Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Kate Rhodes: Flammer over havet

Krimi og spænding Posted on 17 mar, 2024 14:44

Jeg har selv anmeldt bind 1 i serien “Døden i bugten” her https://blog.drustrup.dk/?p=1929
Bind 2 i serien “En Hell Bay-krimi” hedder “Tidevandets suk”. 

Det er Palle Thomsen, der har gæsteanmeldt denne tredje bog i serien. 
(På engelsk er der 4 mere i serien)

Fra bogens bagside:
Mens solen går ned en kold novemberaften, forbereder det lille samfund på øen St. Agnes sig til Bonfire Night, hvor vicepolitichef Ben Kitto er til stede. Men festlighederne får en brat afslutning, da en øboer opdager et forkullet lig efterladt på bålet. 

Manden er den tv-kendte astronom Alex Rogan, der på grund af øens isolerethed ønsker at bygge et observatorium. Så vidt Kitto ved, er Rogan populær blandt øboerne, men da trusler skrevet på det gamle korniske sprog dukker op, får Kitto mistanke om, at morderens motiv er at befri øen for de nytilkomne, der truer ældgamle traditioner.

Med en befolkning på kun 80 mennesker er alle mistænkte, og ingen er i sikkerhed. Kitto har intet andet valg end at forbyde indbyggerne at forlade øen, og han får standset skibstrafikken. Da endnu et bål resulterer i en ny forsvinden bliver det klart, at Kitto må handle hurtigt og finde morderen, inden skibstrafikken åbner op igen. 

Palle Thomsens anmeldelse:
Historien foregår på de stormomsuste Scillyøer i Den Engelske Kanal ud for Cornwall, et lukket ø-samfund med mange sære eksistenser. Det er en klassisk krimi i genren med det lukkede rum – lettere udvidet idet der er 80 mulige mordere på den lille ø. 

Bogen er nr. 3 i hendes Hell Bay serie, og jeg kommer til at tænke lidt på Barnaby og de utallige mord, der sker i hans by. Hvis der kommer ret mange flere bøger i denne serie, så kommer hun til at mangle mordofre.

Det bedste ved krimien er beskrivelsen af øboerne og livet på øerne, den flotte natur og dyrelivet. Ser ud til at blive til en tv-serie i lighed med Shetland, og der kan også laves mange flotte naturpanoramaer. 

Letlæst hyggekrimi. 7 ud af 10 point.

Kate Rhodes
Flammer over havet
People’s Press, 2024 
375 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kate Rhodes: Døden i bugten

Krimi og spænding Posted on 15 okt, 2023 23:26

Fra bogens bagside:
Kriminalkommissær Ben Kitto har arbejdet for drabsafdelingen i London i 10 år, men en traumatisk oplevelse får ham til at tage hjem til den lille ø Bryher, hvor han er født. Her vil han arbejde på sin onkels bådebyggeri og komme sig over de voldsomme hændelser i London. 

Pludselig dukker liget af en 16-årig pige op på stranden ved Hell Bay og ryster det lille øsamfund. Samtidig raser en frygtelig storm, og ingen både har sejlet i dagevis. Morderen må derfor stadig befinde sig på øen …

Ben Kitto overtager efterforskningen, men der er hurtigt flere mistænkte, end han bryder sig om – inklusive mennesker, han har kendt hele sit liv.

Døden i bugten er første bog i Hell Bay-serien om den karismatiske efterforsker, Ben Kitto, og de stemningsfulde, dramatiske Scillyøer i Den Engelske Kanal.   

Min anmeldelse:
En klassisk krimihistorie om den hjemvendte politimand med lokale rødder, og som involveres i en sag, der har rødder i fortiden og livet blandt de under 100 beboere på den lille ø. Derfor også en historie i stil med “det lukkede rum” eller andre krimier med forbrydelser i isolerede miljøer. Kort sagt ikke en overraskende krimi – og heller slutningen, som jeg havde regnet ud et stykke tid inden, jeg var færdig med bogen. 

Elementært spændende uden at blive rigtigt interessant. Pausekrimi i stil med at se afsnit i de udmærkede engelske krimiserier f.eks. dem baseret på bøgerne af Ann Cleeves.

7 skydeskivepoint og 3 krimihjerter.

Kate Rhodes
Døden i bugten
People’s, 2023
440 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.