Dette bind 3 i serien “Venner og fjender” udspilles under 2. verdenskrig i årene 1941-1942. Dansk-jødiske Kassandra bor i Den Jødiske Ghetto i Warszawa, hvor dansk-tyske Peter som SS-officer er ansvarlig for udbygning og vedligeholdelse af ghettomuren. De to unge udvikler et forhold, og de involveres samtidig i en jødisk modstandsgruppe, der smugler medicin ind i ghettoen. Gruppen bliver sprængt, og snart jages Kassandra af Gestapo overalt i Warszawa.
Sådan skriver forlaget på bagsiden, og det giver et ganske godt referat af bogens handling.
De to hovedpersoner, Kassandra og Peter, var hovedpersoner i hver sin af de to første bøger i serien “Vejen til Warszawa” og “Kobberslottet”, som jeg anmeldte samlet her: https://blog.drustrup.dk/?p=539 “. Her mødte de hinanden i slutningen af bøgerne, for i dette bind 3 af få et forhold på tværs af at de står på hver sin side i krigen.
Det er der kommet en spændende og meget grum bog ud af, og uanset om der er styr på alle historiske facts (det er jeg i tvivl om), og uanset om forholdet mellem de to virker ret usandsynligt, så er det en meget stærk historie fortalt på en uhyrlig baggrund. Det er barsk læsning, og så er krigen med jødeudryddelserne endda først lige begyndt. Selv om det er slemt nok, som det hele går i den bog, kan det kun blive værre.
Jeg er fascineret af serien på trods af mine tvivl om niveauet for det historisk korrekte. Så jeg skal helt sikkert også læse næste bind, som hedder “Byen ved Volga” og udkommer januar 2021. Jeg ved ikke, hvornår de næste bind kommer, og hvor lang serien bliver, men jeg skal nok følge med.
Jeg giver også dette bind 4 stjerner.
Lotte og Søren Hammer Gaden uden navn HarperCollinsNordic, 2020 295 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Med et langt liv som lystfisker og anmelder (lektør) af langt de fleste danske lystfiskerbøger i mange år – samt forfatter og oversætter til flere bøger i genren – var det med spænding, jeg modtog og læste denne bog af den seneste i rækken af gode formidlere. Jeg havde tidligere mødt Gordon P. Henriksen som spændende fortæller i en række radioudsendelser, og det lovede rigtigt godt!
Jeg havde på forhånd regnet med mere formidling af fisketeknikker, end der viste sig at være, men sådan var det heldigvis ikke ikke. Det er der andre bøger til samt gode råd fra grejforhandlere og folk, man møder ved fiskevandene.
Derimod er bogen et rigtigt godt miks mellem formidling af baggrunden for og vigtigheden af at bevæge sig ud i naturen – selvfølgelig gerne med fiskegrej, og så gode historier samt opskrifter på, hvordan fisk kan forvandles til god mad. At det hele suppleres med stemningsfulde helsides eller 2-siders fotos i et omfang, så de næsten udgør halvdelen af bogen, gør bare nydelse af bogen større. Det er nemlig en nydelse at fordybe sig i bogen, som trods sit meget neutrale omslag viser sig at rumme farverig formidling af fiskeri og fiskeretter! Det er ikke en flot coffeetable-bog til pynt, selv om den rigtigt godt kunne ligne. Det er en brugsbpg til inspiration og glæde.
Turen går til så forskellige destinationer som: Bornholm, storbyens kajkanter, søens sandarter, (f)jordforbindelser med familien, put-and-takesøen, på havet og langs Møns kyster.
Jeg har fået fiskevirussen i blodet fra barnsben, og jeg forsøger at give den videre til de næste generationer. Bogen kan helt sikkert hjælpe mange andre på samme kurs mod fiskevand og gode, fælles oplevelser. Det gøres rigtigt godt med forfatteren som guide.
Der er rigtigt mange bøger med opskrifter med fiske, og mange af dem er betydeligt mere fancy. Jeg kan rigtigt godt lide denne bogs mere enkle og nemme opskrifter med herligt pragmatiske råd, og flere af opskrifterne kan da også bruges, mens man er ude på fisketuren.
Jeg giver gerne bogen 4 “stjernefisk” ud af 5 for den gode naturformidling, inspirationen og de gode opskrifter.
Jeg testede en af opskrifterne, mens jeg hørte den playliste, forfatteren har bragt i bogen – ganske vist som baggrundsmusik til en anden lejlighed, men begge dele fungerede godt! (Det er heller ikke sidste gang, fiskefrikadellerne varieres som i opskriften og døbes om til Cod Cakes!)
Fra bogens bagside: Et liv i fisk handler ikke om hvordan man fanger fisk, men mere om hvorfor vi fanger dem: eventyr, oplevelser, fællesskaber, udfordringer, kammeratskaber, mental sundhed og tid til ro og fordybelse. Og ikke mindst muligheden for at få den friskeste, dejligste råvare med hjem til spisebordet.
Der er inspiration til fiskeeventyr rundt omkring i Danmark – ved fjorde og kyster, på søer og på havet – såvel som en masse dejlige opskrifter der kan laves på fisketurene eller hjemme i køkkenet. Størstedelen af opskrifterne er Gordons, men flere af hans fiskekammerater, bl.a. kokkene Simon Jul, Thomas Rode og Francis Cardenau, byder også ind med deres lækkerier. Med Columbus Leths mange inspirerende og flotte fotos er bogen en hyldest til lystfiskerlivet og alt hvad det har at byde på – uanset om man er erfaren fisker eller nybegynder.
Med Columbus Leths mange inspirerende og flotte fotos er bogen en hyldest til lystfiskeriet og alt hvad det har at byde på – uanset om man er erfaren fisker eller nybegynder.
Gordon P. Henriksen fangede sin første fisk som syvårig i Lake Butler i Florida. Siden da kan man roligt sige at hans liv er gået i fisk. Han er Danmarks mest kendte lystfisker, og hans selvstændige lystfiskerkarriere inkluderer et hav af radio-og tv-programmer, YouTube-serier, foredrag, events og artikler som har inspireret mange til at komme ud i den danske natur med en fiskestang i hånden.
Gordon P. Henriksen (Foto af Columbus Leth) Et liv i fisk Gads Forlag, 2020 236 sider i stort format
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Hvorfor denne pose svensk slik er med på billedet, og hvorfor der er placeret 3 skumbiler på bogen, må I læse i bogen.
Fra bogens bagside: Hver morgen vågner Ingemar Modig gennemblødt af sved, lige før clockradioen går i gang. Hvis han ikke når at slå den fra, før alarmen lyder, vil nogen dø.
Angst og tvangstanker har overtaget Ingemar Modigs liv, men så møder han Dalia, en 11-årig pige fra Syrien, der er en fremragende fodboldspiller, og som nægter at tage nej for et nej. Sammen forsøger det umage par at bane en vej uden om kulturkløfter og grusomme minder.
Hvad de ikke ved er, at nogen i deres lille by lægger
planer og har brug for en skandale.
Min anmeldelse: Jeg har i fulde drag nydt forfatterens trilogi med svenske Göran og indiske Yogi! Seriens første bind hedder “Delhis smukkeste hænder”, og serien foregår både i Indien og Sverige. Der er i den serie en fantastisk stemning og nogle forunderlige personer, som det var en fornøjelse at følge. Derfor var også meget spændt på denne nyeste bog fra Bergstrand – og det var en mindst lige så fornøjelse at læse!
Personerne er nogle supergode bekendtskaber, og især
hovedpersonen, Ingemar, bidrager både til underholdning, sympati og forståelse.
Hans tilværelse er i kraft af diagnosen OCD (Obsessive-Compulsive Disorder) i
stigende grad styret af tvangstanker og faste ritualer samt angst og deraf følgende
dårlige sociale kontakter med andre mennesker. Han lever et meget stille og
isoleret liv efter skilsmissen fra sin kone, men han fascineres af de utrolige
evner, indvandrerpigen Dalia har med en fodbold, og efterhånden opstår der en
forståelse de to indbyrdes. Den alliance er der stort set ikke ikke nogen lokal
accept af, og der udvikler sig nogle konflikter med flere vinkler og parter.
Så fortæller jeg ikke mere om handlingen. I skal selv læse
bogen, der er en gribende beretning om, hvordan to meget forskellige personer
kan knytte forbindelser, og samtidig er det et fantastisk godt beskrevet
billede af de samfundsmekanismer, der træder i kraft, når noget så specielt
forekommer. Den manglende forståelse for forskelligheder er bærende for den
dramatiske udvikling.
Historien er fortalt med hjertet og med en sikker hånd, så læsningen
bliver intens og givende. Det er ikke kun en varm feel-good-roman, for det er
den også, men det er også en bog med perspektiver, mod og viden – og fortalt
med herlig og tilpas humor!
Beskrivelserne af, hvordan tvangstanker styrer Ingemars
liv, virker meget, meget overbevisende og stærke. Det får man så forklaringen på
i bogens efterskrift, hvor Bergstrand kalder bogen sin hidtil mest personlige.
Han har nemlig også OCD og ved alt om, hvordan det kan invalidere et menneske,
men han har lært at leve med det. Det er der kommet en forunderlig og varm bog
ud af. Læs den!
Ud over Bergstrands egen trilogi kommer jeg på grund af
bogens grundtone til blandt flere andre at tænke på Fredrik Backmans bøger – især
“En mand der hedder Ove” – og Rachel Joyce “Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd”.
Det bliver til 5 sikre og store stjerner!
Mikael Bergstrand Ingemar Modigs morgengry Modtryk, 2020 299 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Stine Pilgaards to første bøger – “Mor siger” (2012) og “Lejlighedssange” (2015) – har jeg været rigtigt godt både underholdt og fascineret af. Jeg har som bibliotekar anbefalet dem til forskellige slags læsere og med gode tilbagemeldinger. Hun var en helt ung, frisk og dygtig forfatterstemme med noget på hjerte og rigtigt gode evner til at formidle det sjovt og tankevækkende – og det er hun stadig.
Da jeg fik chancen for at læse og anmelde denne nye bog, der udkommer som en af de første på det nye og spændende forlag Gutkind, slog jeg til, og glædede mig til at læse den. Og jeg blev bestyrket i min positive opfattelse af forfatteren!
Fra bogens bagside: Hvad kan du, spørger forstanderinden og tager sin læsebriller af. Hendes øjne er lysende turkise, og lampen over bordet dingler frem og tilbage i hendes venstre iris. Jeg er en slags orakel, siger jeg, men de færreste ved det.
En ung kvinde flytter til Vestjylland, og spørgsmålene melder sig. Hvordan taler man med sin købmand? Kan man stoppe verdens dårskab gennem en brevkasse? Hvad tænker vestjyderne på i pauserne mellem deres sætninger? Hvordan slår man en barnevogn sammen? Hvorfor er højskoleleverne så glade, og hvad er det, de vil i Velling?
Min anmeldelse: Bogens navnløse hovedperson, som jeg for mig selv kaldte Stine, mens jeg læste bogen, er flyttet til Velling i Vestjylland med kæreste og baby. Kæresten er blevet lærer på højskolen der, og hun er flyttet med og skal lære at begå sig der. Hun karakteriserer sin situation som fanget i et bur mellem baby og blæst, og hun forsøger på bedste vis at færdes i de uvante sociale strukturer der. Det kommer rigtigt mange ubetaleligt morsomme optrin ud af, og beskrivelserne er helt solidariske med den nye verden, hun forsøger at integrere sig i, og med en kæmpestor portion selvironi og indsigt.
Forstanderinden skaffer hende job som brevkasseredaktør på den lokale avis, og undervejs i bogen er der en række spørgsmål, der kunne have været med i “Mads og Monopolet”, men det kunne de meget finurlige, utraditionelle og samtidig livskloge svar nu nok ikke. Dem må I nyde i bogen!
Perioden strækker sig over et højskoleår, og hun får hjælp til sin integration fra flere personer undervejs. Det er bl.a. en veninde. som bestyrer et hotel; Anders Agger (ja ham fra DR), som er fra Skjern og hjælper hende med at forstå samtalens kunst; den gruppe kørelærere, der skiftes til at have hende med som elev i maaaaange farlige timer; samt den lille babys dagplejemoder og hendes mand, som begge tiltrængt beroliger de bekymrede forældre.
Der er mange flere elementer i bogen – bl.a. nogle sange med nye tekster om bogens emner og til kendte melodier, men gå selv på opdagelse i bogens finurlige univers. Der er så mange fantastiske iagttagelser og formuleringer, at jeg helt sikkert skal have læst bogen igen meget snart. Og jeg vil lige så sikkert både grine, klukke, smile og tænke mig om lige så meget igen!
Jeg sporer et tydeligt slægtskab mellem Stine Pilgaard og en blandet flok af nogle af mine favoritter: Niels Hausgaard, Mette Sø, Dorthe Nors og Erlend Loe. (Iflg. forlaget ønsker Loe at oversætte Stine Pilgaards bøger til norsk, fordi han føler sig ramt!). Det er meget positivt ment, og samtidig har Stine Pilgaard en helt unik stemme.
En både morsom og indsigtsfuld historie fra de korte sætningers land. Anbefales på det varmeste!
Mine desværre maksimale 5 stjerner drysses ud over bogen!
Stine Pilgaard Meter i sekundet Gutkind, 2020 262 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PS.: Det er underordnet, i hvor høj grad bogens hovedperson er inspireret af forfatteren selv, og hvor meget inspiration der er kommet fra Vestjyllands Højskole i Velling, men bogens fortællerstemme virker 100 % overbevisende og ægte.
Colson Whitehead fik for nogle år siden Pulitzer-prisen – fuldt fortjent – for sin roman “Den underjordiske jernbane”, som jeg anmeldte her http://blog.drustrup.dk/#post82. Den var en fantastisk velskrevet og gribende historie om slavernes flugtrute fra undertrykkelsen og slaveriet i Sydstaterne til friheden i Nordstaterne.
Nu har Colson Whitehead gjort det igen! Han fået
Pulitzer-prisen 2020 for denne nye roman, og det er lige så fuldt fortjent som
første gang,
Fra bogens bagside: Elwood Curtis er fast besluttet på at blive til noget. Han er optaget af sin skole og troen på Dr. Martin Luther Kings kamp for sorte amerikaneres rettigheder gennem fredelig modstand. Men i tressernes raceadskilte Sydstater skal der næsten ingenting til, for at en ung sort mand kommer på den forkerte side af loven, og med ét ændrer alt sig. Pludselig skal han ikke længere på college, og i stedet føres han til Nickel Academy, en opdragelsesanstalt for drenge på afveje.
I mareridtet på Nickel forsøger Elwood desperat at holde
fast i Dr. Kings næstekærlige idealer, men hans nye ven, Turner, mener at
Elwood er naiv. For ham er verden korrumperet, og den eneste måde at overleve på
er at spejle omgivelsernes ondskab og hårdhed. Og da idealer og kynisme
kolliderer, får det livslange konsekvenser for både Elwood og Turner.
Min anmeldelse: Den barske og gribende historie om Elwood Curtis fortælles i flere afsnit. Første afsnit er om hans barndom i begyndelsen af 1960’erne hos hans mormor i Tallahassee, Florida. En relativ tryg periode trods de hårde forhold i Sydstaterne for de sorte amerikanere, og hvor bevidstheden om retfærdighed og ligeret vækkes hos den kloge dreng gennem en LP med Martin Luther Kings taler. I andet afsnit er han efter en tilfældig og mindre forseelse blevet anbragt på opdragelsesanstalten Nickel Academy, der er for drenge af alle etniciteter, men været er det for de sorte amerikanere. I sidste afsnit og epilogen fortælles om det videre forløb i årene derefter for Elwood og nogle af de andre drenge.
Som jeg skrev, er det en både barsk og gribende historie,
men endnu vigtigere er det, at det er en vigtig historie at få fortalt! Igen
har Colson Whitehead skrevet en vægtig roman, og jeg forstår 100 %, at bogen
har vakt opsigt, og at den er blevet præmieret.
Ikke bare er historien vigtig, men det er også afgørende,
at bogen er ualmindeligt velskrevet, og at der i den grad er flot styr på fortælleteknikken.
På den måde er det en litterær nydelse at læse så grum en historie, som er
fortalt så intenst, at jeg havde ualmindeligt svært ved at lægge den fra mig.
Det er ikke en omfangsrig bog, men uforglemmelig. Det er
helt korrekt, når Barack Obama har kaldt bogen for ”Nødvendig læsning!” Læs den!
Jeg giver bogen alle de stjerner, jeg har til rådighed!
Colson Whitehead Drengene fra Nickel Politikens Forlag, 2020 268 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Efter den store læseoplevelse jeg havde haft med den
islandske forfatters forrige bog “et landskab er aldrig tåbeligt” (2017), var
jeg rigtigt spændt på at læse denne nye bog.
Jeg skrev bl.a. sådan om “et landskab er aldrig tåbeligt”: “Bogen har en sikker, lavmælt og herligt underspillet tone.”
og “Bogen er befolket med nogle unikke personligheder, som
er spændende bekendtskaber for læseren, og som giver historierne eventyrlige
dimensioner, der nærmer sig det magiske.”
Læs hele anmeldelsen af bogen her: http://blog.drustrup.dk/#post111, men snyd dig ikke for også at læse denne underholdende og underfundige bog!
Undertitel på denne nye bog af forfatteren er “Faktionsroman”,
og det er en ret præcis titel, fordi bogen indeholder fakta eller faktalignende,
længere afsnit med historier om de forskellige typer køer, der har været på Island,
og deres sammenhæng med samfundsudviklingen. Men også fordi det er historien om,
hvordan en mands verden forandrer sig, og han samtidig nærmer sig en personlig
afgrund på grund af sin nærmest maniske fascination af den opgave, han har
taget på sig.
Fra bogens bagside: En arbejdsløs kultursociolog vender hjem til Island med sin familie efter flere års ophold i udlandet. I Reykjavik lander han bagerst i køen blandt andre akademikere, og på jobcentret bliver han mødt med overbærenhed.
Omsider tilbydes han en stilling i Sammenslutningen af
Islandske Landmænd, hvor han skal udarbejde manuskriptet til en dokumentarfilm
om den islandske ko, der er truet af udryddelse. Den ambitiøse akademiker anlægger
en hypotese: respekten for koen afspejler menneskets sindelag i alle samfund og
kulturer.
Hypotesen bliver dog ikke godt modtaget, og efter en nærdødsoplevelse
i Hvalfjord begynder teorierne om køer og mennesker at overtage den unge
forskeres desperate sind.
Min anmeldelse: Jeg begyndte læsningen fuld af optimisme og glæde, og begge dele blev bestyrket i bogens første del “Yveret”. Derefter skiftende min oplevelse af bogen i løbet af næste afsnit “Koen” til at være mere undrende på indholdet og bogens retning. Efter at have afsluttet sidste afsnit “Stalden” var jeg forvirret – dog på et mere underholdt plan, men stadig noget usikker på bogens formål og retning.
At en bog på den måde skaber uventet forundring og et ønske
om for en gangs skyld at forlade positionen som individuel læser og gerne vil
snakke med andre læsere om bogen er bestemt værd at tænke over.
At en bog på den måde står ud i mængden af læste bøger og
ser ud til at blive hængende i hovedet på mig som læser og nok ikke bare med
tiden vil diffundere sammen med de mange andre læste bøgers bogstaver og sætninger
er bestemt ikke noget, jeg oplever så tit. Det vil være interessant at
diskutere bogen med andre og på den måde måske nå frem til en dybere forståelse
af bogen.
Sammen med handlingsplanet om køers sindelag rummer bogen
også en sammenhængende sidehistorie om hovedpersonen Gesturs forhold til sin
kone og barn samt hans specielle forhold til en anden kvinde. Dertil kommer
nogle indsatte breve, der giver indblik i Gesturs familiebaggrund.
Det, der på den gode måde forstyrrer min læsefred, er
faktadelen af undertitlen. Det er de dele af historien, der i en ret stor del
af bogen beskriver hovedpersonens synspunkter den islandske ko gennem de
forskelige tidsperioder, og hvor han i stigende manisk grad gennem bogen
kombinerer den udvikling med tiden og menneskets hele situation. Det er ikke
altid lige begribeligt for mig, men det er det så heller ikke for de folk, der
oprindeligt stillede ham en simplere opgave om et filmmanuskript. (Det får også
store personlige omkostninger for ham.)
Sidste afsnits ret surrealistiske indhold er, hvis jeg har
forstået det hele rigtigt, en logisk ende på historien om en mand, der er ude i
en eksistentiel og personlig krise af sværeste karakter.
Bogen minder mig især i første del i tonen ret meget om
Erlend Loes bøger om Doppler, men heri er det groteske, morsomme og
samfundssatiren kombineret i lettere tilgængelig og mere underholdende form.
Jeg er sikker på, at bogen vil dele vandene pga. sin
specielle historie og især pga. den ikke umiddelbart tilgængelige fortælleform.
Selv er jeg, som det nok fremgår, dobbelt i mine holdninger, men i langt
overvejende grad fascineret og underholdt af bogen. Derfor får den 4 stjerner
af mig.
