Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Geir Tangen: Død mands tango

Krimi og spænding Posted on 31 maj, 2019 23:34

Et rent pletskud! Det er en både voldsom og spændende slutning på trilogien med journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll fra Hauugesund. Læs endelig hele trilogien i rækkefølge og begynd med “Maestro”.

Fra bogens bagside:
Den lille norske by Haugesund bliver revet ud af sensommerdvalen af en række grusomme mord. En kvinde bliver ædt levende af rotter, en mand bliver stukket ihjel af hvepse. Begge er dræbt af netop det, de frygtede allermest. Hvem kender ofrene og deres dybeste angst så godt?

Journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll befinder sig i deres livs mareridt: Enten skal de tilstå, at de stod bag drabet på nynazisten Geirmund Bakken, eller også skal de lade en hjemvendt IS-kriger tage straffen for det, de har gjort.

Mærkelige ting begynder at ske for Viljar, mens han begraver sig i sit arbejde, og Lotte begynder også at se sig over skulderen. Da det går op for hende, at hun har en fortid sammen med de to mordofre, begynder hun at frygte, at hun er morderens næste mål.

Min anmeldelse:
Eg ser ingenting, mitt blikk er blindt
Eg har sendt min posisjon. Her er min konklusjon
Eg stoler ikkje lenger på mitt instinkt

og

“Såg opp mot himmelen
og min redning blei skutt ner
Som ei fjør, som ei fjør.
Min redning blei skutt ner.”

Sådan lyder nogle af linjerne i sangen “Død manns tango” af norske Kaizers Orchestra. Nummeret har givet navn til Geir Tangens seneste bog. Uden at tolke dybt på teksten, så passer linjerne her ganske godt på stemningen i bogen.

Første bog af Geir Tangen hed “Maestro” (anmeldt af mig HER) og den næste hed “Hjerteknuser” (anmeldt af mig HER). Med denne tredje og sidste del af Geir Tangens planlagte trilogi fra Haugesund slutter ialt cirka 10 måneders dramatiske og voldsomme oplevelser for de to hovedpersoner og beboerne i Haugesund.

Selv om de bestialske mord beskrevet på bagsiden af denne bog er nye sager, så er der klare og meget tætte forbindelser til begivenheder i de første to bøger, og der er også andre centrale sammenhænge, men jeg fortæller ikke mere.

Viljar og Lotte har alvorlige både fysiske og psykiske følger af det, de oplevede og blev udsat for i de første to bøger, og det sætter i høj grad dagsordenen for også handlingen i denne bog, men jeg fortæller ikke mere.

Det, jeg vil fortælle, er, at bogen er en på alle måder voldsomt spændende afslutning på både de nye sager beskrevet på bagsiden af bogen og fra hele serien. Den er velskrevet, og plottets mange ender hænger ret godt sammen til sidst. Undervejs i læsningen af denne bog, og hele trilogien er der en del direkte referencer til andre krimiforfattere og deres bøger. Der er dog endnu flere indirekte referencer, for Geir Tangen lægger åbent frem, at han har brugt stort set alle krimigenrens klichéer og kneb. En fantastisk rundtur i krimiernes univers. At det kan lykkes så godt i bogen/bølgerne skyldes dels forfatterens store viden om krimilitteratur, men også hans evne til at skrive godt og til konstruere et overbevisende plot.

Uden at afsløre noget af slutningen er det oplagt den sidste bog om det herlige og umage makkerpar journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll. Det understreger Geir Tangen så også i et efterskrift. Jeg vil dog se frem til et nyt udspil fra ham, for med forfatterens håndelag for at skrive og sammensætte et plot kan det også kun blive godt.

Jeg gav begge de første 2 bind i trilogien 9 point på min spændingsskydeskive og 5 krimihjerter på krimifan.dk. Denne gang får bogen også de 5 krimihjerter, mens jeg giver både bogen, men især den samlede trilogi mine sjældent uddelte 10 point. Et rent pletskud!

Geir Tangen
Død mands tango
Modtryk, 2019
329 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Keigo Higashino: En midsommerligning

Krimi og spænding Posted on 27 maj, 2019 12:36

En på alle måder dejligt anderledes samt både spændende og
interessant krimi fra Japan med nogle sammenhængende mysterier, der kun
opklares med helt særlige midler.

Fra bogens bagside:
Liget af en mand findes på klipperne ved kysten tæt på den
fallerede turistby Hari-ga-Ura.

Tilfældet vil, at professor Yukawa bor på samme pensionat,
som den døde boede på. Og tilfældet vil også, at drabsefterforsker Kusanagi
involveres i dødsfaldet, for manden var måske allerede død, da han ramte
klipperne.

