Fra bogens bagside:
Bogen kommer helt tæt på kafferbøfler, Afrikas mest farlige af de berømte fem store. Men bogen indeholder også unikke oplevelser med vandbøfler, bisonokser, moskusokser og vildkvæg, omtalt som Scrub Bulls.

Undervejs præsenteres læseren for de vidt forskellige miljøer, hvor jagterne udspiller sig. Det er ikke kun jagt i sump og regnskov. Det er også bøffeljagt på afrikanske, australske og sydamerikanske sletter og fjeldskråninger tæt på indlandsisen.

Artiklerne er skrevet og illustreret som reportager. De anvendte billeder knytter sig direkte til oplevelserne, og fortællingerne er gengivet uden make-up. De er skrevet umiddelbart efter, de udspillede sig. Bogen er altså ikke baseret på en samling “så vidt jeg huske”-beretninger og vilkårlige tilbageblik.

Artiklerne er skrevet endnu inden jagtfeberen helt havde lagt sig…

Min anmeldelse:
Michael Sands mange bøger om især jagt og natur har altid fascineret mig både for de umanerligt flotte fotos og for de gode historier fra hele verden. Det er blevet til bl.a. 10 årgange af Jagtårbogen og 7 jagtbøger mere med tilsvarende indhold på højt niveau.

Jeg har her på bloggen tidligere bragt en kort omtale af “Verden rundt som jæger, lystfisker og far” – //blog.drustrup.dk/#post121 og en anmeldelse af “Europa rundt – med jagtriffel og kamera” – //blog.drustrup.dk/#post214

Efter nogle års pause med udgivelserne er denne nye bog klar i nyt og større format (A4) end de forrige. Det er fint med temaudgivelser som denne, hvor de jægere, der særligt er interesserede i jagt på okser og bøfler af forskellig art, har historierne samlet. Dyrene og geografien er som beskrevet i bagsideteksten.

Bogens 7 historier har været bragt i forskellige af de tidligere bøger, men det er godt, at de igen bliver tilgængelige, for det er spændende oplevelser, der formidles, så det næsten er som selv at være med derude.

Endnu bedre er det, at det større format giver mere plads til de mange fantastisk gode billeder, som så fremstår endnu bedre, og der er endda blevet plads til flere billeder, end da artiklerne blev bragt første gang.

4 flotte stjerner bliver det til

Michael Sand
Sort og hvid magi : på jagt efter alverdens bøfler
Forlaget Michael Sand, 2024
255 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.