Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Niklas Turner Olovzon: “Isbjerg” og “Sandslot”

Krimi og spænding Posted on 25 mar, 2025 09:42

Dette er en dobbeltanmeldelse af  de første 2 bind i Tassby suiten, der udforsker en række isnende forbrydelser og familiehemmeligheder i landsbyen Tassby, dybt inde i de svenske skove. Anmeldelsen er lagt i hænderne af den faste gæsteanmelder Palle Thomsen.

Fra bagsiden af Isbjerg:
Efteråret ankommer til Dalarna, og i landsbyen Tassby forsvinder en thailandsk bærplukker på mystisk vis i skoven. Outsideren Lars-Inge mistænkes af byens matriark, Liss-Kulla, der bruger sladder som magt.

Lars-Inge er en enspænder med en gammel hund som sin eneste følgesvend, og han konfronteres med sin fortid, da der pludselig bliver tændt lys i en ejendom på den anden side af bugten. Skjuler han mere end knuste kunstnerdrømme og en sorg over den familie, han aldrig fik?

Samtidig forsvinder femårige Elliot fra børnehaven i Luleå ved Den Botniske Bugt. Moderen Elins desperate eftersøgning får Tassbys mørke familiehemmeligheder og gamle uretfærdigheder til at boble op til overfladen. Er drengen faldet gennem isen, eller har nogen taget ham?

Fra bagsiden af Sandslot:
Lokalsamfundet i Tassby er stadig mærket af hændelserne et par år tidligere, da landsbyens matriark, Liss-Kulla, begyndte at grave i sagen om en forsvunden thailandsk bærplukker. Samtidig forsvinder en teenagedreng under en påskeferie på Koh Lanta i Thailand, og hans mor leder desperat efter ham, men møder modstand. Er de to begivenheder tilfældige, eller er der en skjult forbindelse mellem forbrydelserne i Thailand og mørket i Dalarnas skove? Hvilken hemmelighed binder dem sammen?

Palle Thomsens anmeldelse:
To bøger på i alt over 900 sider og det er noget af en mundfuld. 

Jeg var lidt loren, da jeg startede på læsningen – der var lang vej igen til sidste side i bind 2. Efter de første 200 sider i bind 1 var jeg ved at være træt af bogen, men den skulle jo anmeldes, så jeg holdt ud og godt for det. Den blev bedre og bedre, og da jeg var færdig med “Isbjerg”, glædede jeg mig til “Sandslot”.

Vi er i en lille by – Tassby – i Dalarna i Sverige. En by hvor der ikke sker særligt meget, masser af sladder og intriger, hvor de fleste går meget op i ishockey, og byen er domineret af brovtende mandschauvinister og sladdertanter. 

En udenlandsk bærplukker forsvinder, og det sætter gang i en lang historie, som i bind 2 foregår delvist i Thailand.

Det, der i starten gjorde, at jeg synes det lignede en langgaber, skyldes den meget detaljerede beskrivelse af et kedeligt lillebyliv. Men hold ud – det er det værd. For langsomt æder fortællingen ind på dig og åbenbarer de mange skjulte ting i byen. Det ender med at være en fremragende fortælling.

Jeg glæder mig til forfatterens næste bøger og giver bøgerne 9 ud af 10 point – hver.

Niklas Turner Olovzon
Isbjerg
Hr. Ferdinand, 2025
496 sider  

Niklas Turner Olovzon
Sandslot 
Hr. Ferdinand, 2025
416 sider  

Bøgerne er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplarer.



Kim Hundevadt: Porcus

Krimi og spænding Posted on 18 mar, 2025 22:35

Fra bogens bagside:
Danmarks største svineavler har været sporløst forsvundet i tre uger, da det en sen aften ringer på døren hos journalist Michael Moll. På måtten finder han en kuvert med et foto af svineavleren, en nordjysk adresse og teksten ’Mød mig her i nat’.

Sagen tager en vild drejning, da Moll når frem til adressen. Han kan trække tråde til både russiske kriminelle og radikale dyreaktivister. Og hvad værre er: Hans egen 19-årige datter ser ud til at være involveret. 

PET-agent Christiane Mielcke bliver sat på sagen, der hurtigt eksploderer i offentligheden, da aktivister og vrede landmænd støder sammen foran Christiansborg.

Undervejs opdager Mielcke, at journalisten nok er mere indblandet, end han vil stå ved. Begge indser dog, at de er afhængige af hinanden og må tage utraditionelle metoder i brug, hvis de skal til bunds i sagen. Det bliver indledningen til seks dramatiske døgn, der kulminerer i et makabert spil om liv og død.

Min anmeldelse:
Del 1 af planlagt serie med Moll & Mielcke / journalisten & efterforskeren og det bliver interessant at se, hvilke aktuelle emner, der bliver valgt i de næste historier. Denne gang er emnet dårlige vilkår for dyr i landbruget samt dyreaktivister, bandekriminalitet, rige russiske banditter, unge svenske lejemordere, forretningsmoral og journalistik, og der er skruet godt op for dramatikken i historien. 

En god ven siger af og til, at det er lige meget om en historie er rigtig, bare den er underholdende. En parallel talemåde er, at overdrivelse fremmer forståelsen. Jeg tror, at forfatteren i nogen grad har lyttet til disse udsagn eller nogle tilsvarende.

Jeg er helt med på, at der er store dyreetiske problemer nogle steder i landbruget. Og bogens titel viser, at den fokuserer på situationen indenfor svineavl. Porcus betyder svin på latin. Der er jævnligt set eksempler på dårlige forhold for svin, men når romanen bygger på den forudsætning, at det er en generel situation, at dyr bevidst og altid lever under kummerlige forhold og mishandles, så er det at stramme elastikken for at udtrykke det mildt. Så kender I min grundpræmis for vurderingen af bogens realismeniveau. Men virker den så alligevel som en god krimi ud fra sine egne præmisser?

Det korte svar er, at det synes jeg, den gør. Det er en grum og spændende krimi med mange samfundsrelevante vinkler, og de to hovedpersoner er et interessant makkerpar, der er gode eksponenter for nogle centrale aktører – efterretningstjenesten og informationsverdenen. Det er en krimi med de nødvendige twists undervejs i løbet af de få dage, handlingen foregår i, og der er et højt tempo på det hele. 

Som aktuel krimi med en samfundsrelevant vinkel er det en interessant og journalistisk vinklet bog, som jeg giver 8 marginale skydeskivepoint. 

Kim Hundevadt
Porcus
Politikens Forlag, 2025
384 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Sissel-Jo Gazan: I en dråbe

Krimi og spænding Posted on 21 jan, 2025 16:43

Fra bogens bagside:
Efter et skænderi med sin 17-årige datter, Mia, går Merete ud for at poste et brev. Da hun to dage senere stadig ikke er kommet hjem, sætter politiet en storstilet eftersøgning i gang. Hjemme sidder Mia med sin far, Finn, og søster, Lea, i chok og bekymring. De ved ikke, hvad de skal tro, og slet ikke da politiet begynder at fokusere på Finn. Hvor var han den aften, Merethe forsvandt, og hvorfor lyver han så meget? Mia er overbevist om sin fars uskyld, men da hun får i gang med at lede efter sandheden om sin mors forsvinden, indser hun, at hun hverken kender sin families historie – eller sin egen. 

En spændingsroman om at være i familie om at høre til og om blod, der er tykkere end vand. Eller – er det nu også det? Det er en roman om livsvigtige venskaber og retsbotanik, og ikke mindst om en families sammenbrud og grundlæggelsen af en ny. 

Min anmeldelse:
Jeg har med fornøjelse læst Sissel-Jo Gazan krimiserie, hvor Søren Marhauge er hovedpersonen – og har anmeldt den seneste “Uglens øje” her https://blog.drustrup.dk/?p=1395. Selv om Marhauge også har en lille rolle i denne nye bog, er der tale om første bog i en ny serie med Mai Jinju Thiel-Jensen. 

Jeg har også anmeldt “Hvide blomster ” https://blog.drustrup.dk/?p=999, der ikke er en krimi, men hvor familierelationer – og generelt mellemmenneskelige relationer – er i fokus sammen med videnskabelige elementer. 

I denne nye series første bog er emnerne vævet ind i hinanden på bedste vis på en så intens måde, at jeg blev fanget af bogen. Politiets efterforskningsmetoder kombineret med udviklingen af brugen af DNA og retsbotaniske metoder er den videnskabelige del af plottet. Mht. det mellemmenneskelige er familiebånd, kærlighed, utroskab og især adoption i fokus. Mia er nemlig adopteret fra Korea, og det spiller en central rolle.

Handlingen udspiller sig i tre perioder: 1984, 1989 og 2001, og det hele fortælles kronologisk med Mia som central person. Undervejs bliver hun uddannet ved politiet, og i den sidste del af bogen indgår hun i efterforskningen af nogle mord, en mordbrand og en kidnapning. Så vil jeg ikke afsløre mere om sammenhængene, forbrydelserne og efterforskningen, men opfordre til at læse bogen selv. 

Til gengæld vil jeg gerne afsløre, at familierelationerne til en farbror og en kusine bliver tættere, og ikke mindst at familiehemmelighederne afsløres. 

Mia, hendes familie og kollegaerne ved politiet er interessante og usædvanlige folk, som det bliver spændende at få mere at vide om. Jeg er nemlig helt sikker på, at Sissel-Jo Gazan fortsat kan finde videnskabelige emner at bruge i sine meget velskrevne, veldrejede og spændende historier. 

9 sikre skydeskivepoint af 10 mulige.

Sissel-Jo Gazan
I en dråbe
Politikens Forlag, 2025
453 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Søren Pilmark: Varieté – Rasmus

Alt muligt andet godt Posted on 06 okt, 2024 17:50

Bogen er 3. bind i Varieté-serien og den foreløbige kulmination i historien om Laurits og Valdemar, og alle menneskerne på det lille Apolloteater i Hvidbjerg.

Her er links til mine anmeldelser af seriens første to bind:
1: Varieté – Laurits og Valdemar – https://blog.drustrup.dk/?p=1144 
2: Varieté – Eva og Anna – https://blog.drustrup.dk/?p=1545 

Beskrivelse:
Rasmus Larsens rejse til Amerika bliver alt andet, end han har forstillet sig. Den bliver begyndelsen på en 25 år lang odyssé, hvor han må overvinde umulige forhindringer, gennemleve næsten umenneskelige kriser og strabadser, og hvor det eneste, der holder ham oppe, er håbet om en dag atter at gense sin søn – den femårige dreng, Laurits, som han forlod for at skaffe dem begge en bedre tilværelse.

Hvad Laurits ikke ved er, at der på den anden side af jordkloden befinder sig en mand, der igennem alle årene også har kæmpet mod sorgen og savnet, og ikke mindst imod den onde skæbne, der har forhindret ham i at holde løftet til sin søn. Nemlig at komme tilbage. En mand, der har gennemlevet skibskatastrofer, 16 års fængsel og en fangeflugt så spektakulær, at man næsten skal være tryllekunstner for at forstå den.

Hvad Rasmus ikke ved er, at der på den anden side af jorden, i en lille østjysk by ved navn Hvidbjerg, befinder sig en ung mand, der lige så desperat leder efter ham. Og som i samtlige 25 år ikke har kunnet slippe håbet om, at hans far var i live og en dag ville vende tilbage til ham. Den unge mand hedder Laurits Larsen og er tryllekunstner i Apolloteatret.

Min anmeldelse:
Endnu en forrygende, festlig og farverig fortælling med den fortsatte historie om de mange personer i og omkring Apolloteatret og samtidig et flot tidsbillede fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det er en kollektivroman med mange vidunderlige personligheder, og mens seriens første bind har haft far og søn som en slags hovedrolleindehavere i hvert sit bind, så er det denne gang farfaren, Rasmus, der har den centrale rolle. Samtidig med at den aktuelle situation i Hvidbjerg i 1912 beskrives kronologisk følges Rasmus i mellemliggende afsnit i tiden omkring 1888 og i nogle perioder derefter – frem til at sporene mødes til allersidst i bogen.

Det er igen en fornøjelse at læse om de mange personer og deres dagligdag samt deres indbyrdes relationer på teatret, i den lille by og andre steder. Og det er det, fordi historien fortælles i et levende og blomstrende sprog, der bidrager til den indre billeddannelse. De mange ord og parallelle sidehandlinger betyder selvfølgelig en bog med mange sider, men det gør for en gangs skyld ikke så meget.

Det 3. bind i Varieté-serien er den foreløbige kulmination i historien om Laurits og Valdemar, og alle menneskerne på det lille Apollo-teater i Hvidbjerg. Sådan skriver Politikens Forlag i præsentationen af bogen, og jeg hæfter mig ved ordet foreløbige, og kan det tolkes, som jeg gerne vil, så ser jeg frem til en fortsættelse af serien.

Det bliver igen til 4 sikre stjerner.

Søren Pilmark
Varieté – Rasmus
Politikens Forlag, 2024 
564 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Michael Holbek: Strøm

Alt muligt andet godt Posted on 30 sep, 2024 21:18

Fra forlagets beskrivelse:
Eivind, Bruno, Vigga og Kim er helt almindelige mennesker, der drømmer om mere, end der lå i kortene. Vi følger dem fra 60’ernes oprør, autoritetsfald og velfærdsboom, over 70’ernes krise i samfund og samværsformer til 80’erne, hvor både uskylden og det moralske kompas ryger. Romanen tager os med ind i det nybyggede parcelhus og det udsyrede kollektiv, ud på byggepladsen og fabrikken, til Afghanistan med kufferten fuld af hash og om bord i shippingbranchens eventyrlige Wild West.

Eivind er en ung, dygtig og driftig elektriker, der knokler løs i 1960’ernes opsving. Han er gift med Vigga, der er ufaglært syerske, og de har børnene Kim og Hanne. Efter fyraften laver Eivind og hans svoger Bruno penge på sort arbejde, og de drømmer begge om en mere strålende fremtid for sig selv og deres familie. Eivind drømmer om at få eget hus og eget firma, Bruno fantaserer om den helt store fidus, og Vigga længes mest bare efter noget andet og bedre. Og så er der drengen Kim, der vokser op med kærlighed, knæk og kriser og som ung mand øjner en mulighed for at gøre sig fri af det hele.

Strøm er en barsk og bevægende roman, der med sort humor fortæller om en dansk families drømme, håb og almindelige mislykkethed.

Min anmeldelse:
Mens jeg læste bogen, blev jeg mere og mere sikker på, at den i høj grad var bygget på forfatterens egen familie, og det blev jeg bekræftet i til sidst i bogen. 

Overordnet blev jeg rigtigt godt underholdt og kom helt i nostalgisk humør, fordi det er nogle interessante tidsbilleder fra perioden 1967-1987, forfatteren beskriver. Det bringer gamle erindringer frem og skabte indre billeder. På den måde er det en hyggelig bog at læse. Det er også nogle markante personer, der beskrives meget grundigt dog oftest med begrænset sympati. F.eks. er Jørgen Ryg også med som partner til et af familiemedlemmerne og beskrevet detaljeret som alkoholiker. 

Det er dynamikken mellem personerne samt beskrivelserne af begivenhederne i de forskellige perioder, nogen begiver sig igennem, men når forfatterens undervejs forfalder til at bringe rigtigt mange detaljer, skifter bogen i de afsnit stil til nærmest at være en faktuel historiebog, og det er lidt ærgerligt. Men som sagt blev jeg overordnet godt underholdt, samtidig med at bogen er tankevækkende. 

