Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

MINE 10 BEDSTE BØGER I 2022

Diverse Posted on 08 Jan, 2023 17:00

Jeg har læst mange gode bøger i 2022! Her er de 10, som i dag står som de bedste:

EN HISTORIE OM MENNESKET – HOMO SAPIENS OG MENINGEN MED TILVÆRELSEN

Af Rane Willerslev, Lasse Vilien Sørensen, Mads Dengsø Jessen og Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Fire forskere formidler forhistoriske fund, og fortolker dem baseret på omfattende viden og deres erfaring. Deres tolkninger har også betydning for menneskets liv i dag. Det er en fremragende formidlet fagbog, der er både spændende og givende at læse.

Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1481

ANN-HELÉN LAESTADIUS: BYTTE

Et rigtigt velskrevet og unikt indblik i nutidens livsbetingelser for samerne i Nordsverige. En gribende fortælling om en stærk pige og ung kvinde der kæmper for sin og sit folkeslags ret til at fortsat at leve med at holde rener og at opretholde deres traditioner. En både smuk og barsk historie. Anbefales på det varmeste.

Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1389

KELD CONRADSEN: BYEN OG HAVET

En meget velskrevet roman, hvor geologi er en helt integreret del af indholdet, og hvor der er mange flere lag. Venskab, svigt, mellemmenneskelige relationer og flere emner indgår i en historie om både kontinentaldriften og kønsdriften. Keld Conradsen har sin helt egen stemme i dansk litteratur. Lyt til den stemme.

Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1457

FREDERIK BACKMAN: VINDERNE

Bogen er 3. og sidste del af den storslåede og stærke serie om Bjørneby. En kollektivroman med mange personer/personligheder og med historien fortalt i en intens og fængslende stil. Storslået fortællekunst! Læs endelig hele serien!

Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1268

ABDULRAZAK GURNAH: EFTERLIV

Nobelprismodtagerens stærke roman om nogle stærke personers hårde og anderledes liv i kolonitidens Østafrika. Læs den af mange gode grunde!

Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1329

JAN GUILLOU: DEN DER DRÆBTE HELVEDES ENGLE
Hold da helt op!! Jan Guillou har skrevet en meget speciel – og specielt god – bog! Det er første del af en planlagt serie med overskriften “Firmaet Hamilton & Ponti” med journalisten Erik Ponti og admiral Carl Hamilton, der er to af Guillous personer fra det øvrige forfatterskab. De er blevet ældre med fysiske problemer, men er stadig meget klar til at bekæmpe uretfærdighed. En helt special roman, som begynder med erindringslignende indkig i Pontis (Guillous?) liv m.m.m.m., og som slutter med en spændende historie.

Læs bogen – og læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1283

JO NESBØ: BLODMÅNEN

Harry Hole is back! Han vender modstræbende hjem fra Los Angeles til Norge for at opklare en mystisk sag og for samtidig at redde en amerikansk dame. Den på ingen måde hvide ridder på den ikke helt hvide hest slår til igen. Harry Hole er bedre end nogensinde!

Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1514

ÅSA LARSSON: FÆDRENES SYNDER

Endnu et mesterværk af den i min optik eneste svenske krimidronning. Heldigvis endnu en bog i serien med Rebecka Martinsson, men desværre den sidste. På alle måder et rent pletskud med fokus på Kiruna i Nordsverige og de dybe personlige og politiske konflikter der.

Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1236

HÅKAN NESSER: SKAK UNDER VULKANEN

Endnu en ualmindeligt velskrevet historie fra Nesser. Og endnu en spændende historie med flere sager, som den erfarne kriminalkommissær Barbarotti (selvfølgelig) sammen med sin makker Backman opklarer på overraskende måde. Den syvende bog i serien, men forhåbentlig ikke den sidste! Et rent pletskud.

Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1213

SISSEL-JO GAZAN: UGLENS ØJE
Tredje bind i forfatterens videnskabskrimiserie og igen en forrygende spændende og interessant bog med sit særlige miks af elementer. Læs den!
Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1395



Mine bedste bøger læst i 2021

Diverse Posted on 04 Jan, 2022 22:06

Krimi og spænding

Arne Dahl: TøbrudModtryk, 2021
Anmeldt HER

Jo Nesbø: Jalousimanden og andre fortællingerModtryk, 2021
Anmeldt HER

Anne Holt: Mandela-effektenModtryk, 2021
Anmeldt HER

Jo Nesbø: KongerigetModtryk, 2020
Anmeldt HER

Asle Skredderberget: Blød som metalGrønningen 1, 2021
Anmeldt HER


Alt muligt andet godt

Vibeke Grønfeldt: Pludselig her : øjebliksbillederPeople’s, 2021
Anmeldt HER

Michael Enggaard: Efterhånden mulighed for solPolitikens Forlag, 2021
Anmeldt HER

Deepa Anappara: Djinn-patruljen på Lilla LinjePolitikens Forlag, 2021
Anmeldt HER

Danmark før os : Historien fortalt gennem 50 genstande
Fortalt til Tommy Heinz og Linda Corfitz af Nationalmuseets forskere og Rane Willerslev
People’s, 2021
Anmeldt HER

Søren Pilmark: Varité – Laurits og ValdemarPolitikens Forlag, 2021
Anmeldt HER





Litteraturens glemmekasser

Diverse Posted on 17 Sep, 2018 20:30

Glemte forfattere og
deres lige så glemte bøger i antikvariater, genbrugsbutikker og sommerlandets
bogreoler

Når nu forlagenes udgivelser hurtigt bliver så forældede,
at de måske 1 år efter udgivelsen udfases fra lageret ved f.eks. at blive sendt
på udsalg, og når bibliotekerne ofte automatisk kasserer bøger i vildskab, bare
de ikke har været udlånt i 1, 2 eller 3 år – hvor kan man så som læser
overraskes eller få pirret sin nysgerrighed ved mødet mellem ukendte bøger og
forfattere.

Antikvariater bliver der færre af, og der her har jeg også
tit fundet noget. Genbrugsbutikkerne er andre oplagte steder at gå på
opdagelse, og her har jeg da heller ikke altid kunnet styre mig, selv om der
slet ikke er plads på mine reoler.

Jeg har også oplevet, at feriesteder i ind- og udland –
hoteller, lejligheder og sommerhuse m.v. – kan være interessante steder at gå
på bogjagt. For nylig var jeg nogle dage i en lejlighed nær Hvide Sande, og der
stod der flere bøger, som vakte min interesse. Bl.a. blev jeg helt nostalgisk
over en Perry Mason-bog af Erle Stanley Gardner. Jeg opdagede også – og det er
måske lidt flovt – at W. Somerset Maugham havde skrevet en bog, der hedder
“Knivens æg”. En titel jeg kender bedre som en fremragende bog af
Abraham Verghese.

Det fik mig til at fundere over forfatterskabers
udvikling, hvor kun nogle få bliver stående i folks og det litterære selskabs
hukommelser. Hvem kan huske modtagerne af Nobelprisen i litteratur bare nogle
år tilbage. Og et andet spørgsmål inspireret af feriedagene i det vestjyske:
Hvem pokker er/var A. B. Guthrie, der i 1948 fik udgivet romanen “Højt til
himlen” på Gyldendal, i det som i dag ville været et pænt stort oplag på
5000?

Sagen er nemlig den, at denne bog stod i reolen lige ved
siden af min seng i ferielejligheden, og jeg begyndte at læse i den en aften,
hvor jeg lige havde læst en anden bog færdig. Bare for at se, hvad det var for
en bog. Jeg blev så fascineret af den historie, bogen fortalte i begyndelsen,
at jeg måtte tage bogen med hjem for at læse den færdig.

Det er en dybt moralsk historie fra Det Vilde Vestens USA
i perioden 1830-1843 om den unge mand, Boone, der gør op med sin voldelige og
dominerende far. Han stjæler hans gamle riffel og stikker af for at drage
længere vestpå i sin søgen efter lykke og et nyt liv. Han vil, som der står i
bogen: ”ud og fange Bævere og slaas med
Indianere og leve som en Mand
“. Undervejs på Boones farefulde færd
oplever han på egen krop både datidens hårdhændede retssystem, svindlere, andre
eventyrere, indianerludere med gonoré, krigeriske indianere, pelsjægere og
pelshandlere, dramatiske oplevelser i den barske natur – inden han efter
faderens død vender hjem for at lukke familiekapitlet og drager ud i det vilde
vesten igen.

Man kan godt mærke mærkerne efter tidens tand i denne bog.
Ud over at sproget er præget af tiden, og navneordene er skrevet med stort, så
vil bogens stil fra omslag til det moralske indhold være uvant for læsere, der
aldrig har givet sig i kast med 70 år gamle bøger. En del vil helt sikkert
kalde den kedelig og langsom i fortællemåden

For mig var bogen interesant læsning, og bogen vil stadig
være oplagt læsning for alle dem, der har leget “cowboydere og
indianere” som børn og har læst den danske serie om Davy Crockett, og som
stadig finder deres virtuelle cowboyhat og seksløber frem, når der er western i
fjernsynet. Andre læsere vil være dem, der er historisk interesseret i tiden og
stedet. For dem vil bogen også være spændende.
____________

FAKTA
Alfred Bertram Guthrie Jr. (1901-1991)

Amerikansk forfatter og historiker, der især var kendt for
at skrive westerns. Han vandt Pulitzer prisen for fiktion i 1950 for romanen
“The Way West”, og han var i 1953 nomineret til en Oscar for
manuskriptet til filmen “Shane” baseret på romanen “Shane – den
tavse rytter” af Jack Schaeffer.

Han debuterede i 1943 som krimiforfatter indenfor
westerngenren, inden han i årene 1947-1982 skrev 6 romaner fra og om det vilde
vesten. Den første “The Big Sky” (1947) er den eneste af hans bøger,
der er oversat til dansk. Desuden skrev han 1974-1989 5 westernkrimier med Sheriff
Chick Charleston som hovedperson.

Kilde: https://en.m.wikipedia.org/wiki/A._B._Guthrie_Jr.

___________

(Forside og titelblad)

Da jeg havde læst denne bog og havde funderet over det
litterære systems glemmekasser, kom jeg i tanke om en bog, som jeg for en del
år siden havde købt antikvarisk, og som jeg genfandt på loftsværelsets bogreol:
Ellery Queen Q-magasinet nr. 1 fra 1955.

Bladet har fysisk form som en paperback og indeholder 7
noveller af varierende længde samt en enkelt krimigåde, der først afsløres
under næste nummer. Ud afvise i alt 8 forfattere har jeg læst noget af de 4,
men kender ikke de øvrige, som måske er gået i glemmebogen. Ganske udmærkede
noveller og ganske underholdende. Det var første nummer på dansk af det
oprindeligt amerikanske tidsskrift, og der udkom kun 3 numre, før forlaget
stoppede udgivelsen.

Det rejser spørgsmålet: Mon der i dag ville være grundlag
for et lignende krimimagasin enten i trykt eller elektronisk form? Interessen
for krimier og kriminalhistorier er i hvert fald lige så stor som interessen
for historie, og i det felt er der netop søsat et tredje magasin.

Moralen for mig er:
Det er ikke alt godt, der er nyt!
Eller:
Det er ikke alt nyt, der er godt!

MEN

Det er heller ikke alt gammelt, der er godt…..



Drustrups Bogblog 2017

Diverse Posted on 31 Dec, 2017 13:49

I 2017 har jeg læst og lavet blogindlæg om i alt 80 bøger
af alle slags samt nogle andre indlæg om bøger og et enkelt
forfatterinterview.

Her følger 2 lister over mine bedste læseoplevelser i
året – fordel på ”Krimier og spændingsbøger” samt på ”Alt muligt andet godt” –
klik HER for at hente listerne – og klik videre på linkene for at læse mere om bøgerne.



Mit første år som blogger

Diverse Posted on 06 Aug, 2017 23:59

En kort status over mit første år som bogblogger:
Blogindlæg om 61 krimier og spændingsbøger og 36 bøger af alle slags samt nogle andre indlæg om bøger og et enkelt forfatterinterview.
Det er den aktivitet, der har været her på Drustrups Bogblog siden mit første reelle blogindlæg om bøger 1.august 2016.

Det har været rigtigt spændende efter min pensionering med mange år som bibliotekar og bogformidler for første gang at prøve den slags formidling, men jeg havde ikke regnet med, det ville tage så stort et omfang. Ikke at jeg læste færre bøger tidligere – slet ikke. Men jeg havde ikke forstået eller oplevet, hvor vigtig den type formidling er for både forfattere, forlag og læsere, og heller ikke vidst hvor mange gode forbindelser, der knyttes på denne måde, hvor læsere og forfattere kommer tættere på hinanden. Det har været den største og mest positive oplevelse.

Jeg vil ikke love, at det næste år bliver med lige så omfattende læsning og blogning, men det er ikke til at vide! Billedet herunder viste mine stakke med bøger, jeg har modtaget, men endnu ikke læst. Siden har jeg læst nogle af dem, men der er også kommet andre til!



Krimicafé – alle mine titler

Diverse Posted on 16 Feb, 2017 14:04

Til krimicaféen på Hjørring Bibliotek 7. februar fortalte jeg om (nogle af) de mange gode krimibøger, jeg har læst i 2016, og lidt om dem, jeg glædede mig til i 2017.

Se listen over alle bøgerne HER



Next »