Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Jan Guillou: Den der dræbte helvedes engle

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 11 jun, 2022 13:50

Fra bogens bagside:
Det er ikke hvilke som helst pensionister, der havner i kampen mod ekstrem og særdeles velorganiseret kriminalitet. Den ene er journalistveteranen Erik Ponti, den anden hans gamle ven, den tidligere efterretningsofficer Carl Hamilton.

Umiddelbart et umage par, som det dog vil være klogt ikke at undervurdere. De ender i et begivenhedsrigt og langtfra ufarligt eventyr.

Min anmeldelse:
Hold da helt op!! Som første del af en planlagt serie med overskriften “Firmaet Hamilton & Ponti” har Jan Guillou skrevet en meget speciel bog. Meget speciel af flere grunde. 

Den er noget helt særligt i hans forfatterskab. Hovedpersonerne er figurer fra forskellige dele af hele forfatterskabet. Det gælder især Guillous alter ego, journalisten Erik Ponti, og admiral Carl Hamilton, men Hamiltons kone den palæstinensiske tidligere agent Mouna deltager også. 

Selve fortælleformen er noget helt særligt. Med Erik Ponti som historiens jeg-fortæller i hænderne på Guillou er der et for mig uigennemskueligt, men meget tæt forhold mellem bogens fiktion og forfatterens virkelighed. F.eks. skriver bogens fortæller faste klummer til avisen Aftonbladet – ligesom Guillou gør det. (Et udvalg af interessante klummer er med i bogen “At skrive i svære tider”, som jeg har anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=1250).

Det er også noget særligt, at bogen lanceres som en spændingsbog med de to kampkammerater i hovedrollen, når den i bogens størstedel nærmest er en ældre herres hyggeskriverier (bogens egen betegnelse) med tankestrømme om alderdommen, rygproblemer, operation af ny hofte, det gode liv med mad og vin, vildtets vilkår på hans ejendom, græsklipningens sæsoner, coronas effekt på hverdagen, venners og kollegaers død (og liv) og som sagt forfatterens arbejde med klummeskriverier. Der er løbende en del kommentarer til andre forfatteres og journalisters evner (og ofte mangel på evner) inklusiv faglige og personlige diskussioner og synspunkter på f.eks. forlagsverdenen og på krimigenrens udvikling. Fortælleren deltager også på Bok & Bibliotek i Göteborg. Det er nærmest som noget fra  forfatterens erindringer – nogle erindringer som bogens fortæller (og forfatter?) pure afviser nogensinde at ville blive skrevet. Det kunne have virket lidt selvfedt og malplaceret i en spændingsbog, men det er det ikke for mig. Det er stilistisk og indholdsmæssigt elegant skruet sammen og tilfører forfatterskabet endnu en dimension. At der samtidig er humor og satire gennem hele nogen, gør bare det hele endnu bedre!

Carl Hamilton optræder flere gange undervejs, bl.a. får vi forklaringen på bogens titel samt flere detaljer om historien i ”Men ikke uden min datter” med aktionen for at befri en af vennernes datter, men først fra kapitel VI (side 191) skifter bogen stil, da Carl Hamilton kommer med udspil til en ny, fælles indsats: Operation Stråletosse. Det bliver begyndelsen på en dramatisk historie, hvor de to gangbesværede pensionister igen får brug for alle deres fremragende evner. Det eventyr klarer de effektivt og elegant på deres helt egen måde, og på sidste side antydes det, at nye aktioner/operationer/eventyr er på vej.

Bogen vil måske dele vandene blandt læserne – på samme måde som Jan Guillou ofte har gjort det. Er der for lidt spænding og for meget udenoms? Hvad er fiktion, og hvad er fakta? Hvad skal man tro på? 

For mig er det ikke primært en spændingsbog, men et fremragende og helt særligt nyskabende litterært værk med mange overraskende forfattergreb. Dejlig læsning – og samtidig spændende!

Fordi det er bog med dobbelt indhold og litterær struktur får bogen både 5 funklende stjerner som en rigtigt god roman og 9 skydeskivepoint som god krimi, der er første del af en serie, jeg har store forventninger til, og som jeg glæder mig meget til fortsættelsen af. (Og 5 hjerter på https://krimifan.dk/)

Jan Guillou
Den der dræbte helvedes engle
Modtryk, 2022
314 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Maj Sjöwall og Per Wahlöö: Roseanna

Krimi og spænding Posted on 09 maj, 2022 22:53

Fra bogens bagside:
Et nøgent, mishandlet kvindelig fiskes op ved en sluse. Hun er blevet myrdet, udsat for grov vold, er omkring 28 år og har et modermærke på venstre lår. Det er alt, hvad Martin Beck og hans kolleger har at gå efter i efterforskningen af den døde kvindes identitet og hendes drabsmand.

Første bog i 10-binds serien “Roman om en forbrydelse”.

Min anmeldelse:
Jeg læste bogen, da den først i 1970’erne udkom i Gyldendals Bogklub, hvor hele serien (som jeg husker det) kom fordelt over 4 pakker/måneder, så jeg læste hele serien. Jeg ventede endda længselsfuldt på næste måneds bogpakke for at finde ud af, hvordan historien udviklede sig, hvordan det gik med personerne, og hvor forfatterne førte os læsere hen.

Det var en rigtig god serie! Og med årene har jeg som bibliotekar og læser af (blandt andet) krimier oplevet, hvordan den serie har inspireret mange forfattere, og hvordan den fuldt fortjent har været stilskabende og et ikon i genren.

Godt 40 år efter den første del blev udgivet, blev de alle genudgivet i nyoversat udgave og med forord af skiftende krimiforfattere. Som lektør for Dansk Bibliotekscenter fik jeg bind 1 og 2 til anmeldelse og her er et uddrag af min anmeldelse dengang:

Denne banebrydende serie fra forældrene til de nordiske krimiserier vil stadig fange alle krimilæsere, der vil have stor fornøjelse af bøgerne i denne klassiske serie

Selve krimiplottet er af den mere banale art om det mord på en turist ombord på en båd undervejs i de svenske kanaler og søer. Det er første introduktion til Martin Beck og hans folk, og selv om hvert bind både er spændende og godt skrevet, har bøgerne deres største styrke som samlet serie. Martin Beck som hovedperson er her ved at træde i karakter, og han fortsætter med at udvikle sig i seriens næste bind ligesom det svenske samfund, der er central aktør i bøgerne

Alle bind er genudgivet i nyt udstyr og oversættelse. Begge dele opdaterer bøgerne til nutidig smag. Især sproget har med den nye oversætters stil fået et mere moderne snit, som heldigvis er foretaget med respekt for serien, uden at ændre de præcise tidsbilleder og stemninger.

Nye læsere vil helt sikkert også sætte pris på hele serien, mens tidligere læsere med fornøjelse vil genlæse disse nyere klassikere. Det var godt, de blev genudgivet.

Dette bind 1 har forord af Henning Mankell – forfatteren bag bøgerne med Kurt Wallander, der ligesom serien med Beck er blevet filmatiseret og også har affødt flere film med de samme hovedpersoner.

Det var denne nye udgave, vi læste i læsegruppen “Sure Gamle Mænd”, og der var delte meninger om den. Et par stykker fandt bogen for langsom og kedelig, og andre læste næsten aldrig krimier og var ikke blevet fanget af bogen, mens halvdelen af gruppen syntes, det havde været interessant og spændende at læse bogen.

Jeg hørte til den sidste halvdel, og havde bl.a. noteret mig, at bogen var på betydeligt færre sider end krimier i dag. Det var en langsom fortælling i kraft af de mange detaljer i den langstrakte efterforskning og det grundige politiarbejde. Men det var aldrig kedeligt. 

Som jeg husker serien, så sker der en markant udvikling i serien. Mens denne første del var mere traditionel, men dog med nye elementer som f.eks. ved at inddrage politifolkenes privatliv, så bliver der undervejs en skarpere og stigende kritisk holdning til det svenske samfund i de næste bøger frem mod bind 10 “Terroristerne”. 

Læst i dag har bogen ikke helt samme fascinationskraft, som jeg husker, den havde, da jeg læste den første gang. Men jeg blev stadig fanget af bogen og kan rigtigt godt forestille mig at læse flere af seriens bind! 

Vurderet i dag godt næsten 60 år (!) efter udgivelsen og (måske uretfærdigt) sammenlignet med nutidige krimier bliver det til 7 skydeskivepoint fra mig til denne bog. Men serien som helhed skal have 10 som et rent pletskud alene pga. seriens betydning for kriminallitteraturen. 

Maj Sjöwall og Per Wahlöö
Roseanna
Modtryk, 2007
(Originaludgave 1965)
232 sider

Bogen er fundet i min bogreol.



Jan Guillou: At skrive i svære tider

Alt muligt andet godt Posted on 30 apr, 2022 19:33

Fra bogens bagside:
Jan Guillous klummer i svenske Aftonbladet har handlet om alt lige fra forestillingen om, at de fattige får det bedre af skattelettelser til de rige, over kravet om hårdere straffe og flere fængsler til striden om de svenske ulve. Men allermest om terrorisme og om lighed for loven.

I de senere år har klummerne haft særligt fokus på den voksende højreekstremisme, som Jan Guillou anser for den største trussel mod det svenske demokrati siden Anden Verdenskrig.

Min anmeldelse:
Mens jeg venter på den kommende og overraskende bog fra Guillous pen, har jeg nydt denne samling klummer, hvor hans skarpe meninger formidles klart og kontant. Jeg har aldrig været i tvivl om hans holdninger, som jeg tidligere har mødt i debatter på f.eks. Bok& Bibliotek, og som jeg også har fundet i hans fascinerende bog “Ordets magt og afmagt : mit skrivende liv” (2007), der viser hans store samfundsengagement. Alligevel var det en god oplevelse igen at læse hans knivskarpe og velformulerede argumentationer for sine synspunkter på en bred vifte af emner. 

Uanset om man er helt eller delvist enig med Guillou eller ikke har sympati for hans holdninger, vil man helt sikkert kunne nyde hans formuleringer og måde at argumentere på. Samlingen af klummer er et godt tidsdokument.

Den bog, jeg venter på, er “Den der dræbte helvedes engle”, hvor 2 pensionister fra tidligere bøger af Jan Guillou, Erik Ponti og Carl Hamilton, har slået sig sammen. Forlaget beskriver bogen sådan: “Det er den spændende første bog i en vild romanserie, hvor to af Guillous mest ikoniske karakterer slår pjalterne sammen for at kæmpe mod ekstreme kriminelle organisationer, der skaber uretfærdighed og ondskab i samfundet.” (Den udkommer 24. maj) 

Der er en klar forbindelse til Jan Guillous holdninger fra klummerne, som jeg meget gerne giver 4 stjerner på min blog.

Jan Guillou 
At skrive i svære tider : Kommentarer 2005-2021
Modtryk, 2022
291 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jørn Lier Horst: Sag 1569

Krimi og spænding Posted on 15 aug, 2021 22:39

Fra bogens bagside:
En sommeraften i 1999 blev den 17-årige Tone Vaterland dræbt på vej hjem fra arbejde. Sagen blev hurtigt opklaret. Skylden blev tildelt, straffen udmålt og dommen afsonet.

Glemslens slør har lagt sig over sag 1569, indtil William Wisting modtager et brev, der kun indeholder en unik talkombination, der peger på andre løsninger end den etablerede sandhed.

Serien:
På bogens bagside står der:
Sag 1569 er fjerde og sidste bog i Jørn Lier Horsts Cold Case-kvartet, hvor politiefterforsker William Wisting fra Larvik genåbner gamle sager, der kan synes umulige at løse. Bogen kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien.

Forlaget Modtryk har givet serien “En William Wisting-krimi” denne nummerering:
1: Nøglevidnet, 2: Felicia forsvandt, 3: Når havet stilner, 4: Den eneste ene, 5: Natmanden, 6: Bundfald, 7: Vinterlukket, 8: Jagthundene, 9: Hulemanden, 10: Blindgyde, 11: Når det mørkner (er om forhistorien til serien), 12: Katharina-koden, 13: Det inderste rum, 14: Ond vilje, 15: Sag 1569.
Cold Case-kvartetten består af de sidste 4 bøger i serien (nummer 12-15)

Min anmeldelse:
Parallelt med at vi som læsere følger politiarbejdet med at opklare en nutidig sag, følger vi William Wistings indsats for at finde forklaringen på, at han modtager flere anonyme breve med journalnumre og andre oplysninger til tidligere sager. Alle sagerne er afsluttede, men henvendelserne vækker Wistings interesse og frygt for, at der er sket en uretfærdighed, og en morder ikke har fået sin straf. Er det de rigtige personer, der dømt som gerningsmænd? 

Det bliver et intenst politiarbejde for Wisting og de andre politifolk at finde frem til sandheden, og det bliver fortalt på vanligt spændende måde. 

8 sikre point på min blogs skydeskive og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.

Jørn Lier Horst
Sag 1569
Modtryk, 2021
342 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jo Nesbø: Jalousimanden og andre fortællinger

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 04 jul, 2021 18:39

Fra bogens bagside:
JALOUSIMANDEN OG ANDRE FORTÆLLINGER kredser om de stærkeste menneskelige følelser. På klassisk Nesbø-vis møder vi det potentielt dødelige resultat af jalousi, begær og utroskab.

En græsk politiefterforsker er på grund af dyrekøbte erfaringer fra sit eget liv blevet ekspert i jalousi. Da en tysk turist bliver meldt savnet på øen Kalymnos, er det ham, der bliver tilkaldt. 

En taxichauffør finder sin kones ørering i vognmandens bil. Hvordan er den havnet der? 

En kvinde på vej fra New York til London har i kølvandet på mandens affære med hendes bedste veninde bestemt sig for at afslutte sit liv. Men hvem er den mand, der sidder ved siden af hende i flyet? 

