Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Tonny Vorm: De navnløse

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 27 jun, 2024 21:12

Denne anmeldelse er lagt i hænderne på en gammel ven og bibliotekarkollega, der ud over at være bredt læsende og oplevende også har tætte forbindelser til Lolland, hvor bogen foregår. 

Fra bogens bagside:
Lolland, sommeren 1897. Egnen hærges af gårdbrande og spædbørnsdrab. 

Da endnu et lig af en nyfødt dreng findes i en sø nord for Nakskov, bliver efterforsker Georg Rosenkrantz sat på sagen. Han allierer sig med Karen Sjællænder, der kender alle afkroge af byens rå underverden, og afdækningen trækker tråde til de polske roebønder og byens store sukkerfabrik. 

Her på kanten af det nye århundrede er Nakskov en af Europas driftige havnebyer, og samfundet er præget af en industri i vækst, men også af en gryende klassebevidsthed, der truer den bestående orden. En orden, som magtens mænd vil gøre alt for at bevare. 

Arne Bak-Sørensens anmeldelse:
Dette er forfatterens tredje roman – og jeg har beklageligvis ikke læst de tidligere. Det agter jeg at gøre, for denne roman er både underholdende og oplysende.

Det underholdende går på, at vi oplever livet i en provinsby (Nakskov) i 1897 med fokus på en (eller rettere flere) kriminalsager, der drejer sig om drab på nyfødte samt brandstiftelse.

Det oplysende medfører, at vi får et glimrende indblik i livet for både over- og underklassen. Vores hovedperson Georg Rosenkrantz er herredsfoged (den tids politimyndighed) og hører således til overklassen. De mistænkte er i første omgang roepigerne, der mestendels kom fra Polen for at arbejde i de lollandske marker – og hører i den grad til underklassen. Kontrasterne er store – ustandseligt er de ”fine” herrer ude at spise, fortrinsvist på byens førende hotel og restaurant (og som sjovt nok stadig findes).

Det viser sig imidlertid, at ikke alt er, som det ser ud. Vores ”helt” har åbenbart pengeproblemer – og vi kan også se, at han måtte rejse fra København (hvor han og konen helst vil bo). Han kan heller ikke helt fritages for at være lidt ufin i kanten. Vi opdager også hurtigt, at de såkaldte pæne mennesker i mange tilfælde er både kriminelle og amoralske. Nu skal jeg ikke røbe hele handlingen, men bogen er både spændende og undertiden morsom.

Forfatteren skriver glimrende med den lille undtagelse, at der undertiden sniger sig ord ind, der ikke hører til i perioden – fx holder vores hovedperson weekend, et begreb der endnu ikke var opfundet i Danmark på dette tidspunkt. Men det skal være ham tilgivet, for sproget fungerer ellers levende og velsmurt. Der er også en del underholdende personer, bl.a. betjenten Nielsen, der er noget for sig, men som tager sig sammen i slutningen af bogen. Også den koleriske borgmester, der er hovedpersonens nærmeste overordnede, beskrives meget levende. Man er hele tiden godt underholdt, samtidig med at man også kan blive lidt klogere af læsningen.

Et lille efterord afslører, at heltens navn er sammensat af to i tiden vigtige personer, nemlig forfatteren Palle Rosenkrantz, der faktisk arbejdede en tid som konstitueret herrredsfoged i Nakskov og som senere udgav omkring 40 romaner, en del af dem krimier, hvoraf ”Hvad skovsøen gemte” er mest kendt – og danner noget af historien her. Han kæmpede også for en forbedring af strafferetsplejen (det lykkedes i 1919).

Den anden er Georg Brandes, der blandt meget andet kæmpede for en forbedring, at den moderne litteratur skulle sætte problemer under debat.

Bogen anbefales stærkt. Den får 5 stjerner.

Tonny Vorm
De navnløse
Gutkind, 2024
298 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anne Holt: Tolv utæmmede heste

Krimi og spænding Posted on 25 jun, 2024 19:52

Fra bogens bagside og fra forlagets pressemeddelelse:
Ebba Braut ved, at hun ikke har været i seng med nogen. Alligevel er hun gravid.

Den eneste Ebba kan betro sig til, er den pensionerede efterforsker Hanne Wilhelmsen. Men Hannes eget liv er tæt på at gå i opløsning, og Ebba er nu den eneste, Hanne har tilbage. 

