Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Kenneth Degnbol & Dagmar Winther: Dømt

Krimi og spænding Posted on 02 sep, 2023 22:36

Forlagets beskrivelse:
Et lille landsbysamfund på Djursland er på den anden ende, da en tidligere dømt pludselig flytter ind.

En ung kvinde dræbes i sin lejlighed i Aarhus. Fire år senere løslades Lars Emil, der dengang blev dømt skyldig. En anden har tilstået. Lars Emil er en fri mand.

I den lille landsby Roslinge på Djursland står Lars Emils nye kone Kira og deres lille datter klar til at byde ham velkommen hjem. Men de er også de eneste. For hvem vil bo i nærheden af en mand med så belastet et rygte?

Frygten indtager landsbyen og udløser trusler og oprør. Og da endnu et drab finder sted, denne gang midt i fredelige Roslinge, er det lille lokalsamfund tæt på kogepunktet.

Kriminalkommissær Thea Krogh fra Østjyllands Politi hentes til Djursland for at opklare sagen i tæt samarbejde med lokalbetjenten Bjørn. Imens forsøger den lokale sognepræst, Thorkild Christensen, at få verden til at give mening igen. For en frikendt er vel fri?

Dømt handler om forsoning, skyld, tilgivelse, rummelighed – og ikke mindst om kærlighed i alle dens komplekse afskygninger.

Min anmeldelse:
Beskrivelsen af bogen dækker indholdet fint, så det er det ikke nødvendigt at fortælle mere om. Som det ses, er der flere spor i bogen: de sociale strukturer den lille landsby, selvtægt, organiseret kriminalitet, politiets efterforskningsmetoder og hovedpersonernes privatliv – især Theas overvejelser om og problemer med kærligheden.

Historien, der foregår dels i Aarhus og dels i en fiktiv landsby på Djursland, fortælles med mange replikker og en god del af teksten nærmest som regibemærkninger – lidt som jeg forestiller mig et filmmanuskript, og det tog for mig en del ud af spændingen og tempoet i bogen, som ikke for alvor fangede mig som krimi. Livet og spændingerne i landsbyen var nok det mest interessante.

Der er med fortællestilen ikke overladt meget til læserens fantasi bortset fra vinklen med organiseret kriminalitet, der nærmest bliver helt væk hen mod slutningen. Måske det element fortsætter i seriens næste bind. Bogen er nemlig bind 1 i Djursland-serien, hvor den næste bog hedder Den tavse frisør. Den vil jeg også gerne læse på trods af mine forbehold.

Det bliver til 7 skydeskivepoint her på bloggen og 3 krimihjerter på krimifan.dk.

Kenneth Degnbol & Dagmar Winther
Dømt
Politikens Forlag, 2023
400 sider



Amor Towles: Lincoln Highway

Alt muligt andet godt Posted on 19 jul, 2023 22:12

Fra bogens bagside:
Juni 1954. 18-årige Emmett Watson køres hjem til Nebraska af forstanderen for den opdragelsesanstalt i Kansas, hvor han har sonet femten måneder for uagtsomt manddrab. Med en mor der forlod familien for mange år siden, en far der netop er død og familiegården på tvangsauktion, har Emmett en plan om at hente sin otte år gamle bror og drage vestpå for at starte en ny tilværelse.

Men da forstanderen er kørt sin vej, opdager Emmett, at to venner fra opdragelsesanstalten har haft gemt sig i bilens bagagerum. Og de to har lagt en helt anden plan for Emmetts fremtid, en plan som vil tage dem på en skæbnesvanger rejse i den modsatte retning – mod New York City.

Min anmeldelse:
Lincon Highway findes og er USAs første highway fra kyst til kyst. Emmets familiegård ligger cirka midt mellem San Francisco og New York, så hans rejse kunne gå hvilken som helst vej. Hvordan går det så?

Sammen med lillebroderen, Billy, og de to venner fra opdragelsesanstalten, Duchess og Wolly, og nogle folk, der støder til undervejs, bliver historien om deres oplevelser til en varm fortælling om de 4 drenge/unge mænds odyssé med forskellige mål og formål. Deres personlige baggrunde og deres bevæggrunde for at ville rejse er forskellige, og der er derfor mange lag og retninger i historien om deres rejse og deres oplevelser.

Historien fortælles på en helt vidunderlig måde, hvor virkemidlerne blandes, og fortællevinklerne skifter. Det er både en hjertevarm historie og en barsk historie om bl.a. opvækst og familier. Det er en historie om hverdagens helte og heltmodig opførsel på linje med heltene i de sagn, der er i den bog, som lillebror Billy konstant læser i og har med sig som en bibel på hele turen.

Det er en bog med mange sider, men for en gangs skyld ikke én for meget! Det er måske snarere modsat. Jeg var fanget helt ind af historien og vil meget gerne læse meget mere om drengenes oplevelser, efter de sidst i bogen er kørt ud mod horisonten ad Lincoln Highway.

Jeg har lige genlæst og gennydt forfatterens “En gentleman i Moskva”, som jeg anmeldte i 2017 her http://blog.drustrup.dk/#post126. Den er også et bevis på forfatterens fantastisk gode måde at fortælle en fascinerende historie på. 

5 sikre stjerner!

Amor Towles
Lincoln Highway
Politikens Forlag, 2023
549 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jakob Melander: Lysets engel

Krimi og spænding Posted on 13 jul, 2023 11:45

Fra bogens bagside:
Sigga Freitag er på flugt fra sin gamle fjende, seriemorderen Alef, og politiassistent Christian Porsing er taget til Berlin for at hjælpe hende. Kontakten til Sigga er sporadisk, og Christian frygter for hendes liv og mentale helbred.

I håb om at finde spor, der kan stoppe Alef, opsøger Christian gerningsstedet for det seneste drab. Der er mentale spor overalt, alligevel vil Siggas tidligere kolleger ikke lytte til ham. Men da et galleri i Berlins centrum annoncerer en udstilling af værker, der tilsyneladende baserer sig på gerningsstedsfotografier fra nogle af Siggas tidligere sager, eksploderer sagen i de tyske medier.

Modarbejdet af pressen, Siggas tidligere kolleger og feministiske demonstranter må Christian sammen med kriminalkommissær Orhan Dügu tilbage til en glemt tragedie i halvfjerdsernes Bayern for at finde et muligt svar på gåden: Hvem er Alef, og kan Christian og Orhan nå at standse ham?

Min anmeldelse:
Bogen er tredje bind i serien om Sigga Freitag og Christian Porsing. Bind 1 “Jeg er Sarons rose” har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=946. Bind 2 “Station Z” har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1345.

Grundlæggende er det stadig en nødvendig forudsætning for at få fuldt udbytte af bogen, at man som læser kan acceptere Siggas og Christians særlige evner til at sanse, hvilke begivenheder der tidligere er foregået på gerningssteder og andre lokaliteter. Det har jeg aldrig tvivlet på, for Melander forklarer det og bruger det ret overbevisende.

Jeg var meget spændt på at læse bogen, som jeg troede var afslutningen på en trilogi. Det er det på en måde også, men alligevel skriver Jakob Melander på en fortsættelse – og så fortæller jeg ikke mere! Læs selv bøgerne, men læs dem endelig i rækkefølge!!

Bogen foregår primært i Berlin, og det er interessant at opleve byen gennem historien, og der er også litterære og kulturelle henvisninger.

Igen er det en meget spændende og intens historie, og hele udviklingen ses gennem Christian Porsings synsvinkel. Han sætter alt ind på at afsløre Alefs identitet og få stoppet hans voldsomme forbrydelser, men ikke mindst på at beskytte Sigga og hendes datter. Han må bruge alle midler, trække på alle kontakter og ikke mindst udnytte sin særlige evne til at læse gerningssteder, og det bliver farligt. Meget farligt.

Det vil være ødelæggende for læsningen at afsløre mere af handlingen. Og det vil være direkte forbryderisk at afsløre bogens dramatiske og voldsomt overraskende slutning, som jeg måtte læse to gange for at være helt sikker på den. Den passer godt til seriens stemning og forløb, men jeg må engang høre forfatterens forklaring på den. 

Seriens mantra er “Enhver kontakt efterlader et spor”, og det gør bøgerne også. Jeg ser frem til den næste bog i serien!

9 skydeskivepoint her på bloggen og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Jakob Melander 
Lysets engel
Politikens Forlag, 2023
458 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Tom Buk-Swienty: Safari fra helvede

Alt muligt andet godt Posted on 29 maj, 2023 21:24

Bogen har undertitlen “Nis Koch og sønderjyderne, der i 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt”, og det er bogens fascinerende omdrejningspunkt. En ganske utrolig historie, der som sædvanligt for forfatteren er fantastisk godt formidlet.

Fra forlagets omtale:
Det er historien om de knap 30 sønderjyder, der forklædt som danske sømænd i det tyske kejserriges tjeneste under 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig, halsbrækkende mission til kolonien Tysk Østafrika. Foran sig på et maskeret skib havde de 25.000 sømil, Nordatlanten, Sydatlanten, Kap det Gode Håb og Det Indiske Ocean – og mod sig Royal Navy.

Bogen handler om sønderjydernes dramatiske og farefulde sørejse og senere fodrejse gennem det afrikanske vildnis. Selv om alt det, sønderjyderne skulle igennem, næsten er for utroligt til at være sandt, er der tale om virkelige hændelser. De beskrives via deltagernes øjenvidneberetninger og erindringer og er baseret på samtidige og unikke dokumenter fra arkiver i Tyskland, England og Danmark. 

I den ene ende af skalaen er der verdenshistoriske skikkelser som Winston S. Churchill, dengang britisk marineminister, og den legendariske tyske general Paul von Lettow-Vorbeck, kendt og berygtet som ”Afrikas løve”. I den anden ende en flok ydmyge sønderjyder, hvis indsats skulle få afgørende indflydelse på krigens gang i dette fjerne hjørne af verdenskrigen. 

En gennemgående fortæller er den lune og beskedne fyrbøder Nis Kock fra Kegnæs på Als. Takket været hans usædvanligt levende vidnesbyrd om de i alt fem års sære og farlige begivenheder, han og kammeraterne blev hvirvlet ud i, kommer læseren helt tæt på dette ejendommelige og i dag så godt som glemte stykke verdenshistorie. 

Min anmeldelse:
Jeg glædede mig meget til at læse bogen, da jeg hørte om den. Dels var emnet for en af Tom Buk-Swientys bøger endnu engang helt specielt og baseret på et ikke bredt kendt og faktuelt grundlag. Dels er jeg imponeret af forfatterens grundighed og professionalisme i sit øvrige forfatterskab. Og endelig var jeg nysgerrig på at læse mere om historien om kolonimagterne og deres aktiviteter i Afrika under 1. Verdenskrig. Det var jeg, bl.a. fordi jeg med stor fornøjelse læste om den tid i “Dandy”, der er bind 2 i Jan Guillous fantastiske serie Det Store Århundrede.

Og kort fortalt: Hold da op for en utroligt fascinerende bog! Det er en historie, der formidles så levende og grundigt i både tekst og billeder, at de personlige oplevelser beskrevet i bogen står lysende klare. Og så er det en så vild og usandsynlig historie, at den fangede mig lige fra begyndelsen, og det fortsatte helt frem til slutningen. 

Jeg vil varmt anbefale bogen til læsere af mange forskellige slags bøger: Selvfølgelig i første omgang alle der læser historiske fagbøger f.eks. om krig, men også læsere af bredt fortællende historiske romaner. Læser af biografiske bøger er også en oplagt målgruppe. Endelig vil alle, der “bare” kan lide en god historie, også nyde bogen. Så gå i gang med den! Det er bog, du vil huske og tænke på længe.

Og selv om jeg ikke har checket bogen som lydbog eller e-bog, er jeg sikker på, det vil være en stor fordel at læse bogen i trykt udgave, fordi billederne og kortmaterialet er så integreret del af historien og desuden formidler en del af den selvstændigt. 

Det kan kun blive til 5 klare stjerner!

Tom Buk-Swienty
Safari fra helvede
Politikens Forlag, 2022
461 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Søren Pilmark: Varieté – Eva og Anna

Alt muligt andet godt Posted on 07 jan, 2023 16:39

Fra bogens bagside:
Året er 1911. Efter et chokerende og rædselsfuldt overgreb, der er tæt på at koste hende livet, flygter den blændende dygtige violinist Eva Ungermann til Hvidbjerg i Jylland. Her får hun ansættelse på den lille Apollovarieté, hvor hun møder hele det lille teaters galleri af skæve og elskelige eksistenser: Direktøren, Archibald Deutsch, spåkonen Philitta Madsen, fakiren Muktar og alle de andre. Men først og fremmest møder hun tryllekunstneren Laurits og hans tiårige søn, Valdemar. Laurits og Eva forelsker sig hovedkulds, og det står næsten skrevet i stjernerne, at de skal have hinanden. Samtidig er Valdemar blevet betaget af sin skolekammerat, Anna Runge, datter til Runges Jernstøberis ejer. Den spirende kærlighed de to par imellem ser lys og lovende ud, indtil katastroferne indtræffer. Eva indhentes af sin fortid, og Annas unge liv tager en skæbnesvanger og fatal drejning. Både Laurits og Valdemar gør alt, hvad de kan, for at redde deres hjerters udkårne, men forsynet vil det anderledes, og begge piger synes fortabte. Dertil kommer, at hele Laurits’ og Valdemars livsgrundlag er truet. For kun et mirakel vil kunne forhindre Runges Jernstøberi i at udvide fabrikken og dermed jævne Apolloteatret med jorden.

Min anmeldelse:
Da jeg læste og anmeldte seriens første bind med titlen “Varieté – Laurits og Valdemar” var jeg af flere grunde både imponeret og godt underholdt af bogen. Den bragte en godt tidsbillede med nogle stærke personer fra et miljø, jeg ikke kendte før. Læs anmeldelsen her: https://blog.drustrup.dk/?p=1144 

Derfor gik jeg også forventningsfuld i gang med denne fortsættelse, selv om den var endnu tykkere, for Pilmarks gode fortælletalent havde han jo vist tidligere, og bagsideteksten lovede godt for historien. Og mht. bagsideteksten så er den ret omfattende og måske lidt rigeligt dækkende for historiens overordnede forløb. Jeg var inden læsningen i hvert fald helt overbevist om, at kærligheden nok ville sejre. Om det så kom til at passe, må I selv læse jer til løsningen af.

Bogen er nærmest en kollektivroman med fine tidsbilleder fra 1911-1912 og med mange hovedpersoner, der fylder lidt forskelligt, men som alle bidrager til historiens elementer. Hovedtemaet er selvfølgelig kærligheden. Kærligheden til at andet menneske, til varietéverdenen og til vennerne. Dertil kommer flere paralleltemaer, der fylder forskelligt. Det er f.eks. magtstrukturerne og standsforskellene i bogens fiktive Hvidbjerg, seksuelle overgreb, relationer mellem forældre og børn, kulturens vilkår, sorg, teaterverdenens fascinationskraft og begyndelsen af den danske filmindustri.

Det var en god oplevelse at få dette velskrevne gensyn med folkene fra bind 1 og samtidig at møde nogle nye aktører. Jeg var underholdt af bogen, der ikke må læses før, man har læst bind 1. På den måde får man som læser de nødvendige forudsætninger for at komme ind bag personerne. 

Mine eneste anker er, at bogens handling er bredt ud på rigeligt mange sider med mange detaljerede beskrivelser, og at den er blevet noget mere sentimental end bind 1. Kommer der en fortsættelse – og det må der meget gerne, så vil jeg ganske forsigtigt foreslå at “skære mere ind til benet”.

Jeg giver bogen 4 store stjerner.

Søren Pilmark
Varieté – Eva og Anna
Politikens Forlag, 2022
617 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, som i øvrigt oplyser, at Søren Pilmark arbejder på en bog mere i serien..



