Stine Pilgaards to første bøger – “Mor siger” (2012) og “Lejlighedssange” (2015) – har jeg været rigtigt godt både underholdt og fascineret af. Jeg har som bibliotekar anbefalet dem til forskellige slags læsere og med gode tilbagemeldinger. Hun var en helt ung, frisk og dygtig forfatterstemme med noget på hjerte og rigtigt gode evner til at formidle det sjovt og tankevækkende – og det er hun stadig.
Da jeg fik chancen for at læse og anmelde denne nye bog, der udkommer som en af de første på det nye og spændende forlag Gutkind, slog jeg til, og glædede mig til at læse den. Og jeg blev bestyrket i min positive opfattelse af forfatteren!
Fra bogens bagside:
Hvad kan du, spørger forstanderinden og tager sin læsebriller af. Hendes øjne er lysende turkise, og lampen over bordet dingler frem og tilbage i hendes venstre iris. Jeg er en slags orakel, siger jeg, men de færreste ved det.
En ung kvinde flytter til Vestjylland, og spørgsmålene melder sig. Hvordan taler man med sin købmand? Kan man stoppe verdens dårskab gennem en brevkasse? Hvad tænker vestjyderne på i pauserne mellem deres sætninger? Hvordan slår man en barnevogn sammen? Hvorfor er højskoleleverne så glade, og hvad er det, de vil i Velling?
Min anmeldelse:
Bogens navnløse hovedperson, som jeg for mig selv kaldte Stine, mens jeg læste bogen, er flyttet til Velling i Vestjylland med kæreste og baby. Kæresten er blevet lærer på højskolen der, og hun er flyttet med og skal lære at begå sig der. Hun karakteriserer sin situation som fanget i et bur mellem baby og blæst, og hun forsøger på bedste vis at færdes i de uvante sociale strukturer der. Det kommer rigtigt mange ubetaleligt morsomme optrin ud af, og beskrivelserne er helt solidariske med den nye verden, hun forsøger at integrere sig i, og med en kæmpestor portion selvironi og indsigt.
Forstanderinden skaffer hende job som brevkasseredaktør på den lokale avis, og undervejs i bogen er der en række spørgsmål, der kunne have været med i “Mads og Monopolet”, men det kunne de meget finurlige, utraditionelle og samtidig livskloge svar nu nok ikke. Dem må I nyde i bogen!
Perioden strækker sig over et højskoleår, og hun får hjælp til sin integration fra flere personer undervejs. Det er bl.a. en veninde. som bestyrer et hotel; Anders Agger (ja ham fra DR), som er fra Skjern og hjælper hende med at forstå samtalens kunst; den gruppe kørelærere, der skiftes til at have hende med som elev i maaaaange farlige timer; samt den lille babys dagplejemoder og hendes mand, som begge tiltrængt beroliger de bekymrede forældre.
Der er mange flere elementer i bogen – bl.a. nogle sange med nye tekster om bogens emner og til kendte melodier, men gå selv på opdagelse i bogens finurlige univers. Der er så mange fantastiske iagttagelser og formuleringer, at jeg helt sikkert skal have læst bogen igen meget snart. Og jeg vil lige så sikkert både grine, klukke, smile og tænke mig om lige så meget igen!
Jeg sporer et tydeligt slægtskab mellem Stine Pilgaard og en blandet flok af nogle af mine favoritter: Niels Hausgaard, Mette Sø, Dorthe Nors og Erlend Loe. (Iflg. forlaget ønsker Loe at oversætte Stine Pilgaards bøger til norsk, fordi han føler sig ramt!). Det er meget positivt ment, og samtidig har Stine Pilgaard en helt unik stemme.
En både morsom og indsigtsfuld historie fra de korte sætningers land. Anbefales på det varmeste!
Mine desværre maksimale 5 stjerner drysses ud over bogen!
Stine Pilgaard
Meter i sekundet
Gutkind, 2020
262 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PS.: Det er underordnet, i hvor høj grad bogens hovedperson er inspireret af forfatteren selv, og hvor meget inspiration der er kommet fra Vestjyllands Højskole i Velling, men bogens fortællerstemme virker 100 % overbevisende og ægte.
