Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Johan Olsen: Et prik, der ændrede verden. Bogen om vacciner

Alt muligt andet godt Posted on 30 nov, 2021 20:41

Fra bogens bagside:
Højaktuel bog om, hvordan vaccinen blev opfundet og ændrede verdenshistorien for altid, om koen Blossom, eksperimenter med gartnerens søn, om hvorfor det overhovedet hedder vaccine, om hvordan en sommerferie og glemsomhed i Paris reddede millioner af menneskers liv.

Vi hører om den sidste store epidemi i Danmark, nemlig den dødelige polio (børnelammelse), som ændrede behandlingen af folk, der ikke kan trække vejret – og ændrede indretningen af verdens hospitaler. På grund af vacciner er polio næsten fuldstændig udryddet i dag.

Bogen forklarer også lidt om immunsystemet – og om hvad de forskellige vacciner egentlig går ud på. I 2020 stod verden overlev hele Jordens befolkning en del af et globalts eksperiment. Et eksperiment, der gør vores fremtid en del lysere.

Min anmeldelse:
Da jeg for 2 år siden anmeldte Johan Olsens “Hvad er et æg” med undertitlen “Bogen om videnskab i hverdagen” – læs anmeldelsen HER – var jeg meget begejstret for den engagerede formidling af videnskaben bag hverdagens små undere. Målgruppen var dengang i første omgang børn, men voksne formidlere og forældre kunne bestemt også blive både klogere og underholdt på én gang.

Sådan er det også med denne seneste bog, hvor Johan Olsen som forsker og videnskabsmand tager fat på på det mest aktuelle emne overhovedet lige nu: vacciner. Og igen er målgruppen især børn, men voksne kan også lære en masse om baggrunden for vacciner lige fra den tilfældige opdagelse, den senere forskning i dem og helt frem til nutidens brug af dem.

Det er nok ikke tilfældigt, at bogen udgives i disse tider, hvor vacciner diskuteres overalt, men bogen er med sin beskrivelse af vacciners historiske baggrund og vigtighed i en lang række sygdomsepidemier ikke kun et aktuelt dokument. Den sætter nutidens diskussioner ind i en større sammenhæng, og det før den på grundigt underbygget måde. Samtidig gøres det, så videbegærlige børn fra 10 år og måske tidligere vil blive klogere – sammen med deres bedsteforældre, forældre eller voksne formidlere. Bogen vil efter min mening være oplagt til undervisning på mellemtrinet.

Jeg vil slutte med at bringe bogens afslutning:

Jeg håber, den (bogen) kan være med til at få andre til at forstå, hvorfor vi har vacciner, og hvor vigtige de er. Hvor mange liv de redder hver dag. Af en eller anden grund er der nogle derude, der vil gøre alt – også lyve – for at bekæmpe vaccinationer. Det er o.k., der er altid nogle tosser, og verden vil være fattigere uden tosser. Men det er et problem, hvis rigtig mange mennesker ikke vælger at lade sig vaccinere. Så kommer de store, farlige epidemier tilbage, epidemier, der er langt værre end covid-19.

Hvert enkelt menneske må bestemme over sin egen krop, også når det gælder medicin. Hvis man er bange for at blive vaccineret, så er det heldigvis sådan, at man kan vælge at lade være. Alligevel vil jeg slutte med at sige: Man skal kun tage medicin, hvis det er nødvendigt. Hvis “nødvendigt” betyder, at det kan redde mennesker fra at dø, så er vaccinen en nødvendig medicin.

5 sikre stjerner og de bedste ønsker for en stor udbredelse af bogen. Brug den eventuelt som gave til en vaccineskeptiker.

Johan Olsen
Et prik, der ændrede verden. Bogen om vacciner
Politikens Forlag, 2021
92 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kristina Ohlsson: Stormvagt

Krimi og spænding Posted on 30 nov, 2021 12:09

Fra bogens bagside:
Samme stormfulde nat som August Strindberg ankommer til Hovenäset i Bohuslän, forsvinder den populære lærer Agnes Eriksson. Bag sig har August en karriere i Stockholms finansverden. Nu vil han udleve sin drøm og åbne en secondhandbutik og samtidig bo et sted, han har lykkelige barndomsminder fra.

Men vestkystidyllen krakelerer, da Agnes forsvinder. Politiet – med den empatiske og ambitiøse politiefterforsker Maria Martinsson i spidsen – leder efter hende dag og nat. Hvad er der sket? Og hvorfor får August en ubehagelig følelse af, at han selv ligger inde med en del af gådens løsning?

Stormvagt er første bog i Strindbergserien, der foregår på den smukke svenske vestkyst, hvor atmosfære og mysterier kombineres, mens den salte vind byder en ny tilflytter velkommen: August Strindberg.

Min anmeldelse:
For det første: Nej, det er ikke den kendte svenske forfatter August Strindberg, der er hovedperson i bogen/serien. Og der er i historien ikke nogen begrundelse for at bruge det navn. Det kommer måske i løbet af serien.

For det andet: Det er en rigtigt underholdende og klassisk opbygget krimi. Som det skal være, er der masser af nutidigt lokalmiljø, gamle konflikter og problemer, interessante personer blandt både beboere og politifolk, antipatier og sympatier – og bogen har potentiale til at udvikle sig til en god serie, og den kan også blive en udmærket kommende TV-serie. Bogen har kort sagt det hele, der skal til for at blive populær i en bred kreds af krimifans. Det er nok omtrent de samme, der ikke kan få nok af skærgårdskrimier, hvor hygge og feelgood-stemning matches af mord og andre kriminelle handlinger samt selvfølgelig opklaringen af dem.

Det er rigtigt positivt ment, for selv om jeg godt kan lide krimier, der på forskellige måder går usædvanlige veje f.eks. med specielle hovedpersoner, usædvanlige plots og særligt smukt sprog eller som bringer mig ind i og gør mig klogere på ukendte miljøer, så sætter jeg samtidig pris på bøger som denne. Det gælder især, når den er godt skrevet, som den er i dette tilfælde. Jeg vil med fornøjelse også læse næste bind i serien.

8 sikre skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Kristina Ohlsson
Stormvagt
Modtryk, 2021
469 sider

PS: Jeg har tidligere anmeldt sidste bind i forfatterens forrige serie. Bogen hed “Syndflod og min anmeldelse kan ses HER

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.