Kusanagi og Yukawa indleder hver sin efterforskning af
sagen, ser er så kompleks, at den måske er umulig at opklare. Men Yukawa er
overbevist om, at der findes svar på alle spørgsmål.

Min anmeldelse:
Ligesom i Keigo Higashinos
forrige krimi fra Japan “Den ophøjede
morder”, som jeg har anmeldt HER,
er det makkerparret Kusanagi og det kvindelige sidekick, Utsumi, der står for
den politimæssige side af opklaringen, mens den noget excentriske og geniale
fysikprofessor Yukawa har alle de på én gang deduktive og intuitive vinkler på sagens
forskellige elementer. Dertil kommer denne gang det lokale politis indsats på deres
hjemmebane, hvor bogen foregår.

I havet ud for den kriseramte turistby arbejder et firma på
udvinding af værdifulde mineraler på havbunden. Det skaber lokal debat, og det
indgår i historien, hvor intet – modsat beskrivelsen på bagsiden – er tilfældigt.
Hovedhistorien er dog en gammelt mord, en tidligere morder som har udstået sin
straf, den dengang arresterende politimand, et nyt og mystisk dødsfald, japansk
familiesammenhold mm. På suveræn vis passer alle historiens brikker sammen på overraskende
og dog logisk vis, men hvordan det går for sig, vil være en forbrydelse at afsløre.
Men jeg lover en utraditionel og spændende historie med en lige så dejligt
utraditionel afslutning.

Bogen er bind 3 i serien, hvor jeg stadig har bind 1
“Den hengivne Hr. X” til gode. Det, jeg skrev i min anmeldelse af
seriens bind 2, gælder stadig: Sproget i bogen er godt, personerne er rigtigt
interessante, og hele settingen er unik med sin fantastiske beskrivelse af det
moderne Japan, der stadig bygger på gamle traditioner. Bogen er en intens,
intelligent, fascinerende og spændende rejse ind i en gådefuld stemning.

Det bliver til 9 point på min spændingskrimiskydeskive og 5
hjerter på krimifan.dk

Keigo Higashino
En midsommerligning
Modtryk, 2019
406 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Erlend Loe: Dyrene i Afrika

Alt muligt andet godt Posted on 20 maj, 2019 22:57

For at sige det lige ud: Fuck dyrene i Afrika!

Det har en gruppe nordmænd som aktivistisk mål ud fra den betragtning, at de ved at gøre det med nogle ikoniske og eksotiske dyr vil kunne vise verden, hvordan vi alle fucker med hele kloden. De får hjælp til at gennemføre deres projekt af den kenyanske organisation “Fauna Fuckers”, der praktiserer “Fuck and Release” TM.

Erlend Loe har igen skrevet en hylende grotesk og voldsomt morsom bog, der på én gang vil undre, underholde, skabe diskussioner, vække afsky og få mange til at grine højt – samt måske få endnu flere til at rejse til Afrika!

 

Fra bogens bagside:
En kvinde og fire mænd er hver især kommet til et vendepunkt. De er ikke længere i stand til at løse udfordringerne, de står overfor, på egen hånd. De vil væk fra det beskyttede liv i Norge, og alle fem bærer på en mere eller mindre eksplicit længsel efter at redde dyrene.

Efter et foredrag om dyreetik falder de fem enkeltpersoner i snak om, hvordan deres levemåde undergraver andre arters muligheder for overlevelse. Sammen udtænker de en plan. Ved hjælp af “The Big Five”, bøffel, løve, leopard, næsehorn og elefant, vil de gennemføre en naturhappening for at henlede opmærksomheden på, hvordan vi mennesker så at sige fucker med flora og fauna.

Derefter går turen til Afrika for at redde verden – for at gøre en forskel.

 

Min anmeldelse:
Bogens indhold og sprog er på alle måder betydelig mere direkte end det fremgår af bagsideteksten, der giver et stærkt redigeret og reduceret billede af bogen, synes jeg.

Derfor har jeg suppleret med det indledende afsnit og fortsætter her.

Kort fortalt indledes bogen med præsentation af de 5 enkeltpersoners tanker og personlige situation. I næste afsnit mødes de tilfældigt, og de danner “Foreningen til skænding af eksotiske dyr”. Efter at have øvet sig på forskellig (!) vis i Norge tager de i sidste del af bogen til Kenya, hvor skændingerne jo skal foregå.

Men hvordan går det så og hvorfor? Det må I så selv læse, for selv om slutningen i denne bog er mindre væsentlig end processen, personerne gennemgår, og de grundlæggende emner, der tages op i bogen, vil det spolere for megen af læsningen, hvis jeg afslører mere af handlingen. Blot vil jeg sige, at der gåes til korporligheder i bogen, uden at sexscenerne med dyr pensles ud.

Bagest i bogen beskrives, hvordan det siden er gået alle bogens markante hoved- og bipersoner.

Af de fem enkeltpersoner kommer de fire ud på den anden side af deres projekt som hele mennesker med nye formål og retninger i deres liv, men uden at læse bogen kan ingen regne ud hvordan. I er nødt til at læse bogen! Og med den rette indstilling, hvor alle læsere må (forsøge at) indstille sig på samme bølgelængde som Erland Loe, er det på alle måder en fornøjelse af de sjældne at læse bogen.

Der er rigtigt meget Dopler i bogen – forstået på den måde, at de 3 bøger om ham jo alle er om en mand, der ligesom de fem hovedpersoner i “Dyrene i Afrika” gør status over livet og vælger nye, forunderlige veje. Humoren på den alvorlige baggrund skaber de sammme groteske situationer for personerne i bogen og billeder i hovedet hos læserne. Jeg kom også i tanke om Magne Hovden: Sameland (Modtryk, 2011), der er næsten lige så syret i indhold og humor.

Jeg interviewede Erlend Loe til Ordkraft i Aalborg i 2015, og jeg synes, det var en spændende snak, vi havde. Skulle jeg nogensinde få muligheden igen, vil det være oplagt at høre om han med sine skriverier om især mænd, der på et tidspunkt i livet skifter spor, har skabt sin personlige måde at få afløb for de panik- og andre reaktioner, som nogle mænd får. Gyldendal oplyser i en medfølgende pressemeddelelse, at Erlend Loe fylder 50 år den 24. maj. Tillykke med dagen og med bogen!

Det vil være uretfærdigt at give bogen mindre end mine maksimale 5 stjerner!

Erlend Loe
Dyrene i Afrika
Gyldendal, 2019
314 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Forfatterportrættet i collagen øverst er et pressefoto taget af Frederik Arff, mens dyrebillederne er taget af mig selv.



Jesper Marcussen: Toplitzgåden

Krimi og spænding Posted on 17 maj, 2019 22:53

En gåde fra fortiden…
En
arkæologisk undersøgelse i de østrigske Alper..
En
skattejagt tværs gennem Europa…
En
konspirationshistorie fra nutiden med rødder i nazitiden…


Fra bogens bagside:
Da den danske journalist Thomas Berg flytter til Berlin,
bliver hans første opgave at dække en stort anlagt arkæologisk undersøgelse af
Toplitzsøen i Østrig. Hurtigt bliver det dog klart for ham, at nogen er villig
til at dræbe for de hemmeligheder, som bjergsøen gemmer på, og da et afgørende
spor viser sig at lede tilbage til en gammel rapport, som han var med til at
skrive under sin studietid, finder Thomas sig selv fanget i et dødeligt spil.

Nu samles vennerne fra den gamle studiekreds igen. De er
efterstræbt af en ukendt modstander, og de har kun én chance. De må selv løse
Toplitzgåden.


Min anmeldelse:
På årets krimimesse i Horsens faldt jeg på Byens Forlags
stand i snak med Jesper Marcussen, der lige havde fået udgivet sin debutroman på
forlaget. Nogle gange (ofte for mig, lader det til) viser sådanne tilfældige møder
sig at være rigtigt interessante. Bogen lød umiddelbart spændende og
interessant, og det viste sig også, at forfatteren var bibliotekar som mig

Jeg fik bogen foræret, uden at jeg turde love, at den ikke
ville drukne i stakkene af ulæste bøger. Tilbage på hotellet begyndte jeg på læsningen
og blev både nysgerrig og fanget af historien. Siden kom andre bøger ind over,
men nu har jeg fået den læst.

Efter hans kone er død (myrdet?), drager Thomas Berg ud i
verden for at få andet at fokusere på. Det bliver en dramatisk historie med
forbindelser til både kones journalistiske arbejde, hans egen studietid og en
ikke verificeret gåde fra nazitiden om, at noget værdifuldt er begravet i Toplitzsøen.

Med Thomas i hovedrollen følger en rejse tilbage til tiden
med det nazistiske styre og en modstandsgruppe samt en kult omkring Himmler
samt en rejse tilbage til hans egen studietid og den opgave, han var med til
skrive dengang. Det bliver farligt, meget farligt. Og undervejs er det. Uligt
at være sikker på, hvem der er ven eller fjende blandt bogens mange personer. Sådan kan det med fordel også være
i en spændingsbog, og det er der godt greb om i bogen. (Det er bare ærgerligt,
at en mulig/sandsynlig skurk på bogens bagside afsløres som central person
samme med Thomas Berg i kommende bøger i den planlagte serie. Det spolerede et
af de afsluttende kapitler for mig).

Er man til spændende historier med konspirationsteorier og
historier om historiske mysterier f.eks, som denne her med forbindelser til
nazitiden, så er bogen oplagt og god læsning. Hvis man som jeg har fået min
lyst for den typer bøger styret, så er andre genrer bedre – selv om de er
velskrevet og spændende.

Forfatteren har helt klart lavet en del research. Bogen er
således delvist baseret på historiske facts, men i et efterskrift skriver
forfatteren, at han principielt går ind for at lade myten komme den gode
historie til gode. Derfor er jeg også spændt på næste udspil i serien, der
hedder “Et Wildenbruch-mysterium” opkaldt efter et centralt sted
bogen/serien.

Med min personlige manglende fascination af den type bøger
vægtet op mod bogens fortællemæssige styrker, ender min samlede vurdering på 7
point på min spændingskrimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Jesper Marcussen
Toplitzgåden
Byens Forlag, 2019
322 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jakob Knudsen: Pigerne i strandhøjen

Krimi og spænding Posted on 16 maj, 2019 11:49

I denne femte bog i serien med kriminalinspektør Kristian
Swane involveres han i opklaringen af et kompliceret mysterium på Læsø.


Fra bogens bagside:
Da man i en strandhøj på Læsø finder de mumificerede lig af
to kvinder, bliver kriminalinspektør Swane bedt om at kaste et blik på sagen.
Han er dog knap ankommet til øen, før et nyt dødsfald påkalder sig hans
opmærksomhed: Helga – øens selvudnævnte heks – bliver fundet hængende fra hanebjælken i sit hjem.

Alt peger på umiddelbart på
selvmord, men der er flere ting, Swane ikke kan få til at stemme, og snart
viser det sig også, at Helga har haft en særlig interesse for netop området
omkring strandhøjen. Blandt andet har hun lagt et stærkt pres på et
multinationalt selskab for at forhindre dem i at bore efter gas på stedet.

Swanes efterforskning fører ham ind i en broget kreds
omkring strandhøjens velhavende ejer. Alle er de mere eller mindre excentriske
eller har stærke særinteresser, og alle viser de sig at have haft en relation
til Helga. Men hvem har været ven og hvem fjende? Hvad gemmer der sig bag
Helgas voldsomme interesse for området? Og hvordan er de to kvinder endt i
strandhøjen?

Min anmeldelse:
Kristian Swane, der er leder af Rigspolitiets
drabstaskforce, er på vej på et legatophold på Hirsholmene udenfor
Frederikshavn, da hans orlov inddrages. Han må indstille sit skriveprojekt om
drab, et skriveprojekt meget lig de bøger der i virkeligheden udkommer med
efterforskere som forfattere.

Nu må vi så vente på Kristian Swanes bog, for han
sendes/tager frivilligt til Læsø, hvor sagen begynder med fundet af de
mumificerede lig af to unge piger. Er det arkæologiske fund eller nyere lig? Det
skal opklares, og derfra tager sagen fart med mange ingredienser i den dramatiske
historie.

Lokaliteten Læsø spiller især en rolle i bogen i kraft af
sin natur, mens bogen næsten udelukkende befolkes af tilrejsende aktører, hvor
mødet med befolkningen og dens vilkår begrænser sig til korte møder – undtagen
herfra er især en ung mand, Morgan, der spiller en af de centrale roller.

Jakob Knudsen er en forfatter, jeg med fornøjelse har fulgt
siden hans debut i 2010 med “Håbefulde hjerte”, og jeg har også
anmeldt den forrige (bind 4 i serien) “Hjemløs” HER.
Den var efter min mening seriens hidtil bedste, og den gang skrev jeg, at
Jakobs helt personlige skrivestil altid inkluderer etiske og filosofiske
overvejelser, som indgår i beskrivelserne af sagen og opklaringen af den. Sådan
er det heldigvis også denne gang – mest i nogle dialoger mellem personerne. De
steder viser Kristian Swanes (og Jakob Knudsens) store viden om og interesse
for filosofi.

Noget andet, jeg rigtig godt har kunnet lide i Jakob Knudsens
forfatterskab, er de samfundsrelevante emner, han har taget op og sat ind i
sine kriminalhistorier. Som jeg ser det, så er der denne gang dog alt for mange
elementer i kombinationen mellem krimihistorien og de mange omkringliggende
emner.

Nutidige lokale konflikter om udvinding af naturgas på Læsø
samt øens svære vilkår som en del af Vandkantsdanmark blander sig med en
excentrisk kunstners avancerede projekt, en rig investors engagementer, et
militærindustrielt projekt om camouflagefarve, eftervirkningerne af Tjernobyl samt en hekskult, der dyrker en shamanistisk naturreligion. Det er alt sammen dele
af plottet, der denne gang virker ufokuseret og rigeligt konstrueret i forhold
til det, jeg tidligere har oplevet fra Jakob Knudsens hånd. Bogen er dramatisk
og rigtig velskrevet, men når historien ikke virker sammenhængende og
overbevisende i sin opbygning, oplevede jeg bogen som skuffende i forhold til
min høje forventninger.

Derfor bliver det til 7 point på min
krimispændingsskydeskive og 3 krimihjerter på krimifan.dk.

Jakob Knudsen
Pigerne i strandhøjen
People’s Press, 2019
342 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lasse Holm: Lodbrogsønnernes død

Alt muligt andet godt Posted on 12 maj, 2019 22:15


En historisk roman. En vikingekrimi. En god historie finder sin afslutning i dette sidste bind af trilogien om lodbrogsønnerne. De er 1000 mil hjemmefra. De er mistænkt for mord. De har kun én udvej.

Fra bogens bagside:
Forår 873. Rolf og lodbrogsønnerne gør tjeneste i Konstantinopels garde. Selv om det volder dem problemer at være underlagt en kristen herre. Da de en nat finder rigets tredjemægtigste mand myrdet, og meget tyder på, at morderen er nordbo, begynder et kapløb med tiden.

Mens ligene hober sig op, rejser Rolfs efterforskning hurtigt flere spørgsmål, end den opklarer. Hvad er det for en hemmelighed, morderen forsøger at skjule? Hvor langt ind i magtens cirkler fører sporene? Og nytter det for Rolf og hans venner at flygte hjem mod nord, da jorden brænder under dem – eller er deres fjender så magtfulde, at de kan ramme dem hvor som helst?

Min anmeldelse:
Bogen er det afsluttende bind i trilogien om Regnar Lodbrogs sønner. De første bind er: “Lodbrogsønnernes hævn” (som jeg har anmeldt HER) og “Lodbrogsønnernes ran” (som jeg har anmeldt HER).

Det er igen en drabelig historie, der på overordnet plan er baseret på sandfærdigt historisk grundlag, men selvfølgelig fortolket og formidlet, så der bliver en rigtig god historie ud af det.

I første bog drog lodbrogsønnerne til England for at hævne faderens død, mens de i bind 2 drog på togt rundt i Europa for at ende i Middelhavet. Som gennemgående hovedperson og fortæller i alle 3 bind bruger Lasse Holm en autentisk person Rolf bl.a. med tilnavnene Rolf Rapkæft eller Galdre-Rolf.

Gruppen af vikinger med de overlevende af lodbrogsønnerne i spidsen indrulleres i den byzantinske kejsers garde, efter at deres togt var slået fejl, så der kun var ét af deres langskibe tilbage.

Her krydses deres veje med personer fra de første bøger, inden de for at overleve kuppet i Konstantinopel (nutidens Istanbul) tvinges til at stikke af. De tager kursen nordpå gennem Sortehavet og gennem Østerled ad de russiske floder til Østersøen og hjem. (Det er vist samme strækning, som Røde Orm også tager i en af Frans G. Bengtssons uforlignelige bøger.) Deres
tur bliver ikke nem, og der er adskillige slag og dødsfald undervejs. Hele tiden overvejer og diskuterer de, hvorfor det hele er gået så galt, som det faktisk er gået, og den gåde løses først, da de kommer til Ribe.

Udgangsreplikken i bogens efterskrift er også i dette bind: ”Han <Rolf> vil få mange andre navne i kommende bøger.” Det lover godt, synes jeg, for mellem de mange romaner, jeg har læst med vikingetiden som scene, står Lasse Holms stærkest, og foruden stilen og fortælleformen, så skyldes det især den solide historisk baserede baggrund.

Igen får denne bog – og dermed hele trilogien 4 flotte stjerner som historisk roman, og som historisk krimi bliver det på samme måde til 8 point på min spændingskrimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.


Lasse Holm
Lodbrogsønnernes død
Politikens Forlag, 2019
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »