Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Michael Connelly: Ventetiden

Krimi og spænding Posted on 08 mar, 2025 00:26

Anmeldelsen er skrevet af hard-core Connelly-fan, Palle Thomsen.

Fra bogens bagside:
Ballard og Bosch er tilbage!

Renée Ballard er ved at have styr på LAPD’s enhed for åbne sager – med det store arkiv over fortabte sjæle. De frivillige i afdelingen er entusiastiske, selvom de ikke er lige professionelle. Da de får et hit på en DNA-forbindelse mellem en arresteret og en seriel voldtægtsforbryder og -morder, der huserede for tyve år siden, viser det sig, at den sigtede kun er fireogtyve år gammel. Mens Ballard kredser sig ind på en mistænkt, støder hun på et forundrende spind af hemmeligheder og juridiske fiksfakserier.

I mellemtiden bliver hendes skilt, id og pistol stjålet, og hvis hun indrapporterer det, bliver det enden på hendes karriere. Opklaringen af tyveriet bringer den rutinerede efterforsker i uventet stor fare, og hun har ikke andet valg end at søge hjælp hos Bosch. Samtidig er Boschs datter Maddie, der er gadebetjent, blevet frivillig i Ballards afdeling, og Maddie har sine egne motiver.

De mange uopklarede dødsfald i Los Angeles rækker langt ind i den surfende betjents tilværelse og blander sig med politik og stærke følelser i en nation, der virker, som om den er ved at sprænge indefra.

Palle Thomsens anmeldelse:
Indledningsvis må jeg tilstå, at jeg er hard-core Connelly fan og har læst samtlige hans bøger med stor fornøjelse. Normalt er jeg ikke den store ynder af amerikanske krimier, men Connellys Harry Bosch-bøger falder i min smag.

Denne er nr. 23 i serien ifølge forlagets liste i bogen. (Se nederst i anmeldelsen. Per ) Da Harry Bosch er gået på pension, har Bosch-serien ændret navn til Ballard & Bosch. Ballard er Renée Ballard – hans tidligere makker i LAPD, og Bosch er efterhånden reduceret til en birolle. Samtidig er hans datter – Maddie – kommet ind i serien for alvor.

Michael Connelly skriver stadig forrygende, og stilen er den samme som altid. Det er en krimi om grundigt og metodisk politiarbejde i Englenes By – Los Angeles. Hvis man har et bykort på hånden, kan man følge personernes ture rundt i byen. Det er en sjov detalje med Connelly – han beskriver altid turene rundt i byen med gadenavnene.

Ballard arbejder med uopklarede sager, er eneste ansatte og har kun hjælp af frivillige, civile personer på kontoret og skal hele tiden bevise afdelingens eksistensberettigelse over for cheferne.

Det er som vanligt et godt plot, og det er godt skruet sammen. En amerikansk anmelder skriver, at den “leverer rødglødende spænding”. Det er nok lige at stramme den lidt for meget. Der er spænding, men på den langsomme, fremadskridende måde.

Den er dog ikke helt på højde med de tidligere Harry Bosch bøger. Jeg savner Harrys humor og fandenivoldskhed. 

En god krimi, men lidt kedelig og alvorlig. Jeg giver den 8 ud af 10 point

Michael Connelly
Ventetiden 
Klim, 2025
386 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

EN SERIEOVERSIGT

På forlaget Klims hjemmeside kaldes bogen den 6. i  Ballard-Bosch-serien. 

Michael Connelly skriver i flere tilfælde sine skiftende personer ind som bipersoner i andre serier og sammenhænge, så bl.a. optræder Harry Bosch i serien med Michael Haller som hovedperson. 

I den kommende oversigt over krimierserier ser den ajourførte rækkefølge i Michael Connellys bøger sådan ud – baseret på forfatterens egen hjemmeside.

Den nuværende oversigt (ajourført juli 2024) over krimiserier kan hentes her: https://blog.drustrup.dk/category/mord-i-serier-seriemord/ 

Harry Bosch-serien
Det sorte ekko
The Black Ice (ikke oversat)
Det tolvte offer
Den sidste prærieulv
Mafiaspil
Engleruten
Mørkere end natten
Skeletternes by
Nattens konger
The Narrows (ikke oversat)
Malstrøm
Det sidste ord
Echo Park
The Overlook (ikke oversat)
Ni drager
Magtspillerne
Snehvide
Mordbrand
The Crossing (ikke oversat)
Bag slørene (også med Mike Haller)
To slags sandhed (også med Mike Haller)
Mørkets ridder (også med Renée Ballard)
Brande i natten (også med Renée Ballard)
Mørke timer (også med Renée Ballard)
Ørkenstjernen (også med Renée Ballard)
Ventetiden (også med Renée Ballard)

Renée Ballard-serien
Nathold
Mørkets ridder (Harry Bosch er også med)
Brande i natten (Harry Bosch er også med)
Mørke timer (Harry Bosch er også med)
Ørkenstjernen (Harry Bosch er også med)
Ventetiden (Harry Bosch er også med)

Mike Haller-serien / Lincoln Lawyer
Limousineadvokaten
Den enes død (også med Harry Bosch)
The Reversal (ikke oversat)
Det femte vidne
The Gods of Guilt (ikke oversat)
Uskyldens lov (også med Harry Bosch)
Vejen til opstandelse (også med Harry Bosch og Renée Ballard)



Pernille Schou: Liget i labyrinten

Krimi og spænding Posted on 06 mar, 2025 23:48

Bogen er bind 2 i en krimiserie, der foregår i tiden omkring Genforeningen i 1920. Bind 1 hedder “Mord i delegationen”, og den får på Krimimessen 2025 overrakt Lasse Holm-diplomet som årets bedste historiske krimi.

Fra bogens bagside:
Genforeningen 1920. Første verdenskrig er slut, men i grænselandet mellem Danmark og Tyskland afventes afstemningen om grænsen med tilbageholdte åndedræt.

Den tidligere krigssygeplejerske Vera Lund bliver opsøgt af sin fortabte bror og hevet ind i opklaringen af et tragisk mord på det tyske gods Holgenhof, der får konsekvenser for både hendes arbejde for den engelske efterretningstjeneste og hendes nærmeste.

Kriminalkommissær Arthur Holland er allerede på sagen, og sammen bliver de trukket ind i en labyrint af hemmeligheder og skjulte dagsordener. Politiledelsen forsøger at sætte en stopper for Veras indblanding, men Arthur kæmper imod. Han er trods alt rejst hele vejen til Flensborg i håbet om at møde hende igen. 

En historisk puslespilskrimi om genforeninger og svære valg.

Min anmeldelse:
Jeg læste bogen, fordi jeg godt kan lide krimier ved mulighed for at lære noget nyt. Jeg gjorde det vel vidende, at den var bind 2 i en serie og endda uden andet end basal viden om den tid i danmarkshistorien. Undervejs samlede jeg mere faktuel viden op også online – her: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/genforeningen-1920 for lige at blive sat godt ind i situationen på bogens tid, og det blev fint afsluttet med forfatterens efterskrift.

Her i efterskriftet beskriver forfatteren selv bogen som et sammensurium af virkelighed og fiktion tilsat en fiktiv mordgåde, og samtidig beskriver hun, hvad der er faktuelt, og hvad hun har fundet på. Så langt så godt. Jeg blev klogere på situationen dengang og især på det internationale apparat bag afstemningen. Desuden blev jeg på hyggelig vis ført tilbage til lokaliteter, jeg kunne genkende og genopleve fra nutidige besøg i byen. 

Og jeg blev også underholdt undervejs af krimigåden og af samspillet mellem de forskellige personer. Jeg ærgrede mig dog over 2 forhold, hvoraf det første mest er min egen skyld. Der var nemlig undervejs ret mange henvisninger til noget, der var sket i seriens første bind “Mord i delegationen”, som jeg ikke har fået læst. Selv om en del blev forklaret, savnede jeg alligevel at vide mere. Bogen er altså ikke en selvstændig fortsættelse af bind 1. Jeg synes, det er en forudsætning at have læst bind 1 først for at få fuldt udbytte. 

Det andet forhold er egentlig et forbehold, og det gælder bogens fortællestil. Den virkede på mig umiddelbart meget beskrivende og småsnakkende med gentagelser – bl.a. ømmer Vera Lund mange, mange gange over et ømt lår efter en skade sket i bind 1.  Der var ingen sproglige finesser at fornøje sig med, og der var ingen plotmæssige twists, der for alvor overraskede mig. 

Når det er sagt, så blev jeg overordnet godt underholdt, og jeg skal da bestemt også læse den næste bog, der så afslutter trilogien om en central periode i danmarkshistorien. Det er specielt det historiske i bogen, jeg fandt interessant, og så er det både oplagt og sikkert velfortjent, at bind  som skrevet i indledningen har vundet prisen som årets historiske krimi.

7 skydeskivepoint ud af 10 mulige. 

Pernille Schou
Liget i labyrinten
Grønningen1, 2025
356 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Ian Rankin: Midnatsblues

Krimi og spænding Posted on 02 mar, 2025 22:25

Fra bogens bagside:
Rebus har skaffet sig mange fjender i den kriminelle underverden gennem en lang politikarriere, og da han selv bliver anbragt i fængsel, cirkler de som gribbe omkring ham. Han har brugt hele sit liv på at bure dem inde. Nu gør han dem selskab, og når man først er inde, kan man ikke gemme sig.

Ude i det fri arbejder Siobhan Clarke og Christine Esson med at opklare en ung piges forsvinden. Det er en sag, der hurtigt vokser i omfang, og i periferien lurer Malcolm Fox, der nu arbejder i afdelingen for organiseret kriminalitet. Og det hele peger på en eller anden måde ind i fængslet.

Dage og nætter løber sammen bag de tykke mure, og det er svært at skille ven fra fjende, men da en indsat bliver myrdet, forsøger Rebus at finde morderen.Han har hverken sit politiskilt, sit våben eller sin autoritet, og både vagter og indsatte gemmer på hemmeligheder. Det er en balancegang med livet som indsats at finde en morder blandt mordere.

Palle Thomsens anmeldelse:
Indledningsvis skal det siges, at jeg er en stor fan af Ian Rankin, har læst alle hans bøger og han har efter min mening aldrig skrevet en dårlig roman – heller ikke denne gang. 

Denne John Rebus krimi holder stilen fra de øvrige mange John Rebus bøger. Rebus er endt i fængslet dømt for mord! At sætte en politimand i fængsel er guf for de andre indsatte. Så har de mulighed for nakke “svinet”. Rebus klarer sig dog.

Bogen skifter mellem Rebus i fængslet og verden udenfor, hvor hans gamle makker Siobhan og de andre forsøger at opklare mord  – både et i fængslet og et udenfor.

Det er en barsk, men troværdig beskrivelse af livet inden for murene. Om hierarkiet blandt fangerne, om hvordan en enkelt topkriminel formår at styre sit kriminelle imperium fra fængslet og hvordan en politimand har det blandt de kriminelle.

En filmproducer kunne bruge bogen som et manus, alle replikker og scener er klar til brug. Jeg elsker Rankins sprog og hans måde at gøre teksten levende på.

Det eneste jeg savner er lidt mere humor. Den humor Rebus og Siobhan havde sammen, da de var makkere, var herlig. Humoren er dog glimtvis tilstede.

Jeg bøjer mig i støver for Ian Rankin og kvitterer med 10 point ud af 10 mulige. Et pletskud.

Ian Rankin
Midnatsblues
Klim, 2025
373 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Claus Mørkbak Højrup: Himmeldrømmeren

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 27 feb, 2025 21:23

Fra bogens bagside:
Da Rusland invaderer Ukraine, må Victor flygte til Kyiv sammen med barndomsvennen Julia og hendes kæreste Sergei. Victor og Sergei bliver dronepiloter ved fronten, mens Julia starter som radio operatør. En skæbnesvanger nat bliver Sergei fanget og tortureret af russerne. Lammet af angst bevidner Victor sin kammerats gennemtrængende skrig i mørket. I et forsøg på at undslippe sin selvforagt og skyldfølelse søger Victor væk fra frontlinjen og tilbage til studielivet i Kyiv. Men en dag får han en opringning, der ændrer alting. Drevet af et gammelt løfte til Julia indser Victor, at hans vej til forløsning kræver en farlig færd ind bag fjendens linjer.

En højaktuel fortælling om venskab og kærlighed og om pludselig at blive voksen midt i en krig.

Min anmeldelse:
Som bagsiden angiver: en meget aktuel bog, og en bog jeg slugte i næsten 2 bidder. Jeg blev nemlig opslugt af bogens stærke fortælling om de vilkår, krigen i Ukraine giver hele befolkningen – fortalt i bogen med særligt fokus på børn og unge. Historien er fortalt i et flydende sprog og koncentreret form. Det passer til indholdet.

Hovedpersonen er Victor, der i begyndelsen af lyver om sin alder og bliver dronepilot og aktiv i den barske ukrainske kamp mod invasionsstyrkerne. Han er titlens himmeldrømmer, da hans mål er at blive pilot i et kampfly.

Bogens to øvrige centrale personer, de næsten jævnaldrende Sergei og Julie samt deres familier bringer Victor i forbindelse med oligarker, sorte penge, korruption og pengenes ubestridelige magt på godt og ondt. Det er en ene side af bogen.

Det er naturligvis en barsk historie, fordi krig, uanset hvilken side man er på, er ubarmhjertig og barsk. Det skjules på ingen måde i bogen, hvor der er mange skræmmende og voldsomme scener, der helt sikkert ikke er urealistiske – måske endda underdrevne. Selve krigshandlingerne og deres voldsomme konsekvenser er en anden side af bogens indhold.

Historien kulminerer med en aktion over grænsen til Rusland for både at hente nogle af de ukrainske børn, som Rusland har bortført, tilbage til Ukraine, og for at finde og befri den tilfangetagne Julia. Det er en voldsom historie, men den kan jeg ikke vurdere sandsynligheden af. Er den store teknologiske indsats mulig som beskrevet i bogen? 

Den tvivl er ikke afgørende for min vurdering af bogen, som lanceres som en spændingsroman, men som jeg synes er meget mere. Jeg vil anbefale den til alle unge og voksne i alle aldre, der har interesse i at vide mere om krigen i Ukraine og dens menneskelige konsekvenser. 

Claus Mørkbak Højrup har i et opslag på Facebook selv præsenteret baggrunden for romanen sådan: 
Krigen i Ukraine har vendt op og ned på hverdagen for mange unge. Fem ukrainske kvinder deler deres oplevelser af missilalarmer, strømafbrud og frygt, men også deres håb og drømme for fremtiden. Deres styrke og mod er en påmindelse om menneskets evne til at finde lys i mørket.
Læs den fulde historie her: https://verdensbedstenyheder.dk/nyheder/en-hverdag-med-missilalarmer-og-stroemafbrud-vi-har-spurgt-fem-unge-ukrainske-kvinder-om-hvad-der-goer-dem-haabefulde-i-dag 

Det er netop denne menneskelige styrke og håbet midt i kaos, som jeg dykker ned i med min nye roman ”Himmeldrømmeren”. 

Jeg giver bogen 4 stjerner som roman og 1 ekstra stjerne for sin aktualitet.

Claus Mørkbak Højrup 
Himmeldrømmeren
Byens Forlag, 2025
296 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Lars Kjædegaard: Paradise

Krimi og spænding Posted on 25 feb, 2025 12:43

Denne anmeldelse er lagt i hænderne på den erfarne krimilæser og faste gæsteanmelder, Palle Thomsen, der også har læst alle Lars Kjædegaards andre bøger.

Fra forlagets beskrivelse:
Et dobbeltdrab på bordellet Paradise i udkanten af Helsingør bringer for første gang de to erfarne drabsefterforskere Agnes Hillstrøm og Thor Belling sammen. Hvem dræbte bordelejeren Wagner og den prostituerede Lene? Og hvorfor kender så få mennesker til det, der foregik i bordellet på den fredelige villavej?

Mens fortroligheden vokser mellem de to efterforskere, bliver sagen mere og mere kompliceret. Og da flere drab følger, må de tage alle midler i brug, før den kan afsluttes. 

Palle Thomsens anmeldelse:
Lars Kjædegaard har skrevet næsten 50 bøger, og jeg har læst dem alle – både krimier og romaner.

De fleste af bøgerne har været på omkring de 300 sider eller mindre, og det går jeg stærkt ind for. En roman eller krimi bliver ikke altid bedre af at være lang. Derfor var jeg vildt overrasket, da han udkom med murstensromanen “Dommeren i Helsingør” i 2023, men jeg blev positivt overrasket. Den var både lang og god. Nu er han tilbage i vanlig stil med ca. 300 sider.

Mange kender hans Belling/Hvid serie og Hillstrøm serien, så glæd jer til denne. Her er Belling og Hillstrøm sammen, og sørme om ikke han også har fået plads til Dommeren i Helsingør – Søren Madsen.

Vi er som vanligt i det nordsjællandske. Belling og Hillstrøm bliver ført sammen for at opklare 2 mord. De har ikke arbejdet sammen før, og det er sjovt at følge deres “følen hinanden på tænderne”. 

Det er en klassisk krimi med metodisk politiarbejde, trælse chefer, livets skavanker og udbrændthed. Og hvor er det godt og hyggeligt. Her er ingen terrorister, bandekriminalitet, indviklede intriger, voldsorgier, skæg og blå briller.

Det er nok lidt flabet at kalde det en hyggekrimi, der sker jo noget grumt i bogen. Men alligevel – jeg hyggede mig med den.

9 ud af 10 skydeskivepoint.

Lars Kjædegaard
Paradise
Gyldendal, 2025
280 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Tess Gerritsen: Indhentet af fortiden

Krimi og spænding Posted on 24 feb, 2025 13:38

Fra bogens bagside:
Det perfekte sted at gå på pension …
Indtil de finder dig.

Maggie Bird er lidt af hvert. Hønseopdrætter. En god nabo. En tilsyneladende helt almindelig pensionist, der har slået sig ned ved havet i den lille by Purity i Maine. Hun er også en ualmindeligt dygtig skytte. Og så taler hun aldrig om sin fortid.

Men da et uidentificeret lig bliver efterladt i Maggies indkørsel, indser hun, at hendes fortid har indhentet hende. Der er gået seksten år siden den fejlslagne mission, der afsluttede hendes karriere som CIA-agent og kostede hende langt mere end hendes job.

Det er her, den såkaldte Martiniklub kommer i spil – Maggie og de andre gråhårede medlemmer af bogklubben (hvis nogen skulle spørge), som i virkeligheden alle sammen er tidligere agenter, der nu lever i skjul i den lille landsby. Godt hjulpet af sine gamle venner – og altid et skridt foran den vedholdende lokale politichef – kan det måske stadig lykkes Maggie at redde stumperne af det nye liv, hun har skabt sig.

Min anmeldelse:
Der er kommet 13 bind i forfatterens serie om Rizzoli og Isles, som jeg kørte lidt træt i. Jeg har anmeldt disse 3 bøger i serien:

Bind 3: “Synderen” gav jeg 5 skydeskivepoint ud af 10 mulige – blog.drustrup.dk/#post37 
Bind 4: “Dobbeltgængeren” gav jeg 8 skydeskivepoint –blog.drustrup.dk/#post65
Bind 5 “Skindød” gav jeg 7 skydeskivepoint – https://blog.drustrup.dk/?p=138 

Jeg blev nysgerrig på “Indhentet af fortiden”, da den var en første del i den nye serie “Martiniklubben” og i en ny genre i forhold til hendes krimiserie om Rizzoli og Isles. Så jeg ville give den nye serie en chance. 

Resultatet er, at jeg blev rimeligt underholdt. Temaet med ældre folk, der viser sig stadig at være voldsomt effektive mht. at forsvare sig og begå forbrydelser har været emnet i flere bøger samt i film som den gamle, danske film “Støv på hjernen” og frem til helt nye film.

Denne bog lægger sig fint i rækken med en dramatisk historie, der viser, at selv ikke gamle agenter  skal man spøge med! Deres kontakter og evner er kun gemte, men bestemt ikke glemte. Selv om action og effektive indsatser klart er i centrum, rummer bogen også en hyggelig og humoristisk undertone. 

Undervejs i historien kidnappes et  uskyldig nabos barnebarn, og agenterne rejser verden rundt for at afklare sandheden om, hvordan tidligere begivenheder har afgørende betydning for alt det, der aktuelt er i gang. Og det bliver voldsomt farligt.

Bogen er iøvrigt inspireret af forfatterens oplevelser i den lille by i Maine, hvor hun bor sammen med sin mand. Her opdagede hun, at en gruppe ældre pensionister alle var tidligere CIA-agenter. Den oplysning i bogens efterskrift tilføjer bogen en ekstra dimension, synes jeg.

Underholdningsniveauet og spændingen giver 7 sikre skydeskivepoint.

Tess Gerritsen
Indhentet af fortiden
Jentas, 2025
334 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



« ForrigeNæste »