Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Sissel-Jo Gazan: I en dråbe

Krimi og spænding Posted on 21 jan, 2025 16:43

Fra bogens bagside:
Efter et skænderi med sin 17-årige datter, Mia, går Merete ud for at poste et brev. Da hun to dage senere stadig ikke er kommet hjem, sætter politiet en storstilet eftersøgning i gang. Hjemme sidder Mia med sin far, Finn, og søster, Lea, i chok og bekymring. De ved ikke, hvad de skal tro, og slet ikke da politiet begynder at fokusere på Finn. Hvor var han den aften, Merethe forsvandt, og hvorfor lyver han så meget? Mia er overbevist om sin fars uskyld, men da hun får i gang med at lede efter sandheden om sin mors forsvinden, indser hun, at hun hverken kender sin families historie – eller sin egen. 

En spændingsroman om at være i familie om at høre til og om blod, der er tykkere end vand. Eller – er det nu også det? Det er en roman om livsvigtige venskaber og retsbotanik, og ikke mindst om en families sammenbrud og grundlæggelsen af en ny. 

Min anmeldelse:
Jeg har med fornøjelse læst Sissel-Jo Gazan krimiserie, hvor Søren Marhauge er hovedpersonen – og har anmeldt den seneste “Uglens øje” her https://blog.drustrup.dk/?p=1395. Selv om Marhauge også har en lille rolle i denne nye bog, er der tale om første bog i en ny serie med Mai Jinju Thiel-Jensen. 

Jeg har også anmeldt “Hvide blomster ” https://blog.drustrup.dk/?p=999, der ikke er en krimi, men hvor familierelationer – og generelt mellemmenneskelige relationer – er i fokus sammen med videnskabelige elementer. 

I denne nye series første bog er emnerne vævet ind i hinanden på bedste vis på en så intens måde, at jeg blev fanget af bogen. Politiets efterforskningsmetoder kombineret med udviklingen af brugen af DNA og retsbotaniske metoder er den videnskabelige del af plottet. Mht. det mellemmenneskelige er familiebånd, kærlighed, utroskab og især adoption i fokus. Mia er nemlig adopteret fra Korea, og det spiller en central rolle.

Handlingen udspiller sig i tre perioder: 1984, 1989 og 2001, og det hele fortælles kronologisk med Mia som central person. Undervejs bliver hun uddannet ved politiet, og i den sidste del af bogen indgår hun i efterforskningen af nogle mord, en mordbrand og en kidnapning. Så vil jeg ikke afsløre mere om sammenhængene, forbrydelserne og efterforskningen, men opfordre til at læse bogen selv. 

Til gengæld vil jeg gerne afsløre, at familierelationerne til en farbror og en kusine bliver tættere, og ikke mindst at familiehemmelighederne afsløres. 

Mia, hendes familie og kollegaerne ved politiet er interessante og usædvanlige folk, som det bliver spændende at få mere at vide om. Jeg er nemlig helt sikker på, at Sissel-Jo Gazan fortsat kan finde videnskabelige emner at bruge i sine meget velskrevne, veldrejede og spændende historier. 

9 sikre skydeskivepoint af 10 mulige.

Sissel-Jo Gazan
I en dråbe
Politikens Forlag, 2025
453 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Sissel-Jo Gazan: Hvide blomster

Alt muligt andet godt Posted on 30 aug, 2021 23:04

Fra bogens bagside:
Den syttenårige Bettina er sporløst forsvundet, og hele Samsø taler om det. Er hun død? Eller er hun stukket af fra sin plejefamilie? Ugerne går, og rygterne tager fart. Jenny og hendes kusine Tessa taler ikke om andet, og da Bettinas ene støvle dukker op det helt forkerte sted, bliver det alvor. Nogen på øen ved, hvor Bettina er. Nogen, der er alt for tæt på Jenny og Tessa.

Bettinas forsvinden sætter en lavine i gang, ikke kun i det lille ø-samfund, men også i Jennys liv. Hvad er det, Jennys mor, tatovøren Kisser, skjuler, og kan Jenny virkelig stole på, at hendes elskede Onkel Jimmy er helt uskyldig? Jenny finder trøst i naturens orden, men da hun arver sin berømte oldefars plantesamling, går det op for hende, at selv naturen er lunefuld.

Hvide blomster er en roman om forbrydelse og hævn, tatoveringer og blomster. 

Min anmeldelse:
En kort bagsidetekst kan meget sjældent yde en bog retfærdighed, og det gør denne bogs heller ikke. Hvide blomster er meget, meget mere end teksten beskriver. Bogen rummer flere lag, flere interessante personer og flere dramatiske begivenheder. 

Med den i begyndelsen af bogen 14-årige Jenny som bogens fortæller rulles en fascinerende og skræmmende historie frem om dysfunktionelle familier, et komplekst og ret specielt lokalsamfund, plejebørn, pædofili, misbrug, tatovering og rigtigt meget botanik. 

Lyder det som en depressiv bog med tunge, så er det en fejl. Der er tale om en stærk fortælling. Med den naturvidenskabelige vinkel i bogen fortsætter forfatteren på samme fremragende måde med at bygge fakta og forskning ind i sine fascinerende fortællinger. Og igen virker det som en rød tråd, der samler hele historien.

Lyder det som krimi, så er det heller ikke tilfældet. Vel er en spændende som en fod krimi, og vel begås der forbrydelser af værste slags, men kriminaliteten er ikke bogens centrale fokus. Det er de mellemmenneskelige relationer. 

Kort sagt er det på alle måder en storslået bog fortalt på fremragende vis af en mester i at styre alle personer og begivenheder på en måde, så det er umuligt ikke at blive fanget ind i historiens spind. 

Bogen får mine maksimale 5 stjerner som en usædvanligt god bog. 

Sissel-Jo Gazan
Hvide blomster
Politikens Forlag, 2020
500 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.