Sure Gamle Mænd
Bogen var septemberbogen i den læsegruppe, Sure Gamle Mænd, jeg er med i, men jeg kunne desværre ikke være med, da den mødtes for at snakke om bogen, men har bagefter bl.a. fået denne tekst:

Vi var enige om, at ‘Strøm’ var underholdende læsning. Vi genoplevede vores ungdom og de begivenheder, der fyldte meget i vores bevidsthed og medierne. Muligvis for meget København. Det er påfaldende, at stort set alt fra medierne opleves af karaktererne – selv Jagtvej 66 og den historiske fodboldkamp grundlovsdag mod Sovjetunionen. Generelt var karakterernes svagheder tydeligt beskrevet, og derfor kunne det som læser være svært at holde af dem. Vi tog en særlig runde omkring Jytte og hendes totale svigt af Bruno sammenholdt med hendes fortvivlelse ved hans begravelse. Hun var død (og uden børn), da Michael Holbek skrev romanen, og han havde derfor frit spil til et karaktermord.

Jeg giver gerne bogen 4 stjerner ud af 5 mulige.

Michael Holbek
Strøm
Politikens Forlag, 2022
416 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Claus Schjødt: Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt

Alt muligt andet godt Posted on 15 jun, 2024 22:21

Fra bogens bagside:
Charmerende og humoristisk roman om 35-årige Franks livtag med tilværelsen … og kærligheden.

Frank har aldrig fået sig en uddannelse efter gymnasiet. I stedet har han i en brandert købt en gammel lastbil og slået sig ned som havemand. Nu er han 35 år og vil videre i sit liv, men det har han truet med i årevis, påpeger vennen Bjørn, der er mekaniker og bor i den samme hensygnende by i Midtjylland.

Hverken Bjørn eller Frank har en kæreste – ikke som Frank ser det, i hvert fald. Men Emmi, der jævnligt tager ham med hjem fra kroen, mener noget andet, og det samme gør Liz, hendes skræmmende mor. Frank har bare ikke den store lyst til at binde sig til Emmi og hendes to børn. Så hellere til biologen Sara, der vender tilbage til byen som projektleder på den nationalpark, Naturstyrelsen vil anlægge i området.

Den lille by kommer på landkortet, da nogle ulve bliver spottet på egnen, og endnu større opmærksomhed vækker det, da én af dem bliver skudt og smidt i en indkørsel. Nogen bryder sig tydeligvis hverken om ulve eller om at få en nationalpark til nabo.

Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt er en forførende feel goodroman for både mænd og kvinder om at forfølge sin længsel, også selvom den viser sig at pege i en anden retning, end man først lige havde forestillet sig. 

Min anmeldelse:
Bagsidetekstens første udsagn er fuldstændigt korrekte! Bogen er både charmerende og humoristisk, og det har været en rigtig god oplevelse at læse om Franks liv og tanker. Frank, der er 35 år og ugift, bor i en lille og helt almindelig by i Midtjylland. Han er ved at overveje retningen for sit liv, men det forstyrres af den unge kvinde, der vender hjem til byen for at arbejde med oprettelse af en nationalpark. Så sker der meget – i hvert fald relativt meget for den lille by og dens beboere, og der er ikke enighed om holdningen til ulve.

Det er et univers, jeg har mødt – i hvert fald noget lignende – flere gange ude i virkeligheden, men aldrig beskrevet så indgående, solidarisk og med en varmhjertet humor. Og herligt at læse en roman, der ikke foregår i storbyen.

Miljøet, personerne og de mellemmenneskelige er beskrevet så præcist, at jeg som læser virkelig følte med personerne – med Frank i centrum. Hans måde at gebærde sig gennem livet og hverdagen samt hans relationer med venner, kvinder, børn, jævnaldrende, gamle mennesker, ja hele landsbyens befolkning er beskrevet så ægte og dybfølt, at alle læsere af velskrevne samtidsromaner vil blive fanget ind af bogen. 

Det er en stærk og alligevel stille bog, som er realistisk og med troværdige personer, og samtidig morsom på en god måde, hvor ingen hænges ud eller gøres til grin.

Den får mine maksimale 5 stjerner og mine anbefalinger til en bred kreds af læsere.

Claus Schjødt
Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt
Politikens Forlag, 2024 
432 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Næste »