Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Deon Meyer: The Dark Flood

Krimi og spænding Posted on 19 jun, 2022 21:38

Fra bogens omslag – frit oversat:
En sidste chance. De to efterforskere Benny Griessel og Vaughn Cupido, blev næsten fyret fra elitestyrken Hawks, men blev kun deporteret til det mere frodige Stellenbosch. Deres første sag er efterforskningen af de  forsvundne studerende Callie de Bruin. Detver ikke den slags sager, de plejer at arbejde med, men snart tager den en dybt foruroligende drejning til det meget farlige.

En sidste chance. Økonomien det smukke Stellenbosch er blev totalt ødelagt af én person. Jasper Boonstra og hans enorme svindelnummer har fået hele ejendomsmarkedet til at bryde sammen. Det sker lige da ejendomsmægleren Sandra Steenberg har allermest brug for en stor handel. Hun har separat brug for indtægter til at finansiere familien med de små tvilllinger og en mand, der har orlov fra universitetet for at skrive en roman. Så får hun en henvendelse. Den er fra det sexistiske rovdyr og svindler Jasper Boonstra, som ejer en unik ejendom, der stadig er mange millioner værd.

Sandra gambler med stor risiko og en høj indsats, men det bliver en hel del værre.

Benny Griessel holder fast i sin afholdenhed og i det forhold, der har rettet op hans liv, men sandheden om den forsvundne studerende kan nemt føre til endnu flere problemer. 

Lidt om Deon Meyer:
Det ærgrer mig helt vildt, at ikke alle Deon Meyers bøger er oversat til dansk! 

Jeg har tidligere skrevet et indlæg på bloggen med titlen “Deon Meyer – Cape Town, bøger og filmatiseringer” Læs det her: http://blog.drustrup.dk/#post260

De første bøger, jeg læste af ham, var de sammenhængende “Jægerens hjerte” og “Jægerens bytte”. I den sidste er Benny Griessel en central person. De to bøger fangede mig, fordi de var rigtigt spændende og gav et kig ind i Sydafrika i årene efter Apartheid-styrets fald. 

Jeg blev for alvor fanget af Deon Meyer, da Benny Griessel blev hovedperson i sin helt egen serie, hvor de 3 første er oversat til dansk:

Disse bøger i serien er ikke oversat:


Fever 
Endelig vil jeg gerne anbefale denne forunderlige dystopiske roman, som er helt anderledes end Deon Meyers øvrige bøger, men som stadig foregår i Sydafrika ikke så langt ude i en fiktiv fortid.

Læs min anmeldelse og om bogen her: blog.drustrup.dk/#post96 og blog.drustrup.dk/#post119

Læs også et spændende interview med Deon Meyer om arbejdet med bogen HER

Min anmeldelse af The Dark Flood
Bogen fortsætter direkte fra tidligere begivenheder i serien, for de er årsagen til, at de to hovedpersoner skal forflyttes væk fra Cape Town og degraderes fra deres jobs i specialstyrken Hawks til det almindelige kriminalpoliti.

De havde nemlig , som de ellers var beordret til, ikke undladt at efterforske og afsløre korruption og andre forbrydelser i politistyrken og i det politiske system. Derfor får de nu mindre farlige sager at arbejde med som sagen om en forsvundet studerende. Men selvfølgelig går de imod ordrerne fra de øverste politichefer og ender med at blive blandet ind i nogle meget mere seriøse sager. Og det bliver også farligt.

Så er Deon Meyer på hjemmebane! Med Benny Griessel og makkeren Vaughn Cupido som effektive efterforskere leverer han en rigtigt spændende historie fra fascinerende Sydafrika. Samtidig afdækker han igen flere af de dårlige sider af det nye demokrati, og jeg må sige, at hans kritik er blevet skarpere af den manglende moral i dele af politiet og i det politiske system end tidligere.

Det er en velskrevet og fængslende historie, som fangede min opmærksomhed fra første side. Det skyldes kombinationen af flere elementer: indsigt i de to politifolks privatliv, deres samarbejde med de politifolk de stoler på, indholdet om Sydafrika i dag og hele opklaringsarbejdet. Tilsammen bringer det både Griesell, Cupido og læserne godt rundt i forskellige dele af det sydafrikanske samfund.

Jeg kan på set varmeste anbefale bogen – ja hele serien – som spændende og lærerig læsning. Det er politiromaner på et højt niveau og relevant samfundskritik i krimiregi oveni et aktuelt indblik i et interessant land.

Bull’s Eye – et pletskud med 10 skydeskivepoint og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Deon Meyer
The Dark Flood
Hodder & Stoughton, 2022
407 sider



Deon Meyer: The Last Hunt

Krimi og spænding Posted on 03 maj, 2020 18:57

Mens den sydafrikanske forfatter Deon Meyer har stor succes både nationalt i sit hjemland og internationalt har han desværre kun haft begrænset succes i Danmark. Det skyldes garanteret, at hans bøger er kommet på skiftende forlag, så der ikke har været så gode  markedsføringsmuligheder, som hvis bøgerne var kommet på samme forlag hele tiden. 

Jeg har læst alle hans bøger – også dem, der kun er kommet på engelsk. Sommeren 2019 skrev jeg en præsentation af forfatteren – læs her: https://blog.drustrup.dk/?p=9 

Siden har jeg læst og anmeldt “The Woman In The Blue Cloak”, der også indgår i serien med bøger, hvor Benny Griessel er hovedpersonen. Læs anmeldelsen her: http://blog.drustrup.dk/#post263 

Nu er næste bind i serien udkommet – “The Last Hunt” med titlen “Prooi” på afrikaans (på dansk betyder det “Bytte”, og heller ikke den er oversat, så jeg har investeret i den, læst den på engelsk og anmeldt den her:

Handlingen “The Last Hunt” som beskrevet på omslaget og udvidet lidt:
Kaptajn Benny Griessel og Vaughn Cupido får overdraget en cold case, hvor liget af den tidligere betjent Johnson Johnson er blevet fundet langs en jernbane. Tilsyneladende er han sprunget ud af Sydafrikas – måske verdens – mest luksuriøse tog. To mistænkelige mænd, der var set sammen med ham, er fuldstændig forsvundet. Det almindelige politi har ikke kunnet opklare sagen, og andre er ude på at forhindre en opklaring. Hvorfor?

Undervejs efterforsker de i det skjulte, om et andet dødsfald er et selvmord, eller der er tale om et mord. Samtidig skal sørge for at undgå at skabe opmærksomhed fra andre dele af politiet eller regeringstjenester om deres efterforskning

Imens har sydafrikanske Daniel Darret etableret sig med en ny og anonym tilværelse på et andet kontinent – i Bordeaux. En stille tilværelse. Men der bliver nu igen brug for hans tidligere evner som international lejemorder og snigskytte, og han har ikke mulighed for at sige nej. Han må jage igen, og byttet er hans hjemlands korrupte præsident, mens han er på statsbesøg i Frankrig.

Alle tråde i historien spindes sammen til én samlet tråd, og det sker i et vildt tempo for at nå et resultat, inden det er for sent. Politistyrken Hawks skal finde ud af baggrunden for mordet på Johnson. Daniel skal undgå de russiske agenter, der er på sporet af ham. Benny Griessel skal overleve længe nok til endelig at tage endnu et vigtigt skridt mod en ny tilværelse ved at fri til Alexa Bernard.  

Min anmeldelse:
Der er ikke nogen grund til at fortælle mere om handlingen, der undervejs bringer læseren rundt i den aktuelle situation i dette fantastiske og fantastisk komplekse land. I alle sine bøger har Deon Meyer haft den politiske og den økonomiske situation med som en central del af i handlingen. Og det kulminerer indtil videre i denne nye bog.

Beskrivelserne af de vilkår, Griessel og Cupido har at arbejde under som ærlige politifolk med etik og moral i behold, er de hidtil mest groteske og skræmmende i forfatterskabet, men de er desværre nok ikke så langt fra virkeligheden. De kæmper mod korruption og nepotisme på alle niveauer helt op til regering og centraladministration. Heller ikke mht. den i bogen navnløse præsident for landet lægges der fingre imellem! Beskrivelserne af hans måde at regere på er lige så vilde mht. f.eks. bestikkelsessager, som virkelighedens historier har været i forbindelse med den tidligere præsident Jacob Zuma. Men navnet nævnes ikke i bogen. Deon Meyers kritiske vinkel på situationen ender som beskrevet tidligere da også med planlæggelsen af et attentat mod ham.

Hvordan det går med alle dele af historien – dødsfaldet i Rovos Rail, selvmordet/mordet, attentatet på præsidenten og Griessels frieri – afslører jeg selvfølgelig ikke, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg endnu en gang blev voldsomt fascineret af en historie fortalt Deon Meyer. Jeg er blevet fanget ind af hans greb om at kombinere en spændende og relevant krimihistorie med et på alle måder spændende indblik i lands situation. Det kan ikke gøres bedre og mere kontant!

Prøv selv! Læs serien med Benny Griessel og Vaughn Cupido og få nogle rigtigt gode og spændende historier samtidig med et indblik i Sydafrikas udvikling de seneste år og den aktuelle situation. Læs de første 2 på dansk: Tretten timer (1), Syv dage (2). Fortsæt på engelsk med Cobra (3) (selv om den er oversat til dansk), Icarus (4), The Woman In The Blue Cloak (5) og slut med denne helt nye “The Last Hunt”.

Jeg giver med fornøjelse bogen 9 skydeskivepoint her og 5 store krimihjerter på Krimifan.dk.

Deon Meyer
The Last Hunt
Hodder & Stoughton, 2019
374 sider

PS: Vil du se billeder fra nogle af stederne, hvor bogen foregår, så se her på forfatterens hjemmeside: https://www.deonmeyer.com/b_lasthunt.html 

PPS: Jeg har lige set, at fortsættelsen af serien kommer på afrikaans til november.