Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
I over ti år har Assad været et gådefuldt kraftcenter i
Afdeling Q, men en kædereaktion af voldsomme begivenheder bringer ham på randen
af total nedsmeltning. Kun en hårdt prøvet Rose kan hjælpe ham med at afkode de
mørke dæmoner, som vækkes af den spanske journalist Joan Aiguades dækning af en
flygtnings tragiske død. Med Assad i centrum begynder tretten dages
nervepirrende nedtælling mod den ultimative katastrofe midt i Europas hjerte,
skånselsløs dirigeret af den irakiske bøddel Ghaalib.

Samtidig rystes Afdeling Q af en central kollegas død og et
desperat forsøg på at forhindre en indesluttet, vanvittig drengs kompromisløse
og morderiske handling.

I kampen for at redde menneskeliv og få løst Assads traumatiske
dilemma kastes Carl Mørck og resten af Afdeling Q direkte i stormens øje, hvor
ingen bliver skånet for at tage dramatiske beslutninger og for at handle med
alle til rådighed stående midler.

Min anmeldelse:
Gennem hele serien har figuren Assad fascineret mig med sin
mystiske optræden, og mens Rosa var hovedperson i den forrige bog i serien
“Selfies” (anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post9),
får seriens mange læsere heldigvis meget mere at vide om Assads baggrund og
hans traumatiske oplevelser. Det er den gennemgående kraft i en meget voldsom
og dramatisk historie, der mere er en aktuel thriller end en krimi, og det gør
bestemt ikke noget.

Bagsideteksten fortæller absolut nok til, at jeg ikke vil
skrive mere om handlingen, men ud over at være en aktuel og interessant
historie, så bærer den præg af grundig research af såvel emnet som de
lokaliteter, bogens handlinger foregår på. Det virker ret overbevisende.

Samtidig mener jeg at kunne læse en øget skrive-/fortællelyst
fra forfatterens side. Det viser sig for mig i et godt flow i bogen og fin
sammenhæng mellem historierne, som jeg har savnet i nogle af de tidligere bind
i serien. Jeg vil uden tøven kalde “Offer 2117” for seriens bedste
bog indtil videre, og jeg ser meget frem til seriens sidste 2 bind og til at følge
de interessante personer heri.

Det bliver til 5 krimihjerter på krimifan.dk
og 9 point her

Jussi Adler-Olsen
Offer 2117
Politikens Forlag, 2019
(Afdeling Q – bind 8)
488 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

Fra bogens bagside:
Harry Hole er begyndt at drikke igen. Rakel – den eneste
kvinde han nogensinde har elsket – har smidt ham ud, og han er blevet fyret fra
sit job på Politiskolen. Som afdanket legende får han dog allernådigst lov at skubbe
rundt med papirer og tage sig af rutinesager hos politiet.

Harry stilles over for et valg: at gå til bunds med det
samme – eller at rejse sig og gå under senere. Da han ikke har mere at miste,
begynder han en ensom jagt på en gammel fjende.

I KNIV drives Oslo Politis mest sagnomspundne efterforsker
ind i et helvede, han ikke i sine værste mareridt har kunnet forestille sig.

Min anmeldelse:
I denne 12. bog i serien om Harry Hole gør han for alvor
noget ved den tørst, han arbejdede med i den forrige bog “Tørst”, som
jeg anmeldte HER.

Denne nye bog bringer Harry Hole personligt længere ud over
kanten end i tidligere bøger. Det er en voldsom historie, hvor han med største
risiko vover sig ud i en kamp mod en modstander, der er en mester i at spille
sit fordækte, intimiderende og hensynsløse spil. Det bliver bogstaveligt talt
en kamp på liv og død.

Det vil være skrækkeligt at afsløre ret meget af
handlingen, for alt for mange detaljer kan nemt komme til at ødelægge spændingen
og de mange overraskende twists undervejs. Så jeg overlader trygt bogen i læsernes
utrygge og spændingsrystende hænder. I kan godt glæde jer, hvis I tidligere er
blevet fanget ind af Harry Holes univers.

Bogen må være særligt god for de læsere af Jo Nesbøs
forrige bog “Macbeth”, som havde forestillet sig en ny bog med Harry
Hole, da de begyndte på den, og som derfor på helt fejlagtigt grundlag
kritiserede og i mange tilfælde bortdømte den – primært bygget på deres
skuffelse/uopfyldte forventninger. Det var forkerte præmisser at læse og
anmelde bogen på. Det var en fremragende bog, som jeg anmeldte HER.

På samme måde som med “Tørst”, giver jeg med fornøjelse
denne nye bog mine maksimale 10 skydeskivepoint og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Jo Nesbø
Kniv
Modtryk, 2019
503 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

Fra bogens bagside:
Ragnar Johansson er håndens, men også tankens mand. En
kantet og meget korrekt mand. Han er stolt over at være en af byggestenene i
det svenske folkehjem, tror på det, tager ansvar for det og forsvarer dets ensretning
af borgerne, fordi han er overbevist om, at det kan løfte befolkningen ud af mørket.

Ragnars mor, Svea, er fra en anden tid, det fattige
bondesamfund, med al den smerte og det afsavn, den yngre generation ikke kender
til. For Ragnar er hun et levn fra en tid, som aldrig må komme tilbage.

Og endelig er der datteren, Elsa, der længe forsøger at
leve op til sin fars høje idealer, indtil murens fald, hans midtvejskrise, forældrenes
skilsmisse og hendes egen frigørelse sætter alt i skred.

Min anmeldelse:
Det er en meget svensk bog – og alligevel afgjort af
interesse for danske læsere både som litterær oplevelse og mht. indholdet, for
udviklingen i den tidsperiode, bogen foregår i, kan sagtens paralleliseres til
danske forhold. Mit absolut eneste behov for en uddybning var en mere præcis
definition af begrebet ”det svenske folkehjem”. Derfor har jeg fundet en svensk
definition af det, og den kan læses HER.

Med Sveas søn, Ragnar, som hovedperson fortæller bogen både en families
historie i 3 generationer og landets historie især i perioden fra 1950’erne og
frem til 2000. Bogen begynder med, at Ragnars ph.d.-studerende datter, Elsa,
melder ham til en etnologisk undersøgelse af ”modernitetens svenske mentalitetshistorie”,
fordi han efter hendes opfattelse er indbegrebet af et eksempel på udviklingen.
Det bliver ikke til noget et bidrag fra ham til det forskningsprojekt, for dels
kan han ikke hjælpe med det, for det efter hans mening alt for svære ting, og
dels er han efter forskerens mening alt for almindelig. Det sidste er han meget
tilfreds med.

I kapitler med de 3 personer, Svea, Ragnar og Elsa, som skiftende omdrejningspunkter
får vi historien fra perioden om hele familiens liv samt personernes forhistorie,
så vi kender den sociale og geografiske baggrund. Lyder det tungt og kedeligt? Det
er det ikke!!

I flydende og meget præcist sprog folder historien sig smukt ud, og et
billede af en helt almindelig familie fra tiden bliver dannet. Samtidig dannes
der også en præcist tidsbillede af en helt almindelig families liv i et samfund,
der forandrer sig voldsomt, mens Ragnar tiltro rystes til statens ufejlbarlighed,
reglers nødvendighed og vigtigheden af at gøre det bedste man kan ud fra sit
potentiale for sin egen og samfundets skyld.

Igen: Lyder det tungt og kedeligt? Det er det ikke!! Læs bogen for at
nyde sproget og for at blive klogere på også det danske samfund i dag og på det grundlag, det bygger på.

Det bliver 4 sikre stjerner herfra.

Lena Andersson
Sveas søn
C & K, 2019
240 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget.

Et rent pletskud! Det er en både voldsom og spændende slutning på trilogien med journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll fra Hauugesund. Læs endelig hele trilogien i rækkefølge og begynd med “Maestro”.

Fra bogens bagside:
Den lille norske by Haugesund bliver revet ud af sensommerdvalen af en række grusomme mord. En kvinde bliver ædt levende af rotter, en mand bliver stukket ihjel af hvepse. Begge er dræbt af netop det, de frygtede allermest. Hvem kender ofrene og deres dybeste angst så godt?

Journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll befinder sig i deres livs mareridt: Enten skal de tilstå, at de stod bag drabet på nynazisten Geirmund Bakken, eller også skal de lade en hjemvendt IS-kriger tage straffen for det, de har gjort.

Mærkelige ting begynder at ske for Viljar, mens han begraver sig i sit arbejde, og Lotte begynder også at se sig over skulderen. Da det går op for hende, at hun har en fortid sammen med de to mordofre, begynder hun at frygte, at hun er morderens næste mål.

Min anmeldelse:
“Eg ser ingenting, mitt blikk er blindt
Eg har sendt min posisjon. Her er min konklusjon
Eg stoler ikkje lenger på mitt instinkt”

og

“Såg opp mot himmelen
og min redning blei skutt ner
Som ei fjør, som ei fjør.
Min redning blei skutt ner.”

Sådan lyder nogle af linjerne i sangen “Død manns tango” af norske Kaizers Orchestra. Nummeret har givet navn til Geir Tangens seneste bog. Uden at tolke dybt på teksten, så passer linjerne her ganske godt på stemningen i bogen.

Første bog af Geir Tangen hed “Maestro” (anmeldt af mig HER) og den næste hed “Hjerteknuser” (anmeldt af mig HER). Med denne tredje og sidste del af Geir Tangens planlagte trilogi fra Haugesund slutter ialt cirka 10 måneders dramatiske og voldsomme oplevelser for de to hovedpersoner og beboerne i Haugesund.

Selv om de bestialske mord beskrevet på bagsiden af denne bog er nye sager, så er der klare og meget tætte forbindelser til begivenheder i de første to bøger, og der er også andre centrale sammenhænge, men jeg fortæller ikke mere.

Viljar og Lotte har alvorlige både fysiske og psykiske følger af det, de oplevede og blev udsat for i de første to bøger, og det sætter i høj grad dagsordenen for også handlingen i denne bog, men jeg fortæller ikke mere.

Det, jeg vil fortælle, er, at bogen er en på alle måder voldsomt spændende afslutning på både de nye sager beskrevet på bagsiden af bogen og fra hele serien. Den er velskrevet, og plottets mange ender hænger ret godt sammen til sidst. Undervejs i læsningen af denne bog, og hele trilogien er der en del direkte referencer til andre krimiforfattere og deres bøger. Der er dog endnu flere indirekte referencer, for Geir Tangen lægger åbent frem, at han har brugt stort set alle krimigenrens klichéer og kneb. En fantastisk rundtur i krimiernes univers. At det kan lykkes så godt i bogen/bølgerne skyldes dels forfatterens store viden om krimilitteratur, men også hans evne til at skrive godt og til konstruere et overbevisende plot.

Uden at afsløre noget af slutningen er det oplagt den sidste bog om det herlige og umage makkerpar journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll. Det understreger Geir Tangen så også i et efterskrift. Jeg vil dog se frem til et nyt udspil fra ham, for med forfatterens håndelag for at skrive og sammensætte et plot kan det også kun blive godt.

Jeg gav begge de første 2 bind i trilogien 9 point på min spændingsskydeskive og 5 krimihjerter på krimifan.dk. Denne gang får bogen også de 5 krimihjerter, mens jeg giver både bogen, men især den samlede trilogi mine sjældent uddelte 10 point. Et rent pletskud!

Geir Tangen
Død mands tango
Modtryk, 2019
329 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

En på alle måder dejligt anderledes samt både spændende og
interessant krimi fra Japan med nogle sammenhængende mysterier, der kun
opklares med helt særlige midler.

Fra bogens bagside:
Liget af en mand findes på klipperne ved kysten tæt på den
fallerede turistby Hari-ga-Ura.

Tilfældet vil, at professor Yukawa bor på samme pensionat,
som den døde boede på. Og tilfældet vil også, at drabsefterforsker Kusanagi
involveres i dødsfaldet, for manden var måske allerede død, da han ramte
klipperne.

Kusanagi og Yukawa indleder hver sin efterforskning af
sagen, ser er så kompleks, at den måske er umulig at opklare. Men Yukawa er
overbevist om, at der findes svar på alle spørgsmål.

Min anmeldelse:
Ligesom i Keigo Higashinos
forrige krimi fra Japan “Den ophøjede
morder”, som jeg har anmeldt HER,
er det makkerparret Kusanagi og det kvindelige sidekick, Utsumi, der står for
den politimæssige side af opklaringen, mens den noget excentriske og geniale
fysikprofessor Yukawa har alle de på én gang deduktive og intuitive vinkler på sagens
forskellige elementer. Dertil kommer denne gang det lokale politis indsats på deres
hjemmebane, hvor bogen foregår.

I havet ud for den kriseramte turistby arbejder et firma på
udvinding af værdifulde mineraler på havbunden. Det skaber lokal debat, og det
indgår i historien, hvor intet – modsat beskrivelsen på bagsiden – er tilfældigt.
Hovedhistorien er dog en gammelt mord, en tidligere morder som har udstået sin
straf, den dengang arresterende politimand, et nyt og mystisk dødsfald, japansk
familiesammenhold mm. På suveræn vis passer alle historiens brikker sammen på overraskende
og dog logisk vis, men hvordan det går for sig, vil være en forbrydelse at afsløre.
Men jeg lover en utraditionel og spændende historie med en lige så dejligt
utraditionel afslutning.

Bogen er bind 3 i serien, hvor jeg stadig har bind 1
“Den hengivne Hr. X” til gode. Det, jeg skrev i min anmeldelse af
seriens bind 2, gælder stadig: Sproget i bogen er godt, personerne er rigtigt
interessante, og hele settingen er unik med sin fantastiske beskrivelse af det
moderne Japan, der stadig bygger på gamle traditioner. Bogen er en intens,
intelligent, fascinerende og spændende rejse ind i en gådefuld stemning.

