Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Morten Remar: Mestermanden

Krimi og spænding Posted on 31 aug, 2022 21:20

Fra bogens bagside:
Journalisten Jakob Fink er i dyb krise. Han ved ikke, hvad han vil med sit liv, han er plaget af de begivenheder, han oplevede som barn, og han mangler som altid penge. Hans elskede Sheila er rejst tilbage til Mogadishu, og han har ikke hørt fra hende længe. For at skrabe penge sammen til at rejse ned og finde hende, tager han arbejde som ghostwriter for en velhavende advokat, som han bliver venner med. Men en morgen finder Jakob advokaten død i sit træningscenter – dræbt på den mest brutale måde. Jakob bliver involveret i sagen og opdager, at det er en kamp med tiden, hvis han skal undgå, at flere ofre skal møde samme grusomme skæbne.

Snart dukker en dødelig trussel op fra Jakobs fortid, og han må beslutte, om han skal tage sagen i egen håndtag dermed overskride sine egne moralske grænser.

Min anmeldelse:
Bogen er bind 3 i serien med Jakob Fink. De første hed “Skyggemord” og “Skalpel”, og dem har jeg anmeldt samlet her: https://blog.drustrup.dk/?p=752.

Den konflikt, som i seriens to første bind var en trussel mod Jakob Fink og hans kæreste Sheila, er stadig en belastning og udgør en voldsom fare, og den spiller også ind i bogen. Men det er en helt anden sag, der udgør hovedhandlingen. Mestermanden var middelalderens skarpretter, der halshuggede dømte forbrydere, og da navnet dukker op på det lig, Jakob finder, er det oplagt at inddrage museet i Viborg, hvor handlingen foregår. Med hjælp fra museumsinspektøren Eva involverer Jakob Fink sig dybt i sagen både som journalist og som hjælp til politiefterforskeren Josefine.

Efterforskningen trækker spor til fortiden, og det viser sig, at nutidens mestermand også fungerer som skarpretter, men hvorfor? Jakobs rolle bliver dobbelt, da han via sine forbindelser til politiet får informationer, han kan udnytte til egen fordel. Gør han det, så har det klare omkostninger.

Konflikten fra de første bind får en afslutning, der bringer Jakob videre, og sagen med de henrettede viborgensere opklares også. Alligevel er der muligheder for en fortsættelse. Det vil da være herligt med mere fra min barndoms- og ungdomsby. Læs endelig bøgerne i den rigtige rækkefølge.

Denne gang deler jeg et ekstrapoint ud, fordi der efter min mening er kommet bedre styr på at kombinere dramatikken og plottet med en mere realistisk handling, uden det går ud over spændingen. Derfor bliver det til 8 skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk 

Morten Remar
Mestermanden
Superlux,  2022
325 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Tove Alsterdal: Jordsug

Krimi og spænding Posted on 31 aug, 2022 13:52

Fra bogens bagside:
Nord for polarcirklen, i det næsten forladte minesamfund Malmberget, er en mand spærret inde i en kælder og efterladt til døden.

700 kilometer sydpå, i et forladt hus ved Offersjön, dybt inde i de ångermanlandske skove, findes en mand sultet ihjel.

Eira Sjödin fra Kramfors politi i Ådalen involveres i efterforskningen, og da endnu en mand forsvinder, berører det Eira direkte. Hun er parat til at risikere alt for at finde ham.

Min anmeldelse:

Bogen er fortsættelsen til “Stormfald” i forfatterens serie fra Ådalen, og som jeg har anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=922. Jeg var meget begejstret for bogens på en gang klassiske opbygning og helt specielle vinkel. Den havde nogle interessante hovedpersoner, og så var den dejligt tæt knyttet til den geografiske skueplads for handlingerne. 

Denne fortsættelse har samme hovedpersoner, og foregår stadig i overvejende grad i netop Ådalen, hvor natur og forladte huse spiller store roller i et drama, hvor flere folk fanges, lukkes inde, isoleres og sultes. 

Det er et rigtigt spændende plot, hvor både klassiske og mere usædvanlige virkemidler igen blandes til en handling, der hurtigt fangede mig. Opklaringen går ikke særligt nemt, og det bliver farligt for nogle medvirkende. Ud over at sagerne opklares, så sker der også noget for den sympatiske hovedperson, Eira Sjödin, så der må nødvendigvis komme en fortsættelse. Den vil jeg se frem til, selv om jeg ikke blev helt lige så godt underholdt som med bind 1.

8 skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Tove Alsterdal
Jordsug
Modtryk, 2022
307 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Linda Castillo: Den halve sandhed

Krimi og spænding Posted on 25 aug, 2022 16:25

Bogen er en samling af seks noveller med den politichef Kate Burkholder i hovedrollen. Miljø og begivenheder er helt parallelle med det, der sker i den lange og gode serie fra Amish-miljøet i Ohio, USA. Her har jeg anmeldt bind 7-12 – https://blog.drustrup.dk/?p=1257 

De 6 noveller er:

  • Væk: Under en tiltrængt ferie med sin mand, John Tomasetti, opdager Kate, at det gamle feriehus er hjemsøgt af en pige, der forsvandt årtier før. 
  • En godt skjult hemmelighed: En efterladt baby findes på Amishbiskoppens veranda, og Kate kaldes ind for at undersøge sagen. 
  • Den halve sandhed: Kate afdækker hemmelighederne bag sin egen opvækst.
  • De heldige: En teenagepige overfaldes til en Amish-fest, mens Painters Mill er plaget af en strømafbrydelse. 
  • I dystert selskab: Historien om en kvinde plaget af hukommelsestab, der forsøger at huske navnet på sin overgrebsmand … og sit eget.
  • Med fuldt overlæg: Kærligheden mellem en Amish-pige og en “engelsk” dreng udløser jalousi og hævn.   

Alle historierne er – naturligvis i kort form – opbygget som Castillos romaner, hvor Kate Burkholder udnytter sit kendskab til Amish-miljøet til at opklare forbrydelser, der ofte har Amishfolk som ofre. 

Historierne tilføjer kun begrænset nyt til seriens univers, men det gør ikke spor. Mere af det samme er her godt, for det er både hyggeligt, spændende og interesssant at læse mere om dette amerikanske parallelunivers. 

Bogen er (endnu ikke?) udgivet som trykt bog, men kan kun læses som e-bog eller lyttes som lydbog. Jeg læste den som e-bog på #mofibo 

Den får 8 skydeskivepoint her, og 4 krimihjerter på krimifan.dk  

Linda Castillo
Den halve sandhed
JP/Politikens Forlag / NorthAudio Publishing, 2022
233 sider? / 10 timer og 25 minutter som lydbog



Jakob Melander: Station Z

Krimi og spænding Posted on 21 aug, 2022 22:11

Fra bogens bagside:
Enhver kontakt efterlader et spor. Politiassistent Christian Porsing befinder sig i Berlin sammen med profiler Sigga Freitag, som har en særlig evne til at læse de mentale spor på et gerningssted. Her bliver han opsøgt af en svensk journalist, der beser om hjælp til at finde pigen Ineke, der blev bortført som 9-årig i 2012. Nu er et brev, angiveligt skrevet for ganske nyligt af pigen selv, dukket op på en legeplads i en forstad til Göteborg.

Da Christian og Sigga ankommer, indleder svensk politi en række razziaer i byens betændte underverden, og snart er byen på kogepunktet. Christian og Sigga må kæmpe med et genstridigt politi, en sensationslysten presse samt finde ud af, hvem og hvad de er for hinanden, hvis de skal finde Ineke i tide.

Kan Christian få styr på sine følelser, inden selvtægt og offentlig lynchning bliver dagens orden? Og hvad er det for en skygge, der synes at følge Sigga, hvor hun går og står?

Min anmeldelse:
Bogen er bind 2 i forfatterens planlagte trilogi om makkerparret den danske politiassistent Christian Porsing og den tyske profiler Sigga Freitag. “Jeg er Sarons rose” var første bind, og det har jeg anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=946 

De indbyrdes relationer mellem seriens to interessante hovedpersoner, Sigga og Christian, udvikler sig i denne historie, hvor samarbejdet bliver mere problematisk, så Christian til sidst ender med alene at tage del i opklaringen af, hvad der var sket med den forsvundne pige fra Göteborg. Samtidig med den sag, som har flere spor og emner, dukker der flere detaljer op om Christians egen fortid i Viborg, og på den måde skifter bogen lokalitet mellem Berlin og Göteborg med afstikker til Viborg.

Som i første bog er det en grundlæggende præmis, at man som læser kan acceptere Siggas og Christians særlige evner til at sanse, hvilke begivenheder der tidligere er foregået på gerningssteder og andre lokaliteter. Det har jeg aldrig tvivlet på, for Melander forklarer det og bruger det ret overbevisende.

Det bliver en dramatisk historie med overraskende forløb og afslutning, og det bliver en sag med aktuelle emner helt frem til slutningen, der peger bagud til bind 1, og som desuden lover rigtigt godt for det kommende og afsluttende bind i den planlagte trilogi.

På et online bloggermøde i forbindelse med udgivelsen af denne bog fortalte Jakob Melander, at han allerede var langt inde i bind 3. På spørgsmålet om han så stoppede med bind 3, eller han som andre krimiforfattere udvidede en trilogi til flere bind, sagde han nej. Han forklarede kryptisk og lokkende, at der i det afsluttende bind sker noget, som gør det umuligt at fortsætte i samme spor. Det bliver spændende! (Normalt hedder det fra A til Z, men her er det omvendt….)

I lighed med min vurdering af bind 1, så giver jeg med fornøjelse også denne bog 9 skydeskivepoint her på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Jakob Melander
Station Z
people’s, 2022
402 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Ole Nørskov: Eftermæle

Krimi og spænding Posted on 15 aug, 2022 11:58

Fra bogens bagside:
Kan en følelse af skyld heles med tiden?

Efter tyve rolige år i redaktionssekretariatet på Dagbladet modtager Michael Eriksen et telefonopkald, som vender op og ned på hans tilværelse. Hans gamle ven og kollega Kresten er død.

Som unge var Michael og Kresten lovende journaliststjerner. De vandt Cavlingprisen for at afdække en erhvervsskandale i en stor dansk koncern, men de betalte på hver sin måde en høj pris for det. Michael har ikke set Kresten siden, og han skylder ham en undskyldning.

Michael beslutter sig for at slutte fred med Kresten posthumt, uvidende om, at det vil hvirvle ham ind i et opklaringsarbejde, der hurtigt truer hans trygge hverdag og fører ham på sporet af en dødbringende historie med tråde til Anden Verdenskrig.

En historie nogen gør meget for at holde skjult.

Min anmeldelse:
På baggrund af forlagets foromtale og forfatterens baggrund som journalist så jeg frem til at læse bogen, og jeg blev hurtigt fascineret af dens beskrivelser af mediebranchen inderste væsen fra Cavlingkårede afsløringer til en desillusioneret journalists trivielle hverdag på arbejde og tilsvarende stillestående liv derhjemme med drømme om udskejelser fra den grå hverdag. Det var underholdende at følge hovedpersonen Michael Eriksens tanker. Det var også spændende at følge, hvordan han bliver grebet af ønsket fra sin afdøde gamle ven og kollegas familie om at rydde op i hans efterladte papirer. Papirerne knytter sig til den gamle skandalesag, som dengang endte sørgeligt for de to unge journalister, men som Kresten åbenbart havde arbejdet videre på. Hænger hans død måske sammen med hans fortsatte gravearbejde i sagen?

Michael Eriksens arbejde viser sig på alle måder at føre ham langt ud. Det bliver mere og mere kompliceret, farligt samt overskruet – og det er her, min fornøjelse ved at læse bogen bliver mindre og mindre. Hans reaktioner og begivenhederne i bogen bliver mere og mere usandsynlige, og undervejs har jeg gættet de 2-3 væsentlige overraskelser i handlingen, så slutningen stod ret tidligt klart for mig. Det er ikke det bedste for en krimi, men jeg kunne godt leve med det, hvis bogen til sidst alligevel overraskede mig, og at jeg samtidig blev overbevist om dens handlings sandsynlighed eller relevans.

Bogen er sprogligt set velformuleret, men ud over de mangler, jeg har oplevet som nævnt herover, så går det alt, alt for stærkt til sidst. Det er som om, bogen bare skal være færdig i en fart, så stilen skifter fra de første kapitlers mere grundige beskrivelser til at være et alt for hurtigt kapløb frem mod slutningen. 

En sympatisk første del af bogen hæver min vurdering til 6 flinke skydeskivepoint og 3 krimihjerter på krimifan.dk.

Ole Nørskov
Eftermæle
Grønningen 1, 2022
349 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anders de la Motte og Måns Nilsson: Døden går til fremvisning

Krimi og spænding Posted on 31 jul, 2022 12:49

Fra bogens bagside:
Grådighed, bedrag og mord blandt frugthaver, slotte og blomstrende rapsmarker.

Da stjerneejendomsmægleren Jessie Andersson findes myrdet i forbindelse med en fremvisning af et hus på Østerlen, bliver den kantede og let ubehøvlede politikommissær Peter Vinston involveret i efterforskningen, selv om han egentlig bare er på besøg i området. Til hjælp får han den lokale politibetjent Tove Esping, uerfaren, men ambitiøs og opvakt. Bag havernes hække i det idylliske skånske landskab lurer en morder. Spørgsmålet er bare hvem.

Min anmeldelse:
Bogen er første del af en planlagt serie med titlen “Mordene på Østerlen”, og den var et rigtigt hyggeligt bekendtskab. Kom bare med flere af den slags. (Den næste i serien kommer til at hedde “Et fund at dø for”).

Hyggeligt er lige præcist det rigtige ord. Vel bliver der slået folk ihjel i bogen, men stemningen er tilbagelænet og afslappet, og alle personerne i bogen bidrager til hyggen. Bogen er nemlig befolket med nogle herlige og klassiske typer. Også opklaringen og afsløringen af gerningsmanden var helt klassisk. 

Undervejs i nogen kom jeg til at tænke på Agatha Christies bøger og hendes måder at konstruere en sag og dens opklaring. Der er også andre referencer, men jeg læste bogen hurtigt, fordi jeg var så godt underholdt, og fik helt sikkert slet ikke dem alle med.

Bogens sikre skrivestil og fortælleform medvirkede til min hurtige læsning, og det er tydeligt, at de to forfattere er garvede fortællere og skrivere, og at de har hygget sig med arbejdet. Der er nemlig et god flow i historien. (Jeg har tidligere læst og anmeldt Anders de la Mottes fremragende Skåne-kvartet –  bl.a. her: https://blog.drustrup.dk/?p=859)

Kort fortalt er bogens overordnede tema modstanden mod et stort byggeprojekt i en lille, smuk svenske by. Et projekt der koster projektmageren livet. Det er også en historie om livet i lokalområdet – lidt som i Barnaby-serien eller Louise Pennys serie fra Three Pines. Endelig er det en god historie om de personlige relationer mellem hovedpersonerne. Humor og ironi er desuden et centralt element i bogen, der selvfølgelig er elementært spændende, men på igen måde neglebidende. 

8 sikre og hyggelige skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Anders de la Motte og Måns Nilsson
Døden går til fremvisning
Modtryk, 2022
366 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »