Samlet anmeldelse af de 2 sidste bind – bind 7 og 8 – i serien “Venner og fjender”, der udspilles i årene 1939-1945. 

Fra bøgernes bagsider:

Heltenes sommer
Sommeren 1944. Peter og Kassandra er tilbage i Sovjetunionen, og Kassandra færdiggør sin uddannelse som radiooperatør. Den Røde Hær har erobret Pripjat-sumpene, og dermed er den partisanlejr, de kæmpede i, før de tog afsted, ikke længere aktiv.

Peter og Kassandra ankommer til Warszawa, netop som Den Polske Hjemmehær, AK, indleder sit oprør mod den tyske besættelsesmagt. Oprøret bliver udkæmpet at tusinder af unge polakker, men tyskerne slår det ned med uhørt brutalitet.

Rottelinjen
Efteråret 1944. Peter og Kassandra befinder sig i den argentinske ambassadør Flavio Zanettis villa i Köpenick nær Berlin. Han er gift med Augusta, Erich Ehrlichs tvillingesøster, der sidder i kørestol efter et biluheld. Krigen synger på sidste vers, og alle ved, at det blot er et spørgsmål om tid, før Nazityskland er besejret. Mange højtstående tyske officerer frygter for deres skæbne, når krigen er tabt. Eksempelvis Otto Ehrlich, Augusta og Erichs far. Han er chef for SS-Totenkopfverbände, og han har sat to SS-officerer til at opbygge en hemmelig flugtrute til Sydamerika for prominente nazister – en såkaldt rottelinje.

Min anmeldelse:

Jeg har fulgt serien “Venner og fjender” lige fra begyndelsen og har anmeldt dem her:

1: Vejen til Warszawa – https://blog.drustrup.dk/?p=539
2: Kobberslottet – https://blog.drustrup.dk/?p=539
3: Gaden uden navn – https://blog.drustrup.dk/?p=659
4: Byen ved Volga – https://blog.drustrup.dk/?p=791
5: Sobibór – https://blog.drustrup.dk/?p=929
6: Skoven er vores – https://blog.drustrup.dk/?p=1006

Søren Hammer har selv sagt, at de egentlig ikke havde regnet med mere end 6 bind i serien, men at forlaget på et tidpunkt havde meldt ud, at den blev på 8 bind. Derfor var de nødt til at udvide serien. 

Jeg synes det kan mærkes, for selv om de to bøger begge er spændende og interessant læsning, så synes jeg ikke de har samme intensitet som de forrige. Vel er krigens begivenheder voldsomme og dramatiske, og situationerne, som bogens centrale hovedpersoner befinder sig i og er aktive deltagere i, på alle måder livsfarlige. Alligevel synes jeg, der er flere både gentagelser og spring i handlingen ligesom om det har handlet om at blive hurtigt færdig.

Når det er sagt, har jeg i alle bøgerne lært nyt om sider af krigen, som jeg ikke før har vidst noget om. Det skyldes forfatterens speciale valg af skiftende synsvinkler og deres helt klart omfattende research. Specielt i Rottelinjen blev jeg fanget af den del,af historien, der handlede om, hvordan topnazister planlagde og i flere tilfælde lykkedes at flygte til Argentina.

Selve historien om serien to hovedpersoner, Kassandra og Peter, slutter næsten alt for sødt i forhold til serien iøvrigt. Men det er ikke slut med det, for bagerst i bogen er der et afsnit om, hvad der skete for personerne, efter handlingen sluttede. Det er interessant at læse, og jeg er sikker på, at de to forfattersøskende har hygget sig med at forstille sig personernes liv. Det får serien til at fremstå som mere dokumentarisk, end den må være, men hyggelig læsning oven på 8 binds voldsomheder og umenneskelige krigshandlinger.

Seriens første bøger gav jeg 3 eller 4 stjerner, og da de afsluttende bøger her ikke er seriens stærkeste, burde de egentlig “kun” have 3 stjerner, men da de slutter serien, får de 4 stjerner sammen med serien som helhed. Det fortjener den.

Lotte og Søren Hammer
Heltenes sommer (7) & Rottelinjen (8)
HarperCollins, 2022
314 + 331 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget.