Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Ann-Helén Laestadius: Straf

Alt muligt andet godt Posted on 24 jun, 2024 09:57

Fra bogens bagside:
Nordsverige, 1950’erne: Fem samiske børn bliver tvunget væk fra deres familier for at gå i nomadeskole. Her er samiske sange og traditioner er forbudt, og eleverne får pisk af den strenge forstanderinde, der går under navnet husmor. Overgrebene finder sted, uden at magthaverne griber ind, og forældrene er for bange til at protestere. 

30 år senere har de fem tidligere elever – Jon-Ante, Else-Maj, Nilsa, Marge og Anne-Risten – bevæget sig i vidt forskellige retninger i et forsøg på at tackle deres traumatiske barndom. Men så en dag vender husmor tilbage. Hun kommer gående ned ad gaden, som om intet var hændt. Da står det klart, at ingen af de fem tidligere elever har glemt fortidens fortrædeligheder og tilgivet deres tidligere bøddel. 

“Straf” er baseret på virkelige begivenheder og omhandler et af de største overgreb mod det samiske mindretal i Sverige – nomadeskolen, som ødelagde tusindvis af børn og familier og ledte til sprogtab og skam. 

Min anmeldelse:
En ualmindeligt stærk historie om holdninger til og behandlingen af samerne i 1950’erne – og den står endnu stærkere og forfærdelig, efter at jeg i bogens epilog læste, at den var baseret på forfatterens mors oplevelser i en nomadeskole.

Alle samebørn blev tvunget til at tage på nomadeskole, der var kostskoler, hvis opgave var “normalisere” børnene til at blive svenske, og derfor var samisk sprog og alle samiske traditioner forbudte. På bogens nomadeskole var lederen ondsindet og voldelig i sin undertrykkelse af alt samisk, og flere af børnene fik fysiske skader af hendes behandling. Men værre er det, at endnu flere fik psykiske problemer i resten af deres dage.

Det skildres intenst i afsnit, der følger 5 hovedpersoner – som børn i 1950’erne og som voksne i 1980’erne. Det er barsk læsning om umenneskelig behandling af et oprindeligt folks børn – og det er jo set flere gange både fra hele verden. Jeg nævner bl.a. Australien og Grønland. Men ved at følge de forskellige børns oplevelser og senere de følger, som den traumatiske behandling fik for dem alle, bliver der nærmest sat ansigter på. Så er det rigtige mennesker, det er gået ud over, og så bliver det mere begribeligt. Men stadig uacceptabelt og uforståeligt! 

Bogens indhold er stærk læsning, og til og med sprogligt en stor fornøjelse. Teksten er velskrevet, og begivenhederne er skildret set fra børnenes synsvinkel, så det hele står krystalklart i al sin grumhed. 

Hvorfor titlen “Straf”? Det må I selv finde ud af, men de 5 børns måder at bearbejde og leve med fortiden på er meget forskellige, og selvfølgelig er hævnlysten til stede.

Selv i bogens afsnit fra 1980’erne undertrykkes samisk kultur, og de behandles dårligt af mange, og det er vel egentlig ikke blevet ret meget bedre siden! Har I endnu ikke læst forfatterens “Bytte”, så skal I ubetinget også læse den. Se min anmeldelse her: https://blog.drustrup.dk/?p=1389 

Som med “Bytte” giver jeg bogen mine 5 maksimale stjerne og tilføjer lidt nordlys – et naturfænomen, der på nomadeskolen blev beskrevet som noget farligt og forbudt at snakke om!

Ann-Helén Laestadius
Straf
Alpha Forlag, 2024 
430 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. 



Angela Marsons: Tavse minder

Krimi og spænding Posted on 21 jun, 2024 20:07

Bogen, der er nummer 10 i en serie, anmeldes af Palle Thomsen. Hans anmeldelse er endnu et eksempel på, at smag og behag er individuel. Det kan også være, den er et eksempel på, at det er svært at læse bind 10 i en serie uden at have læst nogle af de foregående. 

Fra bogens bagside:
“En eller anden genskaber hver eneste traumatiske hændelse i dit liv. De gør det for at få dig til at lide, for at påføre dig smerte, og det eneste mulige slutresultat er døden. Din død.” 

På fjerde sal i Chaucer House bliver to teenagere fundet lænket til en radiator. Drengen er død, men pigen er stadig i live. For kriminalkommissær Kim Stone er hver eneste detalje på gerningsstedet en spejling af hendes egen forfærdelige oplevelse med broren Mikey, dengang de boede i det samme lejlighedskompleks for 30 år siden.  

Da ligene af et midaldrende par bliver fundet i en udbrændt bil, kan Kim ikke overse den rystende lighed til Ericas og Keiths dødsfald – de eneste kærlige forældre, Kim nogensinde har kendt til. 

Kim står foran en morder, som genskaber traumatiske hændelser fra hendes fortid, og hun må se den brutale sandhed i øjnene: At nogen ønsker at få hende til at lide på den værst tænkelige måde. Desperat efter at blive på sagen bliver hun tvunget til at arbejde sammen med adfærdsanalytikeren Alison Lowe, som er blevet kaldt ind for at observere og overvåge Kims opførsel. 

Kim har jagtet farlige kriminelle og beskyttet uskyldige liv i årevis. Men med en morder, der er fast besluttet på at knuse Kim, kan hun så opklare denne komplekse sag og redde sit eget liv, eller bliver hun det sidste offer?  

Palle Thomsens anmeldelse:
Denne bog er nr 10 i serien om Kim Stone. Forfatteren er fra England, har solgt over 3 millioner eksemplarer i denne serie og er udkommet i 27 lande.

Jeg har ikke læst nogle af de forrige. Måske ville det have været en fordel, og det præger måske min anmeldelse. Bogen er ikke min kop te, og jeg tvang mig selv til at læse den færdig. 

Plottet er sådan set spændende nok, men hvor måtte jeg mange gange gå tilbage og prøve at finde ud af: Hvem er nu den person?  Hvor kom nu det lige fra? Det var meget forvirrende. Måske skulle jeg have læst den i et stræk, men orkede det ikke. Spændende actionpræget slutning, men en slutning jeg overhovedet ikke kunne se logikken i. Der er ikke meget thriller i den – nærmere en halvdårlig spændingsroman.

Den var virkelig kedelig og med en dum slutning. Fatter ikke alle de superlativer hun har fået. Men igen: måske skulle jeg have læst nogle af de forrige bind.

Det bliver 4 point ud af 10.

Angela Marsons
Tavse minder
Jentas, 2024 
416 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lindsey Davis: Sølvgrisene

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 19 jun, 2024 11:35

Serien om den romerske opdager Marcus Didius Falco fangede mig meget, da de oprindeligt udkom på dansk – især fordi de var rigtigt interessante rent historisk, samtidig med at de fortalte nogle spændende historier med en humoristisk og underholdende undertone.

Der er 20 bind i serien udgivet på engelsk i perioden 1989-2010, men desværre er kun disse 8 af dem oversat til dansk og udgivet på forlaget Klim 1997-2005, og jeg har læst dem alle: 

Sølvgrisene ; Bronzeskygger ; Venus i kobber ; Krigsgudens jernnæve ; Poseidons guld ; Sidste akt i Palmyra ; Tyv over tyv ; Tusmørke over Corduba. 

I 2023 genudgav Gutkind de første 3 bind i serien, og jeg har genlæst det første bind for at finde ud af, om bøgerne stadig er værd at læse. Den vurdering kommer jeg med í min nedenstående anmeldelse.

På forfatterens officielle hjemmeside – https://lindseydavis.co.uk – kan man læse mere om bøgernes univers. Titlens sølvgrise er betegnelse for sølvbarrer.

Forlagets beskrivelse:
Rom, 71 e.Kr.: Ingen kender byen bedre end Marcus Didius Falco. Ekslegionæren regnes for den bedste efterforsker, og alligevel mangler han altid penge.

En dag spiller skæbnens gudinde ham et lovende job i armene i form af den unge, smukke Sosia Camillina, som er på flugt fra sine kidnappere. Snart bliver Falco viklet ind i et drabeligt plot, der involverer stjålne sølvbarrer og sender ham til sølvminerne i de britiske provinser.

Der, i udkanten af imperiet, afslører han en sammensværgelse, hvis net strækker sig helt ind i magtens hjerte – og som vil kunne kaste imperiet ned i afgrunden.

Min anmeldelse:
Da jeg først lige havde læst mig ind i stilen og vænnet mig til de latinske navne blev jeg ført tilbage til romerrigets hovedstad og livet der dengang, og jeg har igen nydt rejsen tilbage. Historien om den uheldige helt, opdageren Falco, bragte mig helt ind i både det politiske liv på flere niveauer, de standsmæssige konflikter og dagliglivet. Jeg har været i Rom et par gange, og det er fascinerende at læse en så levende beskrivelse af livet på steder, hvoraf mange i dag kun er ruiner. 

Når jeg læser krimier, har det altid været en ekstra bonus, når jeg samtidig lærer noget nyt om f.eks. miljøer og steder, og det gør jeg i denne serie, hvor jeg både får ny viden om romertiden, hvilket passer flot til min historiske interesse. Jeg får sat nogle andre billeder på min opfattelse af dagligdagen og stemningen dengang. Lyder det tørt, så skal jeg straks afvise det! 

Bogen – ja, alle bøgerne – er nemlig befolket med nogle herlige typer, hvor især Falco og Sosia er en fornøjelse at følge og gennem dem og deres aktiviteter at få et indblik i deres forskellige baggrunde. 

Denne første bog foregår primært  i Rom, men de følgende 7 bøger, der er oversat, bringer makkerparret rundt i andre dele af det store Romerrige. Hvad der sker i seriens resterende 12 bind, ved jeg ikke, og format finde ud af det må jeg nok, som en af mine gamle lånere på biblioteket gjorde, bestille dem hjem på engelsk. Dels udgav Klim jo kun de 8 bind, og Gutkind, der har genudgivet de første 3 af dem, har på nuværende tidspunkt desværre ikke planer om at udgive flere bøger i serien. Desværre.

Vil du som krimilæser væk fra både bestialske massemordere, traumatiserede efterforskere og tvivlsom skærgårdsidyl, og vil du både ned i tempo, tilbage i tiden og samtidig få opfrisket din historiske viden om en spændende periode, så giv dig hen til Falcos meriter i det gamle Rom!

8 sikre point på skydeskiven til krimier og 4 stjerner for romanens historieformidling.

Lindsey Davis
Sølvgrisene
Gutkind, 2023 
350 sider

Bogen er læst på Mofibo.

Herunder er et billede af en romersk sølvdenar , jeg har fundet med metaldetektor. Den er ganske vist yngre end den periode, bogen foregår i, men jeg synes den skulle med.
Mønten er udstedt under kejser Hadrian Augustus år 125-128
.



Maggie Kempinska – Frihed

Krimi og spænding Posted on 16 jun, 2024 20:04

Fra bogens bagside:
Ytringsfrihedens vrangside udstilles i Nordsjællands overklasse. En dødsliste spreder frygt og had. 

Middelalderens folkedomstol er genopstået på de sociale medier og lader til at trumfe retssamfundet i Danmark. Pæne civiliserede borgere forvandler sig til hadefulde webtrolde bag falske profiler, der kaster sig over mennesker, de mener stikker næsen for meget frem, og ofrene har ingen retsbeskyttelse.

Forfatteren Mira og botoxbaronen Frank Alling får konsekvenserne af de digitale krænkelser at føle. Det celebre ægtepar fra Nordsjælland bliver lagt for had på samtlige platforme i en grad, der påvirker deres liv og mentale sundhed. Hetzen kammer over, og en dødsliste over de værste webtrolde kommer i spil og sender drabsafdelingen på overarbejde.

Atter engang danner Lennart Rohde og Theodora Blink frontfigurer i en sag, hvor selvtægt og demokratiske værdier som ytringsfrihed bringes under lup.

Frihed er fjerde bind i Maggie Kempinskas F-serie, som består af titlerne: Forskel, Forkert og Fuppet

Palle Thomsens anmeldelse:
Frihed er Maggies fjerde bind i hendes F-serie. Jeg har aldrig læst noget af hende før og har aldrig hørt om hende, jeg er måske lidt ude af trit med krimiverdenen.

Det er en moppedreng på 600 sider, men fortvivl ikke – den buldrer derudaf. En tour-de-force i forældresvigt, rige mennesker uden følelser, afstumpede individer, forsmåede hævngerrige personer og fremfor alt handler den om de sociale medier og facebookkrigere.

Jeg blev blæst bagover af historien. Ind i mellem er den helt ude i hampen, sådan er virkeligheden ikke, men det er jo også “bare” fiktion. Hvert kapitel har et navn som overskrift, hvor man følger den enkelte person. Det giver et godt overblik, for  der er meget at holde styr på. Men overblikket tabes ikke. Og så har krimien en formidabel slutning. Jeg skal snarest igang med de 3 forrige.

Forfatteren har skrevet en tankevækkende epilog om bogens tema – de sociale medier. Hun mener, at de sociale medier er en usynlig fjende, langt mere skadelig og skræmmende end mørkets kræfter i en krimi. Hun er også skræmt af kunstig intelligens – AI. Hun har mistet sit job som grafiker og tekstforfatter til ChatGPT. Hendes bøger kan streames for en femmer, som hun skal betale skat af, og snart kan AI skrive en bog i hendes stil og udgive dem selv.

Hun konkluderer, at de kreative fag ikke længere vil beherskes af fagfolk, men vil  blive promptet af Lis fra regnskabsafdelingen eller hendes otteårige nevø.

Det er en skræmmende verden, vi ser ind i, og jeg deler hendes frygt. Vi husker nok allesammen strejken i Hollywoood, og den var båret af frygt for AI og ChatGPT. Vi har kun set begyndelsen.

Men jeg vil aldrig opgive at sidde med bogen i hånden. E-bøger er ikke mig. Måske bliver jeg tvunget til det – for flere og flere bøger fåes kun som E-bøger.

Jeg giver 9 sikre point til Maggie ud af 10.

Maggie Kempinska
Frihed
People’s Press, 2024 
604 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Claus Schjødt: Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt

Alt muligt andet godt Posted on 15 jun, 2024 22:21

Fra bogens bagside:
Charmerende og humoristisk roman om 35-årige Franks livtag med tilværelsen … og kærligheden.

Frank har aldrig fået sig en uddannelse efter gymnasiet. I stedet har han i en brandert købt en gammel lastbil og slået sig ned som havemand. Nu er han 35 år og vil videre i sit liv, men det har han truet med i årevis, påpeger vennen Bjørn, der er mekaniker og bor i den samme hensygnende by i Midtjylland.

Hverken Bjørn eller Frank har en kæreste – ikke som Frank ser det, i hvert fald. Men Emmi, der jævnligt tager ham med hjem fra kroen, mener noget andet, og det samme gør Liz, hendes skræmmende mor. Frank har bare ikke den store lyst til at binde sig til Emmi og hendes to børn. Så hellere til biologen Sara, der vender tilbage til byen som projektleder på den nationalpark, Naturstyrelsen vil anlægge i området.

Den lille by kommer på landkortet, da nogle ulve bliver spottet på egnen, og endnu større opmærksomhed vækker det, da én af dem bliver skudt og smidt i en indkørsel. Nogen bryder sig tydeligvis hverken om ulve eller om at få en nationalpark til nabo.

Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt er en forførende feel goodroman for både mænd og kvinder om at forfølge sin længsel, også selvom den viser sig at pege i en anden retning, end man først lige havde forestillet sig. 

Min anmeldelse:
Bagsidetekstens første udsagn er fuldstændigt korrekte! Bogen er både charmerende og humoristisk, og det har været en rigtig god oplevelse at læse om Franks liv og tanker. Frank, der er 35 år og ugift, bor i en lille og helt almindelig by i Midtjylland. Han er ved at overveje retningen for sit liv, men det forstyrres af den unge kvinde, der vender hjem til byen for at arbejde med oprettelse af en nationalpark. Så sker der meget – i hvert fald relativt meget for den lille by og dens beboere, og der er ikke enighed om holdningen til ulve.

Det er et univers, jeg har mødt – i hvert fald noget lignende – flere gange ude i virkeligheden, men aldrig beskrevet så indgående, solidarisk og med en varmhjertet humor. Og herligt at læse en roman, der ikke foregår i storbyen.

Miljøet, personerne og de mellemmenneskelige er beskrevet så præcist, at jeg som læser virkelig følte med personerne – med Frank i centrum. Hans måde at gebærde sig gennem livet og hverdagen samt hans relationer med venner, kvinder, børn, jævnaldrende, gamle mennesker, ja hele landsbyens befolkning er beskrevet så ægte og dybfølt, at alle læsere af velskrevne samtidsromaner vil blive fanget ind af bogen. 

Det er en stærk og alligevel stille bog, som er realistisk og med troværdige personer, og samtidig morsom på en god måde, hvor ingen hænges ud eller gøres til grin.

Den får mine maksimale 5 stjerner og mine anbefalinger til en bred kreds af læsere.

Claus Schjødt
Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt
Politikens Forlag, 2024 
432 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Julie Hastrup: Fremmed

Krimi og spænding Posted on 09 jun, 2024 16:20

Det er oplagt at lade den flittige krimilæser og gode whiskykender, Palle Thomsen, anmelde denne bog, der foregår på den skotske ø Isle of Skye. Jeg har selv anmeldt bl.a. bind 8 i serien, Vildskud, her https://blog.drustrup.dk/?p=632 

Fra forlagets beskrivelse:
Den danske billedkunstner Estrid Mørk findes hængt i sit hjem på Isle of Skye, og det lokale politi fastslår, at hun har begået selvmord.

Ramt af sorg over sin mors død rejser hendes unge datter Lea til den skotske ø for at bringe orden i morens efterladte ejendele og få solgt huset, Oona’s Place. Lea har svært ved at finde ro, føler sig iagttaget og utryg i den rå og vilde natur, og hun kæmper med at forstå hvorfor moren, der oplevede stor succes med sine landskabsmalerier, skulle tage livet af sig i det hus, hun har talt så begejstret om. Da Lea tilfældigt finder et trusselsbrev sendt til moren, opsøger hun Rebekka Holm, som hun har mødt i flyet på vej mod Skotland.

Rebekka er sendt på tvungen orlov af Politigårdens nye drabschef, og får en stærk mistanke om, at det lokale politi har lukket sagen for hurtigt, og at Estrid sandsynligvis er offer for en forbrydelse. For hvem er den gådefulde mand, der dukker op ved Oona’s Place uden at give sig til kende overfor Lea? Og hvorfor påstår øens beboere, at der hviler en forbandelse over det lille afsidesliggende stenhus? Rebekka Holm kaster sig over sagen, der måske trækker tråde tilbage til et ungt pars død på øen mere end tredive år tidligere.

Palle Thomsens anmeldelse:
Fremmed er det 10. bind i Rebekka Holm-serien, og Julie Hastrup går man aldrig fejl af. Hun kan sit krimi kram.

Efter ballade med sin chef og ved et tilfælde ender Rebekka Holm på Isle of Skye – hjemstedet for den dejlige Talisker Whisky.

Ud over krimihistorien så er bogen en god beskrivelse af et ø-samfund med dets mere eller mindre sære indbyggere, overtro og folklore, tilflyttere contra fastboende og den pragtfulde natur og skiftende vejr – som de siger på Isle of Skye: Hver dag har 4 årstider. Man får virkelig lyst til at besøge øen.

Krimien er godt skruet sammen, den er lang, men ikke for lang. Der er styr på fortællingen, et overskueligt persongalleri, og så er den hamrende godt skrevet. Kapitlerne veksler mellem fortid og nutid. Jeg har før oplevet, at det kan være meget forvirrende, og man flere gange må gå tilbage i historien, men ikke her.

Det har været en sand fornøjelse at læse denne bog, og jeg glæder mig til den næste i serien, der er nemlig en lille cliff-hanger.

9 sikre point ud af 10.

Julie Hastrup 
Fremmed
Politikens Forlag, 202
448 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »