Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Anders Totland: Til døden os skiller

Krimi og spænding Posted on 09 mar, 2026 10:48

Fra beskrivelsen på Saxo:
Døden er grim. Det må være den nøgne sandhed. Og den olieindsmurte mand, som nu gled ud af mine hænder, kunne næppe have været mere nøgen, grim og død, end han var. 

Jacob Juul har påtaget sig rollen som vært og inviteret til bryllupsfest i præstegården.  Den nye præst i byen, Maria, skal nemlig giftes. Sommeren er den varmeste i mands minde, og Jacobs helbred skranter. Men det mest presserende er dog at få fjernet et nøgent og olieindsmurt lig fra førstesalen og ryste et par skruppelløse albanske banditter af sig. Ja, og så lige at overbevise kommunen om, at præstegården er det rette hjem for barnebarnet Isabella Donnatina.

Til døden os skiller er efterfølgeren til “Til jord skal du blive”. Det er en tragikomisk, morsom, skæv og gribende nordic noir. Universet er helt sit eget, og mellem latteren og det groteske møder vi en mand med et stort hjerte og en skarpladt riffel.

Min anmeldelse:
Jeg var ualmindeligt godt underholdt af det skæve og meget anderledes krimiunivers i bind 1 “Til jord skal du blive” – anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1801.

Den karismatiske hovedperson, den pensionerede præst, biavler, sprithandler og morder Jacob Juul, blev i bind 1 indblandet i et morderisk opgør, som udviklede sig fatalt for dem, der fortjente det under groteske optrin og med herligt absurd humor. 

Det opgør var ikke det endelige opgør, for midt i forberedelserne til den nye præsts bryllup dukker der bl.a. et par hævngerrige gangstere op, og så fortsætter løjerne på alle niveauer. Det bliver lige så grotesk og vildt denne gang, og det hele beskrives på samme underspillede facon, med den specielle præst som hovedperson.

Altså mere af samme slags som i bind 1, men portion nummer 2 af en rigtig god ret behøver ikke at være lige så god som den første. Det afhænger af appetitten, og jeg må være blev mæt efter portion et, for denne fortsættelse fangede mig slet ikke i samme grad som bind 1. Jeg blev ikke så overrasket og heller ikke lige så godt underholdt.

Alligevel bliver det til 7 skydeskivepoint pga. humoren i det kriminelle univers.

Anders Totland
Til døden os skiller 
Straarup & Co, 2025
224 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Geir Tangen: Sneengle

Krimi og spænding Posted on 04 jan, 2026 10:38

Fra bogens bagside:
Det er januar i Haugesund. En iskold morgen bliver en kvinde fundet død ved Haraldstøtten. Norges rigsmonument. Hun er nøgen, dækket af rimfrost og placeret i sneen, som om hun har lavet en sneengel.

På findestedet opdager efterforskerne flere spor, som peger mod mænd, der hader kvinder. Få dage efter bliver en kun 17-årig pige fundet dræbt på samme måde i den lille bygd Vikedal.

De gruesome drab ryster Gabriel Fjell og hans kolleger på.politistationen i Haugesund, der får assistance af Kripos-efterforsker Aida Ibrahim. Snart vokser mistanken om, at morderen slet ikke er færdig. Han er kun lige begyndt.

Hvem bliver det næste offer? Det bliver et nervepirrende kapløb med tiden – og døden.

Min anmeldelse:
Jeg blev fanget meget ind af seriens første to bind, som jeg har anmeldt her:
Ulvetid: https://blog.drustrup.dk/?p=1671 
Hundedage: https://blog.drustrup.dk/?p=2194 

Jeg blev også denne gang fanget ind af både historien og den måde, Tangen fortæller den på. Desuden er beskrivelserne at det lille lokalsamfund rigtigt gode. 

Historien med baggrunden for konflikterne og forbrydelserne er også i denne bog både aktuel og relevant. Der er flere elementer – incels (ufrivilligt ensomme og kvindehadende mænd), familierelationer og psykisk sygdom, og de bidrager centralt til indholdet, men selvfølgelig også til spændingen. 

Det er en grum historie med barske begivenheder, men effekterne overdrives ikke. De understreger alvoren bag. Og måden, de 4 intense dage, bogen foregår på, beskrives, er koncentreret og fængslende. Gennem at opleve dagenes forløb set fra forskellige personers vinkler oplever man som læser at følge med i det hele. Der er selvfølgelig særligt fokus på politiets arbejde og især Gabriel Fjells. Det bliver livsfarligt og overraskende! 

Det er en meget anbefalelsesværdig serie. Begynd med bind 1 og fortsæt endelig! På samme måde som til seriens første bind, giver jeg også gerne bogen 9 skydeskivepoint af 10 mulige.

Geir Tangen
Sneengle
Straarup & Co, 2025
447 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Geir Tangen: Lad alt håb fare

Krimi og spænding Posted on 26 mar, 2025 09:13

Bogen er en del af norsk serie korte krimier med forskellige forfattere, der hver tager udgangspunkt i et af Bibelens 10 bud. Geir Tangen tager udgangspunkt i det 2. bud  “Du må ikke misbruge Herren din Guds navn”

I Norge er der pt. udgivet 7 i serien, hvor de andre er Jørgen Brekke (Andre guder), Arne Svingen (Min sønn), Knut Nærum (Sannheten), Agnes Lovise Matre (Til døden),  Levi Henriksen (Som vi forlater våre skyldnere). Desuden er også Sven Petter Næss: “Tyv”, der bygger på det 7. bud,  oversat til dansk. Den har jeg anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=2743

Geir Tangen har skrevet og har fået oversat flere bøger til dansk. Senest “Hundedage” – anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=2194, men også trilogien med journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll fra Haugesund. Sidste bind “Død mands tango” er anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post245.

Fra bogens bagside:
Syv dødssynder. Syv straffe. Én udspekuleret plan.

En af Norges mest kendte skuespillere er blevet konfronteret med sit grænseløse hovmod – han har tabt og er blevet dræbt.

Den erfarne drabsefterforsker Steinar Sand er stadig i dyb sorg efter at have mistet sine nærmeste på tragisk vis, da han begynder drabssagen. Dagen efter dukker endnu en sag op med klare referencer til de syv dødssynder og den straf, der knyttes til dem.

Steinar står over for en udfordring, han aldrig før har mødt, men noget endnu værre: Nogen efterlader spor, der peger på ham selv.

Min anmeldelse:
Det er et meget, meget velkonstrueret plot, bogen bygger på. Det har Geir Tangen helt styr på. Så det blev en bog, jeg læste næsten i ét stræk. 

Den intense handling foregår over 7 dage, og selvfølgelig følger man som læser den dybt traumatiserede drabsefterforskers arbejde med at opklare mordene på flere kendte personer. Men mere interessant er det i selvstændige kapitler at følge den anonyme drabsmands planlægning af sine mord. Samtidig bringes avisudklip om de senere myrdede personer. Det fortællegreb virker i høj grad til at holde min opmærksomhed og læseintensitet. 

Jeg gættede undervejs med på motivet for mordene og gerningsmandens identitet, men jeg fik bestemt ikke succes som lænestolsdetektiv.

Jeg er nysgerrig på at finde ud af, hvordan de øvrige norske krimiforfattere har ladet sig inspirere af resten af de 10 bud, så jeg håber da på danske udgivelser af resten af serien også.

9 skydeskivepoint af 10 mulige.

Geir Tangen
Lad alt håb fare
Straarup & Co., 2025
225 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Agnes Lovise Matre: Jaget vildt

Krimi og spænding Posted on 19 nov, 2024 23:13

Fra bogens bagside:
I en verden af sne og løgne er alle jaget vildt.

I en lille by på Norges vestkyst findes en ung mand dræbt i en svømmehal. Samtidig meldes en femtenårig pige savnet. En vildsom storm raser, og på få dage falder enorme mængder af sne. Byen er isoleret fra omverdenen, og politiinspektør Bengt Alvsaker står over for den sværeste opgave i sin karriere.

Det haster med at finde pigen i uvejret. Og hvem vil slå en ung mand ihjel? Skal svaret findes i et  dysfunktionelt ungdomsmiljø, hvor ældre mænd inviterer unge til fester, der først slutter langt ud på natten?

Efterforskningen presser det lokal politi til det yderste, og tragedierne kommer helt tæt på Alsakers eget liv.

Min anmeldelse:
Jeg blev opmærksom på bogen, da jeg skulle forberede mig til en aftalt samtale med en anden norsk forfatter: Geir Tangen. Det viste sig nemlig, at Agnes Lovise Matre også kom med, at hun også lige havde fået denne bog udgivet på dansk, og at de var gift med hinanden.

Samtalen om både om deres forfatterskaber og en god generelt snak om nordiske krimier foregik på Aalborg Bibliotek og var første del af en kort turné til 3 steder. (Foto: Anine Schønwandt Kaas)

Bogen foregår i Øystese, der er en lille bygd langt inde i Hardangerfjorden, og som i øvrigt er Geir Tangens fødeby. Parret bor i Haugesund ude ved kysten mellem Bergen og Stavanger, og her foregår alle Geir Tangens bøger.

Netop stedet spiller en central rolle i historien. Dels bliver bygden isoleret pga. en snestorm, og dels er de sociale relationer præget af, at alle kender hinanden og derfor også kender en god del af de mindre behagelige ting, der forgår, samtidig med at der også holdes på hemmelighederne. 

Agnes Lovise Matre har bygget en del af sin historie på den viden har fået fra sit arbejde som lærer  for unge, og i denne forbindelse om, hvor lidt de voksne ved, hvad der foregår indbyrdes mellem de unge. Det er et af bogens centrale omdrejningspunkter.

Det er der kommet en intens historie ud af. En historie hvor sammenhænge og sandheden om mord og forsvindinger langsomt, men sikkert afsløres efter grundigt politiarbejde. Det arbejde udføres af Bengt Alvsaker, der har sine egne, private problemer at slås med, og som spiller ind i hans arbejde. Undervejs i bogen antydes dele af baggrunden for problemerne, der bl.a. handler om hans forhold til sin søn, men da fortiden spiller ind i hans arbejde, manglede jeg nogle forudsætninger for at forstå sammenhængene.

Baggrunden er den selvfølgelige, at “Jaget vildt” ganske vist er Matres første bog på dansk, men den er 4. del i serien om Bengt Alvsaker. De første bind hedder på norsk “Skinnet bedrar” (1), “Iskald” (2) og “Uvigslet jord” (3), og det vil være oplagt for det danske forlag også at udgive dem. Det overvejes da også, og jeg håber det bedste. Indtil da vil jeg anbefale, at man læser denne, for man kan læses den med fornøjelse uden at kende Alvsakers forhistorie.

8 sikre skydeskivepoint af 10 mulige. 

Agnes Lovise Matre 
Jaget vildt
Straarup & Co, 2024
425 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Geir Tangen: Hundedage

Krimi og spænding Posted on 15 mar, 2024 19:20

Fra bogens bagside:
Politikommissær Gabriel Fjell og hans team gør et uhyggeligt fund i et naturområde i Haugesund.

En lille dreng er blevet slået ihjel med en sten og kastet ned ad en skråning. Den brutale vold mod et forsvarsløst barn chokerer selv de erfarne politifolk.

Gabriel får hjælp af Kriposefterforskeren Aida Ibrahim, og sammen med resten af teamet arbejder de í døgndrift med sagen. Men selv om timerne og dagene går, er der ingen, der melder drengen savnet.

Samtidig engagerer en lokal freelancejournalist sig i sagen, og han vælter den første dominobrik i det dystre mysterium. Efterhånden afdækkes en historie, som er meget mørkere og farligere, end Gabriel kunne forestille sig.

Min anmeldelse:
Efter at have hørt forfatteren fortælle på Krimimessen 2023 om sin nye vinkel på forfatterskabet i en ny series første bind “Ulvetid”, læste jeg bogen og anmeldte den her: https://blog.drustrup.dk/?p=1671

I både den og denne nye tager han udgangspunkt i helt aktuelle emner og problemer, mens han i den første serie havde valgt en mere rent underholdende vinkel. Se link til denne forrige gode serie i samme anmeldelse. 

Mens baggrunden i “Ulvetid” var selvmord blandt unge, er det denne gang fysisk og psykisk vold i ægteskabet mod partnere og børn, og det har Geir Tangen et godt greb på at fortælle en rigtigt spændende historie om. 

Fra skiftende vinkler gennem de deltagende politifolk og journalister fortælles historien kronologisk og med overraskelser undervejs og en stigende spændingskurve. Desuden er der mellemliggende barske indslag fortalt af en kvinde i et voldeligt forhold, hvor også et barn udsættes for vold. De korte kapitler skærper spændingen.

Det er også en bog, hvor personernes personlige forhold spiller ind, men det uden at det tager overhånd. Det hænger godt sammen med beskrivelserne af personerne som hele mennesker. Det er en bog, hvor politiarbejdet – teknisk og mht, samarbejde – beskrives godt, og hvor forholdet til medierne og er et tema. 

I et efterskrift beskriver forfatteren baggrunden for sit arbejde med bogen, og han skriver her bl.a., at det har været vigtigst for ham at sige noget om magt og afmagt i alle menneskelige relationer. Det er lykkedes i en grad, så det er blevet en stærk, vedkommende og spændende bog, der fangede mig ind helt fra begyndelsen.

9 skydeskivepoint ud af 10 mulige – eller 5 krimihjerter af 5 mulige.

Geir Tangen
Hundedage
Straarup & Co, 2024 
423 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Mark Edwards: Sig det ikke til nogen

Krimi og spænding Posted on 14 mar, 2024 14:14

Fra forlagets beskrivelse:
Hvor langt vil du gå for at beskytte den, du elsker? 

Efter tyve års adskillelse er Matthew igen sammen med sin universitetskæreste, Helena, og de er taget på en impulsiv ferie til Island. Beruset af forelskelse vandrer de i den barske natur, da Helena pludselig falder ned ad en klippeskrænt …

Mens Helena hænger på kanten af døden, afslører hun en mørk hemmelighed. Matthew er i chok, og da han efter Helenas redning får hele sandheden at vide, lover han ikke at sige det til nogen.

Chokket bliver dog forvandlet til rædsel, da de hjemme i Sydengland opdager, at nogen har overhørt Helenas afsløring og forsøger at afpresse hende. Det udløser en kæde af begivenheder, der truer med at ødelægge ikke kun parrets nye forelskelse, men hele deres liv.

Matthew står over for et valg: Skal han gå til politiet eller beskytte Helenas hemmelighed?

Palle Thomsen har anmeldt bogen sådan:
Mark Edwards er en britisk bestsellerforfatter, og denne er hans første udgivelse på dansk. Det er en thriller, og dem har jeg det svært med.

Umiddelbart synes jeg, det må være nemt at skrive thrillere, man skal bare dynge på med det ene usandsynlige og urealistiske gys efter det andet, og det samme sker i denne i mindre grad. 

For yndere af genren er den sikkert god. Historien skrider langsomt fremad mod det store klimaks med en del indlagte mord, indespærring i kælder, mafiabøller o.s.v.

Min subjektive vurdering er 2 point og den objektive vurdering bliver nok 6 point.

Mark Edwards
Sig det ikke til nogen
Straarup & Co, 2024 
408 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Næste »