Det bliver til 9 point på min spændingskrimiskydeskive og 5
hjerter på krimifan.dk

Keigo Higashino
En midsommerligning
Modtryk, 2019
406 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

For at sige det lige ud: Fuck dyrene i Afrika!

Det har en gruppe nordmænd som aktivistisk mål ud fra den betragtning, at de ved at gøre det med nogle ikoniske og eksotiske dyr vil kunne vise verden, hvordan vi alle fucker med hele kloden. De får hjælp til at gennemføre deres projekt af den kenyanske organisation “Fauna Fuckers”, der praktiserer “Fuck and Release” TM.

Erlend Loe har igen skrevet en hylende grotesk og voldsomt morsom bog, der på én gang vil undre, underholde, skabe diskussioner, vække afsky og få mange til at grine højt – samt måske få endnu flere til at rejse til Afrika!

Fra bogens bagside:
En kvinde og fire mænd er hver især kommet til et vendepunkt. De er ikke længere i stand til at løse udfordringerne, de står overfor, på egen hånd. De vil væk fra det beskyttede liv i Norge, og alle fem bærer på en mere eller mindre eksplicit længsel efter at redde dyrene.

Efter et foredrag om dyreetik falder de fem enkeltpersoner i snak om, hvordan deres levemåde undergraver andre arters muligheder for overlevelse. Sammen udtænker de en plan. Ved hjælp af “The Big Five”, bøffel, løve, leopard, næsehorn og elefant, vil de gennemføre en naturhappening for at henlede opmærksomheden på, hvordan vi mennesker så at sige fucker med flora og fauna.

Derefter går turen til Afrika for at redde verden – for at gøre en forskel.

Min anmeldelse:
Bogens indhold og sprog er på alle måder betydelig mere direkte end det fremgår af bagsideteksten, der giver et stærkt redigeret og reduceret billede af bogen, synes jeg.

Derfor har jeg suppleret med det indledende afsnit og fortsætter her.

Kort fortalt indledes bogen med præsentation af de 5 enkeltpersoners tanker og personlige situation. I næste afsnit mødes de tilfældigt, og de danner “Foreningen til skænding af eksotiske dyr”. Efter at have øvet sig på forskellig (!) vis i Norge tager de i sidste del af bogen til Kenya, hvor skændingerne jo skal foregå.

Men hvordan går det så og hvorfor? Det må I så selv læse, for selv om slutningen i denne bog er mindre væsentlig end processen, personerne gennemgår, og de grundlæggende emner, der tages op i bogen, vil det spolere for megen af læsningen, hvis jeg afslører mere af handlingen. Blot vil jeg sige, at der gåes til korporligheder i bogen, uden at sexscenerne med dyr pensles ud.

Bagest i bogen beskrives, hvordan det siden er gået alle bogens markante hoved- og bipersoner.

Af de fem enkeltpersoner kommer de fire ud på den anden side af deres projekt som hele mennesker med nye formål og retninger i deres liv, men uden at læse bogen kan ingen regne ud hvordan. I er nødt til at læse bogen! Og med den rette indstilling, hvor alle læsere må (forsøge at) indstille sig på samme bølgelængde som Erland Loe, er det på alle måder en fornøjelse af de sjældne at læse bogen.

Der er rigtigt meget Dopler i bogen – forstået på den måde, at de 3 bøger om ham jo alle er om en mand, der ligesom de fem hovedpersoner i “Dyrene i Afrika” gør status over livet og vælger nye, forunderlige veje. Humoren på den alvorlige baggrund skaber de sammme groteske situationer for personerne i bogen og billeder i hovedet hos læserne. Jeg kom også i tanke om Magne Hovden: Sameland (Modtryk, 2011), der er næsten lige så syret i indhold og humor.

Jeg interviewede Erlend Loe til Ordkraft i Aalborg i 2015, og jeg synes, det var en spændende snak, vi havde. Skulle jeg nogensinde få muligheden igen, vil det være oplagt at høre om han med sine skriverier om især mænd, der på et tidspunkt i livet skifter spor, har skabt sin personlige måde at få afløb for de panik- og andre reaktioner, som nogle mænd får. Gyldendal oplyser i en medfølgende pressemeddelelse, at Erlend Loe fylder 50 år den 24. maj. Tillykke med dagen og med bogen!

Det vil være uretfærdigt at give bogen mindre end mine maksimale 5 stjerner!

Erlend Loe
Dyrene i Afrika
Gyldendal, 2019
314 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Forfatterportrættet i collagen øverst er et pressefoto taget af Frederik Arff, mens dyrebillederne er taget af mig selv.