Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Morten Skjoldager: Spion i blodet – Frank Jensens liv med hemmeligheder

Krimi og spænding Posted on 29 okt, 2023 08:49

Fra bogens bagside:
I “Spion i blodet” åbner Frank Jensen op for sit liv med skelsættende hemmeligheder som chef i PET og som barn af to spioner.

Terrorister, eftersøgte nazister, Blekingegadebanden og dobbeltagenter under den Kolde Krig. Frank Jensen har gennem årtier været en af de mest betroede mænd i PET, og har som en af meget få haft kendskab til nogle af de største og mest afgørende statshemmeligheder.

I “Spion i blodet” giver han et hidtil ufortalt indblik i liv som spion-, anti-terror- og operativ chef i PET og virkelighedens efterretningsarbejde. Derudover deler han også sin gribende, personlige fortælling om at vokse op som barn af to forældre fra et hemmeligt spionnetværk og sin søgen efter at finde sandheden om sin fars mystiske død en forårsdag i 1971.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har aldrig været den store fan af spionromaner, skæg og blå briller, men denne bog fangede mig. Frank Jensen har fortalt sin historie til Morten Skjoldager, som er journalist på Politiken og har skrevet om terror og efterretningstjeneste i 15 år.

Man får et godt indblik i “maskinrummet” i efterretningstjenesten. I mange år var det den kolde krig, der dominerede, men efter murens fald i 1989 kom terrorbekæmpelse til at fylde mere og mere. 

Han fortæller ikke alt – tavshedspligten gælder også for pensionerede efterretningschefer. Det er ikke altid et spændende arbejde, meget rutinearbejde, lange og kedelige overvågningsperioder. Han fortæller også om fiaskoerne, der er virkelig morsom beretning som fik mig til at hyle af grin. 

Det er en fin fortælling som man bliver klogere af, velskrevet og veldisponeret.

8 point ud af 10 mulige skydeskivepoint.

Morten Skjoldager
Spion i blodet – Frank Jensens liv med hemmeligheder
people’s, 2023
300 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Den norske krimiblog – Krimlitteratur

Diverse, Krimi og spænding Posted on 29 okt, 2023 08:44

KRIMLITTERATUR.COM er en blog om krimier drevet af den norske krimiforfatter Geir Tangen i samarbejde med et udvalg af andre norske krimiforfattere og bogbloggere
Første indlæg blev lagt på siden 1. august, og indtil nu er det blevet til godt 200 indlæg om alt det, der foregår i den norske krimiverden. Det er spændende at følge med i, hvad der sker i Norge, og det er også lidt skræmmende, at så få bøger bliver oversat til dansk.
Læs bloggen – og abonner evt. på deres nyhedsmails.



Lone Theils: Uforløst

Krimi og spænding Posted on 24 okt, 2023 22:37

“Uforløst” er 3. del af serien med Signe Brask, og den gæsteanmeldes af Palle Thomsen

Jeg har tidligere selv anmeldt seriens  to første bind her:
“Savnet” – http://blog.drustrup.dk/#post264
“Undergravet” – https://blog.drustrup.dk/?p=968

Fra bogens bagside:
Dybt inde i en skov i det nordlige Norge finde politiet en forladt rygsæk med fire pas, der viser sig at tilhøre en familie fra Vestjylland. Politiassistent Signe Brask bliver sat på sagen og finder hurtigt ud af, at familien med de to døtre har været del af en religiøs menighed, som de imidlertid har brudt med. Og nu lader det til, at familien er forsvundet.

I sit forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med familien, bliver Signe mødt af et miljø, der holder tand for tunge, men pludselig bliver sagen langt mere personlig og farlig, end hun kunne have forestillet sig. For da Signe, stik mod alle ordrer, rejser til Norge for at følge sagen til dørs, handler det ikke kun om at opklare et smerteligt mysterium om en forsvunden familie. Signe flygter samtidig fra en stadig mere hævngerrig chef og et forhold, der er ved at knække under presset af de hemmeligheder, Signe holder på. Men ingen, heller ikke Signe, kan flygte fra fortiden…

Palle Thomsens anmeldelse:
Goe gamle Lone, hun er efterhånden en garvet krimiforfatter. Dette 3 bind af Signe Brask serien er ligeså god som de forrige. Hun kører den ikke på rutinen, men bygger fint videre på Signes liv i det vestjyske. Denne gang med afstikkere til det nordlige Norge og en god beskrivelse af religiøs fanatisme.

