Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Danmark før os : Historien fortalt gennem 50 genstande

Alt muligt andet godt Posted on 28 nov, 2021 22:53

Fra bogens bagside:
Tag på en medrivende rejse op gennem vores historie sammen med Rane Willerslev og Nationalmuseets forskere, når de levende fortæller, hvad 50 udvalgte genstande afslører om fortidens danskere og den stadigt skiftende verden de levede i, fra oldtiden til nutiden.

Fortællingen om danskerne handler om opfindelser, opdagelser og overraskende vendepunkter. I dette rigt illustrerede værk bliver danmarkshistorien fortalt gennem de ting, vores forfædre efterlod.

Vi kommer tæt på kampen for magt og overlevelse, men også på det nære liv i det Danmark, vi alle er rundede af: i familien, på gården, i byernes gader. Hvad kan vi lære om bonden og jægeren af det, de har efterladt? Hvad fortæller en århundredgammel æske om livet for tiggere og tjenestefolk? Hvordan kan vi forstå fortidens spejl?

Et fascinerende indblik i, hvad de ting, vores forfædre efterlod sig, afslører om de mennesker, der skabte og brugte dem.

Min anmeldelse:
Som meget historisk interesseret blev jeg voldsomt nysgerrig efter at se nærmere på den bog, da jeg så de første reklamer for den. Og jeg blev begejstret. Bogen markedsføres med Rane Willerslev på forsiden, og vel har han en stemme i bogen, men bogens bærende kraft er Nationalmuseets dygtige eksperter og deres for forbilledlige, folkelige formidling af deres store viden på alle tænkelige områder.

Hver af de 9 perioder fra stenalderen til 1950’erne er struktureret sådan: efter en kort introduktion med et kort tidsbillede bringes en skematisk oversigt over periodens faser. Derefter følger kapitler med de forskellige forskeres beskrivelse af de udvalgte genstande, inden kapitlet afsluttes med et sammendrag lavet af Willerslev om periodens karakteristika. 

De udvalgte genstande spænder meget, meget vidt – lige fra markante og kendte fund som f.eks. solvognen og guldhornene, men også mere upåagtede fund, der dog bidrager på fornem vis med deres bidrag til danmarkshistorien. Det er f.eks. æbler fra stenalderen og en togbillet fra 1943. Alle tingenes historier er fascinerende.

Bogen er forsynet med flotte helsides fotos og et fint layout, så det er en rigtig coffee table book – altså en flot bog, der vil pynte i ethvert hjem med historisk interesserede. Men efter min mening er det bogens faglige indhold og formidlingen heraf, der er bogens primære styrke. Bogen er ikke en prydgenstand, men en nyttegenstand.

5 sikre stjerner – eller i bogens ånd: 5 flotte historiske genstande! (Fundet af mig med metaldetektor)

Danmark før os : Historien fortalt gennem 50 genstande
Fortalt til Tommy Heinz og Linda Corfitz af Nationalmuseets forskere og Rane Willerslev
People’s, 2021
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jesper Stein: Rampen

Alt muligt andet godt Posted on 28 nov, 2021 16:46


Fra bogens bagside:
Litteraturanmelder, forfatter og gymnasielærer Finn Stein Larsen forlader efter 29 års ægteskab sin kone til fordel for en elev. I hjemmet på Rampen i Risskov står reolerne gabende tomme, og den unge Jesper Stein er ladt alene tilbage med en fortvivlet, bitter og bedøvet mor, der kræver hans uforbeholdne loyalitet. Han kommer i klemme mellem forældrene og lever et dobbeltliv udadtil som den festende pigeglade dødspilot og indadtil som sjælesørger for sin mor i en relation, der er grænseoverskridende tæt.

Skilsmissen forandrer familiens lov radikalt og sætter sit præg på dem alle 8 årtier efter – for forældrenes vedkommende helt frem til deres død.

“Rampen” er fortalt og sat i scene af den voksne forfatter, der gennem livet har gjort sig sine egne erfaringer med at svigte, blive skilt og drikke sig væk fra det smertefulde i livet. Den kan læses som et forsøg på at forstå og forlige sig med fortiden og finde fred med forældrene og sig selv.

Min anmeldelse:
Bogen fangede mig ind lige fra begyndelsen, dens intensitet holdt mig fast hele vejen, og historien bliver siddende efter læsningen. Bogen er måske lidt lang, men det er alligevel stærk læsning at følge Jesper Steins dybt personlige beretning om sine oplevelser fra barndom/ungdom og helt frem til nutiden. Det er en gribende historie om relationer – f.eks. forældre indbyrdes / forældre-børn / mænd-kvinde / unge-ældre. Bogen er også er dokument over Jesper Steins terapeutiske proces for at komme gennem de påførte traumer. Og traumer og svigt har der været masser af. Gennem det hele siver alkohol af alle slags, så bogen viser også den barske bagside af alkohol og afhængighed. 

Selv om historien er stærk og fremtræder som fortalt helt uden filter, og selv om det er en personlig historie baseret på Jesper Steins egen erindring, så er det samtidig en historie, der løfter sig over det personlige plan og bliver til noget større litterært og menneskelig almengyldigt. Det skyldes, dels at bogen er ualmindeligt velskrevet, og dels at dens fortællemåde er struktureret meget elegant og effektivt. Jesper Stein er selvfølglig den bærende beretter, men han skifter nogle gange synsvinkel og lader f.eks. sin mor beskrive en situation. Det styrker intensiteten og dynamikken yderligere. 

Jesper Steins eget forfatterskab dukker også op undervejs med historier om især tiden med de første bind i hans krimiserie med Axel Steen. Herfra har jeg anmeldt de to seneste bind som rene pletskud med 10 skydeskivepoint til dem begge. Læs anmeldelsen af “Papa” HER https://blog.drustrup.dk/#post93 og af “Solo” HER https://blog.drustrup.dk/#post188. EfterJesper Stein er blevet færdig med “Rampen”, må det være tid til en ny bog med Axel Steen, tak.

Jeg giver mine maksimale 5 stjerner til bogen!

Jesper Stein
Rampen
Politikens Forlag, 2020
336 sider

Bogen er lånt på biblioteket.