Da denne blog fejrede 10-års jubilæum, udloddede jeg nogle bøger fra min “ventehylde” med ulæste bøger. Modtagerne af mail med den månedlige oversigt over de nyeste anmeldelser på bloggen kunne byde ind på at få tilsendt bøgerne, som jeg ville sende med det håb, at de ville lave en anmeldelse af bogen.
Forfatteren Vibeke Marx, som jeg har anmeldt flere bøger af (senest “Så fast en borg” https://blog.drustrup.dk/?p=3032), fik tilsendt “Tavshedens ø” og har skrevet denne anmeldelse.
Fra beskrivelsen på Saxo:
Roman fra 1996 af vinderen af Nobelprisen i litteratur 2021.
Den unavngivne fortæller flygter fra sit hjemland Zanzibar til England vel vidende, at han nok aldrig vender tilbage. I England er alt forkert, og han glemmer hurtigt, hvordan det føles at høre til. Han møder Emma, en ung, smuk og rebelsk kvinde, de gifter sig og får et barn. Men fortælleren vælger at skjule sin fortid for hende, ligesom han heller ikke deler sin nuværende situation med familien på Zanzibar. Tyve år senere vender han tilbage til sit hjemland, og det, han opdager dér, ændrer hele hans livssyn.
Vibeke Marx’ anmeldelse:
Hovedpersonen er, med sin families hjælp, flygtet til England fra Zanzibar. Her møder han en kvinde, som han forelsker sig inderligt i og danner par med i tyve år. De får en datter, som ved romanens begyndelse er 17 år og i voldsom opposition til sin far.
”En roman om rodløshedens gordiske knude som en uomgængelig del af immigrantens liv,” siger bagsideteksten, og man kunne tilføje: ”samt enhver andens, der har flyttet sig fra sine egne, hvad enten det har været en geografisk/kulturel eller klassemæssig bevægelse.
Det, der er særligt ved netop denne immigrant, er, at han, i stedet for at blive vred over den foragt og mangel på anerkendelse, han møder, vælger at spille med, for eksempel når svigerfaren kalder ham en sortsmudsker og holder foredrag om, hvor elendigt det er gået med kolonierne, siden imperiet slap tøjlerne.
Som den tykke dreng i klassen, der selv tager klovnerollen på sig, før nogen eventuelt skulle tildele ham den, vælger vores hovedperson at ”brumme lavt, smile stort og tie stille”. Han nævner intet i brevene til sin mor om kone og barn, og i stedet for at oplyse sin nye familie sagligt om det, han kommer fra, opdigter han drabelige historier, som bekræfter dem i deres fordomme.
Fortielser og løgne er som bekendt godt romanstof. Som læser sidder man og får ondt i maven over det morads, han, til trods for sin selvforagt, bevæger sig længere og længere ud i, og det hele ramler selvfølgelig, da han efter 20 år får mulighed for at genbesøge sin oprindelige familie. Handlingen derfra skal ikke røbes.
Hovedpersonens slappe ageren står i grel modsætning til hans sylespidse, satiriske indre monolog, fx hedder det om England ”nogle gange skulle man tro, at alle værdifulde ideer først faldt en englænder ind: cricket, øltærte, slavehandlen, bordtennis, kolonialisme, kedgeree, tyngdekraften, sociologi og ikke mindst vandklosettet” (hov, man kunne næsten overse slavehandlen). Og om magthaverne i hjemlandet: ”så snart han åbnede munden, blev man blæst bagover af den autoritære storm, der blæste ud af den. Og det, han havde at sige, var enkelt og uforsonligt som en døende drages sidste, hvæsende suk.”
Romanen er elegant tænkt og utvungent skrevet, så når jeg kun giver 4 af 5 stjerner er det, fordi den taler mere til min hjerne end til mit hjerte, hvilket utvivlsomt siger mere om mig end om romanen. Forfatteren har immervæk fået Nobelprisen
Abdulrazak Gurnah
Tavshedens ø
Gutkind, 2024
252 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
PS:
Jeg har selv anmeldt Abdulrazak Gurnah: Efterliv – https://blog.drustrup.dk/?p=1329
