Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Søren Østergaard: 12 store danske artister

Alt muligt andet godt Posted on 19 dec, 2019 00:38

Zirkus Nemo – historierne bag legenderne

Fra bogens bagside:
Igennem tyve år har cirkusdirektør Søren Østergaard tejst land og rige rundt med sit Zirkus Nemo. Med sig har han haft nogle af landets mest markante og alsidige artister, som på hvert sit felt med stor virtuositet og professionalisme har bjergtaget danskerne med deres kunst.

I bogen møder vi blandt andet Baconmanden, kendt og elsket for sine performances, hvor han som menneskelig flæsk lader sig stege på en glohed pande i oversize. Vi møder også Bager Jørgen, der er berømt for sin forrygende optræden med dansende wienerbrød for det danske kongehus. Senest er han sprunget ud som digter med samlingen 15 erotiske brøddigte, der går som varmt brød. Og vi møder Erik Bo Nielsen alias Smadremanden og får den utrolige historie om hans opvækst, som nok vil komme bag på de fleste.

Som alle store kunstnere og genier slæber de rundt på tung bagage. I bogen får vi eksempelvis den tragiske historie om, hvordan det musikalske geni, Manden, der ikke kan fløjte, mistede sine forældre ved en koncert, hvor de skulle hyldes for deres livslange opbakning.

Også den fænomenale showdressør Ib Glahn har mødt tragedien; faktisk var det hans berømte bedstefars død, som satte gang i Ibs karriere, da bedstefaderen efterlod sit barnebarn et brev, hvori der blot stod: “Rid Ib”, og det gjorde han så

Søren Østergaaard på Bogforum 2019
Copyright: Per Drustrup Larsen

Min anmeldelse:
Denne bog kan være en oplagt mandelgaveidé! (Se senere)

Til min store fornøjelse har jeg oplevet Zirkus Nemo live flere gange og har også fulgt flere af forestillingerne samt andre optrædender i fjernsynet. Blandingen af topprofessionelle artister og Søren Østergaards alternative kunstnere, hvoraf en god del portrætteres her i bogen, er på alle måder unik.

Derfor glædede det mig meget, da jeg så, denne bog var på vej. Og da Søren Østergaard blev interviewet på årets BogForum, var jeg på pletten for at høre mere om bogen, inden jeg læste den.

Det, Søren Østergaard fortalte om bogen og processen bag den, skærpede mine forventninger, og de blev ikke skuffede.

Oprindeligt var det planen at skrive en sjov bog. (Sikkert en opdateret og ændret udgave af biografien “Danser med wienerbrød” af Jens Korse (2011)). De første forsøg var ikke sjove, så da da den faste fotograf på Zirkus Nemo, Steen Brogaard, foreslog Søren Østergaard at fortælle historien om hans forskellige kunstnere, ændredes fokus for bogen straks. Det er første gang, der overhovedet er skrevet noget ned om personerne og deres baggrund, og det har Søren Ø hygget sig meget med, og man må sige, hans ret skæve fantasi har fået fuldt afløb!

Det viser sig bl.a. i beskrivelserne at 11 af de 12 kunstnere har mistet begge forældrene på én gang ved forfærdelige ulykker, mens en enkelt slet ikke har haft forældre!

For de litterært interesserede er især beskrivelsen af Bager Jørgens karriere som digter. Det er ubetaleligt morsomt skrevet med hårde og kærlige spark til det litterære parnas.

Bortset fra de herligt kugleskøre historier, så havde det været en skræmmende oplevelse for Søren Ø at opdage, hvor meget af ham selv, der viste sig at være i alle figurerne. De portrætterede kunstnere er: Kim Tim, Ib Glahn, Manden der ikke kan fløjte, Marianne, Baglænsmanden, Baconmanden, Målermanden, Bugtaleren, Smadremanden, Santes Jr., Leslie Bøje Møller og Bager Jørgen.

Processen med at skrive bogen har tilsyneladende været den samme som med teksterne til forestillingerne. Selvfølgelig er der en grundidé, men Søren Ø skriver ikke teksterne ned på forhånd, men improviserer dem frem, så og udvikler de sig løbende. Bogens kapitler har samme friske og umiddelbare vildskab.

På spørgsmålet om, hvad man kunne bruge bogen til, svarede Søren Østergaard bl.a., at man kunne have den liggende i sommerhuset og tage et kapitel en gang imellem. Alternativt kunne den bruges til mandelgave, forslog han. Det trak han alligevel lidt på og foreslog, at man også kunne beholde den selv. Så kunne man begynde at læse op af den for gæster, der blev hængende for længe og ikke ville gå hjem. Så ville de sikkert hurtigt tage hjem, mente han. Det er jeg nu ikke sikker på – med mindre det var gæster uden humoristisk sans.

Jeg morede mig meget med bogen og giver ikke mit eksemplar væk som mandelgave, men giver i stedet bogen 4 store stjerner.

Søren Østergaard
12 store danske artister
People’s Press, 2019
123 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



LIVET I NORDEN

Alt muligt andet godt Posted on 17 dec, 2019 13:02

Fra bogens bagside:
Denne bog er en storslået rejse rundt i Danmark og resten af Norden. Den er resultatet af det formentligt største nordiske fotoprojekt nogensinde. Tusind fotografer, heriblandt mange danske, har skildret den nordiske hverdag – fra det østligste Finland og vores naboland Sverige til Island og Grønland i nordvest, fra Svalbard i Nordnorge til Sønderjylland.

De bedste billeder er udvalgt af en international jury og tegner tilsammen et kærligt og fascinerende portræt af livet i Norden – som en unik dokumentation af vores tid.

Min anmeldelse:
Gennem årene er udgivet utallige fotobøger med lige så mange forskellige profiler og formål, og selv om jeg kun har set en brøkdel af dem, så er det alligevel blevet til en god del. Jeg må sige, at jeg ikke erindrer en så bredt favnende og flot billedkavalkade som i denne bog. De rigtigt mange billeder udgør sammen med de korte og præcist beskrivende billedtekster et enestående samlet billede af mennesker i Norden og deres liv lige nu. Det er rigtige mennesker i alle aldre fanget i hverdag og til fest, i sorg og glæde, i leg og i alvor samt på arbejde og i fritiden. Alle tænkelige situationer og sammenhænge ser ud til at være dækket på fornem vis.

Det er en helt aktuel dokumentation af livet lige nu i Norden, men på bare lidt længere sigt er bogen også en god historisk kilde til dagligliv i Norden anno 2019.

Vel er det ikke en bog, jeg har læst fra ende til anden, men det er en bog, som er umådelig svær at lægge fra sig. Der er så mange tankevækkende informationer og overraskende oplevelser, at hver side er en stor fornøjelse af gå på opdagelse i.

Det er ikke fotokunst, men indlevende og topprofessionel billedjournalistik på højeste plan. Det er helt sikkert en bog, jeg vil blive ved med at vende tilbage til, bladre i, studere, nærlæse – og nyde.

Det er forunderligt at opleve, hvor ens vi trods geografiske og naturbetingede baggrunde er i Norden. Bogen burde husstandsomdeles af alle de nordiske landes regeringer, eller på anden måde gøres til fast bestanddel af befolkningens nordiske bevidsthed og fælles kultur

En sikker 5-stjernet nydelse + masser af nordlys.

Livet i Norden
Politikens Forlag, 2019
358 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Katrine Nørregaard: Søster, min søster

Alt muligt andet godt Posted on 16 dec, 2019 16:41

Bogen er gæsteanmeldt af Vibeke Hatt Sørensen, som tog opgaven på sig i forbindelse med en litteraturcafé, jeg holdt i vores fælles hjemby, Øster Brønderslev.

Vibeke Hatt Sørensens anmeldelse:
Bogen er forfatterens ”egen historie” om hende og hendes enæggede tvillingesøster, som er spastisk lammet – skrevet som en autofiktiv fortælling. Så vi ved ikke, hvad der er sandt, og hvad der er fiktion.

Bogen er skrevet i to tidszoner – én i 5-6 års alderen og én hvor pigerne er 18-19 år. Da pigerne er tre år, flytter forældrene fra hinanden, og det er svært for moderen at klare tingene alene, men hun gør det – og er ved at slide sig selv op på det.

“Jeg” er den raske Katrine, der på den ene side elsker sin syge og sarte søster, Stine, og på den anden side kommer der en barnagtig vrangvillighed op i hende. Stine beskrives, som om hun stort set ikke rigtig kan klare noget selv. I hvert fald så er det beskrivelserne af al den hjælp, hun har brug for, der fylder – og ikke det hun kan. Som barn ved Katrine tydeligvis ikke, hvor hendes nogle gange mindre pæne ord og handlinger til søsteren kommer fra. Hun står ofte og ser, at den opmærksomhed/kærlighed, hun selv lige har brug for (specielt moderens opmærksomhed), bliver tildelt hendes syge søster. I løbet af fortællingen gøres det mere og mere tydeligt, at Katrine med alderen bliver afhængig af den syge Stine.

Katrines liv formes af Stines situation. Katrine er en skyggesøster. Både mor og Katrine går i clinch med faderen. Han mener, at Stine vil kunne leve et bedre liv, hvis hun ikke blev pakket så meget ind i vat. Om Katrine er gal på faderen, fordi hun kan se, at han har ret; fordi hun har formet sit liv efter Stines situation; fordi hun vil holde med moderen eller noget helt fjerde, er ikke til at vide. Det ved kun forfatteren. Men det er tydeligt, at der kommer noget mere fast og gennemskueligt i historien på siderne, hvor faderens samvær med pigerne beskrives, til sammenligning med beskrivelsen af moderens samvær. Måske skal det fortælle læseren noget!

Bogen er sprogligt let at læse, men det er svært at vide, hvornår vi befinder os i den ene eller den anden tidszone – dog laver forfatteren den sproglige finurlighed, at hun i ”barnezonen” skriver, som var det skrevet til børn i en børnebog, og når vi bevæger os i ”voksenzonen”, så skrives der til voksne. Der opstår en sproglig forvirring i læserytmen, indtil man lige finder ud af, hvad det er, der foregår.

Det vil være unfair, at jeg bedømmer bogen med stjerner. Jeg tror, jeg som sygeplejerske i psykiatrien har nok af skæbner til dagligt, så derfor kedede emnet mig noget. Andre vil nok synes, den er god, men jeg synes, hendes skrivestil er underlig. Jeg er ikke den rigtige til at bedømme den.

Katrine Nørregaard
Søster, min søster
Politikens Forlag, 2019
292 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



David Walliams: Gangster farmor

Alt muligt andet godt Posted on 13 dec, 2019 20:36

Fra bogens bagside:
Ben har verdens kedeligste farmor. Hun spiller Kriblekryds og spiser kålsuppe dagen lang, hendes tv er i stykker, og så prutter hun hele tiden uden at indrømme det.

Det ville også være fint nok, hvis ikke lige Ben var tvunget til at blive passet hjemme hos hende hver eneste fredag aften, fordi hans mor og far skal se Vild med dans.

Men det viser sig, at Ben ikke ved alt om sin farmor. Faktisk er hun en international mestertyv, og nu drømmer hun om at lave det helt store kup med Bens hjælp. Bens farmor er nemlig en rigtig Gangster farmor!

Min anmeldelse:
David Walliams er skuespiller og komiker, men er i Danmark måske bedst kendt fra “Britain’s Got Talent”, hvor han er en af de fire dommere.

David Walliams har desuden skrevet mange børnebøger, og disse er også kommet på dansk: “Frygtelige faster”, “Ismonstret”, “Øv, far” og april 2020 udkommer “Farfars store flugt”.

Jeg har ikke læst andre bøger af ham end denne, men det ser ud til, at alle bøgerne er rendyrket grotesk morskab om samspillet mellem generationer. Det er denne bog i hvert fald, og Walliams beskriver historien så rablende sjovt, at bogen helt sikkert vil underholde lyttende børn fra 6 år og selvlæsende børn lige så snart, de kan læse den ikke specielt svære tekst.

At en så forskrækkelig, ildelugtende og gammel farmor viser sig at rumme helt andre sider, overraskede barnebarnet, den 11-årige Ben. Måske kan det får børn til at opleve den ældre generation som andet end en gammel mand/dame. Men det er ikke bogens primære formål. det er at underholde med en sund actionkomedie.

Tony Ross er en af de internationale mesterillustratorer med rigtigt mange børne- og billedbøger bag sig, og som altid bidrager han til endnu et lag af historien – også i denne bog.

Den får 4 stjerner!

David Walliams
Gangster farmor
HarperChildren / HarperCollinsNordic, 2019
304 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Mads Steffensen: Drengene fra Bataljon 6-46

Alt muligt andet godt Posted on 11 dec, 2019 22:07

Fra bogens bagside:
Storebror og Lillebror og deres to bedste venner, Kalle og Skipperr, er soldater i elitestyrken Bataljon 6-46. Når der er kaos et sted i verden, sender Bataljon 6-46 en specialenhed på fire mand af sted på mission. Storebror, Lillebror, Kalle og Skipper melder sig altid først. Én for alle og alle for én.

Storebror bestemmer mest, Lillebror er modig og fræk, Kalle elsker mad, og Skipper er lang og ranglet og i øvrigt en genial opfinder. Generalen bestemmer, og han brøler altid sine ordrer og vil i øvrigt ikke finde sig i noget.

I bogen følger vi drengenes redningsaktioner over hele kloden, hvor de må kæmpe mod banditter, rasende eskimoer, gorillaer, en kanonkonge, en gangsterdværg, en klog kejser, racerkørere, en fyrste og en bande pirater. Det er vildt sjovt og action-packed.

Min anmeldelse:
På bogens forside står der “Mor ingen adgang. FAR fortæller.” Det er meningen, at den oplæsende far skal ændre navnene på Storebror og Lillebror til sine egne sønners eller deres venners navne. I forordet til “ham der læser højt” står der nemlig bl.a., at mor ikke må læse op, og at døtre kun må lytte, hvis faren ikke nænner at sige nej. Samtidig kræves det, at oplæseren giver lige så meget gas mht. lydstyrke og andre udfoldelser som bogens tekst lægger op til.

Herligt kønspolitisk ukorrekt, og sådan fortsætter bogen. Det er vilde og voldsomme situationer de handlingskraftige og idérige knægte kommer ud i, men selvfølgelig klarer de sig, og lige så selvfølgelig rammes deres modstandere hårdt af retfærdighedens hævnende hammer.

Ingen af de drabelige situationer, drengene udsættes for, kan de klare sig igennem uden betydeligt mod og held. Lidt som Bruce Willis, James Bond, Karate Kid, Batman m.m.fl., der da også takkes i kolofonen, men jeg kan også se Basserne og Olsen-banden som inspiration.

Historien er i flere afsnit med hver sin mission, og ud over at begynde med det indledende afsnit og slutte med bogens sidste, er der frit valg mht. rækkefølgen

Mads Bergs særlige illustrationer klæder historien rigtigt godt og tilføjer de vilde historier passende vildskab.

En rigtig drengebog, der bør læses op af far! Og den får 4 klare stjerner!

Mads Steffensen
Drengene fra Bataljon 6-46
Politikens Forlag, 2019
149 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Fredrik Backman: Folk med angst

Alt muligt andet godt Posted on 18 nov, 2019 22:14

Fra bogens bagside:
Et åbent hus-arrangement udvikler sig til et gidseldrama, da en falleret bankrøver låser sig inde i et hus med en overentusiastisk ejendomsmægler, to bitre IKEA-misbrugere, en ondsindet mangemillionær, en ældre dame i sorg, en højgravid kvinde, en besværlig starut og et kaninhoved.

I en række dysfunktionelle vidneafhøringer får vi efterfølgende de involveredes versioner af, hvad der egentlig skete. En klassisk puslespilsgåde tager form og spørgsmålene, der trænger sig på er:

– Hvordan er det lykkedes røveren at flygte?
– Hvorfor er alle så sure?
– Og hvad i alverden er der i vejen med folk nu til dags?

Min anmeldelse:
Den flittige og dygtige forfatter, der slog igennem med “En mand der hedder Ove”, skriver meget forskellige bøger, men de er altid velskrevne og fascinerende på forskellig vis.

Denne seneste er en slags kollektivroman ligesom de to stærke Bjørneby-bøger, men på en anderledes måde. (De bøger har jeg anmeldt her: “Bjørneby” (https://blog.drustrup.dk/2017/10/17/fredrik-backman-bjorneby-109/) og “Os mod jer” (https://blog.drustrup.dk/2018/12/31/fredrik-backman-os-mod-jer-208/)

Tonen i “Folk med angst” er positiv, lun og varmhjertet med en herlig humor. Det er en hyggelig, livsklog og livsbekræftende historie… 

  • Om at turde
  • Om at elske
  • Om at tilgive
  • Om at gøre sit bedste 
  • Om at se hinanden rigtigt
  • Om ensomhed og fællesskab
  • Om boligspekulation 
  • Om selvmord


Jeg vil egentlig ikke fortælle mere om selve handlingen. Rammen for historien er beskrevet på bagside, men hvordan det hele forløber skal opleves undervejs, mens bogen læses og nydes.

Bogen er befolket med en gruppe stærke personligheder, der hver – som alle andre – er originaler på hver deres måde. Den overraskende historie er skrevet i et stærkt billedskabende sprog med en perlerække af forunderlige formuleringer.

I nogle forfatterkommentarer undervejs beskrives bogen sådan:
Det her er en historie om et bankrøveri, en lejlighedsfremvisning og et gidseldrama. Måske endnu mere en historie om tåber. Men måske ikke kun det, trods alt.

En historie om mange forskellige ting, men mest af alt om tåber.
Tåber der alle er bange for noget – og noget meget forskelligt.

I en efterskrift fremgår det endda, at det er en meget personlig bog fra forfatterens side! Det giver den stærkt underholdende og lige så stærkt tankevækkende bog helt nye dimensioner.

Det bliver til mine maksimale 5 stjerner!

Fredrik Backman
Folk med angst
People’s Press, 2019
366 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



« ForrigeNæste »