Den kørestolsbundne Hanne er helt alene. Konen Nefis og deres datter er flyttet ud efter et voldsomt skænderi, og det ser ikke ud til, at de kan forsones. Hanne må kæmpe for både at redde sin familie og løse den vigtigste drabssag i sit liv. 

Min anmeldelse:
Med flere års pause efter 10 bind i krimiserien med Hanne Wilhelmsen, udgav Anne Holt i 2022 “Det ellevte manuskript”, som blev nr. 11 i serien. Den har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1384

Det var for mig og mange andre et dejligt gensyn, og derfor har jeg set frem til denne fortsættelse, som i ifølge forsiden i øvrigt er blevet kåret som årets bedste krimi i Norge. Det skærpede selvfølgelig forventningerne, men hvordan gik det så med dem? Det gik rigtigt godt!

Med klassiske elementer med f.eks. uforklarlige mysterier, privatlivsproblemer og seriøs knas i samarbejdet internt i politiet samt mellem politiet og en privat efterforsker har Anne Holt igen skruet et meget specielt og fascinerende plot sammen, og hun har befolket det med nogle ganske særlige personer, hvoraf flere går igen fra “Det ellevte manuskript”. Desuden dukker en ny politiefterforsker op, Marius Blaabjerg, og han må også meget gerne – og gør det sandsynligvis – dukke op i en fortsættelse. 

Uden at afsløre for meget, for der skal dukke overraskelser op undervejs, så er bogens helt relevante temaer ensomhed, relationer mellem mennesker, kvindehad og mænd der oplever sig svigtet af kvinder og lever i ufrivilligt cølibat (incels). Til sidst i bogen kommer forklaringen også på titlens utæmmede heste.

Dertil kommer flere relationer til litteratur og forlagsverdenen gennem samarbejdet mellem forlagsredaktøren Ebba Braut og lyrikeren Aasmund Aaletjønn. Det element tilfører bogen et interessant ekstra lag. Ebba dukkede op i forrige bog, og hun spiller også denne gang en central rolle, mens Aasmund også kommer i spil på en ganske særlig måde.

Hele bogen er velskrevet, og selv om den nogle steder er lidt lang i beskrivelserne, og der dukker et par heldige tilfældigheder op under efterforskningen, så er det alligevel en helstøbt og rigtigt spændende historie. Vil du ikke læse hele serien, så begynd i det mindste med bind 10 og fortsæt med denne.

Herlig læsning til 9 skydeskivepoint.

Anne Holt
Tolv utæmmede heste
Modtryk, 2024
440 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Ann-Helén Laestadius: Straf

Alt muligt andet godt Posted on 24 jun, 2024 09:57

Fra bogens bagside:
Nordsverige, 1950’erne: Fem samiske børn bliver tvunget væk fra deres familier for at gå i nomadeskole. Her er samiske sange og traditioner er forbudt, og eleverne får pisk af den strenge forstanderinde, der går under navnet husmor. Overgrebene finder sted, uden at magthaverne griber ind, og forældrene er for bange til at protestere. 

30 år senere har de fem tidligere elever – Jon-Ante, Else-Maj, Nilsa, Marge og Anne-Risten – bevæget sig i vidt forskellige retninger i et forsøg på at tackle deres traumatiske barndom. Men så en dag vender husmor tilbage. Hun kommer gående ned ad gaden, som om intet var hændt. Da står det klart, at ingen af de fem tidligere elever har glemt fortidens fortrædeligheder og tilgivet deres tidligere bøddel. 

“Straf” er baseret på virkelige begivenheder og omhandler et af de største overgreb mod det samiske mindretal i Sverige – nomadeskolen, som ødelagde tusindvis af børn og familier og ledte til sprogtab og skam. 

Min anmeldelse:
En ualmindeligt stærk historie om holdninger til og behandlingen af samerne i 1950’erne – og den står endnu stærkere og forfærdelig, efter at jeg i bogens epilog læste, at den var baseret på forfatterens mors oplevelser i en nomadeskole.

Alle samebørn blev tvunget til at tage på nomadeskole, der var kostskoler, hvis opgave var “normalisere” børnene til at blive svenske, og derfor var samisk sprog og alle samiske traditioner forbudte. På bogens nomadeskole var lederen ondsindet og voldelig i sin undertrykkelse af alt samisk, og flere af børnene fik fysiske skader af hendes behandling. Men værre er det, at endnu flere fik psykiske problemer i resten af deres dage.

Det skildres intenst i afsnit, der følger 5 hovedpersoner – som børn i 1950’erne og som voksne i 1980’erne. Det er barsk læsning om umenneskelig behandling af et oprindeligt folks børn – og det er jo set flere gange både fra hele verden. Jeg nævner bl.a. Australien og Grønland. Men ved at følge de forskellige børns oplevelser og senere de følger, som den traumatiske behandling fik for dem alle, bliver der nærmest sat ansigter på. Så er det rigtige mennesker, det er gået ud over, og så bliver det mere begribeligt. Men stadig uacceptabelt og uforståeligt! 

Bogens indhold er stærk læsning, og til og med sprogligt en stor fornøjelse. Teksten er velskrevet, og begivenhederne er skildret set fra børnenes synsvinkel, så det hele står krystalklart i al sin grumhed. 

Hvorfor titlen “Straf”? Det må I selv finde ud af, men de 5 børns måder at bearbejde og leve med fortiden på er meget forskellige, og selvfølgelig er hævnlysten til stede.

Selv i bogens afsnit fra 1980’erne undertrykkes samisk kultur, og de behandles dårligt af mange, og det er vel egentlig ikke blevet ret meget bedre siden! Har I endnu ikke læst forfatterens “Bytte”, så skal I ubetinget også læse den. Se min anmeldelse her: https://blog.drustrup.dk/?p=1389 

Som med “Bytte” giver jeg bogen mine 5 maksimale stjerne og tilføjer lidt nordlys – et naturfænomen, der på nomadeskolen blev beskrevet som noget farligt og forbudt at snakke om!

Ann-Helén Laestadius
Straf
Alpha Forlag, 2024 
430 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. 



Angela Marsons: Tavse minder

Krimi og spænding Posted on 21 jun, 2024 20:07

Bogen, der er nummer 10 i en serie, anmeldes af Palle Thomsen. Hans anmeldelse er endnu et eksempel på, at smag og behag er individuel. Det kan også være, den er et eksempel på, at det er svært at læse bind 10 i en serie uden at have læst nogle af de foregående. 

Fra bogens bagside:
“En eller anden genskaber hver eneste traumatiske hændelse i dit liv. De gør det for at få dig til at lide, for at påføre dig smerte, og det eneste mulige slutresultat er døden. Din død.” 

På fjerde sal i Chaucer House bliver to teenagere fundet lænket til en radiator. Drengen er død, men pigen er stadig i live. For kriminalkommissær Kim Stone er hver eneste detalje på gerningsstedet en spejling af hendes egen forfærdelige oplevelse med broren Mikey, dengang de boede i det samme lejlighedskompleks for 30 år siden.  

Da ligene af et midaldrende par bliver fundet i en udbrændt bil, kan Kim ikke overse den rystende lighed til Ericas og Keiths dødsfald – de eneste kærlige forældre, Kim nogensinde har kendt til. 

Kim står foran en morder, som genskaber traumatiske hændelser fra hendes fortid, og hun må se den brutale sandhed i øjnene: At nogen ønsker at få hende til at lide på den værst tænkelige måde. Desperat efter at blive på sagen bliver hun tvunget til at arbejde sammen med adfærdsanalytikeren Alison Lowe, som er blevet kaldt ind for at observere og overvåge Kims opførsel. 

Kim har jagtet farlige kriminelle og beskyttet uskyldige liv i årevis. Men med en morder, der er fast besluttet på at knuse Kim, kan hun så opklare denne komplekse sag og redde sit eget liv, eller bliver hun det sidste offer?  

Palle Thomsens anmeldelse:
Denne bog er nr 10 i serien om Kim Stone. Forfatteren er fra England, har solgt over 3 millioner eksemplarer i denne serie og er udkommet i 27 lande.

Jeg har ikke læst nogle af de forrige. Måske ville det have været en fordel, og det præger måske min anmeldelse. Bogen er ikke min kop te, og jeg tvang mig selv til at læse den færdig. 

Plottet er sådan set spændende nok, men hvor måtte jeg mange gange gå tilbage og prøve at finde ud af: Hvem er nu den person?  Hvor kom nu det lige fra? Det var meget forvirrende. Måske skulle jeg have læst den i et stræk, men orkede det ikke. Spændende actionpræget slutning, men en slutning jeg overhovedet ikke kunne se logikken i. Der er ikke meget thriller i den – nærmere en halvdårlig spændingsroman.

Den var virkelig kedelig og med en dum slutning. Fatter ikke alle de superlativer hun har fået. Men igen: måske skulle jeg have læst nogle af de forrige bind.

Det bliver 4 point ud af 10.

Angela Marsons
Tavse minder
Jentas, 2024 
416 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lindsey Davis: Sølvgrisene

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 19 jun, 2024 11:35

Serien om den romerske opdager Marcus Didius Falco fangede mig meget, da de oprindeligt udkom på dansk – især fordi de var rigtigt interessante rent historisk, samtidig med at de fortalte nogle spændende historier med en humoristisk og underholdende undertone.

Der er 20 bind i serien udgivet på engelsk i perioden 1989-2010, men desværre er kun disse 8 af dem oversat til dansk og udgivet på forlaget Klim 1997-2005, og jeg har læst dem alle: 

Sølvgrisene ; Bronzeskygger ; Venus i kobber ; Krigsgudens jernnæve ; Poseidons guld ; Sidste akt i Palmyra ; Tyv over tyv ; Tusmørke over Corduba. 

I 2023 genudgav Gutkind de første 3 bind i serien, og jeg har genlæst det første bind for at finde ud af, om bøgerne stadig er værd at læse. Den vurdering kommer jeg med í min nedenstående anmeldelse.

På forfatterens officielle hjemmeside – https://lindseydavis.co.uk – kan man læse mere om bøgernes univers. Titlens sølvgrise er betegnelse for sølvbarrer.

Forlagets beskrivelse:
Rom, 71 e.Kr.: Ingen kender byen bedre end Marcus Didius Falco. Ekslegionæren regnes for den bedste efterforsker, og alligevel mangler han altid penge.

En dag spiller skæbnens gudinde ham et lovende job i armene i form af den unge, smukke Sosia Camillina, som er på flugt fra sine kidnappere. Snart bliver Falco viklet ind i et drabeligt plot, der involverer stjålne sølvbarrer og sender ham til sølvminerne i de britiske provinser.

Der, i udkanten af imperiet, afslører han en sammensværgelse, hvis net strækker sig helt ind i magtens hjerte – og som vil kunne kaste imperiet ned i afgrunden.

Min anmeldelse:
Da jeg først lige havde læst mig ind i stilen og vænnet mig til de latinske navne blev jeg ført tilbage til romerrigets hovedstad og livet der dengang, og jeg har igen nydt rejsen tilbage. Historien om den uheldige helt, opdageren Falco, bragte mig helt ind i både det politiske liv på flere niveauer, de standsmæssige konflikter og dagliglivet. Jeg har været i Rom et par gange, og det er fascinerende at læse en så levende beskrivelse af livet på steder, hvoraf mange i dag kun er ruiner. 

Når jeg læser krimier, har det altid været en ekstra bonus, når jeg samtidig lærer noget nyt om f.eks. miljøer og steder, og det gør jeg i denne serie, hvor jeg både får ny viden om romertiden, hvilket passer flot til min historiske interesse. Jeg får sat nogle andre billeder på min opfattelse af dagligdagen og stemningen dengang. Lyder det tørt, så skal jeg straks afvise det! 

Bogen – ja, alle bøgerne – er nemlig befolket med nogle herlige typer, hvor især Falco og Sosia er en fornøjelse at følge og gennem dem og deres aktiviteter at få et indblik i deres forskellige baggrunde. 

Denne første bog foregår primært  i Rom, men de følgende 7 bøger, der er oversat, bringer makkerparret rundt i andre dele af det store Romerrige. Hvad der sker i seriens resterende 12 bind, ved jeg ikke, og format finde ud af det må jeg nok, som en af mine gamle lånere på biblioteket gjorde, bestille dem hjem på engelsk. Dels udgav Klim jo kun de 8 bind, og Gutkind, der har genudgivet de første 3 af dem, har på nuværende tidspunkt desværre ikke planer om at udgive flere bøger i serien. Desværre.

Vil du som krimilæser væk fra både bestialske massemordere, traumatiserede efterforskere og tvivlsom skærgårdsidyl, og vil du både ned i tempo, tilbage i tiden og samtidig få opfrisket din historiske viden om en spændende periode, så giv dig hen til Falcos meriter i det gamle Rom!

8 sikre point på skydeskiven til krimier og 4 stjerner for romanens historieformidling.

Lindsey Davis
Sølvgrisene
Gutkind, 2023 
350 sider

Bogen er læst på Mofibo.

Herunder er et billede af en romersk sølvdenar , jeg har fundet med metaldetektor. Den er ganske vist yngre end den periode, bogen foregår i, men jeg synes den skulle med.
Mønten er udstedt under kejser Hadrian Augustus år 125-128
.



Maggie Kempinska – Frihed

Krimi og spænding Posted on 16 jun, 2024 20:04

Fra bogens bagside:
Ytringsfrihedens vrangside udstilles i Nordsjællands overklasse. En dødsliste spreder frygt og had. 

Middelalderens folkedomstol er genopstået på de sociale medier og lader til at trumfe retssamfundet i Danmark. Pæne civiliserede borgere forvandler sig til hadefulde webtrolde bag falske profiler, der kaster sig over mennesker, de mener stikker næsen for meget frem, og ofrene har ingen retsbeskyttelse.

Forfatteren Mira og botoxbaronen Frank Alling får konsekvenserne af de digitale krænkelser at føle. Det celebre ægtepar fra Nordsjælland bliver lagt for had på samtlige platforme i en grad, der påvirker deres liv og mentale sundhed. Hetzen kammer over, og en dødsliste over de værste webtrolde kommer i spil og sender drabsafdelingen på overarbejde.

Atter engang danner Lennart Rohde og Theodora Blink frontfigurer i en sag, hvor selvtægt og demokratiske værdier som ytringsfrihed bringes under lup.

Frihed er fjerde bind i Maggie Kempinskas F-serie, som består af titlerne: Forskel, Forkert og Fuppet

Palle Thomsens anmeldelse:
Frihed er Maggies fjerde bind i hendes F-serie. Jeg har aldrig læst noget af hende før og har aldrig hørt om hende, jeg er måske lidt ude af trit med krimiverdenen.

Det er en moppedreng på 600 sider, men fortvivl ikke – den buldrer derudaf. En tour-de-force i forældresvigt, rige mennesker uden følelser, afstumpede individer, forsmåede hævngerrige personer og fremfor alt handler den om de sociale medier og facebookkrigere.

Jeg blev blæst bagover af historien. Ind i mellem er den helt ude i hampen, sådan er virkeligheden ikke, men det er jo også “bare” fiktion. Hvert kapitel har et navn som overskrift, hvor man følger den enkelte person. Det giver et godt overblik, for  der er meget at holde styr på. Men overblikket tabes ikke. Og så har krimien en formidabel slutning. Jeg skal snarest igang med de 3 forrige.

Forfatteren har skrevet en tankevækkende epilog om bogens tema – de sociale medier. Hun mener, at de sociale medier er en usynlig fjende, langt mere skadelig og skræmmende end mørkets kræfter i en krimi. Hun er også skræmt af kunstig intelligens – AI. Hun har mistet sit job som grafiker og tekstforfatter til ChatGPT. Hendes bøger kan streames for en femmer, som hun skal betale skat af, og snart kan AI skrive en bog i hendes stil og udgive dem selv.

Hun konkluderer, at de kreative fag ikke længere vil beherskes af fagfolk, men vil  blive promptet af Lis fra regnskabsafdelingen eller hendes otteårige nevø.

Det er en skræmmende verden, vi ser ind i, og jeg deler hendes frygt. Vi husker nok allesammen strejken i Hollywoood, og den var båret af frygt for AI og ChatGPT. Vi har kun set begyndelsen.

Men jeg vil aldrig opgive at sidde med bogen i hånden. E-bøger er ikke mig. Måske bliver jeg tvunget til det – for flere og flere bøger fåes kun som E-bøger.

Jeg giver 9 sikre point til Maggie ud af 10.

Maggie Kempinska
Frihed
People’s Press, 2024 
604 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »