.

Den får 4 sikre stjerner af mig.

Anne-Cathrine Riebnitzsky
Med bue og pil
Lindhardt og Ringhof, 2019
279 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.