Forlagets pressemateriale

Min anmeldelse:
De grundlæggende og dobbeltrettede følelser som kærlighed og had er sammen med hævn og selvfølgelig jalousi de centrale elementer i de 7 rigtigt gode historier. Hver enkelt historie står lynende skarpt i såvel sprog som indhold. Alle historierne har en opbygning, så jeg som læser hver gang blev fanget af historien lige fra de første sætninger, og jeg blev holdt fast helt frem til hver af de overraskende slutninger. Herlig underholdning med markante kanter og ofte med moraler til overvejelse og diskussion.

Bagsideteksten skitserer kort tema og indhold i 3 af historierne, mens det i de øvrige handler om at holde sig i en kø eller springe over, om at nogen jo må påtage sig arbejdet med at rydde op og skaffe sig af med affaldet, om opgøret og opgørelsen efter en skilsmisse samt om en forfatters tvivl på egne evner og hans manglende lyst til at deltage i forfatterarrangementer samt hans lyst til at digte. (Hvilket han gør med kærlighed i hjertet.)

Det er umuligt for mig at vælge en favorit. Jeg har læst alle fortællingerne to gange nu, og jeg har nydt dem alle hver gang. Det må siges at være et godt tegn.

Det er heller ikke muligt for mig at rubricere bogen i den ene eller anden genre. Bogen er “bare” en rigtig, rigtig god bog med potentiale til at ramme mange slags læsere. Den er på én gang både en fascinerende og fabulerende novellesamling, en krimi, en spændingsbog og samtisig så meget andet. 

Det er fortællekunst af høj klasse, så den får mine maksimale 10 point på min krimispændingsskydeskive som et rent pletskud, mine maksimale 5 stjerner i min genre “Alt muligt andet godt” samt 5 sikre krimihjerter på Krimifan.dk

Jo Nesbø
Jalousimanden og andre fortællinger
Modtryk, 2021
266 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Tove Alsterdal: Stormfald

Krimi og spænding Posted on 25 maj, 2021 22:31

Fra bogens bagside:
Olof var kun fjorten år, da han tilstod mordet på en lidt ældre pige, Lina. Treogtyve år senere drejer han af E4 i Ångermanland, ind på de små veje, der fører til hans barndomshjem. I badeværelset finder han sin far død, myrdet med en jagtkniv.

Eita Sjödin er lige vendt hjem til sin barndomsbyen – for at arbejde ved politiet og for at tage sig af sin mor. Efterforskningen af mordet på Olof far vækker hendes fortid til live.

Eira var ni år, da Lina blev myrdet.

Olof var drengen fra hendes mareridt.

Min anmeldelse:
Når der præsenteres en ny, svensk krimiserie af en forfatter med flere enkeltstående, gode spændingsromaner og krimier bag sig, bliver jeg nysgerrig på at finde ud af, hvor god den er, og hvordan den adskiller sig fra de mange andre svenske krimiserier. Når første bind samtidig er kåret som årets bedste svenske krimi i 2020 skærpes interessen yderligere.

Efter at have bosat sig i Ådalen om sommeren fik Tove Alsterdal lyst til at skrive en serie, der foregik på stedet, som i dag er et svensk udkantsområde, men som tidligere var et aktivt område med bl.a. en del tømmerindustri. Det sætter sit præg på bogen, hvor stemninger og områdets situation er en godt integreret del.

Efterforskeren Eira Sjödin er med sin opvækst på stedet personligt involveret i begivenhederne, og også hendes bror viser sig at være en af aktørerne. Hendes lokalkendskab er på én gang både hendes styrke og svaghed. Den rigtigt spændende og overraskende historie fortælles stramt,  effektivt og intenst i et gost sprog.

Det er på én måde en klassisk krimi, hvor fortidens gerninger og traumer har indflydelse på nutidens begivenheder, hvor den centrale politietefterforsker involveres personligt, og hvor en efterforsker vender hjem. Men i denne bog bliver det alligevel til noget andet og mere. Bedst som jeg troede, at gåderne var løst, (sådan som det ofte sker ude i skærgården), afdækkes endnu et lag, så endnu en historie dukker op. Sag for sag viser sig at hænge sammen, indtil et helt sammenhængende forløb ender et uventet sted. 

Jeg er rigtigt spændt på at følge serien fremover. Det bliver interessant at finde ud af, om Eira Sjödin fortsætter som gennemgående person, eller om serietitlen skal tages så alvorligt, at det er stedet, som er det gennemgående element. Det sidste er set i Anders de la Mottes 4-binds fremragende serie fra Skåne. (Se her https://blog.drustrup.dk/?p=859)

Det bliver til 9 skydeskivepoint her på min blog og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.

Tove Alsterdal
Stormfald
(Ådalsserien; 1)
Modtryk, 2021
365 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »