Fra forlagets omtale: Tidligere Operativ Chef for PET Frank Jensen finder efter sin fars død et hemmeligt rum, da han rydder op i hans arbejdsværelse. Her ligger stærkt fortrolige dokumenter, der beskriver faderens liv som hemmelig agent under 2. Verdenskrig og efterfølgende under Den Kolde Krig. Et arbejde der har været så hemmeligt, at kun topledelsen i den danske efterretningstjeneste kendte til det.
Frank Jensen er vokset op i et hjem, hvor han først som
voksen opdager, at de navne, han kendte familiens vennekreds under, i
virkeligheden var dæknavne, fordi de var hemmelige agenter. Frank Jensen har
brugt årevis til at grave historien om sin far frem ved at bruge sin unikke
erfaring og sine kontakter fra tiden som chef i efterretningstjenesten. Det
lykkes ham at løfte sløret for et stykke ufortalt danmarkshistorie ved at dele
sin familiekrønike.
Min anmeldelse: Med sin dobbelte faglige baggrund – dels forfatter til flere gode spændingsromaner og dels som efterretningschef – er det lykkes Frank Jensen at skrive et stærkt personlig historie med stor relevans og interesse for alle politisk og historisk interesserede.
Samtidig med at han afdækker sin egen fars forunderlige historie, afslører han hidtil ikke afslørede hemmeligheder af national interesse og bekymring.
Begge dele af historien er meget interessant læsning, og selv om det for mig var tydeligt, at afdækningen af faderens fortid har betydet mest for forfatteren, så fandt jeg sidste del af historien mest interessant. Bogen er som helhed vigtig læsning, så snyd ikke dig selv for den, hvis du er historisk og politisk interesseret.
Bogen får 4 stjerner.
Frank Jensen Min far var spion People’s Press, 2019 297 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: En smuk majmorgen findes en ung kvinde død på en skovsti nær Helsingør. Hun er nøgen og frygteligt mishandlet, og hendes lig er tydeligvis bare blevet smidt her, uden der er gjort forsøg på at skjule hende.
Nynne Quist fra drabsafdelingen i København sættes på sagen,
og hun finder hurtigt frem til et nærtliggende boligkompleks, hvor der natten
inden har været fest. Her møder hun et miljø, der emmer af steroider og præstationsfremmende
stoffer, og da hun har set nærmere på stedet, er hun ikke i tvivl: Det er her,
pigen er blevet dræbt.
Men hun er kun lige kommet tilbage til Politigården og i færd
med at gennemgå de fundne spor med makkeren Fanny Salomon, da der indløber en
ny melding: Et nyt lig er fundet i samme område i Helsingør.
Min anmeldelse: Jeg har alle årene været fan af Anne Linnets musik og hendes evner som sangskriver, komponist og musiker. Det har været en fornøjelse af følge hende i den musikalske verden. Jeg har også med interesse og nysgerrighed læst hendes seneste selvbiografi “Testamentet”.
Derfor vidste jeg, inden jeg begyndte læsningen af denne
hendes krimidebut, at hun kunne skrive. Jeg vidste dog også, at krimien havde fået
blandet modtagelse, men jeg var nysgerrig efter selv at finde ud af, om krimien
var et seriøst bud på en udvidelse af en fornem karriere.
Kort fortalt: Det er det (forhåbentlig) ikke.
Ikke – siger jeg, fordi bogen ikke fungerer ret godt som
krimi, da den er ufokuseret, uoriginal og for fyldt med klichéer.
Forhåbentlig – siger jeg med forbehold, for hvis der kommer
mere styr på genrens stil, virkemidler og plotkonstruktion, kunne resultatet
blive bedre næste gang. Ellers er bogen for mig et eksempel på, at det er svært
at være bredt funderet mht. kunstnerisk udfoldelse – med andre ord (som jeg har
læst andre steder, men som jeg var skeptisk overfor): skomager bliv ved din læst.
Ud over handlingsskitsen på bagsiden vil jeg ikke fortælle
så meget mere om plottet, for det er en præcis, men kortfattet beskrivelse. I
beskrivelsen her mangler kun det, der får mig til at karakterisere den som en ufokuseret
krimi. Bogen sætter sig lidt mellem flere stole, idet en rigelig stor del af
bogen handler om de to politimakkeres personlige problemer med kærlighed,
samliv og sex.
Med de mangler bogen har som krimi, kan det ikke blive til mange point på min krimispændingsskydeskive: 5 flinke point og 2 krimihjerter på Krimifan.
Anne Linnet Fucked People’s Press, 2019 300 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra forlagets omtale: Året er 1935. Eksbokseren Harry “Kvisten” Kvist er knap nok blevet løsladt fra Långholmen, før et gammelt løfte tvinger ham tilbage på samfundets skyggeside.
I “Nede til tælling” tager handlingen fart, da Kvisten hører
om mordet på hans gode veninde, vaskekonen Beda. Politiet mener, den skyldige
er Bedas retarderede søn og vil låse ham inde på et sindssygehospital, men den
køber Kvisten ikke, og han indleder sin egen efterforskning af mordet sammen
med Bedas datter. Et mord, der viser sig at have tråde til både psykopatiske
gangsterbosser, lurvede forbrydere og byens fornemmeste spidser.
Der er ingen vej tilbage. Nu handler det om at dræbe eller blive dræbt.
Min anmeldelse: Bogen er anden del af den planlagte trilogi om den tidligere bokser “Kvisten” og hans mere end tvivlsomme aktiviteter i den fattigste del af et kriseramt Stockholm i 1930’erne
Første del hed “Clinch”, og den anmeldte jeg HER Læs anmeldelsen og find ud af, hvordan jeg både faldt over og for den bog, der var noget helt unikt i en krimiverden med en hel del skabeloner i plots og hovedpersoner.
“Clinch” er på alle måder speciel, selv om jeg skrev sådan: “Bogens på én gang hårdt ramte og hårdtslående hovedperson “Kvisten” er et herligt bekendtskab, der fik mig til at mindes Dashiell Hammetts Sam Spade og Raymond Chandlers Philip Marlowe, men her i en særlig, svensk version.”
I denne fortsættelse får det hele yderligere et twist eller
to, og bogen gør serien til noget endnu mere særligt. De problemer, som “Kvisten”
kommer ud for i sin søgen efter sandheden bag sin venindens død, bringer ham
endnu længere ud. Samtidig udfordres hans kærlighedsliv yderligere, og det er
bl.a. hans seksualitet, der udgør hans drivkraft og gør hovedpersonen til noget
særligt.
Dertil kommer en medrivende miljøskildring, hvor teksten appellerer
til alle læserens sanser, også når det bliver koldt, grimt og blodigt. Og bogen
er alle delene. Uden at afsløre noget af handlingen, vil jeg sige, at “Kvisten”
på alle udfordres maksimalt, og at han må overskride alle grænser for at undgå selv
at blive myrdet.
Bogen og serien er ikke for de krimilæsere, som vil læse
femikrimier, bøger om bestialske massemordere eller klassiske politikrimier.
Det er en bog/serie for de krimilæsere, som gerne vil udfordres, der gerne vil
lære om en anden tid og andre miljøer, og som vil give sig selv den fornøjelse
at læse en særlig krimi og en god historie.
“Kvisten” lægger i denne bog planer for en mere fredelig og
kærlig fremtid, så der er selvfølgelig tråde til sidste del af trilogien, hvor
vi utålmodige læsere så må vente på at finde ud af, om alt – eller i det
mindste bare lidt – ender godt, eller om det barske og trøstesløse får
overtaget.
(Bare ikke den sidste del af trilogien hedder ”Knockout”)
Bogen får 9 sikre point på min skydeskive! Og jeg giver den 5 krimihjerter på krimifan.dk
Martin Holmén Nede til tælling Turbine, 2019 321 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen
Fra bogens bagside: Are Kalvø har gennem årene mistet sine venner til hytter og vandrestier i det norske fjeld. Han aner ikke, hvad det går ud på, men problemet har nået et uoverskueligt omfang. Gode venner, som før tog med på bar, er begyndt pludselig at tage i fjeldet, dele billeder af skisporet i fuld alvor ytre ting som: “Det er i mødet med naturen, man forstår, hvor lille man er.”
Kalvø rejser op på fjeldet for at få sine venner og sit
gamle liv tilbage. Hvorfor er de fleste naturelskere så mærkelige? Hvad i al
verden er det egentlig, som foregår ude i naturen og inde i hytterne?
Min anmeldelse: I to forsøg beskrevet i hvert sit kapitel forsøger forfatteren at finde svaret på spørgsmålet, om det er ham, der er noget galt med, når han ikke har været på en eneste tur i skoven eller fjeldet i 30 år. Det har 80 % alle nordmænd nemlig været bare inden for de sidste tolv måneder.
Han er vokset op på landet og har som barn også været på fem
hytteture og har haft ski på en enkelt gang i sin skoletid. Men siden har
storbyen været hans biotop.
Nu sætter han sig for at udforske den ene af de tre ting i
livet, han virkelig ikke forstår folks afhængighed af. (De to andre er religion
og narkotika).
Efter på meget velskrevet, morsom og skarpt beskrevet vis
at have overvejet hvorfor og hvordan, køber han udstyr. Det er en fantastisk
beskrivelse, der er en bidsk og selvironisk gennemgang af mekanismerne bag indkøb
af udstyr til friluftsliv – og en hvilken som helst anden hobby eller
udfoldelse.
Så tager han på to ture i den norske natur.
Første tur varer 7 dage og går til Jotunheimen med afgang
fra Oslo Centrum og med tur op over Besseggen samt bestigning af Norges højeste
tinde, Galdhøpiggen. Det sker i et decideret møgvejr og overnatninger i
forskellige typer hytter.
Anden tur foregår nogle måneder senere med målet at finde
mennesker på Hardangervidda. Det er en 6-dages skitur i påsken, og igen er der
afgang fra Oslo og nogle underholdende hytteovernatninger undervejs.
Begge forsøgene har klart beskrevne mål for, hvad
forfatteren vil opnå på turen, der er minutiøst planlagt. Men selvfølgelig går
ikke alt som planlagt!
Med på turene er forfatterens kone/kæreste/samlever, der
konsekvent benævnes “Den Dokumentationsansvarlige”, fordi hendes opgave er at
notere alt om oplevelser og erfaringer undervejs. På skituren har de et par
mere med, hvor den kvindelige part her kaldes DUA (Dårligt- Udstyrs-Ansvarlig),
mens den mandlige er Den Bekymringsansvarlige.
Det er Kalvø, der er den ansvarlige for bogens skarpe og morsomme tekst. Jeg kendte ikke forfatteren før, men ifølge bogens forreste flap er han forfatter, satiriker og komiker med mange værker inden for et bredt spekter af genrer. Det tror jeg absolut på, for bogen emmer af satire, selvironi, humor. Det gør bogen til en rigtig god læseoplevelse – uanset om man har været på den ene eller anden slags ferietur i Norge eller ej. Bogen giver et godt indblik i den norske befolknings natur og dens forhold til naturen på velskrevet litterær og filosofisk vis. Lidt på samme måde, som Anne Holt på en helt anden måde giver et i indblik i det norske folks forhold til skisport og håndbold i sin “En grav til to”, samtidig med, at det er en god krimi. (https://blog.drustrup.dk/?p=42)
Jeg kom også til at tænke på en anden bog af en norsk
forfatter, nemlig Roger Pihl “Danmarks bjerge – fra det laveste til det højeste”.
Denne finurlige og sjove bog beskriver 117 af Danmarks bjerge fra det 3 meter høje
Harehøj på Saltholm til Danmarks højeste punkt Møllehøj på 170,86 meter med
historiske oplysninger, fakta og lokale anekdoter. Det er en anden
underholdende bog fyldt med norsk humor på højt plan – om danskeres forhold til
naturen.
Jeg giver meget gerne og helt naturligt bogen mine
maksimale 5 stjerner.
(Samtidig indrømmer jeg, at den norske natur og kultur har
lokket mig til landet mange gange, og jeg indrømmer også, at jeg (for en del år
siden) selv klatrede over Besseggen. Det gør bare, at jeg endnu bedre forstår
Kalvøs beretning fra den del af hans tur.)
Are Kalvø Hyttebog fra helvede : En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen People’s Press, 2019 296 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Hvor går grænsen for satire? Tag på en rejse gennem satirens mystiske og farefulde landskab med din veninde, grevinde, gudinde og heltinde, seniorkorrespondent på Den Korte Radioavis på Radio24syv og prisvindende satiriker Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Hun leder efter svaret, så du aldrig mere skal være i tvivl om, hvor satiregrænsen går.
(Sådan introduceres bogen i bagsideteksten.)
Min anmeldelse: Jeg har adskillige gange oplevet Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (KBSKH) opsøge samt overskride grænserne for satire. Det samme gælder hendes grænseoverskridende måder at behandle lyttere, interviewofre og kollegaerne i Radio24syv. Udsendelserne var bestemt ikke alle lige sjove, men som direkte og sandsynligvis improviserede udsendelser måtte der selvfølgelig slås nogle skævere af og til, men kedeligt var det aldrig.
Det må sige at være sent på skrift at skitsere grænserne, når
nu radiostationen desværre er lukket. På den anden side, så har KBSKH opsøgt grænserne
og kender dem godt, for at hun med sikker hånd har kunnet overskride dem.
Gennemgangen i bogen af forskellige former for satire er
med samme tempo og stemmeføring som i radioudsendelserne samt lige så hvast
skarptunget formuleret, som alle lyttere kender.
At læse bogen er som at genhøre KBSKH, og det er ret
underholdende. Der er med de læsebriller på, jeg synes, bogen har sin primære
rolle. Som satireteori og analyseværktøj står den for mig knapt så stærkt, men
gu’ ve’ om ikke også bogen er skrevet for at underholde?!
Få bl.a. svar på det på denne årstid så relevante spørgsmål,
om man stadig må gøre grin med mænd, der kan lide risengrød.
Jeg giver bogen 4 stjerner for dens underholdningsværdi.
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm Hertil – og ikke længere People’s Press, 2019 91 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Igennem tyve år har cirkusdirektør Søren Østergaard tejst land og rige rundt med sit Zirkus Nemo. Med sig har han haft nogle af landets mest markante og alsidige artister, som på hvert sit felt med stor virtuositet og professionalisme har bjergtaget danskerne med deres kunst.
I bogen møder vi blandt andet Baconmanden,
kendt og elsket for sine performances, hvor han som menneskelig flæsk lader sig
stege på en glohed pande i oversize. Vi møder også Bager Jørgen, der er berømt
for sin forrygende optræden med dansende wienerbrød for det danske kongehus.
Senest er han sprunget ud som digter med samlingen 15
erotiske brøddigte, der går som varmt brød. Og vi møder Erik Bo
Nielsen alias Smadremanden og får den utrolige historie om hans opvækst, som
nok vil komme bag på de fleste.
Som alle store kunstnere og genier slæber
de rundt på tung bagage. I bogen får vi eksempelvis den tragiske historie om,
hvordan det musikalske geni, Manden, der ikke kan fløjte, mistede sine forældre
ved en koncert, hvor de skulle hyldes for deres livslange opbakning.
Også den fænomenale showdressør Ib Glahn
har mødt tragedien; faktisk var det hans berømte bedstefars død, som satte gang
i Ibs karriere, da bedstefaderen efterlod sit barnebarn et brev, hvori der blot
stod: “Rid Ib”, og det gjorde han så
Min anmeldelse: Denne bog kan være en oplagt mandelgaveidé! (Se senere)
Til
min store fornøjelse har jeg oplevet Zirkus Nemo live flere gange og har også fulgt
flere af forestillingerne samt andre optrædender i fjernsynet. Blandingen af
topprofessionelle artister og Søren Østergaards alternative kunstnere, hvoraf
en god del portrætteres her i bogen, er på alle måder unik.
Derfor
glædede det mig meget, da jeg så, denne bog var på vej. Og da Søren Østergaard
blev interviewet på årets BogForum, var jeg på pletten for at høre mere om
bogen, inden jeg læste den.
Det,
Søren Østergaard fortalte om bogen og processen bag den, skærpede mine
forventninger, og de blev ikke skuffede.
Oprindeligt
var det planen at skrive en sjov bog. (Sikkert en opdateret og ændret udgave af
biografien “Danser med wienerbrød” af Jens Korse (2011)). De
første forsøg var ikke sjove, så da da den faste fotograf på Zirkus Nemo, Steen
Brogaard, foreslog Søren Østergaard at fortælle historien om hans forskellige
kunstnere, ændredes fokus for bogen straks. Det er første gang, der overhovedet
er skrevet noget ned om personerne og deres baggrund, og det har Søren Ø hygget
sig meget med, og man må sige, hans ret skæve fantasi har fået fuldt afløb!
Det viser sig bl.a. i beskrivelserne at 11 af de 12 kunstnere
har mistet begge forældrene på én gang ved forfærdelige ulykker, mens en enkelt
slet ikke har haft forældre!
For de litterært interesserede er især beskrivelsen af Bager
Jørgens karriere som digter. Det er ubetaleligt morsomt skrevet med hårde og kærlige
spark til det litterære parnas.
Bortset fra de herligt kugleskøre historier, så havde det været
en skræmmende oplevelse for Søren Ø at opdage, hvor meget af ham selv, der
viste sig at være i alle figurerne. De portrætterede kunstnere er: Kim Tim, Ib
Glahn, Manden der ikke kan fløjte, Marianne, Baglænsmanden, Baconmanden, Målermanden,
Bugtaleren, Smadremanden, Santes Jr., Leslie Bøje Møller og Bager Jørgen.
Processen med at skrive bogen har tilsyneladende været den
samme som med teksterne til forestillingerne. Selvfølgelig er der
en grundidé, men Søren Ø skriver ikke teksterne ned på forhånd, men improviserer
dem frem, så og udvikler de sig løbende. Bogens kapitler har samme friske og
umiddelbare vildskab.
På
spørgsmålet om, hvad man kunne bruge bogen til, svarede Søren Østergaard bl.a.,
at man kunne have den liggende i sommerhuset og tage et kapitel en gang
imellem. Alternativt kunne den bruges til mandelgave, forslog han. Det trak han
alligevel lidt på og foreslog, at man også kunne beholde den selv. Så kunne man
begynde at læse op af den for gæster, der blev hængende for længe og ikke ville
gå hjem. Så ville de sikkert hurtigt tage hjem, mente han. Det er jeg nu ikke
sikker på – med mindre det var gæster uden humoristisk sans.
Jeg
morede mig meget med bogen og giver ikke mit eksemplar væk som mandelgave, men
giver i stedet bogen 4 store stjerner.
Søren Østergaard 12 store danske artister People’s Press, 2019 123 sider
Bogen
er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
