Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Elly Griffiths: Zigzag-pigen

Krimi og spænding Posted on 13 jul, 2026 22:19

Fra beskrivelsen på Saxo:
Stemningsfuld ny historisk krimiserie fra efterkrigstidens England fuld af mysterier og spænding. 

Liget af en ung kvinde dukker op i den idylliske kystby Brighton i det sydøstlige England. Hendes krop er blevet skåret i tre dele, en fremgangsmåde, der minder kriminalkommissær Edgar Stephens om trylletricket ”Zigzag-pigen”. Tricket er opfundet af Max Mephisto, en af Stephens’ gamle venner – de to tjente sammen i anden verdenskrig som en del af en hemmelig enhed kaldet ”Magikerne”.

Mephisto tøver med at sætte sin karriere på pause for at hjælpe Stephens med efterforskningen. Men da det viser sig, at han faktisk kender den døde pige, skifter han mening. Og da Stephens modtager et brev med en advarsel om endnu et trick, ”Ulvefælden”, står det klart, at morderen vil slå til igen … Og Stephens og Mephisto mistænker, at løsningen på mordgåden skal findes i deres fælles fortid i hæren. 

Min anmeldelse:
Jeg havde læst og anmeldt de første 5 bind – senest “Det tavse vidne https://blog.drustrup.dk/?p=372 – i forfatterens 15-binds serie med arkæologen Ruth Galloway. Så kørte jeg lidt træt i det neddæmpede krimielement og blev træt af alt fyldet med spillet mellem personerne. 

Men da dette første bind i en ny serie udkom, fik jeg lyst til at læse bogen. Medvirkende var også at den foregår i Brighton, som jeg synes er en interessant by.

Bogen giver et godt tidsbillede fra en tid, hvor der var flere cabareter med underholdning, fra en tid, hvor England var i gang med at komme sig efter 2. Verdenskrig. Hovedpersonen, den lokale kriminalkommissær Edgar Stephens, var under krigen med i en hemmelig gruppe af magikere / tryllekunstnere, der havde en speciel opgave. 

I bogen krydses medlemmernes spor igen i forbindelse med flere mord med referencer til konkrete tricks. Forbindelsen til fortiden er oplagt, men det kræver en del af få opklaret hvordan og hvorfor. 

Det er der blevet og nogenlunde spændende krimi ud af. Den endte med en noget overraskende og for mig ikke helt overbevisende slutning. En rigtig feriekrimi – hurtigt læst og hurtigt glemt. Selv om lokaliteten og tiden var interessante rammer, så er jeg ikke helt sikker på, at magikerkonceptet kan bære en længere serie. Men det må komme an på en prøve. 

Det kan kun blive til 6 flinke skydeskivepoint. 

Elly Griffiths
Zigzag-pigen
Gads Forlag, 2026
320 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Elly Griffiths: Det tavse vidne

Krimi og spænding Posted on 20 okt, 2019 20:48

Fra bogens bagside:
Ruth bliver dybt berørt, da hun får en meddelelse om, at hendes gamle ven Dan Golding har mistet livet i en brand. Men da Ruth modtager et brev fra Dan, afløses sorgen af mistænksomhed. Dan har nemlig sendt brevet, dagen før han omkom. Han havde angiveligt gjort et banebrydende fund, og han var skrækslagen for, hvilke konsekvenser det ville få. Kan fundet have forbindelse til hans død?

Ruth tager til Blackpool for at undersøge sagen nærmere, selv om hun ikke er meget for at bevæge sig ind på Nelsons territorium. Inden længe er hun involveret i en sag, der har tråde til både en gruppe nynazister og heksedyrkere. Men for Ruth er det mest skræmmende måske, at hun samtidig bliver præsenteret for Nelsons mor…

Min anmeldelse:
Det er 5. bind i serien med arkæolog og knogleeksperten Ruth Galloway. Jeg har læst og anmeldt de første fire her:

1: Pigen under jorden – //blog.drustrup.dk/#post130 
2: Løgnens hus – //blog.drustrup.dk/#post152
3: Huset på klippen – //blog.drustrup.dk/#post187
4: Døden på museet – https://blog.drustrup.dk/2019/03/31/elly-griffiths-doden-pa-museet-231/ 

Denne gang er krimiplottet bygget op om kollegiale/faglige konflikter og økonomiske problemer på et lille universitets historiefakultet med de på bagsiden nævnte emner: en gruppe nynazister og heksedyrkere. Dertil kommer, at myterne om Kong Arthur også spiller ind. Krimiplottet fungerer ikke optimalt for mig. Det virker ikke overbevisende, men er for konstrueret og ufokuseret. Dog er det særligt godt at følge Ruths gode ven, druiden Cathbad, som er en god bifigur og også deltager i krimiplottet.

Det, der fylder mest, er personernes indbyrdes relationer, og her er Ruths varme og i nogen grad gengældte følelser for sin datters fader, den gode politimand Nelson, i centrum. Dertil kommer hendes forhold til en kæreste og til Nelsons kone – og nu også hans mor. Også hendes egen familie spiller roller i denne bog. Datteren Kate er en vigtig person for både Ruth og Nelson, og selv om hun er en lille pige, er hun beskrevet som vel fremmelig af sin alder. Alt dette bruges der rigtigt mange sider og ord på at beskrive – alt for mange til en klassisk krimi og også skåret rigeligt ud i pap for en roman.

Min pointgivning til bøgerne har været 7 og 8, og da denne bog efter min mening er seriens hidtil svageste, kan det ikke blive til mere denne gang. (Jeg overvejede endda færre point). MEN jeg vil fortsætte med læsningen af helt samme grund, som jeg også gerne vil se flere afsnit med Barnaby, når humøret og tiden er til det. Det bliver nemlig heller aldrig helt nervepirrende, mens hyggen breder sig med nogle kendte figurer som aktører i et trygt univers. Sådan er Ruth Galloways verden også.

7 små skydeskivepoint bliver det til her og 3 krimihjerter på Krimifan.dk

Elly Griffiths
Det tavse vidne
Gads Forlag, 2019
356 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS:
Selv om der på bogens bagside står, at bøgerne er selvstændige, skal de efter min mening læses i rækkefølge, hvis man skal have fuld fornøjelse af udviklingen af personernes indbyrdes relationer. Som anført tidligere fylder den del rigtigt meget.