Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Frank Jensen: Den dansende spion

Krimi og spænding Posted on 17 feb, 2025 15:35

Fra forlagets beskrivelse:
To danske efterretningsfolk bliver brikker i et farligt, internationalt spil.

1965. I den kolde krigs mest intense periode er fronterne trukket skarpt op, og mens alle frygter atomkrig, bliver kampene i skyggerne stadig mere beskidte. Det svageste led kan omstyrte hele den skrøbelige balance, og verden holder vejret. 

Et af de svageste led i den vestlige alliance er danske kaptajn Sloth. Den uheldige kaptajn sætter gang i en række begivenheder, som får klokkerne til at ringe både i Kreml, Washington og London. 

I København bliver kriminalkommissær Krog og hans højre hånd Bauer fra PET kaldt ud til et uhyggeligt fund. En ung kvinde er død, og efterforskningen af hendes identitet bringer de to PET-folk i nærkontakt med den fantastiske Malin, men også uhyggelig tæt på lejemorderen Albert, som styres af den iskolde general Petrov i Moskva. 

Krog og Bauer må sammen med en broget flok agenter og gamle modstandsfolk tage utraditionelle metoder i brug, da alle sagens tråde samles i København. 

Den dansende spion er baseret på virkelige karakterer og hændelser. 

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg læste for nogen tid siden Frank Jensens bog om sin far – Min far var spion. Det var en spændende beretning fra en svunden tid med den Kolde Krig. Læs anmeldelsen her: https://blog.drustrup.dk/?p=479.

Jeg har også anmeldt denne: Morten Skjoldager: Spion i blodet – Frank Jensens liv med hemmeligheder – https://blog.drustrup.dk/?p=1956 

Den Dansende Spion foregår også under den Kolde Krig. Det har været en hyggelig og udsøgt fornøjelse at læse den. Man kommer helt til at savne den Kolde Krig med spioner, skæg og blå briller set i lyset af hvad der foregår i nutiden med krigen i Ukraine, cyberangreb, digital svindel o.s.v. Ikke at det var specielt hyggeligt på den tid – men det var ikke noget man mærkede til på samme måde som vi er påvirkede af det der foregår nu.

Frank har skabt et fint univers og tidsbillede af 1965. I starten var jeg lidt loren ved fortællingen, men den fangede mig ind og blev bedre og bedre. En spændende fortælling og nogle troværdige personer. Og så er den fyldt med god humor!

Jeg nød den.
9 ud af 10 mulige skydeskivepoint.

Bogen er bind 2 i serien “Spionerne” med Krog og Bauer, hvor “Den russiske kodemand” (2024) er bind 1.

Frank Jensen
Den dansende spion
People’s, 2025
437 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Gretelise Holm: Smukke mand

Krimi og spænding Posted on 15 feb, 2025 20:22

Fra bogens bagside:
En krimi om prostitution, magt, mord og kærlighed, hvor forfatteren stiller spørgsmålstegn ved vores (dobbelt)moral omkring seksualitet og magt

Miriam er 25 år og har med sin cerebrale parese aldrig rigtig opsøgt mænd og sex. Men nu har hun lyst til at prøve det, og søger på internettet efter en mandlig escort. Hun har det dog svært ambivalent med det, da hun samtidig arbejder på Connies Krisecafe, hvor hun hjælper prostituerede kvinder. Imens bliver hun hvirvlet ind i en sag om en prostitueret, som er forsvundet og udvikler til sig til et uhyggelig dobbeltmord på landet…

Min anmeldelse:
Bogen er første bind i krimiserien “Connies krisecafé”. Den var undgået min opmærksomhed og var derfor heller ikke kommet på min oversigt over krimiserier – https://blog.drustrup.dk/wp-content/uploads/2024/08/Krimiserier-2024.pdf – men den kommer selvfølgelig med i næste udgave sammen med fortsættelsen “Sidste udvej”, der kom i 2023. 

Når jeg valgte at læse den, var det både fordi, det var første bind i en ny dansk serie, på grund den anderledes vinkel på emnet, og fordi jeg tidligere med fornøjelse har læst bøger af Gretelise Holm.

Jeg kan godt lide hendes stil med at kombinere aktuelle emner set fra en journalistisk og samfundsmæssig vinkel med krimielementer. Hendes krimi “Dødfunden” har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/2019/11/22/gretelise-holm-dodfunden/ 

I denne krimi er prostitution og escortservice vendt lidt på hovedet, idet det er en kvinde, der søger en escort. Den vinkel var sammen med selve krimihistorien ikke de vigtigste for mig under læsningen af den velfortalte historie. Det mest interessante var mødet med personerne fra de forskellige sociale lag og ikke mindst arbejdet blandt de frivillige i Connies Krisecafé, hvor retshjælp, socialrådgiverhjælp og økonomisk bistand ydes, samtidig med at der en social café og værksted. Mødet mellem den jurastuderende Miriam og hendes escort, den småkriminelle Kasper, er kærlighedsdelen af forsidens passende betegnelse “kærlighedskrimi”.

Alt i alt en interessant og flydende fortalt historie i koncentreret form. En bog med flere spor og lag- en bog til 8 skydeskivepoint.

Gretelise Holm
Smukke mand
Alhambra, 2022
373 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Alessandro Perissinotto: Klimakomplottet

Krimi og spænding Posted on 13 feb, 2025 10:56

Fra bogens bagside:
Marcel er på vej til en fodboldcamp i Sydfrankrig – tror han! For da bussen når frem, vågner han og ser til sin forbløffelse sneklædte bjerge. Han er steget på den forkerte bus og havner i en camp for miljøaktivister.

Heldigvis finder han sammen med Laila, Claudia og Roman. Snart opdager de fire venner, at der er noget galt. De to miljøforskere, der skal holde oplæg, begynder at opføre sig mærkeligt. Det skal vise sig at være en farlig opdagelse.

Min anmeldelse:
Det er en spændende historie for børn og unge fra 12/13 år og op. Den er opbygget som en klassisk børnekrimi med en gruppe kloge børn, der afslører forbrydelser, men i forhold til tidligere, tilsvarende bøger som (blandt mange andre) serierne med Kim, Jan og De Fem, så er plottet og handlingen opdateret mht, temaer og tidsbillede. 

En gruppe unge, der gennem nogle projekter og ideer har kvalificeret sig til at deltage i en camp med klimaet som emne, suppleres af Marcel. Som beskrevet på bagsiden er han kommet galt afsted med den forkerte bus, men lynhurtigt fabrikerer han med baggrund i sin fodboldinteresse en klimateori om at opsamle energi gennem spark på mål. Ganske finurligt og humoristisk.

Ret hurtigt fatter han og de nye venner mistanke om, at arrangørerne har en helt anden dagsorden, og voldsomme begivenheder begynder i campen. Den er placeret på en alpetop lidt som Ørnereden og en Bond-skurks hovedkvarter, og historien bliver til en fantasifuld actionhistorie.

Selvfølgelig skal den slags bøger ende med skurkenes fald og børnegruppe som helte. Det var jeg aldrig i tvivl om, så på den måde passer bogen fint ind i skabelonen. Ud over at være underholdende rummer nogen også en historie om magtstrukturer i den internationale energiverden i grøn retning, men især indenfor atomkraftbranchen og de olieproducerende lande. 

Der skydes nogle genveje og tilfældigheder, som især voksne læsere vil falde over, men bogen vil være spændende, underholdende og tankevækkende for målgruppen. Med klimainteressen i målgruppen i tankerne vil det være oplagt at bruge den pædagogisk også. Den vil måske kunne lokke nogle ikke så meget læsende i gang med en bog.

Set som en børnebog vurderer jeg den til 8 skydeskivepoint. 

Alessandro Perissinotto 
Klimakomplottet
Arvids, 2024
112 sider  

PS: voksne læsere kan med fornøjelse give sig i kast med forfatterens krimier, hvoraf jeg har anmeldt flere – senest “Hvad vinbjerget gemte” https://blog.drustrup.dk/?p=2442

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Johannes Andersen: Bob Dylan – Nærvær og fravær 

Alt muligt andet godt Posted on 10 feb, 2025 11:22

Bob Dylan er her på alle måder i godt og kvalificeret selskab – både af forfatteren og af anmelderen. Begge præsenteres først.

Om Johannes Andersen
Forfatteren er lektor emeritus og samfundsforsker fra Aalborg Universitet. Han er senest blevet aktiv som foredragsholder og musiker med gruppen “Johannes Andersen & The Overheads”, der bl.a. har Bob Dylan-sange på dansk på repertoiret.

Om Bjarni Aakesson Filholm
Hans bog bliver her anmeldt af min tidligere kollega, Bjarni Filholm, der har fulgt Bob Dylan i alle årene, og som i sin ungdom var aktiv musiker på Bornholm. Det kan man læse om i hans erindringsroman “Lykkepust fra Liverpool”. Han blev af andre dengang kaldt “Bornholms Bob Dylan”. 

Bjarni har har selv skrevet denne deklaration af sin baggrund:
Jeg er sådan cirka jævnaldrende med forfatteren og har oplevet Bob Dylan på nogenlunde samme måde som han har.

Jeg var glad for musik og lyrik og spillede leadguitar i et pigtrådsorkester dengang tilbage i tresserne.Vi havde Dylans “Positively 4th Street” på vores sæt-liste.

Dylans første akustiske sange rørte mig dog ikke det mindste. Jeg var totalt apolitisk og blev først ramt af Dylan, da han blev elektrisk. Sangen “Visions of Joanna” fra midten af tresserne var og er stadig en af mine yndlingsballader.

Dylan var aldrig en politisk oprører for mig, måske snarere en slags universalrebel, der gik nye lyriske veje, hvor det ene billede efter det andet antændte hinanden eller sig selv og sendte mig ud på poetiske svæveture  i det lyriske uendelige himmelrum.

Jeg forstod ikke dengang (og måske heller ikke i dag) helt meningen med teksterne, men selve ordenes vellyd og muskuløse, rytmiske swung fascinerede mig så mig meget, at jeg pludselig, uden at have villet det kunne lire teksterne af mig udenad, som en slags salmevers.

Jeg købte hans roman “Tarantula” på engelsk,  forstod ikke et hug og var skuffet. Af Dylans post tresser-produktion kunne jeg især godt lide “Street Legal” fra 1978 og hans veloplagte medvirken i bandet “The Traveling  Wilburys”. 

Fra bogens bagside:
Johannes Andersen tager os med på en rejse gennem Dylans liv og musik, hvor han samtidig sætter fokus på udvalgte sange. Undertitlen ”Nærvær og fravær” signalerer balancen mellem nærvær og fravær. Intens og nærværende i nuet, og så i næste øjeblik fraværende og total ligegyldighed. Er det Bob Dylan?

Han trækker sideløbende på sine egne erfaringer med Dylan. Som ung oplevede han først Dylans energi, uden at forstå alle ordene. Senere var Dylan en vigtig stemme, der inspirerede ham. Men forsvandt og vendte tilbage i 1990’erne, hvor Dylans sange begynder at fungere som inspiration i Johannes Andersens egen omgang med hverdagens mange politiske og sociale gøremål og udfordringer

Bjarni Filholms anmeldelse:
Jeg har været så heldig at få denne bog om Bob Dylan til anmeldelse. Det har været en morsom, underholdende og lærerig oplevelse.

Alene bogens titel titel “Bob Dylan – nærvær og fravær” maner til koncentration og dybsindighed. Det lyder lidt indviklet, og man nærmer sig lidt forsigtigt værket. Men det skal man ikke lade sig skræmme af.

For jo mere man læser i den glimrende og lettilgængelige bog, opdager man, at det slet ikke er sådan en highbrow bog om den amerikanske sanger og poet, som titlen kunne antyde.

Derimod er det en let og veloplagt beskrivelse af Bob Dylans forskellige sider, perioder og livsfaser illustreret ved nærværende bogs forfatters egne oplevelser, åbenbaringer og også skuffelser ved mødet med Dylans musik – og ikke mindst udviklingen i hans lyrik.

Han gennemgår også teksterne i nogle af Dylans vigtige sange. Det bliver gjort med indlevelse og med et klædeligt drys humor oveni. Her er man absolut godt underholdt, skønt jeg måske ikke altid er helt enig med forfatteren i meningen eller konklusionen i analysen.

Men er det ikke lige noget af det, der gør Dylan til kunstner? At hans værk kan tolkes og forstås på så mange måder. Det tror jeg på.

Forfatteren skriver levende om kunstneren og de forskellige faser i Bob Dylans liv. Om Dylans første fejlagtige placering i protestsanger-båsen.

I tresserne var det nemlig den gængse opfattelse, at Bob Dylan var den unge generations stemme, når han med kvækkende stemme, og middelmådigt akustisk guitarspil fremførte sine protestsange. Med sange som “Blowin in the Wind” og Masters of War” var det vel også svært for de fleste at anskue ham på anden måde.

Men det var Mr. Bob slet ikke tilfreds med. Han ville bestemt ikke opfattes som protestsanger. Det image har han dog haft et bette kun svært ved at komme af med, uanset at han sidenhen allerede i samme årti skrev sange af en helt anden kvalitet og indenfor en anden musikalsk genre.

Fra midten af tresserne begyndte Dylan nemlig også bruge elektriske guitar og trommer som backing – nærmest at ligne med besætningen i et rockband. De tidligere hengivne folkemusik-fans blev vrede og mente, at Bob Dylan havde svigtet dem ved at sætte strøm til sine sange.

Det var Bobby heldigvis ligeglad med og i stedet skrev han nogle af de bedste sange i sin karriere nogensinde og indspillede dem i den nye elektriske stil på album som “Highway 61 revisited” og “Blonde on blonde”. De rene ufortyndede mesterværker! (Denne vurdering står naturligvis ene og alene for anmelderens egen regning)

Forfatteren fortæller videre, at Dylan sidst i 70’erne blev ramt af en religiøs vækkelse. Dylan havde set lyset og mente meget håndfast og to-kantet, at der kun kunne vælges mellem to ting: Enten kunne man tjene Gud eller Djævelen. Det bar hans sange også tydeligt præg af – så længe vækkelsen varede.

Bob Dylan har sandsynligvis siden været på jagt efter et fast holdepunkt i verdens vilde vrimmel og sin turbulente tilværelse.Der har været op- og nedture med sammenbrud, indre uro, midtvejskrise og skilsmisser, som også afspejlede sig i Dylans kompositioner og pladeudgivelser.

Senere erkendte mesteren, at han måske bedst kunne kurere sin indre rastløshed og sit følsomme gemyt ved at turnere og konstant være på farten – på en slags never-ending koncert-turné – og så naturligvis ved sideløbende at skrive og udgive sange.

Ifølge forfatteren er alle Dylans sange ikke lige gode, og det tjener Johannes Andersen til ære, at han forholder sig ærligt og fordomsfrit til Dylan og hans samlede værk. Og jeg kunne ikke være mere enig.

Forfatteren til nærværende bog har gennem sit eget liv følt eller fornemmet, at Bob Dylan var været ham en god samtalepartner, forstået på den måde at Johannes Andersen var den, der talte og spurgte, mens Bob Dylan svarede ham gennem sine sange – i nogle perioder mere tydeligt og klart end andre. Et billede jeg sagtens kan forstå.

Det gør bogen ekstra læsværdig, at Johannes Andersen sætter sig selv i spil og i en let humoristisk tone fortæller om sine personlige oplevelser om møderne med Dylans sange. Et ekstra krydderi i denne skønne bog.

Det er også en letlæst bog. Emnet er kronologisk fremadskridende og indbydende behandlet af en velskrivende forfatter, som har godt styr på sit stof. Så er det på plads.

Bogen henvender sig bredt til – såvel den læser, der i forvejen kender til Bob Dylan – som den læser, der gerne vil gå ombord i Dylans værk for første gang.

Begge kategorier af læsere vil få udbytte af bogen –  jeg ved, at jeg fik.

De maksimale 5 stjerner – helt sikkert!

Johannes Andersen
Bob Dylan – Nærvær og fravær
Hovedland, 2025
214 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Mads Peder Nordbo: Hund

Krimi og spænding Posted on 10 feb, 2025 10:48

Fra bogens bagside:
Grænsen mellem menneske og dyr er flydende. Under pres kan den opløses helt.

En ældre læge skambides af en stor hund. En syrisk kvinde styrter ned fra en boligblok i Odense. En udmagret alkoholiker findes livløs i en jolle nær Svendborg. Tre sager, der først begynder at få fylde, da en navnløs mand flere uger senere dukker op en iskold morgen ved det forfaldne Hesbjerg Slot nær Tommerup på Fyn. Manden virker apatisk, han er stærkt forkommen og der er mærker efter dyrebid flere steder på hans krop. Scanninger afslører snart, at han har været udsat for en grusom forbrydelse. 

Politikommissær Line Præst og hendes søster Ragnhild, der er psykolog ved Regionspsykiatrien, må nu til Lines irritation arbejde tæt sammen i en efterforskning, der hiver psykiatriens mørkeste skygger frem i lyset og afdækker en ondskab, der dag for dag kommer alt for tæt på.  

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Palle Thomsens anmeldelse:
Mads Peder Nordbo har med denne bog startet en ny serie om søstrene Præst – henholdsvis politikommissær og psykolog.

Egentlig en velskrevet bog med et godt plot, grundig og omstændeligt politiarbejde og troværdig handling og personer. Men er en ret barsk omgang med misbrug af børn og voksne med traumer fra misbrug som baggrund. Der var nogle steder, hvor jeg sprang let hen over teksten og dens beskrivelser af de voldsomme hændelser.

Hold iøvrigt tungen lige i munden og læs langsomt, for der er virkelig mange personer at holde styr på. Ind i mellem måtte jeg tilbage i bogen for at genkalde en person, og hvad der tidligere var sket. Nogle gange kunne jeg godt have ønsket mig en personoversigt.

Emnet bryder jeg mig ikke om at læse om, men som krimi holder den vand.
Jeg giver den 7 point ud af 10

Mads Peder Nordbo
Hund
Gutkind, 2025
391 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Ninni Schulman: Kæreste Lena

Krimi og spænding Posted on 06 feb, 2025 22:31

Fra bogens bagside:
Efteråret 1983. Den 31-årige Lena bliver fundet død i sit hjem. Hun hænger i et reb fra loftet, og alt tyder på, at der er tale om selvmord. Men Lenas forældre nægter at tro, at deres datter har taget sit eget liv, og kontakter den tidligere politibetjent Ingrid Wolt.

Ingrid har egentlig lukket sit nystartede efterforskningsbureau og lever isoleret i skoven af frygt for sin voldelige eksmand. Da hun begynder at grave i sagen, viser det sig snart, at Lena bar på dybe hemmeligheder, og at der var mange i hendes nærhed, der ønskede hende død.

Min anmeldelse:
Det er bind 2 i Ninni Schulmans serie om Ingrid Wolt. Bind 1 “Mens vi legede” har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2252, og jeg sluttede min anmeldelse sådan: Jeg fattede sympati for Ingrid Wolf og er nysgerrig/interesseret i at følge hendes videre liv både som privatperson og som efterforsker – som detektiv eller tilbage i etaten. Det vil vise sig.

Livssituationen for Ingrid Wolt, der i bind 1 lige var kommet ud af fængslet dømt for at have skudt (ikke dræbt) sin voldelige mand, har ikke ikke ændret sig. På grund af sin dom har hun kun begrænset samvær med sin datter, der er i familiepleje. Hun har taget et rengøringsjob og skjuler sig også for eks-manden, der er politimand og som stadig truer hende.

Bogens handlingen følger to spor, der begge foregår i 1980’erne. I det ene spor er Ingrid Wolt i centrum med fortællingen delt mellem hendes privatliv og problemer med eks-manden og så hendes involvering i opklaringen af Lenas død. Havde hun grund til at begå selvmord, og var det faktisk det? Eller var det mord, og hvem var så gerningsmanden? 

I det andet spor er Lena i centrum med fortællingen om hendes fascination af en karismatisk mand fortalt kronologisk fra nogle måneder før bogens egentlige handling frem til hendes død. Derfra følges arbejdet med opklaringen. I den forbindelse får Ingrid hjælp af sin tidligere politi kollega Benny, der også var med i bind 1, og som måske endda får en større rolle i fortsættelsen. Det er dog usikkert.

Min usikkerhed er min primære anke. Bogens åbne og helt uafklarede slutning, der ender med en cliffhanger, gør ondt selv på en erfaren krimilæser. Det er lige at stramme spændingen lidt hårdt, synes jeg. Det bedste ved slutningen er, at der må komme en fortsættelse. En fortsættelse der kun kan komme for langsomt.

På trods af den abrupte slutning, men på grund af den godt fortalte og spændende historie med nogle helt specielle personer, giver jeg gerne bogen 8 skydeskivepoint. 

Ninni Schulman
Kæreste Lena
Alpha, 2025
460 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



« ForrigeNæste »