Fra bogens bagside: Violette Toussaint lever et stille liv som kirkegårdspasser i en lille by i Bourgogne. Dagene tilbringer hun sammen med den lokale sognepræst fader Cedric, bedemændene Lucchini-brødrene og de tre gravere Nono, Gaston og Elvis. Flere gange om dagen kigger de ind i Violettes køkken for at få sig en kop eller et glas kaffe og nogle trøstende ord. Violettes dør står altid åben,
Hvad der har fået en smuk kvinde i sin bedste alder til at flytte til egnen for at tage det noget særprægede job, er der til gengæld ingen, der snakker om. Lige indtil en tidlig morgen, hvor en fremmed banker på Violettes dør med sin mors aske og en anmodning, der kommer til at ændre Violettes stille liv for altid.
Min anmeldelse: Bogen er læst sammen med læsegruppen “Sure Gamle Mænd”, og min umiddelbare skepsis over, om bogen vil være oplagt læsning for sådan en gruppe, blev gjort markant til skamme. Bogen er på ingen måde “en damebog”, hvis sådan en genre ellers for alvor findes. Det er en passende bog til alle læsere af gode og stærke historier. En helt kort, samlende karakteristik efter diskussion af bogen i “Sure Gamle Mænd” lyder sådan: Bogen fik mange roser af alle. En fængende blanding af sorg og sex i et meget sprælsk sprog.
Da jeg havde læst bogen, så jeg inden mødet med de andre sure gamle mænd nærmere på bl.a. anmeldelsen på Litteratursiden: https://litteratursiden.dk/boeger/vand-til-blomster. Den indledes sådan: En smuk roman, der folder flere interessante historier ud med den stille Violette Toussaint i centrum. Anmeldelsen giver et bedre indtryk af bogen end bagsideteksten, men det er endnu bedre bare at læse bogen! Og spring ikke over de tankevækkende kapiteloverskrifter.
Det er en ualmindeligt velskrevet bog med en fascinerende historie fortalt i et poetisk sprog med utallige smukke formuleringer og med en stemning lidt som i “Chokolade” af Joanne Harris, men det heler er i Valérie Perrins bog meget mere intenst. Det er en både varm og sorgfuld bog om kærlighedens svære vilkår samt om både livet og døden.
Historien om Violette Toussaint liv og skiftende vilkår fra hun som 17-årig i 1985 forelsker sig i den 10 år ældre Philippe og frem til 2017, hvor hendes situation og hende selv har ændret sig markant, fortælles ukronologisk på en måde, så alle sammenhænge og elementer i historien først afsløres hen ad vejen, hvor det passer ind i fortællingen. Dertil kommer, at der er flere lag i historien fortalt med flere personers synsvinkler, og derfor skal man være opmærksom under læsningen. Det giver heldigvis sig selv, fordi det er så smuk en fortælling, der fangede mig ind i sit univers.
Violette er den centrale figur i bogen, men alle personerne er beskrevet i så levende billeder, at jeg blev meget interesseret i at følge dem og få mere at vide om dem. Blandt andet er alle de ansatte på kirkegården nogle herlige typer, som jeg sagtens kan se for mig.
Jeg kan på ingen måde give bogen mindre end mine maksimale 5 stjerner.
Valérie Perrin Vand til blomster Alpha, 2021 521 sider – og ikke en side for lang.
Bogen er lånt på biblioteket. Den kan også læses på bl.a. Mofibo.
Fra bogens bagside: Da Rusland invaderer Ukraine, må Victor flygte til Kyiv sammen med barndomsvennen Julia og hendes kæreste Sergei. Victor og Sergei bliver dronepiloter ved fronten, mens Julia starter som radio operatør. En skæbnesvanger nat bliver Sergei fanget og tortureret af russerne. Lammet af angst bevidner Victor sin kammerats gennemtrængende skrig i mørket. I et forsøg på at undslippe sin selvforagt og skyldfølelse søger Victor væk fra frontlinjen og tilbage til studielivet i Kyiv. Men en dag får han en opringning, der ændrer alting. Drevet af et gammelt løfte til Julia indser Victor, at hans vej til forløsning kræver en farlig færd ind bag fjendens linjer.
En højaktuel fortælling om venskab og kærlighed og om pludselig at blive voksen midt i en krig.
Min anmeldelse: Som bagsiden angiver: en meget aktuel bog, og en bog jeg slugte i næsten 2 bidder. Jeg blev nemlig opslugt af bogens stærke fortælling om de vilkår, krigen i Ukraine giver hele befolkningen – fortalt i bogen med særligt fokus på børn og unge. Historien er fortalt i et flydende sprog og koncentreret form. Det passer til indholdet.
Hovedpersonen er Victor, der i begyndelsen af lyver om sin alder og bliver dronepilot og aktiv i den barske ukrainske kamp mod invasionsstyrkerne. Han er titlens himmeldrømmer, da hans mål er at blive pilot i et kampfly.
Bogens to øvrige centrale personer, de næsten jævnaldrende Sergei og Julie samt deres familier bringer Victor i forbindelse med oligarker, sorte penge, korruption og pengenes ubestridelige magt på godt og ondt. Det er en ene side af bogen.
Det er naturligvis en barsk historie, fordi krig, uanset hvilken side man er på, er ubarmhjertig og barsk. Det skjules på ingen måde i bogen, hvor der er mange skræmmende og voldsomme scener, der helt sikkert ikke er urealistiske – måske endda underdrevne. Selve krigshandlingerne og deres voldsomme konsekvenser er en anden side af bogens indhold.
Historien kulminerer med en aktion over grænsen til Rusland for både at hente nogle af de ukrainske børn, som Rusland har bortført, tilbage til Ukraine, og for at finde og befri den tilfangetagne Julia. Det er en voldsom historie, men den kan jeg ikke vurdere sandsynligheden af. Er den store teknologiske indsats mulig som beskrevet i bogen?
Den tvivl er ikke afgørende for min vurdering af bogen, som lanceres som en spændingsroman, men som jeg synes er meget mere. Jeg vil anbefale den til alle unge og voksne i alle aldre, der har interesse i at vide mere om krigen i Ukraine og dens menneskelige konsekvenser.
Bob Dylan er her på alle måder i godt og kvalificeret selskab – både af forfatteren og af anmelderen. Begge præsenteres først.
Om Johannes Andersen Forfatteren er lektor emeritus og samfundsforsker fra Aalborg Universitet. Han er senest blevet aktiv som foredragsholder og musiker med gruppen “Johannes Andersen & The Overheads”, der bl.a. har Bob Dylan-sange på dansk på repertoiret.
Om Bjarni Aakesson Filholm Hans bog bliver her anmeldt af min tidligere kollega, Bjarni Filholm, der har fulgt Bob Dylan i alle årene, og som i sin ungdom var aktiv musiker på Bornholm. Det kan man læse om i hans erindringsroman “Lykkepust fra Liverpool”. Han blev af andre dengang kaldt “Bornholms Bob Dylan”.
Bjarni har har selv skrevet denne deklaration af sin baggrund: Jeg er sådan cirka jævnaldrende med forfatteren og har oplevet Bob Dylan på nogenlunde samme måde som han har.
Jeg var glad for musik og lyrik og spillede leadguitar i et pigtrådsorkester dengang tilbage i tresserne.Vi havde Dylans “Positively 4th Street” på vores sæt-liste.
Dylans første akustiske sange rørte mig dog ikke det mindste. Jeg var totalt apolitisk og blev først ramt af Dylan, da han blev elektrisk. Sangen “Visions of Joanna” fra midten af tresserne var og er stadig en af mine yndlingsballader.
Dylan var aldrig en politisk oprører for mig, måske snarere en slags universalrebel, der gik nye lyriske veje, hvor det ene billede efter det andet antændte hinanden eller sig selv og sendte mig ud på poetiske svæveture i det lyriske uendelige himmelrum.
Jeg forstod ikke dengang (og måske heller ikke i dag) helt meningen med teksterne, men selve ordenes vellyd og muskuløse, rytmiske swung fascinerede mig så mig meget, at jeg pludselig, uden at have villet det kunne lire teksterne af mig udenad, som en slags salmevers.
Jeg købte hans roman “Tarantula” på engelsk, forstod ikke et hug og var skuffet. Af Dylans post tresser-produktion kunne jeg især godt lide “Street Legal” fra 1978 og hans veloplagte medvirken i bandet “The Traveling Wilburys‟.
Fra bogens bagside: Johannes Andersen tager os med på en rejse gennem Dylans liv og musik, hvor han samtidig sætter fokus på udvalgte sange. Undertitlen ”Nærvær og fravær” signalerer balancen mellem nærvær og fravær. Intens og nærværende i nuet, og så i næste øjeblik fraværende og total ligegyldighed. Er det Bob Dylan?
Han trækker sideløbende på sine egne erfaringer med Dylan. Som ung oplevede han først Dylans energi, uden at forstå alle ordene. Senere var Dylan en vigtig stemme, der inspirerede ham. Men forsvandt og vendte tilbage i 1990’erne, hvor Dylans sange begynder at fungere som inspiration i Johannes Andersens egen omgang med hverdagens mange politiske og sociale gøremål og udfordringer
Bjarni Filholms anmeldelse: Jeg har været så heldig at få denne bog om Bob Dylan til anmeldelse. Det har været en morsom, underholdende og lærerig oplevelse.
Alene bogens titel titel “Bob Dylan – nærvær og fravær” maner til koncentration og dybsindighed. Det lyder lidt indviklet, og man nærmer sig lidt forsigtigt værket. Men det skal man ikke lade sig skræmme af.
For jo mere man læser i den glimrende og lettilgængelige bog, opdager man, at det slet ikke er sådan en highbrow bog om den amerikanske sanger og poet, som titlen kunne antyde.
Derimod er det en let og veloplagt beskrivelse af Bob Dylans forskellige sider, perioder og livsfaser illustreret ved nærværende bogs forfatters egne oplevelser, åbenbaringer og også skuffelser ved mødet med Dylans musik – og ikke mindst udviklingen i hans lyrik.
Han gennemgår også teksterne i nogle af Dylans vigtige sange. Det bliver gjort med indlevelse og med et klædeligt drys humor oveni. Her er man absolut godt underholdt, skønt jeg måske ikke altid er helt enig med forfatteren i meningen eller konklusionen i analysen.
Men er det ikke lige noget af det, der gør Dylan til kunstner? At hans værk kan tolkes og forstås på så mange måder. Det tror jeg på.
Forfatteren skriver levende om kunstneren og de forskellige faser i Bob Dylans liv. Om Dylans første fejlagtige placering i protestsanger-båsen.
I tresserne var det nemlig den gængse opfattelse, at Bob Dylan var den unge generations stemme, når han med kvækkende stemme, og middelmådigt akustisk guitarspil fremførte sine protestsange. Med sange som “Blowin in the Wind” og Masters of War” var det vel også svært for de fleste at anskue ham på anden måde.
Men det var Mr. Bob slet ikke tilfreds med. Han ville bestemt ikke opfattes som protestsanger. Det image har han dog haft et bette kun svært ved at komme af med, uanset at han sidenhen allerede i samme årti skrev sange af en helt anden kvalitet og indenfor en anden musikalsk genre.
Fra midten af tresserne begyndte Dylan nemlig også bruge elektriske guitar og trommer som backing – nærmest at ligne med besætningen i et rockband. De tidligere hengivne folkemusik-fans blev vrede og mente, at Bob Dylan havde svigtet dem ved at sætte strøm til sine sange.
Det var Bobby heldigvis ligeglad med og i stedet skrev han nogle af de bedste sange i sin karriere nogensinde og indspillede dem i den nye elektriske stil på album som “Highway 61 revisited” og “Blonde on blonde”. De rene ufortyndede mesterværker! (Denne vurdering står naturligvis ene og alene for anmelderens egen regning)
Forfatteren fortæller videre, at Dylan sidst i 70’erne blev ramt af en religiøs vækkelse. Dylan havde set lyset og mente meget håndfast og to-kantet, at der kun kunne vælges mellem to ting: Enten kunne man tjene Gud eller Djævelen. Det bar hans sange også tydeligt præg af – så længe vækkelsen varede.
Bob Dylan har sandsynligvis siden været på jagt efter et fast holdepunkt i verdens vilde vrimmel og sin turbulente tilværelse.Der har været op- og nedture med sammenbrud, indre uro, midtvejskrise og skilsmisser, som også afspejlede sig i Dylans kompositioner og pladeudgivelser.
Senere erkendte mesteren, at han måske bedst kunne kurere sin indre rastløshed og sit følsomme gemyt ved at turnere og konstant være på farten – på en slags never-ending koncert-turné – og så naturligvis ved sideløbende at skrive og udgive sange.
Ifølge forfatteren er alle Dylans sange ikke lige gode, og det tjener Johannes Andersen til ære, at han forholder sig ærligt og fordomsfrit til Dylan og hans samlede værk. Og jeg kunne ikke være mere enig.
Forfatteren til nærværende bog har gennem sit eget liv følt eller fornemmet, at Bob Dylan var været ham en god samtalepartner, forstået på den måde at Johannes Andersen var den, der talte og spurgte, mens Bob Dylan svarede ham gennem sine sange – i nogle perioder mere tydeligt og klart end andre. Et billede jeg sagtens kan forstå.
Det gør bogen ekstra læsværdig, at Johannes Andersen sætter sig selv i spil og i en let humoristisk tone fortæller om sine personlige oplevelser om møderne med Dylans sange. Et ekstra krydderi i denne skønne bog.
Det er også en letlæst bog. Emnet er kronologisk fremadskridende og indbydende behandlet af en velskrivende forfatter, som har godt styr på sit stof. Så er det på plads.
Bogen henvender sig bredt til – såvel den læser, der i forvejen kender til Bob Dylan – som den læser, der gerne vil gå ombord i Dylans værk for første gang.
Begge kategorier af læsere vil få udbytte af bogen – jeg ved, at jeg fik.
De maksimale 5 stjerner – helt sikkert!
Johannes Andersen Bob Dylan – Nærvær og fravær Hovedland, 2025 214 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Forlagets beskrivelse: Marts 1918. Tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb rejser til Finland for at deltage som frivillige i borgerkrigen der netop er brudt ud deroppe, og deltager i stormen på byen Tampere.
Efter dette møde med krigen følger vi dem, hver for sig og sammen, i den lange fredstid, op gennem 20’ernes og 30’ernes tiltagende nazificering og uroligheder i Danmark og Tyskland, med afstikkere til Mellemøsten og USA.
Og med ét er de tilbage i krigen, i besættelsestid og modstandskamp, hvor de balancerer på en knivsæg i deres legen kispus med Gestapo i Københavns gader. Men hvor er afgrunden; er den i krigen eller i freden, eller er den et helt tredje sted?
Afgrunden er en stor fortælling om krig og freden, om kærligheden og drifternes veje og vildveje og om at være menneske i det onde 20. århundrede – og til hver en tid.
Min anmeldelse: De gennemgående hovedpersoner er tvillingerne Ib og Kaj – i fællesskab og enighed samt hver for sig og i uenighed. Deres historie fortælles fra deres unge dage og frem til Besættelsens sidste dage. Det er en periode med krig, krise og ødelæggelser, og det deltager brødrene i på flere fronter. Det begynder med deres deltagelse i den kun fire måneder lange finske borgerkrig mellem de røde og de hvide, og de deltager på den hvide side, der støttes militært af Tyskland.
Senere følger vi deres liv i Danmark i mellemkrigstiden med uddannelse til henholdsvis læge/psykiater og teolog med journalistiske aktiviteter. Dertil kommer den ene brors rejser rundt i især Tyskland og de folk og holdninger, han møder der.
De forenes under Besættelsen i modstandskampen på forskellig vis, og bogens handling slutter kort efter Befrielsen.
Det var den ydre ramme i korte træk. Tiden og brødrenes historie er spændende og den beskrives ualmindeligt godt i et fremragende sprog og en litterær fortællestil, hvor ultrakorte sætninger, replikskifter og korte miljø- og stedsbeskrivelser får skabt læserens indre billeder af det hele. Og det er voldsomt barske og ofte makabre billeder. Ofte over i hvert fald min grænse.
Men det hele medvirker til en indsigt i og en forståelse af brødrenes personligheder og moral. De er ikke verdes bedste børn, men hvordan er de blevet sådan? Er det krigsoplevelsrne? Under alle omstændigheder er brødrene grænseløse og meget ego-styrede i deres voldsomme udfoldelser. Det beskrives i de mest blodige krigsscenarier, jeg har læst. Det gælder også i brødrenes forhold til kvinder, og det er lige så barsk læsning. Det niveau holdes også til beskrivelserne fra modstandskampen. Og igen er det afgrundsdybt grove forbrydelser, der beskrives detaljeret og lige så virkelighedstro groft.
Bogen var januars bog i læseklubben “Sure Gamle Mænd”, og vi var enige om, at det var en rigtigt velskrevet bog, og en anden konklusion var denne: “Det var sandelig en barsk bog med (for) meget vold og sex (der er næsten lige så godt som krig). Tvillingerne Ib og Kaj kunne man kun afsky.”
På trods af de for mig alt, alt for detaljerede beskrivelser af vold, krig og behandling af kvinder, men på grund af det høje litterære niveau bliver det til 4 stjerner af 5 mulige.
Kim Leine Afgrunden Gyldendal, 2016 598 sider
Bogen er lånt på biblioteket.
PS Først lidt sent gik det for alvor op for mig, i hvor høj grad bogen bygger på faktiske personer, og at Kai Gottlieb i bogen i høj grad bygger på virkelighedens modstandsmand m.m. Peter de Hemmer Gudme.
Under snakken i læsegruppen “Sure Gamle Mænd” anbefalede en af deltagerne, at vi skulle se dokumentarfilmen: “Springet” med dialog af Kim Leine.
Filmen præsenteres sådan på Filmstriben: ‚Springet‛ er beretningen om en ung danskers oplevelser i Den finske Borgerkrig 1918 og konsekvenserne for hans liv og skæbne. Peter de Hemmer Gudmes stemme og blik fører os ind i krigen, op gennem mellemkrigsårene til Vinterkrigen og frem til besættelsen, hvor Gudme bliver modstandsmand, fanget og foretager det endelige, gådefulde spring i døden i Gestapos hovedkvarter i København 1944. Fortællingen er elementært spændende og udfordrende. Hensigten er at skildre spændingsfeltet mellem de konkrete hændelser og det sindet formår at udtrykke. Hvad får et menneske til at give sit blod for en sag? Hvad er hans ideologiske projekt? Udsagn fra nutidens danske veteraner indgår for at perspektivere ‘krigerhjertet‛ og koble fortællingen til vor tid. Reflektioner, som konfronterer os med krigens blodige æstetik, døden, kønnet, det maskuline tydningsunivers.
Fra forlagets beskrivelse: Tyskerne invaderer Norge, og Astrid Hekne slutter sig til modstandsbevægelsen. Hun har arvet kampgejsten fra sin bedstemor, der engang forudsagde den unge præst fra Butangens død. Her ved livets afslutning – under en dristig sabotageaktion – finder Kai Schweigaard i Astrid den medsammensvorne, han altid har ledt efter.
Skrabenatten er en episk roman om et bygdesamfund og et Norge på vej ind i krig, om slægters gang og forræderi, og en aldrende præst fanget af profetien om sin egen død. En ny generation på Hekne har arvet deres forfædres besættelser og fornemmer, at Heknevævens varsler snart vil gå i opfyldelse, blandt andet profetien om Skrabenatten – dommedagen, som ifølge gammel bygdetro bliver den sidste dag i verden, som vi kender den.
Min anmeldelse: Ud over at være en fantastisk velskrevet og godt fortalt historie, som det har været en nydelse at læse – og det gælder både dette sidste bind og hele serien, så er selve historien også noget af det mest gribende og stærke, jeg har læst længe.
Serien beskriver familien Heknes liv i den lille (fiktive) bygd Butangen i princippet fra 1600-tallet og frem til næsten i dag, men med hovedvægten lagt på den periode fra 1879 til 1945, hvor Kai Schweigaard var præst i bygden. Hans personlighed og betydning for historiens gang er stor.
Denne bog indledes med et tilbageblik til 1600-tallets lokale hekseprocesser og baggrunden for det vævede billedtæppe, der er en central kulturbaggrund for hele serien. Men dette bind dækker især perioden fra cirka 1935 til og med 1945.
Dertil kommer afsluttende kapitler og et personregister. Heri fortælles både om personerne frem til nok engang i 1960’erne, og det beskrives, hvilke af personerne der er faktiske, og hvilke der er fiktive. Det tilfører lige det hele ekstra dimensioner.
I bogen er emnet især livsvilkårene, familierne og de sociale strukturer i det lille samfund. Det er også historien om en udvikling af samfundet, men især er det om, hvordan konflikterne eskalerer i krigstiden. Det er også en historie om norske traditioner og norsk kulturhistorie med arven fra tiden med stavkirkerne.
Hekne-familien har også nære relationer til både især England og Dresden, så tiden og krigen følges ikke kun i Gudbrandsdalen, men også de steder bl.a. frem til den totale udslettelse af Dresden sidst i krigen med de massive engelske bombardementer.
Det er sørgeligt, når en så fantastisk god serie slutter, men jeg er sikker på, den sagtens kan læses mere end én gang. Både fordi det er en gribende historie, og fordi den er skrevet, så klokkerne ringer.
Denne dobbeltanmeldelse er skrevet på baggrund en henvendelse til mig fra forlægger Heidi Korsgaard fra forlaget Linje H.
Hun skrev og spurgte, om ikke jeg ville anmelde “Bidansen”, der er fortsættelsen af ”Vandaben” skrevet af Claus Due, og hvor delfinforskeren Poul Hansen er hovedperson i begge. De er de første dele af en planlagt Vandabe-trilogi. Hendes præsentation af bogen lød interessant.
Hun skrev bl.a.: Forfatteren præsenterer i bogen et univers af mænd, der både balancerer på kanten af videnskab og griskhed, og som går hele manipulationsplanken ud for at få den store gevinst. Claus Due fører sin læser sikkert ind i en verden fyldt med fake news, troldefarme, AI og manipulation med SoMe og er ikke i tvivl — den bedste løgner vinder.
Jeg var fristet pga. emnet, og havde ikke læst seriens første bind, men Heidi Korsgaard skrev, at de sagtens kunne læses selvstændigt. Da jeg checkede op på “Vandaben” og læste lidt mere om “Bidansen” dukkede der science fictionagtige elementer op, og den genre har jeg det generelt lidt tungt med.
Alligevel sagde jeg ja til at læse og anmelde “Bidansen” med det forslag, at den faste gæsteanmelder på Drustrups Bogblog, Palle Thomsen, læste og anmeldte “Vandaben”, og det sagde både forlaget og han ja til.
Derfor blev det til en dobbeltanmeldelse. Resultatet af det eksperiment følger her, og vi har skrevet anmeldelserne uafhængigt af hinanden og uden at koordinere noget.
Per Drustrup Larsen
Vandaben
Fra bogens bagside: ”Genskabe menneskets forfædre. Er I fuldkommen sindssyge?””Hold kæft, og sæt dig ned. Du er selv forsker og ved, hvordan det er.”
Delfinspecialisten Poul Hansen bliver narret til at hjælpe forsker og pengemand Wolfgang Stern med at stoppe nogle dødsulykker i Sterns udgravning ved Afrikas Horn. Da Poul kommer til ørkenen, opdager han, at man er ved at udvikle menneskets nærmeste forfader Homo habilis ud fra fossiler, man har fundet. De store abemennesker, der bliver fremstillet i ørkenens hemmelige laboratorier, vil kunne gøre Stern og hans investorer svimlende rige, men udsigten til formuer gør også blind over for alt, der kan gå galt.
Samtidig sker der flere dødsfald på Pouls eget delfincenter ved Rødehavet. Dødsfaldene viser sig at være forbundet med dødsulykkerne i Sterns udgravning. Poul er ikke i tvivl – dødsfaldene kan få katastrofale konsekvenser for menneskeheden. For at undgå en verdenskatastrofe må Poul sætte livet på spil.
Palle Thomsens anmeldelse – af Vandaben: Spændingsroman, thriller, science fiction? Historien kan puttes i alle 3 bokse.
Kan/skal man prøve at genskabe menneskets forfædre og til hvilket formål?
For mig fremgår det ikke helt tydeligt, hvorfor grådige kapitalister og gale videnskabsmænd skulle genskabe fortidsmennesket. Det antydes, at formålet skulle være at skabe en billig arbejdskraft eller primitive soldater, som nemt kan ofres i krig. Vi lever i en automatiseret og digital verden med robotter, droner, supercomputere mm. Så historien, som foregår i nutiden, holder ikke. Jeg ved godt, der har været rygter om, at man vil forsøge at genskabe mammutten ud fra velbevarede fossiler, tror dog det forsøg er opgivet.
Det at prøve at genskabe fortidsmennesket/fortidsdyret kan kun være en drøm for gale og ambitiøse forskere, som vil bevise, at det kan lade sig gøre. Det har intet praktisk formål.
Fortællingen drøner derud af med gale videnskabsmænd, onde kapitalister, kyniske mordere, meget militante aktivister og helten, den gode og fornuftige delfinforsker. Det er det rene Indiana Jones kombineret med Jurassic Park.
Det er en letlæst fortælling på 262 sider med god underholdning til en kold og mørk vinteraften.
7 ud af 10 point.
Claus Due Vandaben Linje H, 2023 264 sider
Bidansen
Fra bogens bagside: ”Hvem vinder i en verden af fake news, hvor ingen længere kan skelne sandhed fra løgn?”
”Den bedste løgner vinder.”
I et dystert hjørne af stamværtshuset på Frederiksberg drukner forsker Poul Hansen rædselsbillederne fra sit seneste forskningsprojekt ved Rødehavet og håber, at resultaterne ikke kommer frem. Men fortiden indhenter ham, da en kvinde uventet slår sig ned ved hans bord. Da Poul samme dag finder et lig i sin brors lejlighed, går alvoren op for ham. Med kvindens hjælp flygter han og bliver snart hvirvlet ind i et spind af mennesker, der profiterer på fake news og vil misbruge hans forskningsresultater til at manipulere med menneskets tanker.
Min anmeldelse – af Bidansen: Jeg har som skrevet øverst ikke læst seriens første bind “Vandaben”, som Palle har anmeldt herover. Og jeg synes heller ikke, det er nødvendigt efter at have læst denne fortsættelse. Jeg synes, handlingen indgår så meget i denne fortsættelse, at jeg har et klart billede af handlingen.
De vandaber, der blev fremstillet ved brug af genmanipulation bl.a. for at have reservedele ved transplantationer, er stadig levende og har bredt sig efter at have ynglet godt. Det er bl.a. kampen om at udrydde, bevare eller at have magten over og ejerskabet til dem, der gennemgående i bogen. Hertil bruges bl.a. de sociale medier. Her har organisationen Wild 8 ud fra studiet af bifamiliers sociale liv og styring af dens aktiviteter gennem dans (deraf bogen titel) udviklet effektive programmer til at styre menneskets holdninger og aktiviteter. De programmer udsendes via elektroniske troldefabrikker, hvorfra masseforføringen styres. Det er skræmmende, men nok ikke så langt fra virkeligheden – nu eller i fremtiden. Det er bogens mest skræmmende overordnede vinkel, synes jeg.
Ellers er der ret meget og voldsom action over bogen, og her bliver handlingen lidt for overdrevet og bliver til Jurassic Park møder James Bond som i nogle af de klassiske scener med undervandsopgør og bombesprængninger. Men kan man acceptere bogens præmis om muligheden for at genskabe fortidsmennesker, og kan man forestille sig tankekontrol på det plan, der aktiveres i bogen, så er der tankevækkende emner bag bogens actionscener. Det kunne have været interessant at fokusere på dem og ikke på de voldsomme scener. Nu er det mere en action- og spændingsbog på en baggrund af science faction/science fiction (bare uden rumskibe og fjerne galakser). Det er en spændende og interessant bog, og det bliver da også interessant, hvor forfatteren fører historien hen i trilogiens afsluttende bind.
7 skydeskivepoint ud af 10 mulige.
Claus Due Bidansen Linje H, 2024 320 sider
Bøgerne er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplarer.
