Fra beskrivelsen på Saxo: Stemningsfuld ny historisk krimiserie fra efterkrigstidens England fuld af mysterier og spænding.
Liget af en ung kvinde dukker op i den idylliske kystby Brighton i det sydøstlige England. Hendes krop er blevet skåret i tre dele, en fremgangsmåde, der minder kriminalkommissær Edgar Stephens om trylletricket ”Zigzag-pigen”. Tricket er opfundet af Max Mephisto, en af Stephens’ gamle venner – de to tjente sammen i anden verdenskrig som en del af en hemmelig enhed kaldet ”Magikerne”.
Mephisto tøver med at sætte sin karriere på pause for at hjælpe Stephens med efterforskningen. Men da det viser sig, at han faktisk kender den døde pige, skifter han mening. Og da Stephens modtager et brev med en advarsel om endnu et trick, ”Ulvefælden”, står det klart, at morderen vil slå til igen … Og Stephens og Mephisto mistænker, at løsningen på mordgåden skal findes i deres fælles fortid i hæren.
Min anmeldelse: Jeg havde læst og anmeldt de første 5 bind – senest “Det tavse vidne https://blog.drustrup.dk/?p=372 – i forfatterens 15-binds serie med arkæologen Ruth Galloway. Så kørte jeg lidt træt i det neddæmpede krimielement og blev træt af alt fyldet med spillet mellem personerne.
Men da dette første bind i en ny serie udkom, fik jeg lyst til at læse bogen. Medvirkende var også at den foregår i Brighton, som jeg synes er en interessant by.
Bogen giver et godt tidsbillede fra en tid, hvor der var flere cabareter med underholdning, fra en tid, hvor England var i gang med at komme sig efter 2. Verdenskrig. Hovedpersonen, den lokale kriminalkommissær Edgar Stephens, var under krigen med i en hemmelig gruppe af magikere / tryllekunstnere, der havde en speciel opgave.
I bogen krydses medlemmernes spor igen i forbindelse med flere mord med referencer til konkrete tricks. Forbindelsen til fortiden er oplagt, men det kræver en del af få opklaret hvordan og hvorfor.
Det er der blevet og nogenlunde spændende krimi ud af. Den endte med en noget overraskende og for mig ikke helt overbevisende slutning. En rigtig feriekrimi – hurtigt læst og hurtigt glemt. Selv om lokaliteten og tiden var interessante rammer, så er jeg ikke helt sikker på, at magikerkonceptet kan bære en længere serie. Men det må komme an på en prøve.
Det kan kun blive til 6 flinke skydeskivepoint.
Elly Griffiths Zigzag-pigen Gads Forlag, 2026 320 sider
Fra bogens bagside og fra Saxo: Den store boomerbog fortæller om babyboomer-generationens levetid, der har budt på nogle af de største samfundsforandringer, vi har set.
“Vi blev født i et landbrugssamfund, men blev voksne i et industrisamfund. De fleste af os kom til at arbejde i service- og velfærdssamfundet eller i informationssamfundet, og nu er vi i færd med at takke farvel i den digitale tidsalder.”
Sådan skriver Gretelise Holm, årgang 1946, om de store babyboomber-årgange (født mellem 1946 og 1964). Hun skildrer udviklingen og kaster især sit skarpe blik på de store og gennemgående temaer, der har optaget hende som journalist og forfatter: krig og fred, social retfærdighed og ligestilling samt retssikkerhed i forholdet mellem stat og borger.
I Den store boomerbog tager Grelise Holm os med på den lange rejse, som boomerne har været på. De ydre historiske begivenheder er fælles, men det er også en personlig fortælling om egne erfaringer og vinkler på tiden, begivenhederne og den sammenhæng, de indgik og indgår i hen over otte årtier.
Min anmeldelse: Gretelise Holm er en erfaren forfatter, formidler og journalist. Ud over en stribe fagbøger, sine erindringer i 2 bind, mange børne- og ungdomsbøger, og en god del romaner for voksne har hun været journalist siden 1963.
I anledning af sin 80-års fødselsdag i år giver hun kapitler for hvert tiår sine synspunkter på periodens samfundsforhold og den udvikling, der har ført til udviklingen og resultatet. Som beskrevet på bagsiden er de overordnede emner krig og fred, social retfærdighed og ligestilling samt retssikkerhed i forholdet mellem stat og borger. De emner tager hun ved vingebenet på særdeles effektiv og grundig vis. Det sker ud fra hendes journalistiske artikler, da det hele foregik, men også på hendes personlige baggrund og senere refleksioner.
Det er velskrevne analyser af en lang række samfundsforhold, og uanset om man er enig med hende i vinklerne og valg af emner, så er alle kapitlerne rigtigt interessante. Desuden er de skarpe og kontante i argumentationen med mange henvisninger til fakta.
“Erfaren kvinde er god at gæste” må være mottoet for bogen, og det er også min oplevelse af bogen. Der er stof til mange overvejelser og diskussioner, så er du selv boomer, er det en meget oplagt bog at læse. Men det er den også for de mange yngre, der i bogen kan få opfrisket viden samt få viden om centrale emner i samfundsudvikling.
5 sikre stjerner af 5 mulige for det relevante indhold samt for den skarpe, personlige formidling.
Gretelise Holm Den store boomerbog : En personlig odyssé gennem otte årtier Frydenlund, 2025 328 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: Storpolitisk spiondrama fra København og Los Angeles i den højspændte efterkrigstid.
Da en fremtrædende dansk diplomat bliver fundet skuddræbt i Los Angeles, sender rigspolitidirektøren politikommisær Jens Møller til Californien for tage del i efterforskningen. Sagen lukkes hurtigt som selvmord, men Jens Møllers egne undersøgelser fører ham på sporet af flere fremmede magter med relationer til den døde diplomat. Sporene leder ham ind i en underverden af elegante og grænseløse kvinder og mænd i Hollywood, hvor der under den glitrende overflade udspiller sig en magtkamp på liv og død. Men mest rystet bliver han, da et spor viser sig at føre direkte ind i hans egen families fortid.
Min anmeldelse: Det er bind 2 i forfatterens Dekade-serie, hvor bind 1, der udkom i 2023, hed “Manden fra mørket – 1948”. Der er et delvist personsammenfald i de to bøger, og der refereres nogle gange til første bog i denne nye del af serien, men jeg har ikke læst bind 1 og oplever det ikke som et problem.
Serien angives at være inspireret af virkelighedens kriminalsager, og den konkrete inspirationskilde må være sagen om den danske diplomat Poul Bang-Jensen, der i 1959 blev fundet skudt i New York med en pistol ved siden af sig. Var det selvmord eller ej? Det er aldrig opklaret.
Det er lige så oplagt, at forfatteren må have udbygget virkeligheden til sin helt egen og spændende historie. For,spændende bliver det bl.a. med vinklen om en dansk efterforskers undersøgelser på fremmed grund og de internationale komplikationer i sagen. Mindre overbevisende var efterforskerens helt private komplicerede familieforhold, der får afgørende betydning for udviklingen. Lige den vinkel virker som skrevet ikke overbevisende, men mere som et dramatiserende fortælletrick.
Jeg mener at kunne spore Ole Christian Madsens erfaring med at skabe film i den måde, historien fortælles på. Og det er positiv ment. Historien fortælles med en del sceneskift og i et godt tempo, og,det medvirker til en god læseoplevelse, som jeg giver 8 skydeskivepoint.
Ole Christian Madsen Kvinden fra Californien – 1958 Gyldendal, 2025 460 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: I 1947 er Jaffa Palæstinas vigtigste havneby, hvilket især skyldes eksport af appelsiner..
Subhi er trods sin unge alder, snart 16 som han ynder at sige, en dygtig mekaniker, hvilket han beviser ved at reparere vandingsanlægget i en engelskejet appelsinplantage.
Han er forelsket i Shams, men kærligheden har trange kår, ikke mindst da englænderne i 1948 opgiver mandatet over Palæstina og trækker sig ud af landet.
Jøder fra lande i Europa strømmer til Palæstina, som udråbes til staten Israel. Palæstinensiske familier bliver splittet og fordrives til de omliggende lande. Det gælder også Subhis og Shams’ familier.
Romanen er baseret på forfatterens samtaler i 2018 med 87-årige Subhi og 84-årige Shams.
Min anmeldelse: Det er en de stærkest påvirkende bøger, jeg har læst længe. Det er en uforglemmelig og ulykkelig kærlighedshistorie om to unges kærlighed, der umuliggøres af udefra kommende forhold. Men det er ikke mindst en uforglemmelig historie om følgerne af ulykkelige internationale beslutninger, der selv i dag har store ulykkelige konsekvenser for et utal af mennesker.
Handlingen foregår i det Palæstina, der, efter at England har opgivet sit styre af landet, bliver delt i en palæstinensisk og en israelsk del. Som det står et sted i bogen: “En ny nation var ved at blive født, mens en gammel nation blev knust.”
For ret hurtigt står det klart for den 15-årige Subhi og alle de øvrige palæstinensere, at Israel ikke vil følge de internationale aftaler om opdelingen af området. Jaffa bombes og annekteres, mens palæstinenserne jages væk fra Jaffa og mange andre steder, de ellers var blevet tildelt, og i stort tal bliver dræbt af israelske militser.
I bogens første 2/3 følger vi Subhi og hans liv i den periode, hvor alting ændrer sig, og hvor hans ungdomsliv med kærlighed og familieliv ødelægges. Det samme sker med den habit af engelsk tweed, han tjener ved at være en dygtig mekaniker og reparerer vandforsyningen til en appelsinplantage. Den habit er et symbol for ham på en lys fremtid, der så bliver lagt øde.
Habitten indgår i bogens engelske titel: “An English Suit & A Jewish Cow”, og den jødiske ko dukker op i sidste del af bogen, hvor vi følger Shams’ ulykkelige liv med bl.a. forfølgelse, arrestationer og sult. Under familiens flugt sammen med andre palæstinensere anklages de for at have slagtet en ko for at få noget at spise, og det får dramatiske konsekvenser.
Det er en historie med stærke personlige beskrivelser om oplevelser med overgreb og forfølgelse for de to centrale hovedpersoner og deres familier. Som beskrevet på bagsiden er bogen baseret på forfatterens samtaler med de to hovedpersoner, da de var blevet 87 og 84 år. Bogens egentlige handling afsluttes i 1951, men bogen afsluttes med et kort referat af, hvordan det siden gik for Subhi og Shams.
Forfatteren er palæstinenser, og hun afslutter bogen med denne udtalelse: At skrive en roman er ofte forbundet med en forventning om at skabe uforglemmelige hovedpersoner, en fængslende handling og en pirrende foruroligelse, i dette tilfælde en tragedie. For mig var den største udfordring ved at skrive denne roman at nedtone de tragiske begivenheder, som romanens to teenagere oplevede under Nakba i Palæstina i 1948.
Historien er selvfølgelig set fra forfatterens vinkel, men et faktacheck viser, at der er tale om helt sandfærdige forhold på den tid. Det er ikke et ensidigt partsindlæg, men en sand historie om forfølgelse og et helt folks diaspora – og her taler jeg ikke om det jødiske folk, der ganske vist også selv gennem tiden er blevet forfulgt og forsøgt udryddet. Her udsætter de et andet folk for det samme.
Det er således både en stærkt fortalt historie fra den tid, men i endnu højere grad en endnu stærkere historie, der i dag burde kunne bringe forståelse for baggrunden for, at situationen i Gaza og de øvrige palæstinensiske områder er så ulykkelig, som den jo er.
Uanset hvilken holdning man har til konflikten mellem Israel og det palæstinensiske folk eller i hele Mellemøsten i det hele taget, så burde bogen være pligtlæsning for rigtigt mange og udgangspunkt for samtale og diskussion f.eks. i læsegrupper og på gymnasieuddannelser ja faktisk mange andre steder.
Læs endelig bogen, som jeg gladelig giver mine maksimale 5 stjerner i form af gode Jaffa-appelsiner og endda tilføjer en ekstra, fordi det er en rigtig god og meget vigtig bog.
Suad Amiry Byens bedste mekaniker Arvids, 2025 228 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
PS Desuden vil jeg fortælle at jeg undervejs har talt og skrevet med forlæggeren bag forlaget Arvids, Karen Kristensen, der på et tidligt manuskriptniveau inden udgivelsen gerne bl.a. ville have min mening om bogen samt en vurdering af, om den skulle udgives, og om den kunne vække anstød.
Jeg var aldrig i tvivl om, at bogen var en vigtig og endda nødvendig udgivelse, for som jeg skriver i min anmeldelse, er det både en stærkt fortalt historie fra den tid, men i endnu højere grad en endnu stærkere historie, der i dag bør kunne bringe forståelse for baggrunden for, at situationen i Gaza og de øvrige palæstinensiske områder er så ulykkelig, som den jo er.
Alle holder sig for sig selv i Briarwood House, et pensionat i hjertet af landets hovedstad, hvor det hvide stakit gemmer på en række hemmeligheder. Men da den imødekommende enke, Grace March, flytter ind på loftsrummet, trækker hun sin sære samling naboer ind i et usandsynligt venskab.
Den engelske skønhed Fliss, hvis facade af perfekt hustru og mor dækker gabende indre sår; politimandens datter Nora, der har rodet sig ud i et forhold til en dragende gangster; den frustrede Bea, hvis knæskade truer med at forhindre hende i at vende tilbage som stjerne i den kvindelige baseball-liga; gamle Rema, der gemmer på en fortid som kunstmaler i Berlin og regelrette og giftesyg Arlene.
“Pensionatet” er en fortælling om kvindelige venskaber og hemmeligheder, der indkapsler paranoiaen fra McCarthy-æraens kommunistforskrækkelse og stiller skarpt på kvinders skiftende roller i efterkrigstidens Amerika.
Min anmeldelse: Præcist som i de 3 andre bøger af Kate Quinn, jeg har læst og anmeldt (se nederst), så demonstrerer hun også i denne seneste bog sin evne til at skildre kvinder i et fællesskab eller på en mission, samtidig med at de er placeret i et godt beskrevet univers og en historisk sammenhæng, som er ramt helt præcist.
Og endnu en gang har hun desuden skrevet en både interessant og spændende historie i en fortællestil, der fangede mig og drev mig intenst gennem bogen. I bogens kapitler med skiftende synsvinkler fra de kvindelige beboere i pensionatet fortælles en sammenhængende historie. I løbet af bogen folder beboernes forskellige personligheder sig flot ud, og deres hemmeligheder afsløres. Ind mellem kapitlerne er der korte afsnit, der foregår i pensionatet nogle år senere, hvor der er sket noget dramatisk. På den måde stiger spændingskurven, og interessen skærpes på at finde ud af, hvad der er sket.
Fra bogens bagside: I en gammel forladt forstadsvilla starter pigerne i kliken en klub, som de kalder “Elvis-Club” – men kan drengene være med? Jo, de bliver tvunget til det, og så begynder vanskelighederne at tårne sig op! Hvem ejer villaen? Og hvor skal pengene til indretningen komme fra? Alt ordner sig efterhånden, og det er rock-musikkens skyld. En festlig og moderne bog.
Min anmeldelse: Denne bog faldt jeg over i en genbrugsbutik på Djursland, og der var flere grunde til, at jeg absolut måtte købe og læse den. Primært skyldes det, at jeg som bibliotekar fulgte med og ivrigt læste hans 10-binds serie Trællene. Den udkom på dansk 1974-1982 og beskriver det svenske samfunds historie gennem mere end 1000 år set fra en socialistisk synsvinkel og i solidaritet med de nederste i samfundet. Jeg har også læst andre af hans bøger, og da jeg så denne for mig ukendte bog, var jeg nødt til at tage med til sommerhuset.
Og det er netop en anden grund til min interesse, for på vej til sommerhuset passerer vi Memphis Mansion i Randers. Det er et Elvis Presley-Museum, som vi også har besøgt, og som er et oplagt mål for en udflugt fra sommerhuset. Derfor ender bogen også på reolen her.
Det viste sig at være forfatterens debutbog på dansk, og den er udkommet i forlagets serie Fremads Teen-Age bøger, der har mottoet “Bedst blandt de bedste”. Det var dengang, for siden er der sket meget mht. bøger til store børn og unge! Alene omfanget. I dag er 92 sider tekst, især når den som her er trykt med åben sats, nærmest en novelle. Teknologierne har også ændret sig og til dels kønsrollerne, der i nogen er helt traditionelle for 1950’erne – og senere.
Dynamikken i gruppen af piger og drenge har altid været den samme, så på den måde er der ikke sket noget, siden bogen udkom. Det er nogle søde børn/unge med både spil indbyrdes i kønsgrupperne og mellem pigerne og drengene. De unges helt centrale problem er det samme som mange unges i dag: nemlig at finde et sted at være på egne præmisser med plads til at udvikle og udfolde sig. Og også dengang spiller musikken en central rolle. På den måde er bogen stadig aktuel og relevant, men sproget er naturligvis ikke nutidigt. Gu’ ve’ hvordan unge vil synes om bogen i dag?
Sven Wenströms solidaritet med de børn og unge, som repræsenterer nogle af de svage i datidens samfund, viser sig allerede her. Noget han jo udviklede endnu mere senere i sit forfatterskab. Læs et godt portræt af Sven Wernström her: https://forfatterweb.dk/oversigt/wernstrom. Det er skrevet af Nanna Gyldenkærne og kan læses med samme login som til dit lokale bibliotek.
Interessant og lidt nostalgisk læsning i sommerhuset, mens vejret ikke inviterer til de store udfoldelser. Læst i dag giver jeg bogen 3 stjerne af 5 mulige.
Sven Wernström Elvis-klubben Forlaget Fremad, 1959 92 sider