Ind i mellem kunne man ønske sig en lidt mere detaljeret beskrivelse af forskellige handlinger, men på den anden side så vil det gøre bogen længere og man kan jo godt tænke selv. 360 siders stilsikker krimi med en fed slutning.  Godt gået, Lone.

9 skydeskivepoint ud af 10 og 5 krimihjerter.

Lone Theils
Uforløst
people’s, 2023
360 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Sofie Sarenbrant: Parasitten

Krimi og spænding Posted on 20 okt, 2023 21:37

Bogen vandt prisen som årets bedste svenske krimi på Bok & Bibliotek 2023 i Göteborg, og forfatteren har 2 gange tidligere også vundet prisen som årets bedste svenske krimiforfatter.

Det er bind 11 i serien om kriminalinspektør Emma Sköld. Den er gæsteanmeldt af Palle Thomsen med bl.a denne kommentar: En bragende flot og letlæst krimi.

Fra forlagets beskrivelse:

En varm sommerdag findes resterne af et afbrændt lig på Drottningholm. Ved siden af liget ligger en dødsliste. Kriminalinspektør Emma Sköld er det sidste navn på listen ud af fem.

Parallelt med mordefterforskningen oprulles en tyve år gammel sag, hvor en kvinde tog på skadestuen med sit barn og selv endte i varetægt. Hvad har fortiden med mordet at gøre?

Det er op til Emma og hendes kolleger at stoppe gerningsmanden, før flere kommer til skade. Og inden gerningsmanden får ram på Emma.

“Parasitten” er en fortælling om hævn, svære søskendeforhold og en familietragedie, der får katastrofale konsekvenser.

Palle Thomsens anmeldelse:

Sofie har igen skrevet en bragende flot krimi. Hun kan sit kram. 

Hun har taget udgangspunkt i en radiodokumentar om en sag om ruskevold – shaken baby syndrome,  og har bygget en flot historie op med en forrygende slutning. Det er en letlæst krimi forstået på den måde, at den har korte kapitler, overskueligt persongalleri og et dejligt sprog. 

Det er det 11. fritstående bind i serien og kan jo sagtens læses uafhængigt af de forrige bind. men for at forstå de personlige forhold mellem hovedpersonerne vil det hjælpe at have læst de forrige. Det har dog ingen betydning for krimien som sådan. 

En lille anke er, at retssagen i bogen er meget kort fortalt. Der burde hun have lagt lidt mere kød på. Men ellers en rigtig dejlig svenskerkrimi.

9 skydeskivepoint ud af 10.

Sofie Sarenbrant
Parasitten
people’s, 2023
400 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jens Henrik Jensen: De hængte hunde og TV-serien OXEN

Krimi og spænding Posted on 17 okt, 2023 12:03

Da denne første bog i serien med Nils Oxen udkom i 2012, skrev jeg denne lektørudtalelse for Dansk Bibliotekscenter.
Det er jo den roman, der er grundlaget for den kommende TV-serie OXEN, som har premiere på TV2-Play på søndag 22.10. og den følgende søndag på TV2.
Det synes jeg lige, jeg vil fejre med at gentage min lektørudtalelse, for jeg glæder mig meget til at se serien!

Lektørudtalelsen:


Anvendelse/målgruppe/niveau
Der er mange læsere til gode, spændende bøger tilsat passende sandsynlige mængder drama, så handlingen kunne være virkelighed – præcist som fx Jens Henrik Jensens forfatterskab.

Beskrivelse
Forfatterens 2 andre serier om CIA agenten Kazanski og om kriminalassistent Nina Portland har rod i både faktiske lokaliteter og i virkelige hændelser og problemer, og det samme har dette nye første bind i serien om den højt dekorerede tidligere elitesoldat og nu traumatiserede Niels Oxen. Han beslutter sig for at ville bo alene langt inde i Rold Skov i Nordjylland for at finde ro for sine dæmoner, der bl.a. skyldes deltagelse i krigen i Kroatien. Han finder ikke den søgte ro, men bliver inddraget i en dramatisk sag med mord, PET og den danske magtelite og med forbindelse til Litauen. Der er en kompleks sag med flere spor, hvor det er svært at skelne ven fra fjende – og en rigtigt fascinerende og spændende fortalt historie om magt på flere niveauer. Det er et møde med en spændende hovedperson som katalysator for et nærværende og fængslende plot og med åbninger til fremtidige og meget velkomne historier.

Sammenligning
Fortællestilen er lige så fascinerende som og endda med højere spændingsniveau end forfatterens øvrige bøger og mere intens end bl.a. Krefeld, Davidsen og Ryan.

Samlet konklusion
Indtil nu må det være årets mest spændende og velskrevne danske thriller. Den fungerer flot som ren spændingsbog, men løftes flere niveauer op i kraft af baggrunden og de mulige forbindelser til aktuelle begivenheder og den politiske virkelighed.



John Fairfax: Blindt forsvar

Krimi og spænding Posted on 17 okt, 2023 11:52

Fra bogens bagside:
Hun blev fundet i en ussel etværelseslejlighed i London. Med en blodappelsin i munden. Diana Heybridge, en ung kvinde uden fortid og uden nogen nævneværdig fremtid, har i døden fået den medfølelse, hun blev nægtet i livet.

For anklagemyndigheden er dette tilsyneladende selvmord intet andet end et sjusket drab, og offentligheden retter med væmmelse blikket mod retssal 2 i håb om retfærdighed. Offerets vragede eks-partner, den grove Brent Stainsby, står anklaget for mordet, og han har valgt det kontroversielle advokatteam, William Benson og Tess de Vere, som forsvarere.

Men som retssagen skrider frem, bliver det hurtigt klart, at skinnet bedrager. Diana Heybridge var ikke det svage og undertrykte offer, der nu bliver præsenteret for juryen. Hun var i stand til at tage en særdeles sofistikeret form for hævn. Brent Stainsby er heller ikke den, han lader til at være. Han skjuler et mordmetode, politiet intet kender til, og kan meget vel være i gang med et dødbringende pokerspil med den juridiske proces. Det, der begyndte som en enkel retssag, bliver hurtigt til en kompliceret søgen efter sandheden uden for retssalens fire vægge. 

_________

Da første bind i serien – Kort proces – udkom, gæsteanmeldte Palle Thomsen bogen med bl.a. disse ord: En spændende retssalskrimi med en advokat, der selv har været dømt for mord. Et velskrevet og flot komponeret første bind i en ny serie, 

Læs hele anmeldelsen her: https://blog.drustrup.dk/?p=1841 – og læs hans anmeldelse af fortsættelsen her:

_______

Palle Thomsens anmeldelse:
John Fairfax gør det igen med bind 2 i Benson og De Vere serien. 

Virkeligt et godt retssalsddrama med den morddømte procesadvokat Benson. Forfatteren er selv procesadvokat, og det gør beskrivelsen af livet i retten mere autentisk. Han kender sine lus på travet. 

Foruden at være et spændende retssalsdrama er det også en beskrivelse af en mand i splid med sig selv. Han er en person udenfor retten og i retten en helt anden – her lever han. Som andre anmeldere har skrevet, så rejser bogen nogle vigtige spørgsmål om fængselsvæsnet og retssystemet. Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Og så er historien behagelig at læse, dejligt sprog og korte kapitler.

8 point ud af 10 mulige skydeskivepoint.

John Fairfax
Blindt forsvar
Jentas, 2023 
395 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »