Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Michael Stanley: Knælerens død

Krimi og spænding Posted on 22 sep, 2024 22:18

Fra bogens bagside:
I det sydlige Kalahariområde i Botswana – et tørt landskab fyldt med legender om forsvundne byer, skjult rigdom og ældgamle guder – bliver en parkbetjent fundet i en udtørret slugt med et dødeligt sår i hovedet. Tre buskmænd står rundt om den hårdt sårede mand. Men er de hans mordere, eller er de der for at hjælpe?

Detektiv David “ Kubu” Bengu er på sagen, en efterforskning, som hans gamle ven Khumanego påstår er motiveret af racistisk antagonisme fra det lokale politi. Men da der sker endnu et mærkeligt mord og så et tredje, der ser ud til at pege på den nomadiske stamme, må den frygtløse Kubu tage dybt ind i Kalahari for at finde sandheden. Det, han opdager der, udfordrer al hans formåen som efterforsker…og hans evne til at holde sig i live.

Min anmeldelse:
Jeg læste den første bog i serien om Kubu “Mordet i Kalahari” – anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=1794, dels fordi det var en bog, som foregik i et af de lande, der står højt oppe på listen over lande, jeg meget gerne vil opleve, og dels fordi det var bind 1 i en serie, og jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad den kunne bidrage med. Og jeg blev både godt underholdt og fik min rejselyst udbygget. Derfor glædede det mig meget, at forlaget fortsatte udgivelsen af serien.

Det er igen blevet til en spændende krimi fra et usædvanligt miljø, og hvor der samtidig med sagerne om mordene fortælles om flere sider af samfundet i Botswana og nabolandene. Det er bl.a. den racistiske behandling af det oprindelige folk, buskmændene / khoisanfolket, deres kultur og liv i det barske naturmiljø samt kampen om naturressourcerne i form af mineraler og metaller. 

Det er en fascinerende blanding af krimi og indblik i et geografisk område og en rigtigt interessant kultur, og så er detektiv Kubu en både klassisk og helt speciel hovedperson, som jeg meget gerne vil læse endnu mere om. Der er indtil nu udkommet 8 bøger i serien, og denne bog er del 3 i serien. Det undrer mig, at forlaget er sprunget over “A Deadly Trade”, selv om jeg i “Knælerens død” ikke har fundet referencer til den. Forlaget er tilgivet, hvis den oversættes senere – sammen med de andre i serien samt meget gerne også den kogebog, de har udgivet med Kubus yndlingsretter.

Jeg giver bogen 1 point mere end seriens første del = 9 skydeskivepoint.

Michael Stanley
Knælerens død
Superlux, 2024
402 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS: Forfatternavnet er et pseudonym for de samarbejdende Michael Sears og Stanley Trollip, der begge er pensionerede akademikere fra Sydafrika.



Karin Brynard: Weeping Waters

Krimi og spænding Posted on 12 feb, 2022 22:19

Fra bogens bagside: (oversat)
Albertis Markus Beeslar er en traumatiseret politimand, der har forladt både storbyens barske virkelighed og et brudt forhold i Johannesburg. Han har fået job langt ude i en lille by lige op ad Kalahari-ørkenen. Men hans drøm om landlig fred og ro bliver hurtigt brudt af en gruppe voldelige kriminelles brutale angreb. Samtidig har han besvær med at få et godt samarbejde med de helt nye og uerfarne lokale politifolk, Ghaap og Pyl, der også har besvær med at klare hans mere rå tone og gammeldags måde at arbejde på.

En smuk og excentrisk kunstner og hendes 4 år gamle adoptivdatter myrdes på en lokal gård, og de vrede, hvide farmere i området mener, at hendes bestyrer på gården helt sikkert er gerningsmanden, bl.a. fordi han er en gådefuld buskmand med hemmeligheder. Sammen med Ghaap og Pyl er Albertus nu placeret mist i et område medi massive fjendtligheder og racespændinger. De opdager her, at vold eksisterer på tværs af geografisk og etniske grænser.

Min anmeldelse:
Jeg opdagede bogen ved et tilfælde, og da jeg så, at en af mine yndlingsforfattere af krimier, den sydafrikanske Deon Meyer, havde kaldt bogen for bl.a. medrivende og fantastisk, fik jeg lyst til at læse den. Og heldigvis fandtes den på Mofibo. Værre er det, at fortsættelserne ikke kan læses der!  Det er nemlig en rigtigt spændende krimi, en bog fra et land, der interesserer mig, og ikke mindst er det en god historie med relevante konflikter.

Først vil jeg præsentere jer for en fantastisk titel på afrikaans: Misdaadsskrywer. Det er nemt at forstå ordet, hvis man udtaler det lidt på jysk. Så dukker betegnelsen på en krimiforfatter op: misdådsskriver. Dejligt ord, som jeg vil til at bruge af og til.

Bogen udkom første gang i 2009 på afrikaans og første gang på engelsk i 2014. Selv om bogen således er nogle år gammel, og den politiske situation har ændret sig – ikke nødvendigvis og på alle punkter til det bedre, så er bogen et rigtigt godt bud på en spændende krimi, der tager temperaturen på situationen i et land, der som et ungt demokrati ikke har fundet sine egne ben. Det gør den med en række interessante personer, hvor især politifolkene står stærkt i en barsk historie om bl.a. racekonflikter, utryghed og selvtægt. Det sker selv om – eller måske fordi? – forfatteren bruger klassiske krimiforfattergreb. 

Som tidligere skrevet, så vil jeg meget gerne følge politifolkene i flere spændende bøger og samtidig  på den måde finde ud af, hvordan denne forfatter beskriver udviklingen i Sydafrika. 

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint og anbefaler at læse den på Mofibo, hvor jeg fandt den. #mofibo

Karin Brynard
Weeping Waters
World Noir Europa Editions, 2018
512 sider

PS
Jeg har på min blog tidligere skrevet om afrikanske krimier og krimiforfattere. Se her:

Krimier der foregår i Afrika – //blog.drustrup.dk/#post83

Deon Meyer – Cape Town, bøger og filmatiseringerhttp://blog.drustrup.dk/#post260