Fra forlagets beskrivelse:
Hvad er en familie? Hvad er en ishockeyklub? Hvad er et samfund? Og hvad er vi villige til at ofre for at beskytte dem?
Der er gået to år siden alt det, som ingen har lyst til at tænke på, skete. Alle har prøvet at komme videre, men der er noget ved dette sted, som gør det umuligt. Denne gang starter det med en storm, men ender med et opgør. Nogen, som har været væk længe, er på vej hjem. Nogen bliver begravet. Nogen forelsker sig, nogen drømmer om NHL, og nogen drømmer om hævn. Nogen sover ryg mod ryg med deres bedste ven, nogen forsøger at redde deres ægteskab, og nogen forsøger at redde deres børn. Nogen hader, nogen slås, nogen tager et skydevåben og går ned mod en ishockeyhal. Det er ikke alt, hvad byen har kæmpet for, der kommer til at overleve, det er ikke alle, som er elsket, der kommer til at blive gamle.
Så hvad er en familie? En ishockeyklub? Et samfund? Det er summen af vores valg.
Hvad er vi villige til at ofre for at beskytte dem? Alt. Simpelthen alt.
Min anmeldelse:
Bogen er 3. del af den storslåede og stærke serie om Bjørneby.
Jeg har med stor fornøjelse læst og anmeldt de 2 første i serien. Læs mere her:
1: Bjørneby – https://blog.drustrup.dk/?p=160
2: Os mod jer – http://blog.drustrup.dk/#post208
Hele serien – og også denne afsluttende del – er en historie bl.a. om sammenhold og konflikter, om fællesskaber og ensomhed, om rigdom og fattigdom, om voldtægt og kærlighed, om magtstrukturer samt om ishockey som katalysator for identiteten for et sted og dets beboere
Stedet er Sverige, et sted hvor to små nabobyer i samme kommune er rivaler på alle fronter med ishockey som det helt centrale omdrejningspunkt. Bogen er en kollektivroman med folk i alle aldre og fra alle samfundslag, og hvor ingen af dem spiller hovedrollen. I kapitlerne er skiftende personer i centrum, og vi følger som læser både den enkelte persons liv og synspunkter. Samtidig udvikler hele historien sig.
Bogen har en intens fortællestil, hvor der ofte antydes noget om fremtidige og dramatiske begivenheder eller nogle personers skæbner. Det skaber en sitrende spænding at læse disse varsler .
Og sådan eskalerer situationen frem mod de sidste kapitler, hvor enderne knyttes sammen, så jeg har svært ved at forestille mig en fortsættelse. Ærgerligt! Jeg ville meget gerne have fulgt folkene i de to rivaliserende byer i deres videre liv.
Bogen er ikke kun omfattende insekt persongalleri, den er også omfangsrig mht. sider, men for en gangs skyld er dette ikke én eneste for meget! Jeg nødt at blive fængslet af historien og sproget, så selv om mit læsetempo blev forsøgt dæmpet, læste jeg nok bogen alt for hurtigt. Serien kan samlet set sagtens klare en genlæsning, så mon ikke alle tre bøger skal læses igen?!
Jeg har ikke set de indtil nu offentliggjorte episoder i den filmserie, Beartown, der er bygget over romanerne, og som kan ses på HBO Max. Selv hvis jeg havde afgang til den tjeneste, tror jeg ikke, jeg ville se filmen. Der er så mange billeder i bøgernes beskrivelse og så mange fintfølte og godt formidlede stemninger, at jeg garanteret ville blive skuffet over filmens version. Så det dropper jeg.
Til gengæld kan jeg anbefale hele serien på det varmeste som storslået fortællekunst om almindelige mennesker i et både konfliktfyldt og inkluderende lokalsamfund. Det bliver til 5 store og funklende stjerner!
Fredrik Backman
Vinderne
people’s, 2022
746 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.