Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Vibeke Marx: Så fast en borg

Alt muligt andet godt Posted on 27 okt, 2025 09:42

Fra bogens bagside:
I mellemkrigstidens Odsherred har den naive og ensomme Krister ikke noget sted at vende sig hen, da han møder gårdejeren Schulz, der både giver ham et arbejde, et sted at bo og opmærksomhed. Snart er Krister spundet ind i fortællingen om, at de to er skabt for hinanden, og at han intet er uden sin velgører. Ikke engang da han møder den store kærlighed, tør han bryde ud, selv om det koster ham både Margrete og det barn, hun venter.

Margrete og Gusta har ikke mange penge at gøre med, men Gusta tror fuldt og fast på, at modgang, hvor tung den end forekommer, er til at overvinde, når bare man bruger sin fantasi.

En roman om magtudøvelse i kærlighedens navn og mindst tre ulykkelige skæbner, som bliver resultatet af det.

Min anmeldelse:
Jeg har tidligere erklæret mig som overbevist “Vibeke Marxist” – senest i forbindelse med min anmeldelse af “Klapsejler” – https://blog.drustrup.dk/?p=2302 – om kærlighedens styrke på trods af hårde vilkår. Den overbevisning er blevet bestyrket af denne seneste bog fra Vibeke Marx. Og sådan er det, selv om denne seneste bog er mørkere og mindre positiv end de andre, jeg har læst. Jeg er nemlig dybt fascineret af hendes intense og dybt solidariske måde at beskrive sine hovedpersoner på – samtidig med at romanernes tidsbilleder står skarpt. 

Ud over at være mere mørk, så rummer bogen nogle mildt sagt noget komplicerede familierelationer, som først stod helt klart for mig i løbet af bogen. Jeg er godt klar over, at det er bevidst fra forfatterens side, at det hele udrulles på den måde, og det virker også inciterende på læsningen. Men jeg tror, at jeg ville have læst bogen på en endnu bedre måde, hvis jeg ikke hele tiden skulle holde opmærksomhed på at få overblik over relationerne.

Derfor har jeg lavet dette meget koncentrerede resumé, som kan springes over, inden I selv giver jer i kast med bogen – for det synes jeg, I skal! Forhåbentligt lykkes det uden at afsløre for meget af handlingen.

Hovedpersonen den unge Krister Madsen er helt fra ung endt i et dengang utugtigt forhold til den ældre landmand, Schulz. Det forhold fortsætter bogen igennem, og undervejs investerer Schulz i en købmandsbutik, som Krister bestyrer. Schulz har en niece, præstedatteren Ludovica, der er forelsket i Krister, der ikke har øje for hende, men som i stedet er forelsket i den enlige kone, Margrete, med hvem han får 2 børn – først Augusta/Gusta og senere den lettere fysisk handicappede Julian, der bliver bortadopteret til Ludovica og hendes mand, mens Augusta ansættes i købmandsbutikken.

Bogen foregår i tiden fra først i 1920’erne til sidst i 1940’erne, men bogen er ikke primært et tidsbillede, men en stærk beskrivelse af ulyksalig kærlighed, manglende evne til og mulighed for at stå ved sine gerninger og til at ændre sin livssituation. 

Den skal selvfølgelig have min maksimale 5 stjerner!

Vibeke Marx
Så fast en borg
Modtryk, 2025
253 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Vibeke Marx: Lugten af længsel

Alt muligt andet godt Posted on 12 sep, 2023 21:44

Fra bogens bagside:
En roman om kærlighed, den beskyttende til ­moren, den modsætningsfyldte til mændene, den uselviske til barnet og den euforiske til barnebarnet.

Allerede som barn længes Lissen efter at blive set. Af sine forældre, af drengene, af verden. Hun tumler ud i livet, bliver gravid, når hun ikke vil, bliver ikke gravid, når hun vil. Omkring hende ændrer verden sig i høj fart, og Lissen følger med. I andres øjne er hun alt for meget, i sine egne for lidt. Under alt hvad hun foretager sig, strømmer længslen efter det ægte, efter at finde frem.

Min anmeldelse:
Forlaget kalder serien “Udlængsel”, og det er der rigtig god mening i. Se bare dette citat fra bogen: 

Alt gennemskuede Ingeborg, undtagen morens falskhed, og dog, måske også den, men længslen overmandede indsigten. Det er længslen, der lugter af, så meget længsel i bare enkelt familie, tænker Lissen og kan ikke få en bid ned.
(Fra familiens sidste julemiddag sammen, inden Lissens mor, Ingeborg, dør)

Lugten af længsel er tredje, selvstændige del af en trilogi, der begyndte med Jord og hjerte og fortsatte med Anton. Forlaget skriver selv sådan om serien, og det er en helt præcis beskrivelse, så den bringer jeg gerne videre: “Med de tre bøger har Vibeke Marx skrevet et gribende, råt og enestående værk om familieliv, længsler og nedarvede svigt fra 1920’erne til i dag.”

Jeg har med stor nydelse og fascination læst også de første bind og har anmeldt dem her:
Bind 1: Jord og hjerte – https://blog.drustrup.dk/?p=683
Bind 2: Anton – https://blog.drustrup.dk/?p=1294

Tilsammen beskriver de en families liv med de særlige problemer om netop svigt gennem flere generationer. Det er en tung arv, der løber gennem alle generationerne, og som påvirker dem meget. Det er ikke munter læsning i denne bog at følge 3. generation i skikkelse af Lissen, som Annelise kaldes. Hendes relationer til bedstefar og forældre samt især i dette bind til datteren og barnebarnet er heller ikke uproblematisk, så der kan komme flere bind i serien, men jeg ved ikke, om Vibeke Marx har planlagt det. 

Det må der meget gerne, for dels tager bøgerne nogle centrale emner op om bl.a. familiær arv og forholdet mellem generationer, og dels giver hele serien et rigtigt godt tidsbillede. Endelig og ikke mindst vigtigt, så er også denne seneste bog skrevet i et fantastisk flot og billedskabende sprog, som det er en stor fornøjelse af læse.

5 sikre stjerner!

Vibeke Marx
Lugten af længsel
Modtryk, 2023
283 sider