Peter A.G. Nielsen: Rødvin og memoirer

Alt muligt andet godt Posted on 17 dec, 2022 17:10

Fra bogens bagside:
Bogen er Peter A.H. Nielsens personlige fortælling om et liv som hele Danmarks Mr. Swing King. Bogen er en odyssé gennem musikkens verden og danskernes mentale landskab siden 1966, da han begyndte at turnere landet rundt sammen med sit band.

Peter A.G. fortæller levende og humoristisk om at være barn og ung i Vestjylland og om at starte Gnags sammen med sin storebror. Om udlængsel, idealer og chancer, der skulle gribes undervejs for at få Danmarks nu ældste rockorkester til at fungere i næsten 60 år og hele tiden levere nyt til den danske sangskat.

Bogen er et stykke oplevet danmarkshistorie med musikalske undertoner fra 1952 og helt frem til Gnags’ nyeste album og turné i sommeren 2022

Min anmeldelse:
Gnags med Peter A.G. som frontfigur har leveret lydsporet til store dele af især min ungdom, men har også leveret toner til senere perioder. Derfor var jeg spændt på at læse hans selvbiografi, der udkommer i forbindelse med hans70-års fødselsdag, som er netop i dag, hvor jeg sender denne anmeldelse ud i verden. Det sker med en opfordring til alle, der kender og elsker Gnags’ musik og alle med lyst til vide mere om det danske rock- og musikmiljø fra 1960’erne og frem til idag, om at læse bogen. Opfordringen gælder også alle, der sætter pris på at læse interessante menneskers velskrevne erindringer.

Erindringerne kommer langt omkring – fra barndomshjemmet, forholdet til forældrene og storebroderen, som også var med til at etablere Gnags, op gennem hårde år med at etablere sig  med familie og som band frem til de senere års musikalske og personlige forhold. I begyndelsen er fokus logisk nok mest på barndommen, men efterhånden tager musikken og det miljø selvfølgelig mere og mere over. Der bringes undervejs også mange citater fra sangtekster, hvor det er relevant og inspirerende. Men samtidig inddrages personlige forhold som kvinder, børn, skilsmisse, død og naturoplevelser. Det er ikke erindringer, som bringer de store afsløringer eller skandaler, selv om A.G. tilsidst i bogen går meget hårdt til et par tidligere samarbejdspartnere for svindel. Det er trods alt en detalje, så måske går bogen lidt under den hurtige presses radar, og det vil være ærgerligt.

Teksten er skrevet helt i A.G.s stil og tone, og det gør det til en rigtig god oplevelse, at han formidler sine oplevelser gennem tiden og sine synspunkter i sit helt eget lyriske sprog. Det er som at høre hans vildt blomstrende sangtekster med specielle rytmer og rim. Vel er der sidespor og mange detaljer, og vel er kronologien ikke altid stram, men jeg oplever, at inspirationen og intuitionen tager over og fører teksten ad flere spor. En strammere redaktion ville efter min mening ikke være en god idé, for det ville spolere det herlige A.G.-touch!

5 sikre julestjerner (og 🕯🕯🕯🕯🕯fødselsdagslys)! Tillykke med dagen og med bogen, Peter A.G.!

Peter A.G. Nielsen
Rødvin og memoirer
Politikens Forlag, 2022
359 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen kan også læses og lyttes til på #mofibo – og endda med Peter A.G. selv som oplæser af lydbogen. 

PS
“Selvom Peter A.G. egentlig ikke kan lide sin egen stemme, så har det ikke holdt ham fra at spille i GNAGS i over 50 år og synge deres velkendte sange som ‘Vilde kaniner’ og ‘Mr. Swing King’. Nu er han aktuel med en ny bog, hvor han, ligesom til sit sidste måltid, ser tilbage på sine snart 70 år, og hvordan det er lykkedes ham at blive anerkendt som en af Danmarks største musikere på trods af meget modstand fra de finere kulturklasser.”
Sådan skriver Lærke Kløvedal om programmet ‘Det sidste måltid’ med Peter A.G., der kan lyttes til her: https://www.radio4.dk/program/det-sidste-maaltid/

PPS
Dette billede af nogle pensionerede tidligere kollegaer er med klare referencer til et Gnags-nummer. De sidder på en bænk ved havet og spiser æbler med lommekniv i solen.




« ForrigeNæste »