Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Karin Smirnoff: Lossens kløer 

Krimi og spænding Posted on 17 jan, 2025 11:20

Bind 8 i Millennium-serien og den anden, som Karin Smirnoff har skrevet. De oprindelige tre er skrevet af Stieg Larsson og de følgende tre af David Lagercrantz.

Fra forlagets beskrivelse:
I det nordligste Sverige hærger mørke kræfter. Hensynsløse internationale virksomheder udpiner undergrunden for værdifulde metaller, ødelægger det samiske folks jorde og svindler med greenwashing. Området bløder. 

Lisbeth Salander, Svala og Mikael Blomkvist befinder sig alle tre i Gasskas, der er egnens tættest bebyggede område. Fra hver sin kant forenes de i en indædt kamp på liv og død, for nogen har fundet ud af, hvordan de kan lokke Lisbeth til sig, og hvordan hun kan uskadeliggøres. Samtidig er Plague, Lisbeths livline gennem årene, forsvundet.

Min anmeldelse:
Da første bind i den tredje trilogi i Millennium-serien – Havørnens skrig – udkom med Karin Smirnoff som forfatter, var jeg skeptisk, for sporene efter den anden trilogi med David Lagercrantz som forfatter skræmte noget.

Men min skepsis blev gjort til skamme, og i min anmeldelse kaldte jeg bogen for et lovende første bind i en ny trilogi og sagde, at serien var tilbage på sporet. Læs hele anmeldelsen her: https://blog.drustrup.dk/?p=1597.

Derfor var jeg også spændt på dette bind 2, men den fortsætter i samme gode spor, hvor Smirnoffs trilogi tegner mere politisk i sit grundplot end Lagercrantz. Bogen er faktisk så meget en direkte fortsættelse af “Havørnens skrig”, at jeg lige skulle friske lidt op på bind 1, inden jeg helt kom tilbage til universet, men så gik det på alle måder stærkt.  

Konflikterne om naturresourcerne er blevet hårdere, kapitalens greb om forholdene strammes, og truslerne mod samernes livsvilkår i Norrland er blevet større. Samtidig er det kommunale styre også under et ubarmhjertigt pres.  Desuden har den styrende hjerne bag truslen mod Lisbeth Salander og niecen Svala intensiveret indsatsen for at nå sit mål om at få fat i både dem og de utroligt store bitcoinsværdier, der befinder sig på en krypteret harddisk.

Det er forunderlige 14-årige Svala, der er den mest fremtrædende hovedperson, og hun er en kompliceret og effektiv aktør i det voldsomme drama med konspirationer, vold, trusler, mord og bomber. Men heldigvis er Lisbeth Salander en uhyre effektiv og god hjælper, mens Michael Blomkvist, der undervejs bliver redaktør på den lokale avis i Gasskas, ikke er så aktiv her. Til gengæld er han dybt involveret i det parallelle familiemæssige kaos med datteren, der er gift med den lokale kommunaldirektør. Den konflikt er også central i det samlede billede.

Handlingen er lidt kompliceret, så med historien fortalt i en stramt kondenseret sproglig form og med flere sidehandlingsspor er det med at holde fokus under læsningen. Der skydes et par genveje undervejs i plottet, og der er utraditionelle krimielementer i bogen, hvor Svala blandt andet guides af sin afdøde Mormärta. 

Selv om bogens slutning lukker nogle udveje, og nogle aktører mister livet, så er der helt klart ikke bare basis for en fortsættelse. Den er helt nødvendig, for der er stadig uløste problemer og farlige løse ender. 

Jeg ser meget frem til, at  Karin Smirnoff afslutter sin Millennium-trilogi med sit tredje bidrag. Dette bind 2 er nærmest et tilløb til den store finale. Her må der nødvendigvis komme en afrunding på Karin Smirnoffs formål med de tre bøger. Så jeg er ret sikkert på, at jeg vil læse “Havørnens skrig” og “Lossens kløer” lige inden for på den måde at få det helt rigtige flow i fortællingen og fuld fornøjelse af det sammenhængende forløb i trilogien. Ikke nogen typisk krimi, men det gør ikke noget. Stærke sager og stærke personer!

8 skydeskivepoint af 10 mulige. 

Karin Smirnoff
Lossens kløer
Modtryk, 2025
368 sider 

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Karin Smirnoff: Havørnens skrig

Krimi og spænding Posted on 27 feb, 2023 23:37

Fra forlagets omtale:
Gemt for mediernes søgelys drives der rovdrift på naturens ressourcer i Norrland, nutidens vilde vesten, hvor skånselsløse virksomheder ikke skyer nogen midler i deres kamp for at få adgang til mineraler og land. I skyggerne opererer kriminelle bander, tiltrukket af den enorme strøm af nye penge – også de lokale politikere rammes af guldfeberen. De lokale rensdyrholdere og den oprindelige befolkning i Sápmi (Lapland) ser magtesløse til, mens deres verden ødelægges. 

Det er her, vi genfinder Lisbeth Salander. Og det er her, vi introduceres til Lisbeths niece, Svala, der er grunden til, at Lisbeth er taget til Norrland. Svala er et matematisk geni, der ikke kan føle smerte, og som ikke har haft den letteste begyndelse på livet. Det er også her Mikael Blomkvist af familiemæssige grunde er taget til, og sammen havner Salander og Blomkvist i en nådesløs kamp på liv og død i Gasskas-området, hvor jagten på profit har lokket forråede typer til. Og hvor mænd fortsat hader kvinder. 

Min anmeldelse:
WOW – Wild og Woldsom. Da rettighedshaverne gav stafetten videre til en ny forfatter med opgaven at skrive endnu en trilogi baseret på Stieg Larssons univers, var jeg naturligt skeptisk. Men jeg blev meget, meget positivt overrasket!

Jeg var nemlig meget fascineret af og begejstret for Stieg Larssons 3 bøger i Millennium-serien. Det var nogle spændende bøger i hver sin genre og med nogle spændende personer. Dem anmeldte jeg som lektør for Dansk BiblioteksCenter, og det samme gjorde jeg med forsættelsen, hvor David Lagercrantz havde fået til opgave at fortsætte universet. Den fortsættelse var jeg ikke imponeret af, og det samme gælder hans følgende 2 bøger i trilogi nummer 2. Læs min anmeldelse af sidste bind her – https://blog.drustrup.dk/?p=284, og der er også link til andet.

Tilbage til Karin Smirnoffs første bind i den tredje trilogi. På forsiden lanceres bogen som en Lisbeth Salander-roman, og det er langt hen ad vejen rigtigt. Heldigvis er Mikael Blomkvist også med. Og endnu bedre er det, at Lisbeth Salanders niece, Svala, er med i en central rolle Hende ser jeg meget frem til at møde i de næste par bøger. Hun har mange af de samme egenskaber som Lisbeth og har arvet sin fars manglende smertesans. Opdag selv mere!

Med scenen sat i Norrland midt i dybe konflikter med baggrund i områdets natur og traditionelle kultur i kombination med konflikter om energiforsyning, udvikling og kampen om både magt og penge er bogen mere end bare en spændende krimi. Den rummer – ligesom især den første trilogi – samfundsrelevante emner samtidig med, at der er godt gang i handlingen, spændingen og volden. 

Desuden er der flere rigtigt underholdende og finurlige referencer til tidligere Milleniumbøger, som f.eks. da Svala på et tidspunkt siger, at Lisbeth ligner Noomi Rapace, og Lisbeth så ikke ved, hvem hun er.

Hvis Karin Smirnoff forsætter sin Millennium-trilogi på samme måde, må hun for mig godt snart komme med næste bind!

9 sikre skydeskivepoint og 5 sikre krimihjerter på krimifan.dk

Karin Smirnoff
Havørnens skrig
Modtryk, 2023
374 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



David Lagercrantz: Hende der må dø

Krimi og spænding Posted on 09 sep, 2019 09:44

Fra bogens bagside:
Da en hjemløs mand findes død i en park i Stockholm, ligner det et almindeligt, trist og ensomt dødsfald. Men retsmediciner Fredrika Nyman kontakter alligevel Mikael Blomkvist, for den hjemløse har Mikaels telefonnummer på en krøllet seddel i lommen.

Mikael Blomkvist har ikke lyst til at involvere sig i Fredrika Nymans efterforskning, men han bliver alligevel interesseret, da det viser sig, at den hjemløse ved flere lejligheder har fablet om Johanne Forsell, Sveriges forsvarsminister.

Lisbeth Salander er længe blevet hjemsøgt af fortiden, og det er på tide at bryde ud af de kvælende skygger af ondskab, som hendes far, Alexander Zalavhenko, har kaster over hendes liv.

Mikael opsøger Lisbeth, men hun bor ikke længere i Fiskargatan 9. Hun er taget til Moskva for én gang for alle at gøre regnskabet op med sin tvillingesøster Camilla

Min anmeldelse:
Selv om bagsideteksten især fortæller om Michael Blomkvists rolle i bogen, så er bogen, som det også står på forsiden, en Lisbeth Salander-roman. Hendes rolle har været den centrale drivkraft i hele Millennium-serien, og nok især i de 3 bøger, hvor David Lagercrantz har bygget videre på Stieg Larssons fremragende trilogi.

Jeg var ikke specielt begejstret for de første 2 bøger i den efterfølgende trilogi specielt ikke bind 2. Jeg anmeldte den første – “Det der ikke slår os ihjel” – som lektør, hvor jeg bl.a. skrev “den fungerer fint som direkte fortsættelse af Larssons bøger som sådan og som krimi uden dog at nå trilogiens stringens, stilarter og ånd”. “Manden der søgte sin skygge” anmeldte jeg på min blog her: http://blog.drustrup.dk/#post99. Jeg beskrev bogen som spændende, men noget rodet og ufokuseret, så jeg gav den kun 6 skydeskivepoint på min blog og 3 krimihjerter på krimifan.dk.

Vel er der omveje og emner samt parallelhandlinger i denne seneste/sidste, og elementerne er bl.a. skandaler op den svenske politiske arena, DNA-forskning og Mount Everest, men den fungerede for mig noget mere fokuseret og samtidig spændende helt frem til det helt nødvendige og afsluttende opgør mellem de to tvillingesøstre, hvor også andre af seriens aktører kommer i skudlinjen. Og heldigvis er Lisbeth Salander undervejs stadig en teknologisk haj på jagt i et oprørt farvand.

På den måde fungerer bogen for mig som en spændende og interessant afslutning på en totalt set god serie med nogle interessante hovedpersoner. Uden at afsløre hvordan det endelige opgør ender, må jeg sige, at det hele hænger fornuftigt sammen. Samtidig er jeg ret meget i tvivl om det fornuftige i spekulationerne om, hvilken forfatter der kan fortsætte serien. Det er for mig unødvendigt med flere bind i serien. Flere forfattere er blevet bragte spil bl.a. Jesper Stein, men mit råd vil være: Stop serien her og lad forfatterne finde på noget originalt selv. Det ved jeg da, at Jesper Stein kan.

For én gangs skyld vil jeg afsløre en bogs slutning i en anmeldelse. Bogen ender med denne skriftlige dialog mellem Lisbeth og Mikael:

Jeg har sat punktum, skrev hun.
Punktum? Svarede han straks.
Det er på tide at begynde på en frisk.
Hun smilede, og hjemme på Bellmannsgatan smilede Mikael også. Hun havde ret – det var tid til at begynde på en frisk.

7 skydeskivepoint og 3 krimihjerter på krimifan.dk er min endelige vurdering.

David Lagercrantz
Hende der må dø
(Millenium-serien bind 6)
Modtryk, 2019
332 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget