Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Den unge kvinde Folkvi og hendes bror Áslakr er vokset op inden for høvdingepladsens beskyttende hegn. De to har altid været tæt fortrolige og spejlet hinanden, så da Áslakr kommer hjem fra sit første overvintrende togt og lader sig forlove med den femtenårige Gerd, overmandes Folkvi af en rasende frygt for at skulle stå alene.

I romanens hovedspor snubler Folkvi sig ulykkeligt og hovedkulds vej gennem sommeren, hvor Áslakr bliver forlovet og skal giftes. Som midaldrende ser Áslakr tilbage på de dramatiske begivenheder i tiden omkring sit bryllup og prøver at begribe, hvad der egentlig skete. Og ved foden af et gammelt træ sidder nornerne og forsøger at holde styr på menneskernes besynderlige liv.

Det er fortælling om en grænseløs søskendekærlighed, om tilfældigheder og tegn, og om med al magt at ville fastholde en tid, mens man uvægerligt bliver ældre. 

Min anmeldelse:
Kombinationen af min historiske interesse for bl.a. vikingetiden og for gode bøger fik mig til at ønske denne bog til anmeldelse, da jeg læste om den. Det har jeg bestemt ikke fortrudt, for det er en velskrevet bog med en fascinerende historie. Rent litterært har jeg været glad for at læse bogen, men noget bagvedliggende faktuelt gør noget ved min samlede vurdering. Se lidt senere.

I bogens to dele med hver sin hovedperson og fortæller fortælles en stærk og dramatisk historie om kærlighedens styrke. Og dens farlighed når den er mellem søskende som i bogen. Historien fortælles i et sprog, hvor jeg ofte læste nogle formuleringer flere gange, fordi de var så billedskabende og måtte nydes lidt ekstra. 

Tidsmæssigt springer fortællingen i tid frem og tilbage, så jeg skulle undervejs derfor lige være opmærksom på forløbet og begivenhederne, men det gjorde kun læsningen mere intens, synes jeg. 

Det er en barsk tid, bogen foregår i, og jeg følte mig ofte hensat til den tid og de holdninger, der ligger bag begivenhederne – og de er noget anderledes end nutidens. Et mellemliggende kapitel med nornerne forstærker fornemmelsen af tiden. Alligevel blev jeg undervejs forstyrret af nogle anakronismer i bogen, og jeg kan ikke forstå, at de ikke er blevet fanget af betalæsere eller redaktion.

Jeg har i min anmeldelse og vurdering forsøgt bort fra disse anakronismer, men det har nok været for svært. Jeg undrer mig nemlig over dem, når nu handlingen er valgt placeret i vikingetiden. Det er ærgerlige småting, men jeg mener ikke, der fandtes elfenbenskamme, men kamme af ben og træ. Der var heller ikke glasur på keramikken dengang, ligesom jeg heller ikke mener, at man kunne destillere og derved lave snaps. Og snapsen spiller en rolle flere gange. Det generede mig også lidt, når personer læner sig op af en husmur, der er et begreb, jeg ikke forbinder med væggen på et vikingetidshus, eller når Sjælland bruges som stedbetegnelse.

Det bliver til 4 stjerner for det litterære og 2 stjerner for tidsbilledet = samlet set 3 stjerner.

Maria Hesselager
Jeg hedder Folkvi
Gutkind, 2021
190 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.