Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Helle Mogensen: Stormfloden

Krimi og spænding Posted on 23 mar, 2025 10:14

Fra bogens bagside:
En sommeraften samles seks unge på stranden ved Hvertsunds fyrtårn. Studenterhuen er i hus, og livet ligger foran dem. Inden natten er omme, vil en af de unge være sporløst forsvundet for altid.

Næsten to årtier senere finder man menneskeknogler i strandsanden. Politiets efterforskning tyder på, at knoglerne tilhører den forsvundne unge mand, men psykolog Anne Lebæk håber stadig, at hendes ungdomsven er i live.

Annes søgen efter sandheden ripper op i gamle sår og bringer hende faretruende tæt.på morderen. Samtidig er den vestjyske fiskerby dybt splittet af storstilede planer om kystsikring, der skal beskytte byen mod en altødelæggende stormflod. Bølgerne går højt, og snart koster det den første livet. 

Stormfloden er en psykologisk krimi om ensomhed, had, fanatisme og klimaforandringer.

Min anmeldelse:
“Stormfloden” er bind 3 i vesterhavskrimiserien med psykolog Anne Lebæk som hovedperson. 

De første bind er “Havunger” – //blog.drustrup.dk/#post223 og “Malstrøm” – https://blog.drustrup.dk/?p=926

Hovedpersonen i serien, Anne Lebæk, er stadig efter nu 3 bøger ikke færdig med at bearbejde de oplevelser, hun havde som ung under sin opvækst i Hvertsund. Både i privatlivet og i sin praksis som hjemvendt psykolog i byen møder hun fortids bekendte, og ikke alt er positivt, eller som det burde være.

Den unge mands forsvinden 20 år tidligere, fundet af liget af en ung mand og mødet i historiens nutid mellem medlemmerne af ungdomsgruppen fra dengang udløser drama og konflikter. Og et mord, der måske også hænger sammen med de aktuelle planer om at etablere højvandssikring af byen for at beskytte den mod en stormflod. Planer som mange beboere er voldsomt imod, fordi de frygter for skader på fiskeriets vilkår.

De to konflikter væves i historien ind med hinanden. Stormflodstruslen som følge af klimaforandringerne og den for nogle helt nødvendige højvandssikring er det helt aktuelle emne i historien, mens konflikterne i ungdomsgruppen er tidløse, men som en stormflod heller ikke ufarlige. 

Den mest interessante del af bogen var for mig livet og konflikterne i Hvertsund. Beskrivelserne af personer og livet i den lille by er rigtigt gode, ligesom konflikten mellem folk, der vil forhindre følgerne af klimaforandringerne, og især de lokale fiskere er aktuel og interessant.

Derimod synes jeg, krimihistorien er lidt stillestående og ikke rigtigt overraskende. Anne Lebæk og hendes liv udvikler sig heller ikke ret meget gennem de tre bøger, så det bliver jævnt kedeligt at læse om.

Jeg har givet de to første bøger i serien 8 skydeskivepoint, men i bind 2 skete det tøvende, fordi der ikke var sket så meget fra det første bind. Det er ikke blevet anderledes, så det bliver denne gang til 7 skydeskivepoint.

Helle Mogensen
Stormfloden
Alpha, 2025
287 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Britt Nørbak: Livstid

Krimi og spænding Posted on 20 mar, 2025 23:31

Bogen udkommer officielt først 2.4.2025, men anmeldelsen offentliggøres efter aftale med forlag og forfatter allerede nu som optakt til Krimimessen, hvor forfatteren også kan mødes.

Det er det afsluttende bind i en trilogi med Julie Røpke i hovedrollen og med hendes oplevelser i fængslet. Palle Thomsen har anmeldt bogen, ligesom han også har anmeldt de første 2 bøger i serien “Instinkt” og “Missionen” her https://blog.drustrup.dk/?p=2267 

Fra bogens bagside:
Efter en udstået isolationsfængsling vender Julie Røpke tilbage som dronning i Omega Max, hvor intet er som før. Fængslet er inficeret med skimmelsvamp, og de indsatte skal dele celler. Det medfører et fangeoprør, ledt an af narkohandleren Marco. Han søger hævn efter sin kærestes død og har kun Julie Røpke i sigtekornet.

Julie er bekendt med truslen og kæmper en ensom kamp for at holde sig i live. Hendes problemer vokser, da hun skal dele celle med indsat, som bliver overflyttet fra mandeafdelingen. Under et besøg af sin ulykkelige lillesøster kammer Julies frustrationer over, og søstrenes forhold lider et knæk. 

Kriminalreporter Katrine Wulff har bidt sig fast i historien om Julie Røpke og den interne uro bag tremmerne. Wulff indløser en tjeneste hos fængselsdirektøren, som gør hende i stand til at afsløre de katastrofale tilstande i Omega Max. Men hun får travlt. Jorden brænder bogstaveligt talt under Julie Røpke, og fangeoprøret kræver sine ofre.

Palle Thomsens anmeldelse:
Britt Nørbak har gjort det igen. Denne er 3. bind i Julie Røpke-serien, og den er ligeså god som de første to.

Britt har ligesom journalisten i bogen inside info fra fængslet, og det mærkes. Ikke at jeg kender fængsler indefra – heldigvis, men hun beskriver fængslet og fangernes hierarki på en troværdig måde.

En ting er helt sikkert efter at have læst trilogien – jeg skal aldrig i fængsel. Og jeg har fået endnu mere sympati og forståelse for både de ansatte og indsatte. Det kan være et helvede for begge parter.

Det er en krimi med stærkt stigende spændingsniveau. Jeg sad næsten og bed negle til sidst.

Vel er det en alvorlig sag, men Britt giver også plads til humor i bogen. Der er mange gode one-liners i den. En fantastisk velskrevet krimi eller spændingsroman om man vil.

Forlaget skriver, at det er det tredje fritstående bind, men jeg vil holde på, at man skal have læst de to første. Også fordi der i bind 2 er beskrevet det mest fantastiske fangeflugtsforsøg, jeg kan mindes at have læst.

Stor cadeau til Britt Nørbak for denne serie, og i lighed med min anmeldelse af de to første bind giver jeg også denne 9 ud af 10 point.

Jeg glæder mig til, hvad Britt nu finder på. Julie Røpke-serien har fået en afslutning, synes jeg, men man ved jo aldrig.

Britt Nørbak
Livstid
Alhambra, 2025
271 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Anders Roslund: Flygt

Krimi og spænding Posted on 16 mar, 2025 20:49

Fra bogens bagside:
En sen nat i 1990’erne forsvinder en femtenårig dreng fra et ungdomsfængsel. Han bliver aldrig set igen.

Mange år senere sidder Piet Hoffmann i et andet fængsel, dømt for narkohandel efter at have hjulpet kriminalkommissær Ewert Grens med at infiltrere en narkoring. I samme fængsel sidder Lillebror, bror til Piets bedste ungdomsven – ham, der forsvandt sporløst fra ungdomsfængslet. Lillebror vil have Piet til at løse gåden om brorens forsvinden, og hvis han ikke gør det, vil Piets egen familie dø. Der er kun én udvej, hvis han skal redde sin familie og løse gåden: Han er nødt til at flygte.

Min anmeldelse:
Først kom en serie på 5 bind, hvor Hoffmann er ene hovedperson. Den følges af en serie med både Hoffmann og Grens. Jeg har anmeldt de første 5 i denne serie – senest “Sov mit barn” her https://blog.drustrup.dk/?p=915. “Flygt” er bind 8 i serien, og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke helt forstår, hvorfor jeg ikke har fået læst og anmeldt bind 6 og 7. Men havde jeg ikke læst nogle af de andre i serien, ville denne nye bog have været sværere at finde ind i, fordi universet her er helt specielt, og personerne har udviklet en særligt og tæt forhold gennem serien. Her er der på ingen måde tale om selvstændige dele af en serie.

Som beskrevet på bagsiden foregår handlingen på to tidspunkter, hvor Piet Hoffmann begge gange er fængslet – men dog i den aktuelle del af bogen er nødt til at flygte, og selvfølgelig lykkes det. 

Det bliver en højdramatisk historie på det personlige plan for Piet Hoffmann, der har meget på spil – livet og familien. Men også Ewert Grens sætter usædvanligt meget på spil. Det bliver også en højdramatisk historie om livet i et fængsel og forholdet mellem de indsatte og personalet samt om livet, moral og æresbegreber i det kriminelle miljø og blandt efterforskere. Barske sager alle steder. Mange triste skæbner og forkerte valg, men også et par valg på højt moralsk niveau.

Som sædvanligt for Anders Roslunds bøger er sproget og fortællemåde fremragende og intenst spændingsskabende. Det er således en bog, der fængslede (!) mig lige fra begyndelsen, og som også overraskede mig til sidst. Og så er det synd at afsløre ret meget mere om handlingen og slutningen. 

9 sikre skydeskivepoint – tæt på et pletskud.

Anders Roslund
Flygt
Modtryk, 2025
404 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Michael Connelly: Ventetiden

Krimi og spænding Posted on 08 mar, 2025 00:26

Anmeldelsen er skrevet af hard-core Connelly-fan, Palle Thomsen.

Fra bogens bagside:
Ballard og Bosch er tilbage!

Renée Ballard er ved at have styr på LAPD’s enhed for åbne sager – med det store arkiv over fortabte sjæle. De frivillige i afdelingen er entusiastiske, selvom de ikke er lige professionelle. Da de får et hit på en DNA-forbindelse mellem en arresteret og en seriel voldtægtsforbryder og -morder, der huserede for tyve år siden, viser det sig, at den sigtede kun er fireogtyve år gammel. Mens Ballard kredser sig ind på en mistænkt, støder hun på et forundrende spind af hemmeligheder og juridiske fiksfakserier.

I mellemtiden bliver hendes skilt, id og pistol stjålet, og hvis hun indrapporterer det, bliver det enden på hendes karriere. Opklaringen af tyveriet bringer den rutinerede efterforsker i uventet stor fare, og hun har ikke andet valg end at søge hjælp hos Bosch. Samtidig er Boschs datter Maddie, der er gadebetjent, blevet frivillig i Ballards afdeling, og Maddie har sine egne motiver.

De mange uopklarede dødsfald i Los Angeles rækker langt ind i den surfende betjents tilværelse og blander sig med politik og stærke følelser i en nation, der virker, som om den er ved at sprænge indefra.

Palle Thomsens anmeldelse:
Indledningsvis må jeg tilstå, at jeg er hard-core Connelly fan og har læst samtlige hans bøger med stor fornøjelse. Normalt er jeg ikke den store ynder af amerikanske krimier, men Connellys Harry Bosch-bøger falder i min smag.

Denne er nr. 23 i serien ifølge forlagets liste i bogen. (Se nederst i anmeldelsen. Per ) Da Harry Bosch er gået på pension, har Bosch-serien ændret navn til Ballard & Bosch. Ballard er Renée Ballard – hans tidligere makker i LAPD, og Bosch er efterhånden reduceret til en birolle. Samtidig er hans datter – Maddie – kommet ind i serien for alvor.

Michael Connelly skriver stadig forrygende, og stilen er den samme som altid. Det er en krimi om grundigt og metodisk politiarbejde i Englenes By – Los Angeles. Hvis man har et bykort på hånden, kan man følge personernes ture rundt i byen. Det er en sjov detalje med Connelly – han beskriver altid turene rundt i byen med gadenavnene.

Ballard arbejder med uopklarede sager, er eneste ansatte og har kun hjælp af frivillige, civile personer på kontoret og skal hele tiden bevise afdelingens eksistensberettigelse over for cheferne.

Det er som vanligt et godt plot, og det er godt skruet sammen. En amerikansk anmelder skriver, at den “leverer rødglødende spænding”. Det er nok lige at stramme den lidt for meget. Der er spænding, men på den langsomme, fremadskridende måde.

Den er dog ikke helt på højde med de tidligere Harry Bosch bøger. Jeg savner Harrys humor og fandenivoldskhed. 

En god krimi, men lidt kedelig og alvorlig. Jeg giver den 8 ud af 10 point

Michael Connelly
Ventetiden 
Klim, 2025
386 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

EN SERIEOVERSIGT

På forlaget Klims hjemmeside kaldes bogen den 6. i  Ballard-Bosch-serien. 

Michael Connelly skriver i flere tilfælde sine skiftende personer ind som bipersoner i andre serier og sammenhænge, så bl.a. optræder Harry Bosch i serien med Michael Haller som hovedperson. 

I den kommende oversigt over krimierserier ser den ajourførte rækkefølge i Michael Connellys bøger sådan ud – baseret på forfatterens egen hjemmeside.

Den nuværende oversigt (ajourført juli 2024) over krimiserier kan hentes her: https://blog.drustrup.dk/category/mord-i-serier-seriemord/ 

Harry Bosch-serien
Det sorte ekko
The Black Ice (ikke oversat)
Det tolvte offer
Den sidste prærieulv
Mafiaspil
Engleruten
Mørkere end natten
Skeletternes by
Nattens konger
The Narrows (ikke oversat)
Malstrøm
Det sidste ord
Echo Park
The Overlook (ikke oversat)
Ni drager
Magtspillerne
Snehvide
Mordbrand
The Crossing (ikke oversat)
Bag slørene (også med Mike Haller)
To slags sandhed (også med Mike Haller)
Mørkets ridder (også med Renée Ballard)
Brande i natten (også med Renée Ballard)
Mørke timer (også med Renée Ballard)
Ørkenstjernen (også med Renée Ballard)
Ventetiden (også med Renée Ballard)

Renée Ballard-serien
Nathold
Mørkets ridder (Harry Bosch er også med)
Brande i natten (Harry Bosch er også med)
Mørke timer (Harry Bosch er også med)
Ørkenstjernen (Harry Bosch er også med)
Ventetiden (Harry Bosch er også med)

Mike Haller-serien / Lincoln Lawyer
Limousineadvokaten
Den enes død (også med Harry Bosch)
The Reversal (ikke oversat)
Det femte vidne
The Gods of Guilt (ikke oversat)
Uskyldens lov (også med Harry Bosch)
Vejen til opstandelse (også med Harry Bosch og Renée Ballard)



Pernille Schou: Liget i labyrinten

Krimi og spænding Posted on 06 mar, 2025 23:48

Bogen er bind 2 i en krimiserie, der foregår i tiden omkring Genforeningen i 1920. Bind 1 hedder “Mord i delegationen”, og den får på Krimimessen 2025 overrakt Lasse Holm-diplomet som årets bedste historiske krimi.

Fra bogens bagside:
Genforeningen 1920. Første verdenskrig er slut, men i grænselandet mellem Danmark og Tyskland afventes afstemningen om grænsen med tilbageholdte åndedræt.

Den tidligere krigssygeplejerske Vera Lund bliver opsøgt af sin fortabte bror og hevet ind i opklaringen af et tragisk mord på det tyske gods Holgenhof, der får konsekvenser for både hendes arbejde for den engelske efterretningstjeneste og hendes nærmeste.

Kriminalkommissær Arthur Holland er allerede på sagen, og sammen bliver de trukket ind i en labyrint af hemmeligheder og skjulte dagsordener. Politiledelsen forsøger at sætte en stopper for Veras indblanding, men Arthur kæmper imod. Han er trods alt rejst hele vejen til Flensborg i håbet om at møde hende igen. 

En historisk puslespilskrimi om genforeninger og svære valg.

Min anmeldelse:
Jeg læste bogen, fordi jeg godt kan lide krimier ved mulighed for at lære noget nyt. Jeg gjorde det vel vidende, at den var bind 2 i en serie og endda uden andet end basal viden om den tid i danmarkshistorien. Undervejs samlede jeg mere faktuel viden op også online – her: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/genforeningen-1920 for lige at blive sat godt ind i situationen på bogens tid, og det blev fint afsluttet med forfatterens efterskrift.

Her i efterskriftet beskriver forfatteren selv bogen som et sammensurium af virkelighed og fiktion tilsat en fiktiv mordgåde, og samtidig beskriver hun, hvad der er faktuelt, og hvad hun har fundet på. Så langt så godt. Jeg blev klogere på situationen dengang og især på det internationale apparat bag afstemningen. Desuden blev jeg på hyggelig vis ført tilbage til lokaliteter, jeg kunne genkende og genopleve fra nutidige besøg i byen. 

Og jeg blev også underholdt undervejs af krimigåden og af samspillet mellem de forskellige personer. Jeg ærgrede mig dog over 2 forhold, hvoraf det første mest er min egen skyld. Der var nemlig undervejs ret mange henvisninger til noget, der var sket i seriens første bind “Mord i delegationen”, som jeg ikke har fået læst. Selv om en del blev forklaret, savnede jeg alligevel at vide mere. Bogen er altså ikke en selvstændig fortsættelse af bind 1. Jeg synes, det er en forudsætning at have læst bind 1 først for at få fuldt udbytte. 

Det andet forhold er egentlig et forbehold, og det gælder bogens fortællestil. Den virkede på mig umiddelbart meget beskrivende og småsnakkende med gentagelser – bl.a. ømmer Vera Lund mange, mange gange over et ømt lår efter en skade sket i bind 1.  Der var ingen sproglige finesser at fornøje sig med, og der var ingen plotmæssige twists, der for alvor overraskede mig. 

Når det er sagt, så blev jeg overordnet godt underholdt, og jeg skal da bestemt også læse den næste bog, der så afslutter trilogien om en central periode i danmarkshistorien. Det er specielt det historiske i bogen, jeg fandt interessant, og så er det både oplagt og sikkert velfortjent, at bind  som skrevet i indledningen har vundet prisen som årets historiske krimi.

7 skydeskivepoint ud af 10 mulige. 

Pernille Schou
Liget i labyrinten
Grønningen1, 2025
356 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Ian Rankin: Midnatsblues

Krimi og spænding Posted on 02 mar, 2025 22:25

Fra bogens bagside:
Rebus har skaffet sig mange fjender i den kriminelle underverden gennem en lang politikarriere, og da han selv bliver anbragt i fængsel, cirkler de som gribbe omkring ham. Han har brugt hele sit liv på at bure dem inde. Nu gør han dem selskab, og når man først er inde, kan man ikke gemme sig.

Ude i det fri arbejder Siobhan Clarke og Christine Esson med at opklare en ung piges forsvinden. Det er en sag, der hurtigt vokser i omfang, og i periferien lurer Malcolm Fox, der nu arbejder i afdelingen for organiseret kriminalitet. Og det hele peger på en eller anden måde ind i fængslet.

Dage og nætter løber sammen bag de tykke mure, og det er svært at skille ven fra fjende, men da en indsat bliver myrdet, forsøger Rebus at finde morderen.Han har hverken sit politiskilt, sit våben eller sin autoritet, og både vagter og indsatte gemmer på hemmeligheder. Det er en balancegang med livet som indsats at finde en morder blandt mordere.

Palle Thomsens anmeldelse:
Indledningsvis skal det siges, at jeg er en stor fan af Ian Rankin, har læst alle hans bøger og han har efter min mening aldrig skrevet en dårlig roman – heller ikke denne gang. 

Denne John Rebus krimi holder stilen fra de øvrige mange John Rebus bøger. Rebus er endt i fængslet dømt for mord! At sætte en politimand i fængsel er guf for de andre indsatte. Så har de mulighed for nakke “svinet”. Rebus klarer sig dog.

Bogen skifter mellem Rebus i fængslet og verden udenfor, hvor hans gamle makker Siobhan og de andre forsøger at opklare mord  – både et i fængslet og et udenfor.

Det er en barsk, men troværdig beskrivelse af livet inden for murene. Om hierarkiet blandt fangerne, om hvordan en enkelt topkriminel formår at styre sit kriminelle imperium fra fængslet og hvordan en politimand har det blandt de kriminelle.

En filmproducer kunne bruge bogen som et manus, alle replikker og scener er klar til brug. Jeg elsker Rankins sprog og hans måde at gøre teksten levende på.

Det eneste jeg savner er lidt mere humor. Den humor Rebus og Siobhan havde sammen, da de var makkere, var herlig. Humoren er dog glimtvis tilstede.

Jeg bøjer mig i støver for Ian Rankin og kvitterer med 10 point ud af 10 mulige. Et pletskud.

Ian Rankin
Midnatsblues
Klim, 2025
373 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



« ForrigeNæste »