Fra bogens bagside:
Berlin, 1939. Amanda og Julius Stenbergs drømme for fremtiden sprænges i tusind stykker, da nazismen får greb om Berlin. Familiens højtelskede boghandel står i flammer, og Julius sendes i koncentrationslejr. I et forsøg på at redde børnene, flygter Amanda mod Sydfrankrig, hvor en gammel vens enke har lovet at give dem tag over hovedet. På vejen byder en anden mulighed sig i form af et skib med retning mod Cuba og lasten fuld af flygtninge, og der på havnen må Amanda træffe en umulig beslutning, som hjemsøger hende resten af livet.

New York, 2015. Den firsårige franskmand Elise Duval modtager besked fra den fortid, hun har tvunget sig selv til at glemme, i form af breve på tysk skrevet med hendes mors håndskrift. Men på trods af alle Elises forsøg på at undslippe, trevles halvfjerds års hemmeligheder nu pludselig langsomt op.

Min anmeldelse:
Jeg læste med fornøjelse forfatterens første bog på dansk “ Den tyske pige” og anmeldte den HER som en 5-stjernet bog http://blog.drustrup.dk/#post88. Derfor var jeg spændt på også at læse denne seneste bog.

Begge bøger tager udgangspunkt i jødiske familiers forsøg på at slippe væk fra nazisternes forfølgelse i Tyskland. Mens skibet St. Louis med flygtninge til Cuba spillede en central rolle i den første bog, indgår det kun ganske lidt i den nye. Begge bøger følger jødiske børn og voksnes flugt gennem tiden dengang, men også via links til nutiden.

“Datterens fortælling” er lige så gribende som den første, for det er ubærlige og voldsomme oplevelser, de udsættes for. Og denne nye er lige så velskrevet og så skarp i sin konstruktion, at det er en intens læseoplevelse.

Havde jeg ikke læst “Den tyske pige” tidligere, ville jeg være endnu mere positiv, men jeg havde det, som om jeg havde været der før. Den overraskede mig ikke på samme måde, men det er en stærk og godt fortalt historie, som jeg anbefaler til læsning for mange –  og giver 4 stjerner.

Armando Lucas Correa
Datterens fortælling
Hr. Ferdinand, 2020
288 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.