Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Thomas Enger og Johana Gustawsson: Son

Krimi og spænding Posted on 27 jul, 2026 15:23

Fra bogens bagside:
Kari Voss er psykolog med speciale i kropssprog og konsulent hos Oslo Politi. Og så går hun søvngængeragtigt gennem dagene for om natten at fortsætte den hjerteskærende eftersøgning af hendes lille søn, som forsvandt på sin fødselsdag for syv år siden.

SORG
Kari sørger stadig over sin afdøde mand og prøver at få styr på sit liv igen, da hun bliver kastet ind i en chokerende lokal efterforskning af to teenagepiger, som findes brutalt henrettet i deres families sommerhus i den nærliggende by Son.

MORD
Da en af ofrenes venner bliver sigtet for de barbariske mord, kunne det virke som om, sagen er lukket, men Kari er ikke overbevist. Ledet af sin intuition foretager hun sin egen efterforskning, som leder hende på sporet af flere mistænkte, blandt andet personer, som kendte de afdøde piger endog meget godt …

LØGNE
Med hjælp fra politikommisær Ramona Norum opdager Kari, at ingen – selv ikke ofrene – er, hvem de giver sig ud for at være. Og at der i landsbyen Son gemmer sig en mørk hemmelighed, som kan vise sig at have konsekvenser for ikke bare hendes søns forsvinden, men også Karis eget liv…

Min anmeldelse:
“Son” er første bog i ny krimiserie med Kari Voss, som er endnu en efterforsker med særlige evner, idet hun er ekspert i hukommelse og kropssprog og bliver kaldt ‘den menneskelige løgnedetektor’.

Son er en lille by uden for Oslo, hvor Kari Voss bor, og hvor handlingen også foregår. Da hendes søn forsvandt sporløst 7 år tidligere, var han tæt ven med de to nu dræbte teenagepiger. Med i vennegruppen var også den mistænkte. Så er spillet kørende for at afdække sandheden om ikke bare de to aktuelle mord, men Kari Voss håber på, at der måske er en sammenhæng med sønnens forsvinden.

Det er en spændende og velskrevet krimi, hvor Karis særlige evner er centrale for opklaringsarbejdet. Det er også en intens historie  om gruppedynamik i en gruppe børn/unge samt i en nabogruppe samt en historie om efterforskningsmetoder.

Den fortælles på en måde, der fangede mig ind – kronologisk gennem kort tid og med nogle opklarende tilbageblik. Og hele tiden drives historien af den interessante efterforsker Kari Voss og hendes insisterende arbejde for at finde sandheden.

Thomas Enger har alene skrevet krimiserien med Henning Juul, men skriver også med succes krimier i samarbejde med Jørn Lier Horst – senest “Udskud”, som jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=3206. 

Dette nye forfattersamarbejde lover godt for kommende bøger i serien, og jeg giver gerne 8 skydeskivepoint af 10 mulige.

Thomas Enger og Johanna Gustawsson
Son
Lindhardt og Ringhof, 2026
424 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Jørn Lier Horst og Thomas Enger: Udskud

Krimi og spænding Posted on 20 feb, 2026 13:44

Fra bogens bagside:
Oslo koger i sommervarmen, mens en række skyderier ryster byen. En ukendt gerningsmand skyder tilfældigt i befærdede områder, og frygten breder sig hurtigt. Hovedstaden forvandler sig til en belejret by. Midt i kaosset bliver forhenværende journalist Emma Ramms søster offer for gerningsmandens kugler.

Sammen med den tidligere politiefterforsker Alexander Blix kaster Emma sig ud i jagten på en morder, hvis motiver politiet ikke forstår. Men Blix begynder at se et mønster i gerningsmandens tilsyneladende vilkårlige drab.

Mens dødstallet stoler og panikken vokser, forsøger Ramm og Blix at stoppe en morder, der ikke har mere at miste.

En intens krimi om udstødelse, hævn og kampen for retfærdighed i en by, hvor alle lever i frygt.

Min anmeldelse:
Dette er bind 6 i serien, og jeg har anmeldt de forrige – senest “Lænker” her:  https://blog.drustrup.dk/?p=2281 

Også denne bog er intens læsning med en barsk historie om en morder på sin helt egen mission. Han følges undervejs i bogen i flere kapitler, og med tiden afsløres hans motiv til skyderierne, der i nogen grad lammer Oslo. 

De interessante hovedpersoner, Ramm og Blix, der nu er freelance efterforskere, bliver igen sat på en næsten umenneskelig opgave, og de får brug for alle deres kontakter og talenter samt en del intuition og held.

Ikke bare Ramms søster kommer i skudlinjen, men det bliver også farligt for hendes datter. Så vil jeg ikke fortælle mere om handlingen, men kun beskrive læseoplevelsen sådan: I en effektiv krydsklippende filmisk og dramatisk skrivestil foldede den godt drejede historie sig så effektivt ud, at jeg læste bogen ret hurtigt og opmærksomt. Sådan er det, når spændingskurven er optimal, og historien fortælles på allerbedste vis.

Bogen slutter med, at Blix tager sin ringende mobiltelefon, så en ny dramatisk sag er nok under opsejling. Det gør heller ikke noget! Jeg fortsætter med også at give dette bind i serien 9 fortjente skydeskivepoint af 10 mulige. 

Jørn Lier Horst og Thomas Enger
Udskud
Modtryk, 2026
358 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Jørn Lier Horst og Thomas Enger: Ar

Krimi og spænding Posted on 15 aug, 2023 23:26

Fra bogens bagside:
Alexander Blix er en slagen mand. Han er dømt for drabet på sin datters morder, og det er ikke ufarligt at sidde i fængsel som tidligere politimand.

Udenfor murene har Blix’ tidligere kolleger sat jagten ind på en drabsmand, der er flygtet fra et fængsel i Tyskland. Den flygtede fange har forbindelse til en indsat på Blix’ fængselsafdeling – og nu er han på vej til Norge.

Politiet får brug for Blix’ viden fra fængslet, og Blix får brug for Emma Ramm, der udover at være journalist også er en nær ven. Ramms undersøgelser leder til en bygd 150 kilometer nord for Oslo, hvor flere af indbyggerne bærer på farlige hemmeligheder og dybe ar.

Min anmeldelse:
Fjerde bog i den velskrevne og spændende serie om Alexander Blix og Emma Ramm.

Bogen hverken kan eller bør efter min mening læses uafhængigt af seriens første 3 bind, da historierne og personernes relationer hænger sammen og udvikler sig fra bind til bind. Det vil være at snyde sig selv ikke at læse alle bøgerne – og i rækkefølge. (Se til sidst i anmeldelsen.)

Som det fremgår af bagsiden, så sidder Blix i fængsel som en direkte følge af begivenhederne i bind 3. Samtidig med den spændende sag om den flygtede fange fra Tyskland og hans forbindelse til Norge, følger man undervejs appelsagen om at få Blix’ sag genoptaget – og forhåbentlig med frifindelse. Hvad de to handlingsspor ender med, må I selv finde ud af, men jeg lover, det er meget spændende læsning. 

Samarbejdet mellem de to forfattere har resulteret i nogle fremragende bøger, og niveauet holder så absolut i denne usædvanligt vinklede krimi. Jeg erindrer ikke andre krimier, hvor en efterforsker sidder i fængsel dømt for mord, og det giver et interesant indkig i forholdene i et fængsel. 

Bare rolig. Der kommer (mindst) et bind mere i serien. På norsk er titlen “Offer”.

Bogen får 9 skydeskivepoint på bloggen og 5 krimihjerter på krimifan.dk 

Jørn Lier Horst og Thomas Enger
Ar
Modtryk, 202
355 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

De første bind i serien er:
Nulpunkt – //blog.drustrup.dk/#post190
Røgslør – https://blog.drustrup.dk/?p=510
Slagside – https://blog.drustrup.dk/?p=906