Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Jonas Moström & Arne Dahl: Skaberen 

Krimi og spænding Posted on 31 dec, 2024 13:30

Fra bogens bagside:
Tom Borg er en berømt krimiforfatter, hvis liv tager en skræmmende drejning, da han bliver vidne til et mord, der er identisk med åbningsscenen i hans nyeste thriller.

Han flygter over hals og hoved fra gerningsstedet med politiet i hælene – og som hovedmistænkt. Sagen efterforskes af den unge kvindelige kommissær Olivia Woolf, hvis forbindelse til Tom viser sig at være noget tættere, end han bryder sig om, og langsomt strammes nettet om ham.

Men Olivia har sine egne hemmeligheder. Hun er en kimære – dvs. hun har to sæt dna. Og et grønt og et blåt øje. Hun siger til sine kolleger, at hun dyrker jiu-jitsu, men i virkeligheden er hun MMA-fighter. Og om natten trækker hun sin lyserøde elefanthue over hovedet og hævner sig på voldsmænd, der overfalder kvinder.

Men hvem er det, som driver det farlige spil med Tom Borg? Svaret viser sig at være mere uhyggeligt, end han havde forestillet sig i sit værste mareridt.

Min anmeldelse:
Når en af mine foretrukne krimiforfattere, Arne Dahl, udgiver en ny bog, bliver jeg voldsomt spændt på resultatet og indtil nu aldrig skuffet! Når det så endda sker i et kreativt samarbejde med en anden god krimiforfatter, kan det vel også kun blive godt. Og serietitlen “True fiction” lover også godt for nogle modsatrettede muligheder.

Jeg har læst alle Arne Dahls bøger og har anmeldt mange af dem – senest på min blog og allersenest “I cirklens midte”, der er første bind i hans nye serie: https://blog.drustrup.dk/?p=2143.

Derimod har jeg ikke læst så mange bøger af Jonas Moström, men dog de første 3 af hans serie med Nathalie Svensson som hovedperson: https://blog.drustrup.dk/?p=995.

Bogens mandlige hovedperson, krimiforfatteren Tom Borg, har skriveblokering og kan ikke rigtig komme i gang med fortsættelsen til sin første krimi, der fik verdenssucces, og som havde klimakrisen som tema. Det samme har den blog, som han også er kendt for og har mange følgere til. 

Bogens to forfattere har bestemt ikke haft skriveblokering under arbejdet med bogen. De må helt oplagt have hygget sig med at finde på plottet og med at skrive om de herlige hovedpersoner! Det skinner på alle måder igennem. De har formået at kombinere grebet om et overraskende plot med skrivende hænder, der spiller på alle krimigenrens tangenter. Og sikken nogle hovedpersoner – både Tom Borg og efterforskeren Olivia Woolf, der på bedste vis lever op til sit efternavn! 

En god del af plottet er afsløret i bagsideteksten, men det dækker slet, slet ikke, og jeg vil ikke tage  læseoplevelsen fra jer ved at fortælle mere. Jeg vil kun fortælle, at Tom Borg fik skrevet fortsættelsen, og at den fik titlen “Skaberen”. Jeg vil dog bringe nogle citater fra bogens sidste sider.

“Hvordan historien slutter, ved vi ikke, selv om vi alle sammen bilder os ind, at vi gør.
I hvert fald indimellem.
Det var himmelsk.
Det var helvede.
Det var som i en fortælling.”

Inden længe går vi et skridt videre. Din bog er første del i en gennemplanlagt serie.” 

Den serie, der ifølge bogens eget univers bliver til en trilogi, vil jeg se frem til med spænding og store forventninger!

10 sikre skydeskivepoint – et rent pletskud.

Jonas Moström & Arne Dahl
Skaberen
Lindhardt og Ringhof, 2024
400 sider 

Bogen er læst på Mofibo.



Arne Dahl: Friheden

Krimi og spænding Posted on 30 apr, 2020 14:17

Bogen er 4. del i serien om de to (nu tidligere) politifolk Molly Blom og Sam Berger. På bogen står, at er en fritstående del af serien, men jeg synes, det ville være en forbrydelse ikke at læse alle bøgerne – og i den rigtige rækkefølge!

Jeg har med stor fornøjelse læst og anmeldt de første tre på min blog, og de sidste to har jeg givet mine sjældent uddelte maksimale 10 point som rene pletskud. (Da jeg anmeldte den første i serien, var jeg ikke begyndt at uddele point.)

Læs om bøgerne her – og læs endelig også bøgerne!
“Skyggezone” – //blog.drustrup.dk/#post3
“Indland” – //blog.drustrup.dk/#post104
“Midtvand” – //blog.drustrup.dk/#post174

Fra bogens bagside:
Sam Berger er langtfra lykkelig. Molly Blom er sporløst forsvundet, sandsynligvis gravid med deres fælles barn. Sam forsøger sig halvhjertet som privat efterforsker uden Molly. Pludselig får han en lukrativ sag: En kvinde er blevet kidnappet, og hendes terapeut beder Sam om hjælp – politiet skal under ingen omstændigheder involveres. Jagten efter kvinden leder Sam til en forsvunden skat, der har virket tillokkende på mange kriminelle gennem årene. Hvordan kan det ske, at den dødbringende skat også leder til Molly Blom?

Min anmeldelse:
Det var en meget trist følelse for mig, da jeg troede, at serien sluttede med bind 3, men meget, meget glædeligt, at Arne Dahl valgte at fortsætte. For i denne seneste bog (ikke sidste – se til sidst i anmeldelsen) fortæller han igen en intenst spændende historie, og dertil kommer, at vi som læser får mere at vide om den mystiske Molly Bloms baggrund.

Som det fremgår af bagsideteksten, er gravide Molly Blom gået under jorden, mens Sam Berger frister en lidt sølle tilværelse som privatdetektiv og stærkt påvirket af usikkerheden om, hvor Molly er, og om det er hans barn, hun er gravid med.

Der er selvfølgelig en barsk kriminel historie som baggrund for bogen med grænseløse russiske banditter som internationale aktører, men det er de personlige opgør og relationer, der holder spændingen ved lige. Det er netop i spændingsfeltet mellem de personlige opgør og relationer og så krimisagen samt forholdet til såvel banditter som de involverede politifolk, at denne bog står stærkt.

Blom og Berger har mange modstandere, og få venner de kan stole på. En af dem er efterforskeren Desiré “Deer” Rosenqvist, som netop har skaffet Berger det job med at finde en kidnappet kvinde, der sætter det hele i gang. Udover det nyfødte barns fremtid og det komplicerede forhold mellem Molly og Sam er det også Deer, der ufrivilligt lægger fodspor ud til en fortsættelse.

Bogen er mindst lige så velskrevet og godt skruet sammen som Arne Dahls andre bøger og igen med mange overraskelser og twists undervejs. Herligt! Der er selvfølgelig også helt styr på såvel personskildringer som actionbeskrivelser, hvor en vikingesværdsvingende russisk gangster udviser en voldsomhed, der minder mig om scener fra Kill Bill. Der er fuld intensitet fra første side på såvel personernes situation som den ydre spænding, hvor en forsvunden bunke millioner euro er målet for gangsternes indsats.

Da jeg havde læst bogen færdig, måtte jeg lige bladre tilbage, for tekstens 5. sidste ord forstyrrede mig. Og så pludselig: Stort chok!! Det er ikke fair af Arne Dahl på sidste side at slå dynen til side i Sam og Mollys seng og så afsløre det, der bringer mindelser om “Godfather”, og som samtidig nødvendiggør en fortsættelse.

Hvad er der lige sket, og hvorfor udkommer fortsættelsen ikke allerede i dag?

Jeg kan ikke på nogen måde give bogen andet end mine sjældent uddelte og maksimale 10 skydeskivepoint som et rent pletskud – og lige så sikre 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Samtidig skal Arne Dahl have et kærligt spark bagi for slutningen og for forhåbentlig at sætte gang i hans skriveriproces med bind 5 i serien.

Arne Dahl
Friheden
Modtryk, 2020
395 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.